Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
26Kommentarer
1040Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

2. Hjem til farmen

Munter snak sværmede over pladsen. Handlende gik fra bod til bod, høns kaglede i en indhegning og kvinder gik pludrende rundt og kiggede på grøntsager, tæt fulgt af deres slavinder.

   Alfred tog en dyb indånding og løftede den sidste kurv op på ladet. Han tørrede sveden af panden og rullede med skuldrene. ”Tak for hjælpen, Clement.”

   Clement tørrede sine hænder af i bukserne og bukkede kort. ”Ingen problemer mister Carter. Hvordan går det med pigerne?”

   Alfred lo og trak en dukke op fra én af fletkurvene. ”Marianne fylder 5 i morgen.” Han lagde dukken tilbage og sukkede. ”Ellen er en rigtig mundfuld, men Alice er god med dem.”

   ”Hør, mister Carter…” Clement dæmpede stemmen og så sig omkring. ”Nu ønsker jeg jo ikke at snage, men der har været en del snak… Er det sandt, at De har fred med Creekerne?”

   ”Muscogee,” rettede Alfred. ”Og rygterne er sande – en stor del er flyttet til Florida, men jeg har slået en handel af med den lokale høvding. Han sender mænd til at hjælpe mig med høsten, og vi deler hvad vi måtte få ud af det efter behov.”

   Clement så undrende på Alfred og knugede hårdere om sin hat. ”De deler med rødhuderne?”

   Alfred smilede og rakte Clement en mønt. ”Min lille familie har ikke brug for så megen land.” Han klappede slaven på skulderen. ”Du må hellere komme tilbage til mister Green. Tak for hjælpen.”

   Clement bukkede dybt og skyndte sig tilbage til sin herres stand, hvor der blev solgt honning og slik.

   Alfred satte sig op på vognen og slog med tøjlerne, så hestene satte i gang. Han red mellem husene og nåede ud på vejen.

   Solen stod lavt, men han ville være hjemme inden mørkets frembrud. Markerne på begge sider af vejen gyldne. Det var snart høsttid. Duften af korn og skov kildede hans næse. Gyldenris strålede til ham. Fugle fløj sydpå over hans hoved. Hestenes trasken afgav en rolig lyd, og sammen med hestenes prust og de knirkende hjul, skabte det den sang, han havde hørt utallige gange, siden han ankom til Georgia.

   På ladet stod kurve fyldt med grøntsager, stof, potter og pander, tre høns og nye høstredskaber. Han var nået langt, siden han købte den lille farm. Ikke nok med, at hans markarealer var blevet fordoblet, men han havde også erhvervet sig tre køer, to heste, et par grise og en mindre flok høns.

   Indianernes gunst havde ikke været svær at vinde. Han huskede endnu, hvor syg og udmattet han havde været, da han stod af skibet. Han havde boet hos Muscogeeerne i et halvt års tid, til gengæld for at han hjalp dem med at uddrive ”onde ånder”.

   Sikke noget pjat. Han vidste, hvad det virkelig var. Han var den eneste, der kunne se de hæslige, ondskabsfulde bæster, der krøb rundt og fik næring af svage mennesker.

   Allerede inden han kunne se farmen, kunne han dufte Alices madlavning. Han gav hestene et lille dask med pisken og så op mod de dovne skyer, der gled over septemberhimlen. Han kørte ind i lunden, og inden længe kom han igen ud mellem markerne.

   Han kunne se det lille bjælkehus og den tilhørende stenlade. Solen var nede bag horisonten, og himlen var malet gul, lyserød og lilla. Der var lys i vinduerne. Cody lå på verandaen. Han løftede hovedet, da Alfred kørte vognen hen til laden. Han løste hestene fra deres byrde og trak dem ind i folden. Han hældte foder og vand op til dem, lagde seletøjet på plads og lukkede forsvarligt efter sig.

