Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
26Kommentarer
1026Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

3. Hav ohøj!

List knugede sin taskestrop og sugede læberne ind, da han stod og så på Dødssejleren i havnen. Han og Will var stået tidligt op og reddet de ti mil til den nærmeste havn. En kusk var blevet betalt for at tage hestene tilbage til farmen, så nu var der ingen vej tilbage.

   Landgangsbroen hvilede mod jorden. Der blev slæbt kasser forbi det tågede piratskib, men ingen syntes at bide mærke i de slidte sejl og det muslingebesatte skrog.

   Will gik mod broen. Han slog mærkværdigt med hovedet, som om han prøvede at ryste noget af sig. Med den ene fod på træet så han på List. ”Kolde fødder?” spurgte han hånligt.

   List rystede på hovedet og hankede op i sin taske. Minder fra hans sidste besøg på Dødssejleren klamrede sig til ham, deriblandt hans nat med kaptajnen, Anne Bonny.

   Hans hjerte hamrede ved tanken om Maria, der ventede på ham på dækket. Han fulgte William op ad broen.

   Træet lugtede som det plejede. Dækket var tomt, bort set fra en gråsort kat, der straks gned sig op ad hans ben og hvæste af Will, der svarede igen med samme mønt. End ikke det udøde mandskab væltede rundt for at gøre klar til sejlads. List rynkede panden. William fortsatte op til roret, hvor han mødtes af ingen andre end kaptajnen selv. Hendes røde lokker strittede vildt, og den brune hat kunne knap holde dem nede. Hun smilede til List og fulgte med Will ned til ham.

   ”Det var også på tide!” lo hun og bredte armene ud. Hun gik som en linedanser mod ham, hendes støvler krydsede over hinanden, men gangen var styrket af årtier på havet. Hendes frakke bølgede om hende. ”Hvordan har du haft det, List?!” Hun greb fat om hans skuldre og så ham an. ”Med skæg og det hele! Hvem skulle have troet det?”

   Han trak forsigtigt på skuldrene. ”Min hustru kan godt lide det.”

   Bonny hævede øjenbrynene. ”Hustru?” Hun lo gøende. ”Jamen dog, List – jeg tog dig ikke for den ægteskabelige type!” Hun tøvede lidt. ”Vil det sige, at der også er små listetyve i Georgia nu?”

   ”To piger,” smilede han. ”Ellen og Marianne.”

   Bonny lagde hovedet på skrå og smilede målløst. Hun rystede på hovedet og lo kort. ”Jamen, jamen…” Katten sprang mjavede af kaptajnen, der bare tyssede på ham. ”Ti stille, Mis.”

   William stønnede klagende. ”Er I snart færdige med snik-snakken?! Kan vi komme til sagen?”

   Bonny sendte ham et skarpt blik. ”Nuvel – lad os gå ned i min kahyt.”

   Under dækket satte de tre sig omkring et bord i kaptajnens kahyt. Will greb straks en flaske rom og hældte op i et glas. Bonny sagde ikke noget til det, men lagde i stedet afslappet benene over det ene armlæn. Mis krøllede sig sammen på hendes seng.

   ”Såh… List…”

   ”Øhm, undskyld,” afbrød List. ”Kaptajn Bonny, øhm… William sagde, at Maria var her – kan jeg se hende?”

   Bonny rynkede panden. ”Maria er i Spanien. Inden jeg satte hende af i Valencia fortalte hun mig, at hun agtede at gå i eksil i klosteret. At vie resten af hendes dage til kirken, for at rode bod på de skader, hun havde forårsaget. Jeg har ikke hørt fra hendes siden.” Hun rejste sig op og fandt noget frem fra en reol. ”Hun gav mig endda sin notesbog.”

   Et øjeblik syntes alting at gå i stå. Lists hjerte føltes som skulle det briste. Han så dobbelt og holdt sig for øjnene. Efter en dyb indånding så han på William, der upåvirket betragtede den gyldne væske i glasset. ”Du sagde…” Lists hæse stemme døde hen.

   Will hævede blikket. ”Åh ja – jeg løj.” Han smilede skadefro. ”Men du er vel ligeglad. Du er jo gift.”

