Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
26Kommentarer
1037Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

5. Det smukkeste land

List strammede rebet og så på Jamie. ”Og hvad kalder man så sådan en knude?”

   ”Flagknob!” svarede drengen ivrigt.

   ”Flot!” List klappede ham på hovedet. ”Så, smut så videre med dig – har du ikke nogle pligter, du skal udføre?”

   Jamie stak underlæben ud og nikkede. Han bukkede hurtigt. ”Mange tak mr. Carter.”

   ”List er fint.” List rystede hurtigt på hovedet. ”Øh, nej – jeg mener, Alfred – Alfred er fint.”

   Jamie lo trillende og spurtede over dækket. List sukkede og så på rebet.

   ”Han er en herlig buachaill.”

   List så på Bonny, der satte sig ved siden af ham, og nikkede. ”Han skal nok blive en ganske fin ung mand.”

   Bonny nikkede og så sin søn forsvinde under dæk. Det var en klar dag, og kaptajnen bar klap for det ene øje, så hun kunne se i mørket under dem. ”Jeg frygter somme tider, jeg ikke har kunnet opdrage han godt nok.”

   ”Hvad mener De?”

   Bonny lo og gned sin ene arm. ”Han er omgivet af de udøde, når vi er på vandet. Harry prakker ham rom på, når han bliver lidt besværlig.” Hun sukkede. ”Og når vi lægger til i en havn, kan jeg ikke gå med ham ned på kajen. Han har ikke en rollemodel.”

   ”Hvor er hans far?”

   Bonny sukkede og rystede på hovedet. ”Hans far ved ikke noget. Jeg… har ikke rigtig kunnet kontakte ham.” Hun smilede og så på List. ”Jeg er glad for, du tager ham sådan til dig.”

   List trak på skuldrene og rørte forsigtigt ved den lille ring i øret. ”Hvem styrer skibet?”

   Bonny pustede irriteret en hårlok væk. ”Vinden er for svag til at blæse sejlene op – vi driver.” Hun krydsede sine ankler og strakte sig. ”Desuden er William for ræd til at stå ud af sengen.” Den tidligere englænder så forbavset på hende. Hun tøvede lidt, før hun lænede sig hen mod ham og mumlede: ”Ved du overhovedet, hvad de udsatte ham for på den anstalt?” Hans stilhed fik hende til lukkede øjnene og gnide sin tinding. ”Du bør gå ned og se for dig selv.”

   List rystede på hovedet, men Bonny skubbede ham stædigt på benene, så han trippede hen over dækket.

   Så snart han kom ned til kahytterne, stoppede han op og lukkede øjnene. Han holdt en hånd for panden og rodede op i sit hår.

   At placere William i Bethlem var klart den bedste beslutning – om det var der ingen tvivl i hans sind. Alligevel var der noget, der nagede ham. Han havde ikke lyst til at gå ned til den kahyt, der før havde huset Maria: Kaptajnens særlige kahyt til særlige gæster.

   Med den ene fod foran den anden i et fast mantra nåede han døren og bankede på. ”William?” kaldte han. ”Kommer du ikke op?”

   ”Gå din vej!”

   En familie rynker mælte sin ankomst i Lists pande. Han bankede på igen og lyttede efter den afpillede, skælvende røst. Men denne gang kom der ingen svar. List bankede igen og tog i håndtaget. Døren var ulåst, så han trådte ind og så rundt i lokalet.

   Han mindedes ikke at have besøgt det før – kun set spanieren forsvinde ind i det. To bogreoler var boltet fast i den ene væg. Store vinduer viste ud mod havet, et skrivebord og en tung stol stod standhaftige fast. En seng var bygget ind i væggen. En sammenrullet kugle lå under tæpperne.

   List kom nærmere. ”William – det er tid til at stå op.”

   ”Gå din vej…” Wills klynkende ord stak List i maven.