   Cody rejste sig og logrede med halen, da Alfred kom til syne. Hunden gøede og sprang fra side til side. Husets herre kom hen til ham og ruskede op i pelsen. ”Hej du!” sagde ham og kløede hunden på siden. ”Har du passet godt på vores familie?” Dyret slikkede ham i ansigtet. Alfred rejste sig leende op og begyndte at læsse af. Alice havde ofte foreslået, at de skulle anskaffe sig en slave eller tjener, der kunne hjælpe med det hårde arbejde, men hver gang afslog Alfred.

   Da grøntsagerne var sat i fadeburet, og foderet og redskaberne var i laden, løftede Alfred den sidste op på verandaen, hvor Cody logrende tog imod ham. Alice havde allerede lagt mad ud til ham. Alfred knælede og kælede for Cody, der gned sit hovedet mod hans knæ.

   Døren gik op, og en brun krøltop kom ud med korslagte arme. ”Burde jeg ikke få det første kys?”

   Alfred rejste sig op så mildt på sin hustru. Hun var så yndig dér i sin brune kjole med det hvide forklæde. ”Undskyld.” Han bredte armene ud og kom hen til hende. Han kyssede hende og snusede til luften. ”Det dufter himmelsk! Har pigerne hjulpet til?”

   Alice rystede på hovedet. ”Nej, det har din ven.”

   Alfred rynkede panden og kløede sig i det brune skæg. ”Min ven?”

   Viven nikkede og trak sit pandehår tilbage. ”Og Alfred, kæreste…” Hun rettede lidt på hans krave. ”En anden gang, når du venter gæster, så vær sød at fortælle mig om det. Okay? Du ved godt, at jeg foretrækker at være forberedt. Jeg har været nød til også at putte kylling i kødgryden, så der var nok til alle.”

   ”Alice… Jeg har ikke ventet gæster, hvad taler du om?”

   Hun så ind i huset. ”Din ven fra England. Han har været en sand fryd at have i huset, hjulpet med pigerne og rengøringen, såmænd også fodret hønsene for mig.”

   Alfreds hjerte begyndte at hamre hurtigere. ”Blond? Med blå øjne?”

   Alice nikkede. ”Ja! Mister… Åh, nej, hvor pinligt…”

   Alfred skubbede sig forbi sin hustru og kom ind i den varme stue. Pigerne løb ham i møde og omfavnede hans ben, men han bemærkede dem knap nok. For hvad han fokuserede på, var manden, der rejste sig fra legetøjet på gulvtæppet foran kaminen.

   ”Det var også på tide, du kom hjem!” Et stramt, halvkynisk smil smygede sig om læberne. ”Hvordan du kan holde dig fra så dejlig en familie overgår min fatteven! Hvordan har du haft det, List?”

   ”William,” snappede Alfred. Han lagde en hånd på sin pistol og den anden på Mariannes hår. ”Hvad laver du her?”

   ”Mister William fortæller mig, at han har et regnskab, I må gøre op.” Alice løftede Ellen op. ”Altså, Alfred, hvis du stadig har uafsluttede forretninger, bør du virkelige investere i noget brevpapir.”

   ”Åh, Alfred og jeg er gamle venner – vores sag kan ikke løses over skrift.”

   Alfred så på Alice og smilede anstrengt. ”Vær sød at tage pigerne med ud i køkkenet.”

   Alice nikkede og rakte en hånd ud mod Marianne. ”Kom – farmand skal tale voksensnak.”

   Marianne så op på sin far. ”Far – jeg dabde en dand! De!” Hun trak lidt op i sin læbe, så han kunne se hullet.

   Alfred satte sig på hug og nikkede smilende. ”Det er flot, Marianne – men far skal snakke nu. Gå med mor ud i køkkenet.” Marianne gik hen til sin mor og tog hende i hånden. Hun puttede fingrene i munden og så på sin far, mens hun blev taget med ud af stuen.

   ”Jeg havde aldrig forestillet mig dig som familief-”

   Alfred stormede mod William og greb fat om hans krave. Han trængte ham op mod væggen og så truende på ham. ”Hvad laver du her?! Hvordan fandt du mig?!”

