Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
26Kommentarer
1069Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

15. Frugten af succes

List havde engang været ansigt til ansigt med en bidsk bjørn, der var trængt ind på hans grund. De tænder, dyret havde truet ham med, var til enhver tid at foretrække frem for det blik, William sendte ham de følgende dage.

   Han var selv ude om det, og efter Bonnys fjerde opsang, kunne han godt se det. Will behandlede Jamie som sin egen bror. Han udpegede stjernebilleder om natten og hjalp ham med hans pligter om dagen, når vanviddet ikke tvang ham i eksil i hans kahyt.

   Jamie sad på skansen. Bonny havde bundet roret fast, så Dødssejleren kunne drive, og betragtede drengen, mens han skar små billeder ind i Polly med en tyk synål.

   Kokken Harry kom haltende op til hende. Han udstødte nogle gurglende, fordrukne lyde og holdt en sort klump frem.

   Kaptajnen rynkede på næsen og så nærmere på det, hun først antog var kul. ”Åh nej,” mumlede hun og tog den mugne kartoffel fra ligets hænder. ”Harry, jeg troede, vi havde købt ind i Kapstaden?”

   Harry kastede med hovedet, så det faldt af og han måtte gribe det, og forklarede rallende situationen. Der havde været råd i den mad, de havde fået ombord.

   ”Til hvor lang tid har vi?” spurgte Bonny. Harry raspede, og kaptajnen lukkede nikkende øjnene. ”Så lidt? Nuvel… Rationer det, så godt du kan.”

   Harry gjorde honnør med hovedet under armen, og begav sig ned mod kabyssen. Jamie så op på sin mor og rakte Polly op mod hende. Bonny satte sig på hug. ”Hvor er de flotte, Jamie.” Hun tog hesten i hænderne og betragtede de forsigtige mærker.

   ”Kaptajn!” Bonny så hen mod William, der kom styrtende op fra kahytterne. Han spænede hen til hende og greb forpustet hendes hænder. ”Vi er nødt til at vende skibet!” Han holdt en hånd for øjnene og skar tænder.

   ”Det er bare et syn, Will, vi-”

   ”Nej, nej!” William smilede anstrengt. ”Nej, det er et godt – for fanden! Det er et godt et! En ø, den bugner af frygter, ikke langt herfra!” Han dumpede ned ved siden af Jamie og tog en dyb indånding. ”Vi mangler mad, ikke sandt?”

   Bonny pustede en pjusket hårlok væk og nikkede eftergivende. ”Jo… Jo, hvilken vej?”

   Will bøjede sig forover og pegede mod bagbord. ”Den vej… Bare fortsæt, til vandet bliver turkis…” Han fik øje på Polly og aede Jamies hår. ”Hvor er du dygtig, Jamie…” Han lukkede øjnene og lagde hovedet bagover. ”Bloody hell…”

   Kaptajnen fulgte styrmandens instrukser, og ganske rigtig skiftede det mørkeblå vand snart farve til en tropisk turkis. Det var den samme farve, der omgav øerne i Sydamerika – hun havde set den mange gange før, men den klare sandbund holdt aldrig op med at glæde hende.

   ”Mam! Mam!” Jamie lo frydende og pegede ned på en havskildpadde, der dykkede under skibet.

   Som Will havde sagt, fik udkigsposten snart øje på en lille ø. Den var praktisk talt blot et bjerg, der strakte sig op over havoverfladen, men små hytter lå ud til vandet.

   Dødssejleren kastede anker, en robåd blev sænket ned i vandet med List og Bonny, og de to begav sig til at ro ind mod land.

   ”Er det ikke farlig for dig?” spurgte List.

   Bonny lo og trak i årene. ”Teknisk set forlader jeg ikke skibet,” påpegede hun. ”Den her båd er en del af Dødssejleren.”

   List flækkede i et grin. ”Kløgtig pige.”

   Hun rakte tunge til ham. List rakte ned i vandet. Det var varmere end i England og på Ogygia. Han slikkede sin hånd, og vandet syntes sødere end det burde.

