Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
26Kommentarer
1020Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

10. Pappegøjeøen

Bonny tog en dyb indånding og lagde hovedet tilbage. ”Prøv at smage,” sukkede hun. ”Luften er fuld af salt.” Hun så drømmende ud over havet. Solen var ved at synke ned over horisonten. Der var vind i sejlene, og Dødssejleren skød en god fart.

   ”Bonny… angående William, øhm…” List kløede sig på kinden. ”Er han ikke lidt for…”

   ”Ustabil?” Hun så på ham. ”Utilregnelig? Usikker? Ubehøvlet? Eller et andet U?”

   List skar en grimasse. ”Noget i den stil.”

   Kaptajnen bankede sin ene hæl mod dækket og trak på skuldrene. ”Han skød min førstestyrmand og bad om hyre, jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.”

   Englænderen gloede lidt på hende, mens hun betragtede bølgerne, der slog mod skibsskroget. ”Forfremme din andenstyrmand og-”

   ”Og hvad?” afbrød hun. ”Indlægge ham igen?” Hun rystede på hovedet. ”Han er en god styrmand. Hans… evne er praktisk, tro det eller lad være.” Hun bed i en negl og rynkede på næsen. ”Og jeg turde ikke rigtig andet,” mumlede hun og skævede til List. ”Han er den første, der har dræbt et af mine besætningsmedlemmer.” Hun hviskede: ”Jeg troede slet ikke, det var muligt!”

   List så sig over skulderen. En sømand km vraltende med en kasse. Hans skulderled rev sig løs fra kroppen, så kassen og hans arme faldt ned på dækket. Han gloede på sit rod og så sig rundt efter hjælp. ”Hvorfor er her så ikke flere?”

   ”Vi er 40 mand, du, Jamie og William undtaget.”

   ”Jamen… er der ikke flere, der bliver kastet overbord?”

   Bonny gryntede og spyttede ud over rælingen. ”Du skulle bare vide… Men før eller siden rådner de alle sammen væk og bliver til havskum.” Hun pustede en hårlok væk. ”Det er rart at have menneskeligt selskab.”

   List lænede sig op ad essingen og vred sine hænder. ”Jeg vidste ikke, William stadig fik syner?”

   ”Åh jo,” fnøs Bonny. ”Det var ham, der fortalte mig, hvor jeg kunne finde dig.” Hun tøvede. ”List…” Mis strøg sig op ad hendes ben og mjavede. ”Jeg ved godt, du har det svært med Williams… øhm, hans livsstil, og jeg fortæller dig også det her som kaptajn – for skibets succes er min førsteprioritet. Men…” Hun tog hans hænder. ”… også som din ven og mor til vores søn…” Hun dæmpede stemmen. ”Han er et godt menneske. Hvad han siger og gør, vil du ikke nok prøve at ignorere det? Han er ikke sig selv. Hans krop, han liv…” Hun knugede hans hænder. ”Det gør ham ondt. Han græder, når han er alene.”

   ”Mener du også, det er min skyld?”

   ”Det har jeg ikke sagt,” vrissede Bonny. ”Men prøv at føje ham. Han mener vel, han er bare…”

   ”Besat?”

   Hun nikkede eftergivende. ”Også det – men jeg mente nu forvirret.”

   List vippede på hælene og brummede. ”Så… Terapien virkede ikke?”

   Bonny himlede med øjnene. ”For havets skyld, hvor er du tungnem!” Hun satte hænderne i siden. ”William foretrækker at ligge med mænd, det er fint! Han kan få min del – jeg har alligevel intet imod kvinder. Hvad siger du til det? Kan du så lade det gå? For jeg magter ikke at tage den her med dig.”

   List måbede. ”Du… hvad?”

   Kaptajnen fnøs og rystede på hovedet. Hun kyssede ham på kinden og klappede den. ”Men jeg er ikke syg. Forstået?” Hun slog med sin jakke og marcherede op til roret. Hun tog bestik af vinden og trak sit kompas op.

   Han begav sig mod kahytterne. Med tunge skridt fandt han Williams kahyt. Han trykkede håndtaget ned og lukkede lydløst døren efter sig.

   Will lå som de havde lagt ham. Hans hår var spredt ud på puden og skabte en krans omkring hans alt for blege ansigt. Han var rød om øjnene, og i skæret fra den hvide skjorte virkede hans hud voksagtig. Han så syg ud.

   List satte sig på hans sengekant og lagde en hånd på hans skulder.