   William smilede frydende. En nerve sitrede under hans ene øje. Et ar delte hans højre øjenbryn i to. Han fnes lavt og hysterisk. ”Hvorfor er du så vred?” spurgte han fornøjet. ”Var det fordi jeg lukkede dig inde i et tossehus? Eller skød dig med en bue?” Han fnes lidt højere. ”Nårh nej!” Han greb fat om Alfred hals og hamrede ham ned i gulvet. Deres ansigter var centimeter fra hinanden, da han snerrede: ”Det var jo dig!”

   Alfred gispede efter vejret. William klemte til og slog hans hoved ned i gulvet, før han gav slip og rejste sig op. Han tog nogle dybe indåndinger, smilede fattet og rakte Alfred en hånd. Alfred skævede til den, mens han ømmede sin hals.

   ”Åh, for himlens skyld!” sukkede Will. ”Hans navn er List, ikke Alfred.”

   ”Mit navn er Alfred,” påstod List stædigt.

   William klukkede. ”Næh. Det var bare det, dine forældre kaldte dig. Dit navn er List.” Han vred sine hænder og slog med hovedet, før han igen smilede roligt. ”Det er et dejligt sted, du har fået dig her.” Han så på væggen. ”Er det et indianerbroderi?”

   ”Muscogee.”

   ”Prosit.” Will satte sig på den grønne sofa og stirrede på List uden at blinke. ”Jeg vil slå dig ihjel,” smilede han. List sank en klump og strammede grebet om sin pistol. ”Åh, den vil ikke hjælpe dig,” lo William. Han skubbede sit pandehår op, så List kunne se resterne af et lille sår. ”Jeg har skam prøvet.”

   ”Hvad laver du her?” gentog List.

   Will stak underlæben ud. ”Hvad, må man nu ikke besøge gamle venner?” Han fnes overstadigt. ”Åh, jeg laver bare sjov!” Hans ansigt blev hårdt som sten. ”Vi er ikke venner.” Han sprang på benene. List fór sammen. ”Kaptajn Bonny har sendt mig! Hun har brug for din assistance.”

   List rystede på hovedet. ”Ikke tale om at jeg sætter mine ben på Dødssejleren igen. Jeg har en helt fint liv lige her.”

   William klappede så højt i hænderne, at List fór sammen. ”Ja, og du er blevet gift!” udbrød han. ”Og ikke med Maria!” Han smilede skævt. ”Der for resten venter på dig på skibet.”

   Lists øjne blev store. Maria var nonnen, han havde forelsket sig i for seks år siden, mens han rejste med hende og William i Europa, for at forhindre underverdenens overtagelse af dette plan. ”Men hun…”

   ”Hun har forladt klosteret,” smilede Will stift. ”Hun siger, hun ikke kunne bære tanken om at undvære dig.”

   List fugtede sine læber og så ned. ”Jeg er gift,” mumlede han.

   ”Så du vil ikke komme med?” Will fnøs og trak på skuldrene. ”Altså, jeg kan jo ikke tvinge dig. Kom! Alice har lavet mad!”

   List stoppede William, før han gik ud i køkkenet, og skubbede ham tilbage. Han pegede på ham. ”Du skal ikke nævne min kone ved fornavn.”

   Will smilede kunstigt. ”Mrs. Carter.” Han fnøs. ”Er det ikke lidt patetisk at tage hendes efternavn? Hvad er dit?”

   ”Irrelevant,” snerrede List. ”Og du skal ikke spise med. Tag tilbage til England og opsøg mig aldrig igen!”

   ”Såh, Alfred!” Alice kom frem med en dampende varm gryde. ”Sådan taler man da ikke til en gammel ven.”

   ”Han er ikke en ven,” knurrede List.

   ”Nåh, men han har altså lavet halvdelen af maden.” Hun så på William. ”De kan spise med og overnatte på sofaen. Så tager Alfred Dem med til byen i morgen tidlig.”

   ”Ikke tale om!” udbrød Alfred. ”Han tager af sted i aften!” Alice så hårdt på sin mand. Han sank en klump og bøjede hovedet. ”Fint… Men sig ikke, jeg ikke advarede dig.”