   ”Ignorer ham,” bad Bonny. Hun fangede Lists blik og holdt det fast. ”Er du her kun, fordi du ventede Maria?” List tøvede. Intet svar forlod ham. Bonny sukkede dybt og satte sig tilbage i sin rødpolstrede stol. Hun samlede hænderne foran sig. ”List – jeg har opsøgt dig af en ganske anden grund end at tale om gamle dage.”

   Will smækkede sine støvler op på bordet og tog et drag whisky. ”Kaptajnen har knas med bølgerne,” brummede han.

   Bonny skulede til ham, og han så ned i sit glas. Hun sukkede. ”Efter jeg satte jer af i England, regnede jeg med, at jeg ville blive fri fra dette udødelige mandskab.” Hun rystede stille på hovedet. ”Men jeg frygter, at en langt værre kraft er sluppet løs.”

   List rynkede panden. ”Hvad? Hvordan kan det lade sig gøre?”

   Bonny rejste sig og foldede et kort ud på bordet. List spærrede øjnene op og rejste sig. Han havde aldrig før set alle verdens lande tegnet op ved siden af hinanden. Kaptajnen havde markeret steder med sorte blækprikker. ”Det er den kraft, der har bundet mig til skibet. Den, der sendte dæmoner op til overfladen, og som nu forstyrrer havene.”

   ”Hvad mener De med det?” spurgte List. ”Forstyrrer havene? Hvad skal det betyde?”

   Bonny skævede mod William, der var i gang med endnu et glas. ”Sære væsner er dukket op blandt bølgerne. Førhen var jeg overbevist om, at kun jeg og hollænderen var den største skræk på De Syv Have…” Kaptajnen gned sine arme.

   List sank en klump. ”De er bange, kaptajn Bonny?”

   Bonny vrissede af ham. ”Vær nu ikke dum! Jeg er bare… bekymret.” Hun satte sig sukkende og så på kortet. ”Jeg mistænker den djævel, jeg handlede med dengang på Jamaica.” Hun gned sin pande.

   ”Det er løgn,” mumlede William og stirrede olmt på kaptajnen. ”Du mødte hende?!”

   ”Hvem?” spurgte Bonny.

   ”Jeg skal lytte til hendes evindelige ævl, mens du faktisk får lov til at møde hende?!” Den blonde englænder sprang på benene. ”Slog du hende?” spurgte han med flammer i blikket. Det blå og gyldne smeltede et øjeblik sammen. ”Rev du hendes bog i stykker?! Knækkede du hendes fjerpen og kølhalede hende på stedet?!”

   Bonny så forskrækket på William. ”Jeg ved slet ikke, hvad du taler om,” svarede hun så.

   ”Lilith!” skreg Will. ”Den forbandede heks!” Han sprang op og smadrede glasset ned i bordet.

   ”William!” Bonny fløjtede en høj, klar tone.

   Will fór op og krympede sig. Han bukkede dybt. ”Undskyld miss.” Han samlede skælvende de våde glasskår op og lagde dem på bordet. Så satte han sig med hænderne i skødet og så ned.

   Kaptajnen rettede upåvirket blikket mod List. ”Jeg har brug for din hjælp – du ser de ting, andre ikke kan. Skønt jeg har sejlet længe, er der endnu områder, jeg ikke kan vide mig sikker på.” Hun så bedende på ham. ”Vil du hjælpe mig, List?”

   Han fugtede sine læber og skævede til William. ”Hvad sker der, hvis jeg takker nej?”

   Bonny trak på skuldrene. ”Så bliver du hajføde.” Hun lo, da hans ansigt stivnede, og slog med hånden. ”Jeg tager pis på dig – du bliver ledsaget tilbage til din familie.”

   ”Af… William?”

   William rettede stift sit blik mod ham. De udstående øjne glødede en anelse. Han sad stift op og ned.

   Bonny løftede beroligende sin hånd. ”William gør dig ikke noget. Vel, William?”

   Wills læber blev stramme. ”Javel, miss kaptajn…”

   List sukkede. ”Denne Lilith…” Han så Bonny i øjnene. ”Kan hun fjerne denne evne?”

   Bonny trak på den ene skulder. ”Hvem ved? Det er mit håb.”