   Bonny kunne ikke forlade båden, så List drog alene hen til hytterne. De lokale kom nysgerrige ud. De var malede i ansigterne med sælsomme farver, og alle som én smilede som havde de ikke en eneste bekymring i tilværelsen.

   List førte dem hen til Bonny, og det lykkedes hende at kommunikere med høvdingen. Hun fik forklaret dem, at de var ved at løbe tør for mad, og med det samme sendte landsbylederen folk ind i skoven. De vendte tilbage med kurve bugnende af runde, lilla frugter. Kaptajnen takkede dem mange gange, men landsbyboerne var allerede ved at flakke omkring.

   List satte sig i båden og sikrede sig, at kurvene sad godt fast. Bonny betragtede de fremmede mennesker, der ikke lod til at gøre noget betydningsfuldt. De lagde sig på det varme sand og pegede op på skyerne, begyndte at male hinanden eller stirrede tomt på lerhusenes mure.

   ”Sikke et spøjst folk,” mumlede kaptajnen, da List begyndte at ro tilbage. ”Har de ikke nogen gøremål?”

   List trak på skuldrene. ”Måske er der næring nok i frugterne til at de ikke behøver at jage?”

   ”Men hvad med tøjvask? Rengøring? Børnepasning?” Hun lo og rodede op i sit hår. ”Nej, hvem er jeg til at tale sådan?” Hun pustede og så på kurvene. ”Men hvorfor mon de ikke skulle have noget for dem?”

   ”Ikke alle har brug for guld og sukker,” mumlede List, og modtog som svar et spark over skinnebenet.

   Bonny tog én af frugterne op og slog forsigtigt på den. En tyk skal omgav den, men hun fik den brudt åben med en kniv og snusede til indholdet. Hun tog nogle af frøene ud og knasede dem mellem tænderne. ”De er søde,” mumlede hun og skrabede frugtkødet løs.

   Da de havde fået alle kurvene ombord på skibet, kom William hen til dem. Bonny kastede en frugt hen til ham, så han kunne komme sig over synet, og takkede ham for hans vejledning.

   Da mørket faldt på, blev List lokket op fra kahytten af en nydelig melodi. På dækket stod Bonny med en violin og spillede for Jamie. Will sad på trappen og lyttede, mens han spiste af frugterne.

   ”Min kære ven, hør nu blot,” sang Bonny. ”Historien om en kyst. Den strakte sig så vid og bred, fra fjerne vest til sølens øst.” List kom hen og tog Jamies hånd. ”Et land af kløver, land af løv, med kro på hvert et hjørne.” Bonny spillede en lang tone og satte farten op. ”Kære du, du kommer fra, et land med kvinder skønne som få. Og raske svend og gamle mænd, der danser til højlandets sang, vild som få og stærke mangt.” Hun gav sig til at danse rundt om Jamie, der livligt sprang med. ”La la la, la la la la, la la la, la la la.” De sprang rundt i cirkler, mens Bonny spillede hurtigere og hurtigere på violinen. ”Min kæreste, min perle skøn, du kommer fra et land så grønt, og uden lige. Kvinder stærke og fagre, knægte frække og vilde, hvor heste i galop vogter får ved kysten, hvor vandet altid bruser!”

   Hun spillede den sidste tone og lod pustende hænderne falde ned langs siden. Jamie hoppede jublende og klappede i hænderne. Hans mor bøjede sig ned og gav ham et stort kram.

   ”Jeg vidste ikke, du spillede violin,” sagde List, da han kom hen til dem.

   Bonny lo. ”Næsten 100 år på havet – det er ikke altid lige spændende, List. Man lærer lidt.” Hun hvinede og lavede en piruet, så List måtte gribe hende, inden hun snublede. Hun hylede af grin og tog sig til hovedet. ”Undskyld, jeg må heller komme i seng!” Hun kyssede Jamie på hovedet og så på List. ”Kan du lægge ham i seng?”

   ”Selvfølgelig.”

   Bonny gik fnisende under dæk. Indimellem vrikkede hendes ankel til siden, skønt hun var ganske bekendt med hæle og bølger.

   List lagde Jamie i seng i køjen over hans egen, og prøvede selv at få noget søvn. Men den lille kahyt var ham ikke altid venligsindet. Han havde vent sig til de store marker, og begav sig op på dækket for at trække lidt luft.