   Alice himlede med øjnene. Marianne kom ind med tallerkenerne og satte dem på bordet, hvor Alice begyndte at dele dem ud. Ellen stod og så nysgerrigt på William. Han smilede og vinkede kort til hende. Hun vinkede tilbage. List skyndte sig at løfte hende op og så mistænksomt på William.

   ”Tag endelig plads, mister William,” bad Alice.

   William nikkede. ”Mange tak, mrs. Carter.”

   ”Åh, kald mig Alice!” lo hun.

   Will smilede hoverende til List. ”Gerne, Alice.” Han satte sig til bords med Lists familie. List satte Ellen på hendes plads.

   Da alle sad ved bordet, og Alice havde bedt bordbøn, begyndte hun at øse op af kødgryden. ”Dufter det ikke dejligt, Alfred? Mister William har sørget for krydderierne.”

   List sank en klump. ”Har han det?” Han skævede til William, der langsomt så fra stuvningen til List og blinkede med det ene øje. ”Ved nærmere eftertanke, Alice… Jeg er ikke så sulten – jeg tror faktisk, kødet er blevet dårligt. Vi burde nøjes med grøntsager i aften…”

   ”Sludder!” afbrød Alice. ”Værsgo at spise, piger.”

   List bed sig i læben, mens hans døtre og hustru begyndte at spise af Williams aftensmad.

   ”Årh slap af,” lo Will. ”Jeg har ikke forgiftet den!”

   Alice og William lo sammen. List prøvede at le med, for ikke at irritere Alice. Han prikkede til maden.

   ”Sig mig, William – hvad bringer Dem til Georgia?” spurgte Alice.

   ”Åh, det er en lang historie. Som i, plus 50 kapitler,” lo han. ”Men kort sagt sendte Alfred mig på Bethlem sindssygehospital, efter at han skød mig med en magisk bue udenfor Buckingham-paladset, og idømte mig syv år med tortur intet menneske burde opleve.”

   Alices gaffel blev fastholdt halvvejs mod hendes mund. Hun nikkede kort. ”Åh… Jamen… Okay så.”

   ”Farmand?” Ellen hev List i ærmet. ”Hvad betyder sengsyerhospital?”

   ”Ikke nu,” mumlede List.

   ”Farmand, hvorfor taler manden lige så sjovt som dig?”

   ”Ellen,” vrissede Alice. ”Jeg har jo sagt – mister William er fra England, ligesom jeres far.”

   Ellen så på sin mor. ”Hvor ligger Engelland? Er det himlen?”

   Will lo gøende. ”Det kommer så sandelig an på, hvilken klasse man er fra!” Han nikkede mod List. ”Jeres far plejede at tage ting, der ikke var hans, for at overleve.”

   ”William!” udbrød List.

   Will holdt forsigtigt en hånd for munden og så på sin landsmand. ”Ops… Måtte jeg ikke sige det?”

   Alice sukkede. ”Jeg kender udmærket til min mands fortid.” Hun smilede kærligt til ham. ”Amerika er den nye starts land. Min mor kom hertil fra Skotland med min søster og jeg, efter vores far blev kendt skyldig for mord. Alfred har skabt et ærligt erhverv her, så hans fortid er netop dét. Og kan vi så få lidt madro?”

 

”Det var ikke nødvendigt at sende pigerne så tidligt i seng,” mukkede Alice.

   List så på hende. ”Jeg vil ikke have, at de lytter til Williams sludder! Det er bedst, de tilbringer så lidt tid med ham som muligt.”

   Alice rystede opgivende på hovedet og så ned på sit broderi. ”Altså, Alfred, hvor dit had til ham kommer fra, begriber jeg ikke. Du mænger dig med rødhuder og negere, hvorfor er en landsmand så slem?”

   ”Han er ikke min landsmand,” snerrede List. ”Jeg er amerikaner, ligesom du!”

   Hustruen sukkede og himlede med øjnene. ”Du er født og opvokset i London. Nok kan du forlade England, England har ikke forladt dig.” Hun pegede strengt på ham. ”Så sent som i går klagede du over, at vi ikke havde mere Earl Grey! Og ved du hvad, Alfred?” Hun lænede sig frem og så skarpt sin mand i øjnene. ”Earl Grey smager af hø!” Hun lagde sit broderi fra sig og sukkede. ”Hvorfor er han kommet?”