   Han satte sig på sengekanten. ”Hey… Er du okay?” Han ventede for svar, men måtte selv fortsætte. ”Kaptajnen sagde, du var-”

   ”Jeg ved godt, hvad hun sagde.” William krummede sig sammen. ”Gå din vej…”

   ”Hvis du har brug for at tale om noget, så-”

   ”Så sender du mig på anstalt – jeg ved det godt.”

   En nerve sitrede ved Lists ene øje. Wills spidse tone huede ham ikke synderligt. Var det dét, der generede ham?

   ”Generede?” Williams stemme sitrede. ”Det må da være årets underdrivelse…” Han mumlede lidt for sig selv. Så satte han sig langsomt op. Han krøb op mod hjørnet af sengen og holdt tæppet om sig, mens han så på List med store, udstående øjne. ”Ved du, hvad de gør i Bethlem?”

   Lists tunge klæbede til hans gane, da han langsomt rystede på hovedet.

   William så ham direkte i øjnene. Hans pupiller trak i Lists. ”Jeg er en meget slem dreng.” Hans stemme var monoton, tranceagtig. Han stirrede List i øjnene og bevægede kun munden. ”Slemme drenge skal straffes. Slemme drenge får den ni-halede.” Lige så stille begyndte han at rokke frem og tilbage. ”Slemme drenge får vand.”

   ”William…”

   ”Slemme drenge får besøg af den rare dame.” Will fnes skingert og rystede rykkende på hovedet. ”Jeg kan ikke lide den rare dame,” klukkede han. ”H-hun er for rar.”

   ”Will…”

   William sprang frem på alle fire, så han kom nærmere List. ”Hvis man slår den rare dame, kommer man i hullet.” Will krøb tilbage i sin kugle og mumlede videre, mens han med den ene hånd trak sig i håret. ”De kan ikke lide, når man skærer hende op – men hun har sådan en fin farve, så fin, ja, så fin.” Han fnes. ”Kinarød!” Han rømmede sig og rystede på hovedet. ”De skærer slemme drenge op.” Will rev sit hår til side, så et bulende hvidt ar kunne ses. ”Og når det bliver mørkt… Og når jeg skal sove, når jeg skal være alene…” Hans åndedræt tog til. ”De fløjter.” Han så sig forskræmt omkring og krympede sig. ”De kommer,” hviskede han. Han holdt hænderne over hovedet og begyndte at skælve. ”De kommer o-og tager min søvn o-og – de gør de slemme ting! De gør det, jeg ikke må, m-men den rare dame kommer ikke, og…” William stivnede. List kunne ikke se hans ansigt.

   Som en fjedr sprang Will på List. De tumlede om på gulvet. List hylede, da en spisekniv sank ned i hans skulder. Han gispede efter vejret og så på Wills enorme øjne.

   ”DET ER DIN SKYLD!” hylede den blonde unge mand. Han trak kniven ud. List gispede, da modhagerne rev i hans muskler. Will skulle til at stikke igen, men List hamrede sit knæ op mellem hans ben. Selvom det ikke lod til at have den store effekt, fór Will op. List styrtede ud af døren med William i hælene.

   List sprang op på dækket så hurtigt, at han snublede over det sidste trappetrin. Han holdt sig for skulderen og så op. Hjertet hamrede hurtigere end godt var, da han så Will springe op for at gå til angreb. Han lukkede øjnene og ventede på stødet.

   Men i stedte hørte han en fløjten. En krop tumlede ned ved siden af ham og skurrede væk. Han slog øjnene op.

   Will holdt sig for ørene. Han øjne var lukkede tæt sammen, og tårer piblede ned over hans kinder. Bonny stoppede sine toner, og drengen udstødte et støn.

   ”J-jeg er ikke en dreng,” hævdede han skælvende.

   ”Jamen så opfør dig som en mand!” Bonny knælede ved List og så med rynket næse på hans skulder. ”Uha… William har du taget fra køkkenet igen?”

   Will lagde kniven fra sig med røde ører. Hans vejrtrækning var overfladisk. Et øjeblik så han ud som om han ville sige noget, men fnøs så bare og stormede nedenunder.

 

”Du forstår vel, at han har nogle… problemer.”