   William fór sammen med et skrig og tumlede væk fra ham. Han rev tæppet med sig og slog det om sig. Han holdt sig for ørene og skreg som en gal, mens vandet drev ned ad hans ansigt. Han kastede sig frem og tilbage. List kastede sig om på den anden side af sengen og greb fat om hans arme, hvilket bare fik ham til at kæmpe imod.

   ”William!” Han prøvede at tale så roligt og kontrolleret som muligt. ”William, det er mig. Det er List – det er Alfred, jeg gør dig ikke noget.”

   Will stirrede på ham med enorme øjne. Han begyndte at ryste, men hans skuldre faldt ned. List holdt ham ind til sig, da den unge mand brød ud i gråd. Han strøg hans hår og vuggede ham forsigtigt, til han faldt til ro. Så fik han ham op i sengen og satte sig ved hans side.

   Williams mund var en smule åben. Han så tomt ud i luften. Indimellem skubbede han hæse lyde ud mellem læberne, men ingen af dem mindede om ord.

   ”Hvad gjorde de ved dig?” hviskede List. ”William, jeg er så ked af det…”

   Hans ord udløste ingen anden reaktion end en langsom blinken og en smule savl, der kæmpede sig ud over den ene mundvig. List tørrede det væk. Will gispede rallende og rykkede væk fra ham.

   ”Hader du mig så meget?”

   William så på ham med det samme blinde blik. Han lagde armene om sig selv og tog nogle dybe indåndinger.

   List sukkede, nikkede og rejste sig op. ”Nuvel…” Han begav sig mod døren. En mærkværdig, knugende fornemmelse begyndte i hans mave. Den gav ham lyst til at krumme sig sammen i et hul og forsvinde.

   Netop som han lagde hånden på dørhåndtaget, begyndte William at mumle: ” De kom om natten…” List så hen på ham. Will samlede sin dyne og knugede den ind mod sig. ”Vagterne… De kom, mens vi sov…” List slap håndtaget og bevægede sig tilbage mod sin landsmand. ”De var væk fra deres hustruer…” Nerven under Williams ene øje begyndte igen at sitre. ”De var så voldsomme… Det gjorde så ondt…” Han begyndte at gnave i hjørnet af tæppet. ”Nat… efter nat… efter nat… aldrig sove…” List satte sig ved siden af ham. Wills blå øjne rettedes mod ham. ”Det var ikke som i the Nest…” Han snappede efter vejret. List tyssede beroligende på ham. Wills øjne flød over. ”Vil du sende mig tilbage, når det her er slut?” hulkede han.

   List rystede på hovedet. ”Nej. Nej, jeg skal ikke bestemme på dine vegne mere.”

   Den blonde forholdt sig tavs. Så smilede han foruroligende. Hans hoved faldt næsten ledløst til siden. Han betragtede List med et klamt blik. ”Vrede hader dig stadig,” fnes han.

   Den ældste nikkede og rømmede sig. ”Jeg forventer ikke andet… Det lader til at være hans job.”

   Will snøftede. ”Jeg hader dig også stadig.” Han trak på skuldrene, lagde sig om på siden og trak tæppet op over ørerne. ”Måske lidt mindre end før…”

 

List sad med ryggen op ad rælingen og læste højt for Jamie i lanternernes skær. Bonny stod foran dem og styrede skibet på må og få. Dødssejleren vuggede blidt, og indimellem måtte drengen daske til ham, så han ikke begyndte at snøvle.

   ”Der er ingen tvivl om, at filosoffer har ret, når de fortæller os, at intet er stort eller på andre måder småt, når det sammenlignes.”

   List skulle til at læse videre, men Jamie hev i hans jakke. ”Hvad laver en filosof?” spurgte han.

   ”De tænker over livets store spørgsmål,” svarede List.

   Jamie tænkte sig om. ”Som hvad?”

   ”Som… Hvad er meningen med livet? Hvad sker der efter døden?” List sukkede. ”Hvad er godt og hvad er ondt.”

   Drengen rynkede på panden. ”Det er da dumt,” vrængede han. ”Meningen med livet er at finde den, efter døden gå alting videre, og godt er det, der gavner og ikke gør av.”

   Lists hage gled lidt ned. Han så op på Bonny, der bare smilede smørret. ”Min athair var advokat – hvad, troede du, jeg bare stak til søs da jeg kom ud af min mam?”

   Jamie bankede forsigtigt på bogen. ”Mer’ Gulliver.”