   List rystede på hovedet. ”Han skal bruge min hjælp til noget – eller, en gammel bekendt har brug for min hjælp.”

   ”Burde du så ikke slå til?” Alice rettede ryggen lidt. ”Du er trods alt en ven af alle, Alfred.”

   ”Kun fordi jeg er startet på en frisk,” sukkede han. ”Jeg har kæmpet længe for at lægge min fortid bag mig. Desuden ville denne hjælp kræve, at jeg forlod dig og pigerne.” Han tog hendes hånd og kyssede den. ”Jeg kan ikke efterlade jer lige inden høsttiden.”

   Alice så ham i øjnene. Hun rømmede sig og tog hans hånd mellem sine. ”Alfred… Der er dage, hvor du ser på pigerne og mig som var vi det eneste, du behøvede her i livet. På de dage er du en sand fryd at være sammen med.” Hun fugtede sine læber og rystede på hovedet. ”Men andre dage lader farmen og dette simple liv til at kede dig.”

   ”Hør nu, Alice…”

   ”List,” sagde Alice fast. Lists mave gav et sug. ”Det var det, han kaldte dig – ikke sandt?”

   ”Jeg går ikke længere under det navn…”

   ”Nej.” Alice strøg hans kind. ”Men på de dage er du ikke Alfred. Alfred er min husbond. Jeg elsker ham, og jeg ønsker, at han er lykkelig. Men hvis List savner eventyr, skal jeg ikke holde ham her.” Hun tyssede på ham, inden han nåede at afbryde hende. ”Jeg kan få Muscogee -mændene til at hjælpe med høsten. Og kvinderne vil sikkert gerne give en hånd med i huset.” Hun kyssede List på munden og hvilede sin pande mos hans. ”Tag List med på et sidste eventyr, så jeg kun skal elske én mand. Én, jeg ikke bør frygte vil forlade mig.”

   List tog fat om hendes håndled og kyssede hendes fingre. ”Jeg ville aldrig forlade dig, Maria.”

   Alices øjne løb i vand. Hun smilede og nikkede, mens Lists øjne blev store af forskrækkelse. ”Der ser du. Et sidste eventyr. Og så må du efterlade List på vejen hjem.” Hun kyssede ham på kinden. ”Gå ind og se, om pigerne er faldet i søvn.” Hun strøg hans kind. ”Godnat.”

   ”Alice – du ved, jeg elsker dig.”

   Hun nikkede og lagde sig ned under det tykke tæppe. ”Jeg ved, at Alfred elsker mig. Så sørg for, at han kommer hjem igen.” Han kyssede hende på panden og rejste sig op.

   Pigernes værelse lå ved siden studerekammeret, hvor varmen fra kaminen i stuen skabte en behagelig temperatur. Lists hjerte hamrede i hans bryst. Han havde ytret Marias i stedet for Alices. Skam vældede ind over ham. Han tog sig til hovedet og tog en dyb indånding.

   Han skubbede døren til pigeværelset op og stivnede, da han fik øje på William. Han stod og betragtede Ellen, der lå og sov trygt i sin seng. Hans hænder var foldede på ryggen, men blikket i hans øjne var lige så tosset som en gal hunds.

   Han vendte hovedet mod List og smilede. ”Sikke nogle dejlige piger, du har fået dig, List.”

   List sank en klump. ”Træd væk fra dem.”

   William trak på skuldrene. ”Det var noget af en samtale, du og fruen havde dér. Skal jeg antage, at du tager med mig?”

   ”Du skal ikke antage noget,” snerrede List. ”Og træd så væk fra mine døtre!”

   Will løftede hænderne og strøg forbi List som en provokerende kat. ”Hvis du stadig er i tvivl, så husk – Maria venter på dig. Og jeg mener det, jeg sagde.” Han nikkede mod pigerne. List lukkede forsigtigt døren. ”Det er to henrivende piger.” Et vanvittigt glimt dukkede op i hans øjne. ”Det ville være en skam, hvis der skete dem noget.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...