   List nikkede og gned sin skulder. Bonny havde salvet den og bundet den ind. Han sad nu på rælingen og betragtede hende, mens hun i lanternernes skær styrede Dødssejleren over det rolige vand. Mas lå ved hendes fødder og holdt vagtsomt øje med ham. ”Hvorfor tager han dem ud på mig?”

   Kaptajnen fnøs. ”Jaysis List – hvis alle moderne mænd er så tykpandede som du, overlever staterne ikke længe.”

   Han vrængede af hende og ømmede sin arm. ”Så De har hørt om staterne?”

   ”Jeg får da lidt verdensnyt når vi har handlende ombord.” Hun smilede skævt. ”Du er altså amerikaner nu?”

   Han sukkede. ”Man glemmer aldrig sit hjemland, miss Kaptajn.”

   ”Så sandt som at himlen har stjerner,” lo Bonny.

   List pillede ved en løs tråd i sin trøje. ”Savner De nogensinde Irland?”

   Bonny sukkede og lagde sig over roret. ”Om jeg gør… Jeg synger min máthairs vuggeviser for Jamie så ofte jeg kan.” Hun rettede sin opmærksomhed mod den sårede matros. ”Hvad med dig? Hvorfor forlod du England?”

   List prustede og rodede op i sit hår. ”For mange minder, for lavt i fødekæden. I staterne er jeg landmand, og…” Han blev afbrudt af Bonnys klukkende latter. Hun holdt sig for maven og prøvede at holde det i sig. List hævede et øjenbryn. ”Er det virkelig så svært at se for sig?”

   ”Dig? Med hustru og børn? Og marker, der skal majes? Åh, det er en grinagtig tanke!”

   ”Nå, men det er altså omstændighederne. Og jeg vil lade Dem vide, at jeg er ganske tilfreds med mit liv.”

   ”Så så, rolig nu.” Bonny sendte ham et mildt smil. ”Det tvivler jeg ikke på. Faktisk, så…” Hun tav og så frem. Hun trak sin kikkert fra bæltet og skuede frem foran skibet.

   ”Hvad er der?” List rejste sig for at se, hvad hun så, men der var intet andet end mørke for ham.

   ”En ø,” mumlede kaptajnen. Hun rynkede panden. ”Jaque!” Den afdøde vagt fór sammen fra sin lur og gjorde honnør fra sin post. ”Hvor længe har den ø været dér?”

   Jaque rablede og gurglede, indtil Bonny løftede en hånd. ”Du er uduelig!” snerrede hun og så igen gennem kobberrøret.

   ”Hvad er der galt?”

   Bonny sukkede og så på sit kompas. ”Der burde ikke være nogen ø her. Vi er ikke tæt på Puerto Rico, og Bermudaøerne er langt nord herfra.”

   ”Måske er det Bahamas?”

   ”Nej, dem passerede vi for flere dage siden.” Bonny bandt roret fast med et reb, så de holdt kursen, og travede så ned under dæk. Eftersom han ikke havde andet at lave, fulgte List nysgerrigt efter.

   I sin kahyt stod Bonny og betragtede det ene søkort efter det andet. De fleste havde hun selv tegnet, og med passer og fjerpen lavede hun nogle hurtige beregninger. Hun greb en sekstant og skyndte sig mod døren, hvor List havde placeret på.

   Hun skulle til at passere ham, da noget rykkede voldsomt i Dødssejleren, så det krængede til bagbord. List og Bonny mistede balancen, og i næste øjeblik lå List og stirrede ind i Bonnys gyldne øjne.

   ”Hvad skete der?” spurgte hun hektisk.

   Han smilede til hende. ”Bare rolig…”

   Hun vrissede og skubbede ham væk fra sig. ”Du er gift for s skyld!”

   ”Mam?” Bonny så på Jamie. Han sov som regel i hendes seng, men sad nu og så sig forvirret omkring.

   ”Bare læg dig til at sove, taiscemam skal nok ordne det.” Hun greb sekstanten, sprang på benene og galoperede ovenpå. List fulgte hende. En tindrende uro spredte sig helt ud i hans fingre. Hvad skulle der til at gøre kaptajn Anne Bonny nervøs?