   List tog fat om bogen og skulle til at læse videre, da han fik øje på noget. Han rynkede panden og rejste sig. Varsomt trådte han hen og lagde en hånd på Bonnys skulder. Han pegede frem. ”Hvad er dét?”

   Hun fulgte hans blik. ”Hvad?”

   ”Kan du ikke se den?”

   Hun rystede på hovedet. ”Se hvad?”

   List trådte frem og så med store øjne på den glitrende streg, der strakte sig under vandet. ”Det er en sti.”

   ”Hvor går den hen?”

   ”Øh… Hold skibet til højre.”

   ”Styrbord,” rettede Jamie, mens han bladrede i bogen.

   ”Lær dine gloser,” drillede Bonny og drejede roret. ”Tror du, den er sikker at følge?”

   List trak på skuldrene. ”Aner det ikke – det er sølvfarvet vand, det kan umuligt være sikkert…”

   ”Nåh ja,” sukkede kaptajnen. ”Hvad er efterlivet uden lidt spænding?”

   Resten af natten guidede List Bonny langs bølgernes sølvsti. Jamie sov bag dem med Bonnys jakke over sig og Lists foldet sammen som hovedpude, og da dagen gryede, var der land i sigte.

   ”Det er kun to dage siden, vi forlod Themiscyra,” mumlede Bonny. ”Jeg er ikke sikker på, vi bør gøre holdt her.”

   List så på den skinnende sti, men i takt med, at månen og mørket forsvandt, gjorde den også. ”Lad os sejle ind på lavt vand,” foreslog han. ”Og så håbe på, der ikke er gale kvinder efter os.”

   Bonny kaldte på kvartermesteren og sendte ham under dæk, så han kunne vække de andre. William kom op som den første. Hans ansigt var gråt, men han overtog straks roret og holdt Bonnys position.

   ”Få Jamie op,” bad hun List. Selv gik hun ned fra agterdækket. ”Jeg er nødt til at konsultere søkortene.”

   ”Javel frøken kaptajn.” Bonny forlod ham, og List knælede ved drengen.

   ”Og for en gangs skyld er det ikke mig,” frydede William sig.

   List skævede til ham. Han lagde en hånd på Jamies skulder og ruskede forsigtigt i ham. ”Jamie? Jamie, vi når snart land.”

   Jamie gned sine øjne og krøb ned under frakken. Et smil krøb over Lists mund – Marianne gjorde præcis det samme. Han løftede knægten op og hoppede lidt med ham. ”Så skal vi op!” Jamie sprudlede af grin. List satte ham ned. Drengen gabte og tog Lists hånd.

   Varme spredte sig i faderens mave, da han førte sin søn ned ad trappen. Marianne og Ellen havde en storebror. Jamie havde lillesøstre. List havde en familie.

   ”List!”

   List stoppede og så op mod roret. William så udtryksløst på ham. ”Husk det hellere.”

   Han rynkede panden. ”Husk hvad?”

   ”At du har en familie.” Will rettede blikket frem. ”Du får brug for det.”

   List skulle til at svare, da Bonny kom springene op. ”Antillerne!” udbrød hun. Hun jublede og dansede rundt om sig selv. ”Det er bare Puerto Rico!” Hun sukkede og bukkede sig lettet forover. ”Ved alle hvaler, List, jeg troede, vi var havnet på endnu en gudsforladt plet!”

   ”Må athair og jeg gå i land, mam?”

   Bonny satte sig på hug og kyssede Jamie på næsen. ”Selvfølgelig må I det!” Hun knugede ham ind til sig. ”Men mam kan ikke komme med.” Hun rettede sig op og så på List med dødsens alvor. ”Hvis der sker min dreng noget, kølhaler jeg dig – fader eller ej, forstået?”

   List nikkede hurtigt og gjorde honnør. Bonny lyste op i et smil og råbte til William. ”Før skibet længere ind mod land og kast for anker!”

   ”Javel, frøken kaptajn!”

   Bonny tog en dyb indånding og spidsede ører. ”Åh, kan I høre det?”

   Selvom List lyttede efter, kunne han kun høre bølgerne skvulpe og de døde, der lige så stille bevægede sig rundt på skibet. Den sædvanlige tåge omkransede Dødssejleren, men solen brændte snildt igennem.

   Da de lå for anker, hjalp Bonny og nogle matroser med at få sænket List, Jamie og William ned mod vandet i en robåd. William var med for at sikre sig, at de to kom tilbage, selvom List havde sine tvivl om hans motiver.

