Fremmede Vande

Efter seks år i staterne indhenter Alfred Carters fortid ham. Det er tid til igen at påtage sig alteregoet "List", og forlade familien for at sejle ud med //Dødssejleren// og piratdronningen Anne Bonny. Ombord på skibet befinder også William sig - indlæggelsen på sindssygeanstalt har ikke forbedret hans psykiske tilstand, og List må holde på sit vejr, for at komme gennem sørejsen med livet i behold. Under jagten på den sagnomspundende Lilith, der efter sigende skulle være årsagen til de mystiske evner, List, William og Bonny besidder, venter farefulde prøvelser //Dødssejlerens// besætning, og uforudsete relationer må komme for en dag, før det er for sent. (Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)

7Likes
29Kommentarer
1213Visninger

Author's note

(Fremmede Vande er efterfølgeren til Ravnekrigen og anden bog i en endnu unavngivet trilogi - dette er første, uredigerede, draft)
AA

14. Bloody Red

Bonny blev vækket at tommult på dækket. Hun sprang ud af sengen og trak i støvler og frakke. Hjemvant fandt hun søvnigt op i solen, og blev mødt af havnefogeden og en håndfuld soldater. William stod og råbte alverdens eder mod dem. Vredes gyldne øjne skinnede endnu. Synden havde besat Wills krop i tre dage, og kroppen var begyndt at se en smule hærget ud af manglen på søvn og mad.

   ”Anney!” hylede Vrede og trak på smilebåndet, da Bonnys læber blev stramme ved lyden af hendes gamle kælenavn. ”De siger, vi skal forlade havnen!”

   Bonny rettede ryggen og så på den lille mand, der havde betrådt hendes skib. ”Vi har betalt for en uge,” bekendtgjorde hun fast.

   Den halvskaldede mandsling vred sleskt sine hænder og nikkede som en due. ”Jo jo, men…” Han pegede op på Bloody Red, der blafrede under Bonnys kaninkranie. ”I oplyste ikke om jeres… status.”

   ”Jeg har betalt!” snerrede kaptajnen.

   ”Kan jeg tale med Deres kaptajn, frøken?”

   ”JEG ER KAPTAJN!” udbrød Bonny. Hendes øjne blussede op, da hun slog ud med armene. ”Jeg har betalt for at ligge i havn i en uge, ærligt og redeligt! I kan købe mig væk eller kysse min-”

   ”Bonny!”

   Bonny så sig over skulderen, hvor List og Jamie var kommet op fra kahytterne. Hun smilede stift til dem. ”Gå ned i kabyssen og hjælp med morgenmaden.” De gjorde, som befalet, og hun så igen på havnefogeden. ”De kan købe mig væk for det dobbelte eller lade mig blive de resterende fire dage. Vi plyndrer ikke i havn, vi er her for at handle!”

   ”Handel har vi rigeligt af,” pippede manden. ”Med revolutionskrigene og den skiftende besættelse får vi alle mulige varer ind, det er et stort rod, men de kommer dog!”

   Bonny krydsede armene og trommede på sit ærme med fingrene. ”I har alle de nødvendige varer?”

   ”Jovist!” Manden læste op fra en lille bog. ”Tobak, slaver, korn…”

   ”Sukker?”

   Mandens øjenbryn skød i vejret. Han lukkede bogen og lænede sig en smule frem. ”Sukker?”

 

De næste fire dage kom og gik lokale købmænd. De købte sækkevis af sukker, men Bonny beholdt to for Dødssejleren. Hun havde Jamie ved sin side og lærte ham om, hvordan han slog en god handel af, og hvad han mindst måtte sælge det hvide guld for.

   Kaptajnen var en hård forhandler. De, der prøvede at snyde hende eller tog hende for et fæ, fik lov at stirre ned i løbet på hendes pistol, og blev pænt eskorteret væk fra skibet af Vrede. Det udøde mandskab opholdt sig nedenunder. De var som i dvale, sad blot og gloede tomt ud i luften. De gav List myrekryb, men heldigvis var hans pligter på dækket.

   Han skulle vaske plankerne og pudse roret – selvom det ikke var mange opgaver, var Dødssejleren i en sølle tilstand. Det var hårdt arbejde, men snart var skibet helt præsentabelt.

   Dagen inden afrejse kollapsede Vrede. Kroppen gav op af sult, og List bragte ham ned til hans kahyt, hvor Jamie hjalp ham med made William. Dødssynden forsvandt, da den unge mand vågnede, og Wills blege, blå øjne så udkørt på dem.

   ”Hvor længe var jeg væk?” spurgte han.

   Jamie gav ham noget vand, mens List sagde: ”Seks dage.”

   William rynkede på næsen. ”Det svin…”

   Den følgende dag satte de sejl. Kapstaden forsvandt bag dem, og det åbne hav åbenbarede sig på ny. Bølgerne slog blidt mod skibet. Med kaptajnen ved roret og de udøde vandrende frit igen, føltes det mærkværdigt hjemligt for List. Jamie rendte rundt og legede med Polly og noget af det andet legetøj, når han ikke havde pligter. Mis lå og slikkede sol de mest ubelejlige steder, men besætningen ignorerede det, da det viste sig, at en flok forskræmte rotter havde gemt sig i kachotten. Mis havde gjort en ende på deres lidelser.

   En dag da skibet drev, lå Bonny med katten og hvilede i den lune sol. List sad og læste med Jamie, og Will fingerede med en tamburin, han havde lånt fra Bonnys kahyt. Der var ikke meget at lave. Selv mandskabet slappede af, skønt de knap havde muskler at presse.