   Så snart han kom ud i natteluften, begyndte Bonny at ringe med alarmklokken. Snart efter myldrede besætningen op på dækket. William overtog roret, og Bonny løb rundt og råbte ordre til hver eneste matros.

   Skibet lænede til styrbord og drejede drastisk. Rebene gled ud af de dødes hænder, og flere måtte hjælpe til, for at få Dødssejleren på rette køl.

   Skroget knagede. List så al farven løbe ud af Bonnys ansigt. Hun kravlede elegant som en kat op i udkigsmasten og rettede kikkerten fremad. Så brølede hun ud over sin besætning: ”THEMISCYRA!”

   Mændene så et øjeblik bare på hinanden. Så tog enkelte bogstaveligt talt hovedet under armen og ilede fra post til post. Sejlene blev spændt ud, Will rev i roret for at dreje skibet, men intet hjalp.

   Endnu engang rykkede det så skroget klagede, og Dødssejleren blev med voldsom kraft trukket mod det sted, Bonny havde set øen.

   Kaptajnen råbte panisk ordre rundt, men de fleste flygtede under dæk. Will kæmpede med roret, men måtte erkende sig slåen og løb ned ad trappen.

   ”William!” Bonny greb fat i hans arm, da han løb forbi. ”Gå ned til Jamie – sørg for, at han bliver i kahytten!”

   Will gjorde honnør og ændrede kurs. Bonny så på List. ”Du må også hellere gå under dæk.”

   ”Hvad med Dem, kaptajn?”

   ”Det er kun jer, der er i fare!” Hun skubbede ham mod sin kahyt. Skibet havde nu så megen fart, at vinden piskede om dem. Sejlene blafrede vildt, og før de vidste af det, stoppede alt brat.

   De to på dækket blev slynget tilbage af den pludselige opbremsning. Bonny jamrede og ømmede sin ryg. List stønnede og sikrede sig, at skuldersåret ikke var sprunget op igen.

   Der lød trampen på dækket. List blinkede groggy. Hårde stemmer hviskede omkring dem.

   Da hans syn endelig vendte tilbage, holdt han vejret.

   Om ham stod kun kvinder – den laveste var mindst to meter. Deres hår var sort og lettet med perler, og deres hud var solkysset. De bar lette klæder af dyreskind og havde alle som én spyd rettet mod ham. Deres ansigtstræk var bidske og sammenknebne. Hvid maling var trukket langs deres kindben og næserygge, og deres bryst var bundet fladt.

   Bonny hviskede: ”Hvad end du gør – sig ikke et ord.”

   Han nikkede langsomt og skævede til hende.

   Der var ingen spyd mod hendes mave og ædlere dele som hos ham. Tværtimod sad nogle af kvinderne på hug og betragtede hende med undren. Hun smilede forsigtigt til dem. De talte sammen og pegede på hendes øreringe, tøj og hår. Bonny sukkede for sig selv: ”Sig nu ikke, de er som Londons mná…”

   Den højeste kvinde gik ned på alle fire, så hun kunne se Bonny i øjnene. Hun pegede på hende. ”Glóssa.”

   Bonny rynkede panden. ”Hvad?”

   ”Angliká, ypsilí vasílissa.”

   Kvinden så på kvinden, der havde talt, og nikkede, før hun rettede sin opmærksomhed mod kaptajnen. ”Engelsk?”

   Bonny nikkede. ”Mhm.”

   Kvinden pegede på Bonny med en lang, slank finger. ”De være fange her?” Bonny rystede på hovedet. Kvinden skulede til List. ”De være for mand?”

   Bonny fnøs. ”Må jeg være her?” snerrede hun. Hun lagde en hånd for sit bryst og løftede stolt hagen. ”Jeg er Anne Bonny, kaptajn på dette skib!”

   Kvinderne måbede og gispede og begyndte at snakke ihærdigt til hinanden. Kvinden, der talte til Bonny, lyste op i et smil. Hun rakte hende en hånd og hjalp hende på benene. De to bukkede for hinanden.

