I Called her Storm

Ung, smuk og klog er 18 årige Storm Cartier, men intet af dette er iøjefaldende, for hun er trods alt stadig datter af Melina Cartier, tjenestepige af den velhavende familie Evans. Ligesiden Storm blev født, har de boet i kælderen i Evans huset, et af de rigeste huse i Amerika. Med sit høje snit, er Storm blevet accepteret på et af de bedste Universiter. På skolen indser hun, hvor anerledes hun egentlig er i forhold til alle de andre. De nyeste telefoner, bærebare og tøj, alt det som Storm kun har kunne se fra langtafstand. Dog formår Storm stadig at fange Skolens populæreste dreng opmærksomhed, Hayden Charles, både populær i nattelivet og på skolen. Pludselig lever Storm i en stor løgn, for hun er nemlig kendt som Storm Evans på skolen

34Likes
21Kommentarer
2207Visninger

Author's note

Håber inderligt i er villige til at læse den.
AA

2. New Beginnings

 

Jeg sprøjtede endnu en gang af parfumen, selvom jeg vidste at min mor kiggede på. "Storm, det er sidste gang du sprøjter med Fru. Evans parfume" sagde min mor vredt. Uden at give en lyd fra mig, begynder jeg at kigge ud af vinduet. Solen skinnede, og Evans børnene leger udenfor, gid det var mig tænkte jeg.

I et brat kommer Caila stormende ind. "Nu skal i høre" Råber hun og kan nærmest ikke stå på begge sine ben. "Min Onkel Aidan kommer hjem i morgen." Uden at høre hendes sidste ord, taber min mor en vase. "Er du okay mor?" Spørger jeg, imens Caila stormer ud igen. Min mor svarer ikke, men begynder at blive bleg i hovedet.

"Jeg er okay skat, den gled bare ud af min hånd. Jeg fik bare et da Caila kom brasende ind" sagde hun stammende og begyndte at rydde jordet og glasskårene op.

Jeg havde hørt en del om Aidan, men havde aldrig mødt ham. Han var Evans familiens ældste, samt mest succesrige søn. Han rejste væk året inden jeg blev født. Nogen påstår med en elsker, hvor familien Evans påstod, at det blot var fordi han selv ville læse i et andet land.

"Gå du bare ned Storm, jeg skal nok rengøre det sidste selv." Jeg hadet at alligevel at rengøre, så når jeg egentlig fik chancen for at komme foruden, så tog jeg gerne chancen. Jeg vidste heller ikke om min elskede at rengøre, men det var det var i hvert fald det vi levede af. 

 

***

2 timer var gået, og jeg stadig på den samme side af bogen. Jeg så virkelig frem til i morgen. Første dag på universitet, nye mennesker, og forhåbenligt nye venner tænkte jeg. Caila var min eneste veninde. Vi voksede op sammen, dog på forskellige måder. Jeg som tjenestepigens datter og Caila datter af en succesrig familie.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg aldrig havde ønsket mig at leve i hendes sko. Men denne ønske bliver hurtigt taget fra mig, når jeg ser hendes forhold til hendes forældre. Caila kommer tit grædende ind på mit værelse, når hun har været oppe og skændtes med sin mor. Hun fortæller mig tit, at jeg er heldig, fordi jeg har en mor som Melina. En mor der er omsorgsfuld, begavet og sætter altid mig først. Jeg smiler når jeg tænker på dette. Min mor er den bedste mor. 


Uden at banke på, kommer Caila ind. Dette er selvfølgelig ikke noget nyt. Det er jo trods alt hendes hus, hendes vægge og hendes møbler. Hun holder noget bag sin ryg. Jeg kigger nysgerrigt på hende. 

"Gæt hvem du skal gå på uni med Storm" udråber hun og smider næsten et bladet i hovedet på mig. Hun slå op på siden. "Hayden Charles" Jeg kigger på hende. "Hvem er det" Spørger jeg og kigger ned på bladet igen. Han var en flot fyr, men han var en af de typer, man bare drømte om. 

"Forstår du ikke hvor heldig du er, gid jeg blev accepteret" Siger hun sørgeligt og smider bladet fra sig. Caila og jeg søgte på det samme universitet, men da hendes karakter ikke var gode nok, og hendes families penge ikke kunne redde det, er hun nødsaget til at holde et sabbatår. 

Jeg husker tydeligt den dag jeg fik svar på om jeg var blevet optaget eller ej. Det var både en glansfuld dag, samt en umagelig dag. Jeg var selvfølgelig lykkelig over jeg blev optaget, men Cailas mor ødelagde min dag. Hun kunne ikke forstå at hendes datter ikke var kommet ind, men tjenestepigens datter var kommet ind. 