   William nynnede en sagte melodi i takt til de lave bjælder. List nussede Jamies hår og undertrykte et gab.

   Havoverfladen blev brudt af et par majestætiske væsner, der hvinende sprang op i en kaskade af vand. List fór op og styrtede hen til rælingen. Han gned sine øjne og måbede, da de forsvandt igen. Han kunne se deres silhuetter lege under bølgerne.

   ”Bonny! Bonny, kom og se!”

   Kaptajnen åbnede det ene øje. ”Hvad?” gryntede hun og satte sig.

   ”Havfruer!”

   Hun rynkede panden og kom hen til ham. Hun lo og lagde en hånd på hans skulder, mens hun rystede på hovedet. ”Det er delfiner, List. Der findes ikke havfruer.”

   List sukkede en smule skuffet. Bonny lagde sig tilbage i solen og trak sin hat ned for ansigtet. Jamie kom hen til sin far og så ud på delfinerne. ”Mam,” sagde han så.

   ”Mhm?”

   ”Kan vi ikke svømme med dem?”

   Kaptajnen løftede lidt på hatten og sukkede. ”Ikke nu, Jamie, vi er for langt fra land til at kaste anker.” Hun så hen på William. ”Find en sandbanke, vi kan lægge til ved.”

   Will kom på benene og gjorde honnør. ”Javel frøken kaptajn!”

   Bonny havde lært ham at aflæse søkort og diverse apparater, så han kunne blive en bedre styrmand, og inden længe nåede de til noget, der knap kunne kaldes en ø. Det var en lille stribe sand, knap fem meter bred og ikke engang længere end Dødssejleren. Der blev kastet for anker, og Jamie klædte sig af til hoserne og sprang i vandet. Han plaskede rundt og svømmede som var han født i bølgerne.

   List trak trøjen af og sprang i efter ham. De plaskede rundt og legede, til Jamie gik på land for at lede efter skaller. List satte sig med fødderne i vandkanten og så hen mod skibet.

   Bonny sad på rælingen så betragtede dem længselsfuldt. Hun vinkede til ham, og han vinkede tilbage. Jamie kom og gav ham en hjertemusling uden et ord, og begyndte at grave efter krabber og sneglehuse.

   Efter en halv times tid svømmede de tilbage og blev trukket op på skibet via en rebstige. Et bad var blevet gjort klar til dem, så de kunne vaske salt ud og få vasket tøj. Jamie plaskede bobler op i luften, og det var en kamp for List at holde ham stille, så han kunne skrubbe den beskidte dreng. Sæben var købt på hans bestilling i Kapstaden, da han de sidste år havde vent sig til mindst to bade om måneden. Skidtet havde hobet sig op under Jamies negle og på hans hud, men de gik hurtigt op for List, at han simpelthen bare var blevet solbrun af at arbejde på dækket.

   Da List løftede Jamie op, for at han kunne blive tørret, stak drengen af bar som den dag han var blevet født, og gav sig til at løbe skrigende rundt mellem kahytterne. List klædte sig hurtigt på og spurtede efter ham.

   Jamie drejede om et hjørne, for at undslippe sin far og den frygtede tørring, og blev grebet under armene og William. Styrmanden løftede knægten op og bar ham hen til hans far.

   List tog Jamie fra Will og skærmede sin søn for manden. ”Lad være med at se på ham!” udbrød han.

   Et øjeblik stod William konfus og prøvede at forstå, hvad List mente, mens faren bar sin søn tilbage til kahytten. Så trampede han efter ham og stoppede ham med en hånd på skulderen. ”Hvad fanden skal det betyde?!” råbte han. ”Er det så lavt, du tænker om mig?!”

   List sank en klump og satte Jamie ned. ”Gå tilbage til kahytten,” beordrede han strengt. Jamie, der kunne fornemme den anstrengte stemning, nikkede og pilede væk.

   ”Jeg ville aldrig se sådan på et barn!” spyttede Will rødglødende. ”Hvor vover du at hentyde til sådan en ugerning!”

   ”Hold nu op,” hvæste List lavmælt. ”Det ville ikke være din eneste ugerning. Hvis du ser på andre mænd som du burde på kvinder, er drenge vel ik-”

   William ramte List klokkerent i midten af ansigtet. List tumlede om og tog sig til næsen, der føltes skæv. Hans syn blev afbrudt af sorte pletter, og blod løb ned over hans ansigt. Will greb fat om hans krave og spyttede i hans ansigt: ”Al din karakterudvikling fra første bog røg lige ud ad vinduet, da du sejlede af sted, gjorde den ikke?! Du er en idiotisk, ynkelig, patetisk, latterlig, homofobisk, ignorant, vrangforestillingsbetændt, virkelighedsbenægtende rottesæk!” Han slog Lists hoved ned i gulvet, før han marcherede tilbage til sin kahyt.

   List lå og spruttede lidt, før han kom på benene og på én eller anden måde fandt sin vej tilbage til kahytten. Jamie begyndte at græde, da han så sin fars omarrangerede næse. List fik sat den nogen lunde på plads igen og begyndte at vaske blodet væk med vandet fra en feltflaske. Han lagde sig med et par puder i ryggen og lagde hovedet bagover.

   Bonny kom og råbte ad ham kort efter sammenstødet med William. Hun fik klædt Jamie på og tog ham med væk. Inden døren lukkedes, strøg Mis ind og krøllede sig sammen ved Lists side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...