   ”Kaptn Anne Bonny – vi være Agata. Amazonerne byde Dem velkommen.”

   Bonny sank en klump. ”Jeg troede, amazonerne kun var en legende.”

   ”Vi være her.” Agata bredte armene ud. ”Velkommen til Themiscyra.” Amazonerne bukkede for Bonny, der blev lidt rød i kinderne. Agata talte til sine krigere. De hujede og løftede deres spyd.

   Bonny blev løftet op og båret mod rælingen. Hun fór sammen og så på Agata. ”H-høje Agat!” udbrød hun. ”Jeg kan ikke forlade mit skib! Jeg er-”

   ”Alle gå fri på Themiscyra,” proklamerede Agata smilende. Hun så ned på List og rynkede på næsen. ”På nær ham.” To amazoner løftede List op i armene. Han hylede, da hans sårede skulder blev vredet om. Kvinderne kastede ham ud over rælingen. Han forventede at ramme vandet, men krigerne sprang efter og greb ham i luften.

   Vandet var lavt. Dødssejleren sad fast i sandet, og amazonerne sprang ned og gik på land så let som ingenting. En enkelt prøvede at tage Mis med sig, men katten kradsede hende, så hun kastede ham fra sig med et vredt udbrud.

   Bonny så på sine hænder, mens Agatas kvinder bar hende over stranden. Der skete hende intet, men hun blev ved med at røre sit ansigt.

   Oppe på skibet var resten af krigerne begyndt at lede i kahytterne. De skreg, da de fik øje på besætningen, og sprang hurtigt fra borde. Men enkelte af dem havde William og Jamie med sig. Will blev behandlet på lige fod med List – båret i armene af to kæmpekvinder. Men Jamie blev forsigtigt båret i favnen på Agata. Han så sig omkring på den måde, kun et barn kunne gøre det.

   De fire blev båret gennem en våd jungle. Fugle skreg og skræppede over dem, selvom det endnu var mørkt. Musik lød gennem træerne, og inden længe nåede de en by.

   Huse af sten rejste sig i en ring. Piger og kvinder gik rundt og ordnede nattens gøremål med sang og dans. Lys glimtede fra leaner, der var strakt fra hus til hus. Fletkurve med bær og nødder stod stablet på et åbent forum, hvor Bonny blev sat på en stor stentrone. Hun fór sammen, da hun rørte de jordbunde materiale, men der skete intet.

   Agata satte Jamie ned og pegede hen på Bonny. Har styrtede hen til hende, og hun tog ham op på skødet.

   ”Du have dejlig dreng. Opdrag ham vel.”

   Bonny nikkede. ”Det er det, jeg prøver på.”

   Agata stillede sig foran tronen og talte til sine med-amazoner. List og William blev bundet til pæle. Nogle af amazonerne begyndte at tænde bål, mens andre fandt hen til deres familier. Ikke alle levede med en partner, men det, der stak List, var, at der ikke var nogen mænd i byen.

   ”Jeg sagde jo det var normalt,” knurrede Will til sin tidligere landsmand. ”Men næh nej, du og Maria ville bare ikke lytte!”

   ”Der er intet normalt over det her,” mumlede List lamslået. ”De er jo flere meter høje.”

   ”Mindreværdskomplekser?”

   ”En smule…”

   Will klukkede. ”Du kan pisse dem af ved at sige, at du er gift, det går de sikkert ikke ind for.”

   De amazoner, der havde partnere, bar muslinger i ørene. Nogle havde en lille pige, men det var de færreste.

   Kvinderne bar frugtfade ind på forummet, og flere begyndte at spise. Bonny sad og snakkede med Agata. Jamie fik lov til at gå nysgerrigt rundt. Han kunne charmere krigsmalingen af de fleste amazoner – en af de ældre malede endda en sommerfugl med den hvide substans på hans kind. Han viste det stolt til sin mor, der lo og rystede overbærende på hovedet.

   Men hvad angik William og List, forblev maven tom og natten lang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...