"Caila din mor kalder på dig." siger min mor og kigge på os begge. Jeg havde ikke lagt mærke til at hun var kommet ind. Caila rejser sig op går. 

"Har du fået læst læst lidt Stormi?" Spørger hun imens hun kysser mig på hovedet. Stormi kaldte hun mig ofte. Men det var også kun hende der måtte. Jeg nikkede ja og rejste mig op for at kramme hende. "Jeg elsker dig mor og tak for alt det du har gjort for mig." 

Hun krammede mig tilbage. En tåre trillede ned af hendes kind. "Undskyld, at jeg ikke har givet dig et liv som Caila." Siger hun grædende og giver slip på mig.

"Mor stop nu." udbryder jeg og fjerner tårerne fra hendes kinder. "Mor mit liv er langt bedre end Cailas, for jeg har nemlig dig ved min side." Smiler jeg og krammerede hende endnu hårdere end før. Hun kysser mig på kinden. 

Jeg havde kun min mor, min far forsvandt ud af det blå, da han fandt ud af at min mor gravid med mig. Han ville ikke have noget at gøre med en fattigpige. Min mor mødte ham et par efter hun var flyttet ind i Evans huset med min moster, som flyttede ud af huset fornyeligt.

"Når slut med det her tuderi, har du fundet ud af hvad du skal have på i morgen?" Spørger hun og rører ved mit lange hår. "Jeg har fået noget tøj af Caila, så du må lige hjælpe mig i morgen, for jeg er lidt splittet over to sæts." Sagde jeg imens jeg hoppede rundt. 


***

"Sidste bid Stormi" Siger min mor og klaskede nærmest brødet i munden på mig."Jeg vil ikke have, at du skal være sulten eller at din mave rumler midt i undervisningen. Prøv at forstille dig det. Du vil blive husket som pigen, vis mave rummelede." Vi griner begge højt. 

Et par minutter efter kommer Cailas mor ind i køkkenet. Hun kigger længe på mig. "Held og lykke med i dag, Storm" siger hun, og går ud af rummet uden at kigge på os. 

"Held og lykke med i dag, Storm" gentager min mor med hendes stemme. Jeg griner virkelig højt. "Det lykkedes dig denne gang" siger jeg og griner videre. 

"Når videre med dig. Giv din mor et kys og kram." Jeg kysser hende stort på kinden og krammer hende efterfølgende. Jeg går løber ud af døren, og håber ikke jeg støder ind på flere fra Evans familien. 


Bussen var propfyldt og varmen gjorde det ikke bedre. En dreng bag mig kom tættere og tættere på mig. Jeg sagde ikke noget indtil han lagde sin hånd på min ryg. "Er du sød at lade vær" sagde jeg og prøvede at gå ned i den anden ende af bussen. Folk kiggede, men jeg var ligeglad. Han skulle ikke tro, at han bare kunne røre en pige uden at få et svar igen. 

Endelig var jeg kommet frem til skolen. Den var større end jeg havde forventet. Der var stadig en time til, at min undervisning startede. Eftersom at vejret var godt, satte jeg mig på en bænk. Jeg sad alene. Men jeg så frem til, at jeg en dag ville sidde med veninder og venner på den helt samme bænk. 

På en bænk ved siden af, sætter to piger sig. De har make up på i hele ansigtet, du kunne næsten fjerne deres make up med en ske. Jeg gik ikke med så meget make up, måske fordi jeg ikke egede så meget, men nej, det var nok mere fordi jeg ikke lignede mig selv, når jeg har for meget på. 

"Bare vent og se, i år får jeg scoret ham" siger den ene pige, og tager i sammen øjeblik en læbestift op og lægger læbestift på hendes tynde læber, der allerede er bombarderet med læbestift. 

Veninden ved siden af sidder bare og griner af hende. "Der er han, der har du chancen" siger veninden og tager fat på hendes skulder. 

Pigen rejser sig op i et sæt, men i hånden har hun en kop te. Hun går over mod fyren og kommer til at ramme ind i ham med teen. Hun havde øvet sig derhjemme, for det så rimelig oprigtigt ud, teen og det hele. Jeg får pludselig husket, hvem fyren er. Ham i bladet, Hayden Charles. 

"Ej undskyld." nu prøver hun at lyde forbavset. "Men jeg hedder Karina" Siger hun efterfølgende Jeg griner for mig selv, men bliver overrasket over hans svar og hans håndtering. "Det gør ikke noget" siger han, klapper hende på skulderen og går videre. 