   List betragtede årerne i kaptajnens træbord. Han var allerede ombord på skibet. Alice havde givet sin tilladelse…

   ”Som om du ikke ville være kommet, selvom du havde fået forbud.”

   List så på Will, der stirrede kynisk på ham. Han smilede grotesk og lagde hovedet på skrå. ”Eller er du bange for lidt søsyge?”

   Kaptajnen lo. ”Du er velkommen ombord,” sagde hun. ”Du kan vide dig sikker her – jeg lover at holde Will i kort snor.”

   ”Mhm, jeg skal nok finde en måde at sprænge den,” knurrede William.

   Bonny himlede med øjnene. List rømmede sig, så hun så på ham. ”Jeg hjælper Dem gerne, kaptajn Bonny. Jeg bryder mig ikke om at se disse ting. Ved De, hvor vi kan finde denne Lilith?”

   Ireren sukkede dybt. ”Beklageligvis har hun været svær at spore. Det er som om…”

   ”Lilith har ingen fysisk form.” Will så ud i luften. ”Hun dikterer alt, vi gør, og ved, hvor vi er, når vi er der og hvad vi tænker. Vi er fanget i hendes historie, så hvis vi lader os drive, skal vi nok nå hende på et tidspunkt.”

   List så forbløffet på Bonny, der bare trak på skuldrene. ”Har jeg glemt at nævne, at William er førstestyrmand?” Hun sukkede. ”Nåh, men det er altså planen…”

   ”Vent – ”på et tidspunkt”? Ved I ikke, hvor længe vi vil være væk?”

   Bonny rystede på hovedet. ”Hvordan skulle jeg? Vi kunne drive i årevis eller i ganske få dage. Vi vil følge handelsruter, når vi må, og ellers lade os føre at strømmen. Så? Er du med os?”

   List vred sine hænder. ”Det er frygtelig lang tid at være væk fra min hustru.”

   ”Du kom kun med, fordi du troede, Maria var her,” påpegede Will fraværende.

   En næve knyttedes om Lists indvolde. Han krympede sig og så skammeligt ned. Så nikkede han. ”Nuvel. Jeg tager med jer – men kun i et år. Hvis vi ikke har fundet Lilith til den tid, må I sejle mig hjem.”

   Bonny nikkede. ”Det er kun rimeligt. Vi…”

   Døren til kahytten gik op. Hurtige støvler spurtede ind. List så forskrækket op, da en lille skikkelse greb fat i Bonnys brune frakke.

   Kaptajnen lo og lagde en hånd på den lille matros’ hoved, netop som en prustende, enøret, middebefængt kok dukkede op. Han sprudlede som en druknet sømand, hvilket han sikkert også var, men Bonny viftede bare med hånden. ”Tag dig ikke af det, Harry, han ville bare se mig.”

   Kokken børstede sit ækle forklæde af og vraltede sin vej.

   Bonny løftede drengen op på sit skød. Han havde brunt hår og øjne grønnere end tang. Hans næse havde en bule på midten, ligesom Bonny, og han havde et tørklæde om hovedet. ”List, det her er min søn, Jamie.”

   List måbede. ”Deres søn?! Jamen… Jeg troede…”

   ”Jeg samlede en mand op for nogle år siden. En ret så uduelig stodder, men da resultatet var Jamie, kunne jeg ikke være mere taknemmelig.” Hun kyssede sin søn på kinden. Jamie hviskede noget i hendes øre. ”Nej, ikke nu – du skal først hjælpe mister Harry med kartoflerne.” Hun pegede forsigtigt hen på List. ”Det er hr. List. Han skal sejle med os.”

   Jamie vinkede forsigtigt. List smilede og vinkede tilbage. Jamie skjulte genert ansigtet mod sin mors skulder.

   ”William,” sagde Bonny myndigt og løftede sin søn ned. ”Før Jamie ned til kabyssen.”

   Will rejste sig og knælede, hvorefter han rakte en hånd frem mod kaptajnens afkom. Jamie gik roligt over til ham og tog den. De to gik sammen ud af kahytten.

   ”Der kan du bare se,” smilede Bonny, mens hun så efter sin dreng. ”Will er ikke spor farlig.”

   List fnøs. ”Det kan du sagtens sige…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...