   ”Må jeg være fri?” vrængede William. ”Det er mig, der trækker al læsset! Du kunne i det mindste ro!”

   ”Jeg sagde ikke noget,” sukkede List, træt af den samme gamle sang.

   ”Nej, det gjorde fortælleren – men du må stadig godt tage årerne.” Will rykkede tilbage og gned sine arme. ”Jeg kan ikke mere.”

   De var allerede nær land. Jamie rakte indimellem ned i det klare vand og plaskede, så han skræmte fiskene under overfladen væk.

   De voksne trak båden op på stranden og lod Jamie tro, han hjalp. List stod et øjeblik og sugede det hele til sig.

   Han havde ikke nået at se andet en Themiscyras kalkbrud, og Puerto Rico var slet ikke som det. En behagelig brise kom ind fra havet, og en sød duft strømmede fra junglen. Et kor af distancerede dyrelyde mødte dem på den hvide sandstrand.

   ”Hvad i alverden er det for nogle planer?” List så på de høje træer, der kun bar blade på toppen.

   ”Det er palmer,” forklarede Jamie leende. ”Det er dér kokosnødder og bananer kommer fra.”

   List tøvede og sank en klump. ”Hvad er kokosnødder og bananer?”

   ”Kokosnødder er behårede kugler med mælk i midten,” forklarede William. Han smilede skævt. ”Og bananer er det, der som regel er mellem dem.”

   ”William!” hvæste List og holdt Jamie for ørerne. Men Jamie rendte bare bekymringsfrit ned til brændingen og begyndte at samle ting op fra vandet. ”Hov, Jamie, pas nu på!”

   Will daskede til ham og lagde armene over kors. ”Han har været på vandet før han kunne gå, han ved godt, at havet ikke er venligsindet.”

   Drengen plaskede rundt i vandet men stoppede pludseligt. Han samlede noget op og løb hen mod List med en forsigtighed, der fik ham til at se makaber ud. ”Se athair!” List så ned, da hans søn rakte hænderne frem, og skar gispende en grimasse. En krabbe bevægede sig rundt i hans håndflader og nappede ud efter luften. ”Er den ikke sød?”

   List smilede skævt og nikkede. ”Jo… Du må hellere sætte den tilbage, før den tørrer ud.”

   Jamie lo let. ”Altså, athair! Krabber kan sagtens klare sig på land!” Han satte den ned. Et øjeblik stod det lille væsen stille. Så begyndte den langsomt at bevæge sig tilbage mod sit hjem.

   Drengen tog sin fars hånd og trak ham mod junglen, men List stod fast. ”Nej, Jamie – jeg tror ikke, vi skulle gå derind. Vi ved ikke, hvilke væsner lever derinde.”

   ”Papegøjer, edderkopper, slanger, firben, frøer, flagermus og måske landskildpadder.”

   List rynkede panden og så forbløffet på sin dreng. ”Hvordan… hvordan ved du det?”

   ”Mam lagde til her sidste år. Der var en mand, der fortalte mig om alle dyrene!” Jamie trak i Lists arm. ”Kom nuuuu!”

   ”Jamie,” sagde William bestemt. ”Hjælper det at plage?”

   Jamie slap Lists arm og trådte sig over tæerne. ”Nej…”

   ”Hvad er det, man skal gøre?”

   Jamie tøvede og vred sine hænder. ”Spørge pænt…” Han så op på List. ”Kan vi gå ind i junglen? Bare lidt? Be’ om?”

   List så mistroisk på William, der bare himlede med øjnene. ”Hvis du vidste hvor mange gange jeg har skulle passe den unge under turen over Atlanten.” Jamie kom løbende ind mellem dem og gemte sig bag List. William satte sig på hug, så han kom på øjenhøjde med drengen. ”Hvad er der galt?”

   Jamie pegede mod junglen. List og Will fulgte hans blik.

   En skikkelse kom gående mod hende. William holdt en hånd op og skyggede for sine øjne. List lagde en hånd på Jamies hår.

   En ung kvinde kom hen til dem. Hendes sorte hår var flettet over hendes skulder, og hun bar et gyldent bånd om sit hoved. Hendes tøj var blot et hvidt stykke stof, der med bælte og broche sad fast om hendes yndefulde krop. I hendes øjne hvilede stumper af rav.