   Her fandt han roret ubevogtet. William og Bonny sad op ad hinanden ryg og gumlede på de lilla frugter. Da han kom op på skansen til dem, rakte Will armene ud og grinede bredt. ”Liiiiiiist,” sang han. ”Listetå! Lette List lå lis la leh…” William fik øjenkontakt med Bonny, og de to brød fnisende sammen.

   Bonny løftede blikket og greb pludselig Wills arm. Will stivnede.

   ”Hvad, kaptajn?”

   Deres øjne var vidt åbne. Bonny så koncentreret ud i luften. ”Jeg havde en tanke…” Hun skulede. ”Men den forsvandt.”

   William lyttede intenst, skønt kun havets brusen kunne høres i mørket. ”Vi er på et skib. Den kan ikke være gået langt væk.”

   De kom vaklende på benene og gik rundt om sig selv. Bonny løftede i sit skørt, og William inspicerede det for at se, om den manglende tanke var der.

   ”Hvad fanden har i gang i?”

   Will dumpede ned på bagen og så måbende op på Bonny. ”Der er flere balder i verden,” sagde han langsomt, ”end der er mennesker.”

   Hendes kæbe gled ned, og det samme gjorde hun. ”Wow… det’ dybt, Wilhelm.”

   William så sammenkneben på hende. ”Mit navn er da ikke Wilhelm.” Han rykkede brynene tættere sammen og så op på List. ”Er det?” Han tog sig til hovedet. ”Hvad hvis mit navn faktisk er Wilhelm… men manden skjuler det for mig?”

   ”Hvem er manden?” spurgte Bonny hviskende.

   Wills blik flakkede. Så gispede han og udbrød: ”Kong George!”

   ”Kongen er ligeglad med dit navn!” vrissede List og greb William i kraven. ”Hvad er der galt med jer?”

   Will slikkede fraværende frugtsaften af sine fingre og så op på sin landsmand. ”List… Åh gud, List…”

   List spændte i kæberne og lukkede øjnene. ”Hvad, William?”

   ”Når man siger ”kys”… imiterer man et kys!”

   ”Hvorfor er alle dine tanker så…”

   ”Seksuelle?”

   ”Intime.”

   Will sprudlede og sprang fri af Lists greb. Bonny klappede energisk af hans knap akrobatiske bevægelse. ”Jeg vil lade dig vide,” bekendtgjorde Will for List med et lille buj, ”at jeg plejede at blive udlejet blandt Londons – nej, Englands fineste prostituerede for den generøse pris af 30 pund. Jeg blev oplært til at slå fra mig af tanter med gebis og hofteholdere, mens mine onkler passede børnene og passede baren i dagtimerne, mit hoved er korrumperet af utallige nætters hårdt arbejde og mangt en kundes lumre ønsker, og desuden har jeg siddet i et kuk-kuk-hus de sidste 6 år, med den eneste kødelige tilfredsstillelse tilgængelig via nattevagter med nøgler, de virkelig ikke burde besidde, men det-d-det skulle jeg ikke have fortalt dig, for det var faktisk lidt din skyld, og jeg hader dig for det, men jeg elsker dig mand, jeg er sulten, Bonny, har vi noget majs?”

   Bonny nikkede tøvende. ”Nej,” mumlede hun. ”Men majs lyder godt…”

   Will tog en frugt op, men List greb den fra hans hånd og snusede til den. ”Jeg tror, I har spist nok.” Han begyndte at trække Will mod trappen, for at få ham ned i seng (ikke tale om, at han skulle lægge hånd på Bonny), men kaptajnen greb fat om hans støvle, så han havnede på ryggen. Hun krøb hen til ham og hvilede tænksomt albuerne på hans brystkasse. ”Ved du, hvad jeg altid har undret mig over?” spurgte hun.

   Han lavede en mistænksom grimasse. ”Hvad?”

   Hun så sig varsomt omkring og lænede sig ned mod hans øre, hvor hun hviskede: ”Tror du, sten er bløde, før vi rør ved dem?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...