"Hvad griner du af" spørger en pige og sætter sig ved siden af mig. Hun havde krøllet mørkt hår. Hun var lidt af en punk type. Sort tøj og et par røde striber i håret, som jeg første lige opdagede. Jeg fortæller hende hvad jeg griner af, og hun griner herefter også. 

"Hendes chance er ikke så høje." Sagde hun og pegede hen mod, hvor Hayden sad. Han sad sammen med en flok venner. "De fleste kender ham på skolen. Han er skolens populæreste dreng. Alle piger vil gerne være sammen med ham også selvom de ved, det blot er en nat. Han skifter piger, som vi andre skifter undertøj. Du har vel også hørt om ham. Hayden Charles?" 

Jeg kigger længe på ham. Han et af de flotteste fyre jeg nogensiden havde set. Høj, lysebrunt hår og muskuløs. Men han er den type min mor altid har sagt man skal holde sig fra. Ham der bare gerne vil i dine bukser.

"Jeg har ikke hørt om ham." Siger jeg og kigger på hende.

"Så har du virkelig boet i en bobble. Jeg hedder Grace forresten." Hvis hun bare vidste hvilken bobble jeg havde boet i, så ville hun måske ikke sidde her ved siden af mig.  

"Jeg er Storm" siger jeg. "Storm?" siger hun med en grimasse i ansigtet. "Spørg mig ikke, min mor siger hun blev gravid med mig en dag, hvor der var en stor storm. 

Efter noget tid finder jeg ud af, at Grace også skal læse Jura og at vi er kommet på samme hold også. 

Vi sidder i lokalet og der er 5 minutter til at undervisning starter. Jeg hører min telefon brumme tager den op. Min mor har skrevet en besked. Inden jeg svarer på hendes besked, kigger jeg mig rundt, alle sidder med de nyeste telefoner,  og her  sidder jeg med en æld gammel nokia, som min gav mig, da jeg fyldte atten. Uden at svare lægger jeg den væk. 


Efter undersvingen er jeg på vej til kantinen. Jeg tænker at jeg heller må svare min mor inden hun bliver urolig, så jeg prøver at få den op af min taske. det øjeblik jeg tager den op flyver den ud af min hånd. "Pas lige på" råber jeg. Jeg kigger på min hånd og kan næsten ikke mærke den. "Undskyld" Jeg kigger op på personen, der undskylder. Det er ham, Hayden. 

Han samler min telefon op, der er smadret i flere stykker. "Skete der noget med dig?" Han tager fat i min hånd. Han kigger længe på mig og undgå slet ikke mine øjne. Jeg prøver at kigge væk. "Jeg er okay, men det er min telefon ikke." Siger jeg og flover mig over at sige sådan noget, for det er en nokia mobil vi snakker om - men det var en gave fra min mor, som hun brugte lang tid på at spare op til mig. 

Jeg begynder at blive sur og tager telefonen ud af hånden på ham og prøver at samle det resterende op."Du må virkelig undskylde, men det var min ven der skubbede mig. Jeg havde slet ikke set dig" Hans venner står og griner af ham, hvilket gøre mig endnu mere rasende. 

"Det gør ikke noget" siger jeg og prøver at gå min vej. Jeg kunne mærke at tårne var så småt begyndt at komme, men jeg holdte dem tilbage. "Hey et øjeblik." siger han og tager fat i min arm, heldigvis er det den arm der ikke gjorde ondt. 

Jeg hev min arm til mig, hvilket chokerede ham lidt. Han var jo vant til at pigerne løb efter ham."Jeg skylder dig en ny telefon." Siger han og prøver at fange mine øjne. "Nej tak. Det her er alligevel en reserve mobil, da min iphone er til reparation." Lyver jeg og kigger ned på gulvet. For første gang i min mange år, havde jeg taget mig selv i at lyve. 

"Er du sikker?" Spørger han og går tættere på mig. Endnu et af hans moves, som sikkert hjalp på alle andre piger. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke blev fanget af ham.

"Jeg har aldrig set dig før. Du må være på første semester?" Siger han og retter på sit hår. Jeg nikker og lægger telefonen i min taske igen.

"Hvad hedder du?" Spørger han og virkelig utrolig nysgerrig. Jeg svarer ikke. Som Grace sagde, der er ingen chance hos ham. 

"Jeg skal skynde mig hjem." Siger jeg stammende og begynder at gå hurtigt. Hans venner giver mig elevatorblikket og nogle af dem råber "åhhh, den gjorde ondt" 

Jeg prøver at ignorere dem og tænker bare på at jeg skal væk herfra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...