   Hun ænsede hverken List eller William, men bøjede sig ned og vinkede smilende til Jamie. ”Halløj.” Hendes stemme trillede som dønningen. Hendes hud var mørklødet af solen, og Lists mave spænde, da han fangede en snert af Agata og amazonernes accent.

   Jamie gemte ansigtet mod Lists bukser. Kvinden lo lifligt og rystede på hovedet. ”Nej, lille du, du skal ikke være bange for mig.” Hun satte sig på knæ i sandet. ”Vil du se noget spændende?” Drengen tittede nysgerrigt frem. Den fremmede tog en håndfuld sand op i sine hænder. Hun pustede til det. Hendes ånde fik de små korn til at løfte sig. De dannede skikkelsen af en fugl, der fløj rundt over hendes hænder.

   Jamie måbede. Kvindens hænder deltes, og fuglen opløstes. ”Hvad hedder du?”

   ”Jamie, ma’am.”

   Kvinden lo og rystede på hovedet. ”Kald mig Calypso.” Hun rakte en hånd frem. ”Hvor gammel er du, Jamie?”

   Drengen bevægede sig forsigtigt hen. Han tog varsomt fat om hendes hånd, og tog sin frie pegefinger i munden. ”Seks.”

   Calypso gispede. ”Nej! Sikke en stor dreng!” Hun sukkede og klemte Jamies hånd mellem sine. ”Jeg har altid ønsket mig et barn ligesom dig, Jamie… Jeg havde engang en mand her på min ø. Jeg håbede sådan, han ville give mig et, men ak…” Hun pustede en pandelok væk fra ansigtet. ”Han forlod mig til fordel for sin hustru.”

   ”Ægteskab er helligt,” mumlede Jamie.

   Calypso smilede og strøg hans ansigt. ”Sikke en god dreng.”

   ”Hov, stop!” William afbrød samtalen. ”Du er Calypso? Calypso?”

   Calypso nikkede. ”Siden den dag jeg blev født.”

   Han rystede på hovedet. ”Det her er ikke Ogygia. Det her er Puerto Rico.”

   Kvinden nikkede langsomt. ”Ja… Ja, det kalder mændene i junglen den også – men jeg var her altså først. Og det her er Ogygia, øen, hvorpå jeg for evig tid må hvile.”

   ”Undskyld, øh…” List blandede sig og så spørgende på William. ”Hvad snakker I om?”

   Will sendte ham et åndsforladt blik. ”Har du aldrig læst Odysseen?” List så tomt på ham. William himlede med øjnene. ”Helt ærligt – Bonny har den i sin kahyt, kig lidt i den, når du får tid, dit ukultiverede fæ.”

   Jamie begyndte at springe op og ned. ”Uh! Mam plejede at læse den som godnathistorie!” Han så på Calypso med øjnene fulde af beundring. ”Er De virkelig Calypso?!”

   ”Den eneste ene,” lo hun.

   Han måbede. ”Hvordan så Odysseus ud?”

   ”Åh, kæreste du…” Calypso så beklageligt på ham. ”Det er meget, meget længe siden, jeg så ham – det kan jeg ikke huske.” Jamie stak skuffet underlæben ud, men Calypso rystede på hovedet. ”Nej, skat, lad være med det.” Hun rejste sig op og rakte ham en hånd. ”Vil du se, hvor jeg bor?”

   ”Hov, nej, øh…” List tog Jamies hånd, før han tog Calypsos, og rakte sin frie hånd frem mod kvinden. ”Mit navn er List. Jeg er Jamies far.”

   Calypso smilede til ham ud at ænse hånden. ”Jamen hej med dig. Vil du og din ven også med? Jeg har masser af mad?”

   William nikkede mod skibet, mens han så på List. ”Vi forventes tilbage ved aftenstid.”

   List tøvede. ”Nuvel…” Han så på Calypso. ”Vi kan vel godt komme med for en hurtig bid…”

   Will kom med et lille, lettet udbrud. ”Herligt! Jeg er dødtræt af Harrys ækle ædelse!” Han så på Calypso og bukkede kort. ”Hvis du vil vise vej?”

   Calypso hoppede af glæde og klappede i hænderne. ”Fantastisk!” udbrød hun. Hun satte hænderne mellem lårene og bøjede sig ned mod Jamie. ”Vi skal have det sjovt! Vi kan lege, og bade og spise alt det du vil!”

   Jamie begyndte at juble og greb Calypsos hånd – og slap dermed Lists.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...