At se lyset i en mørk tid

Lucas er lige startet på en ny skole, og møder straks pigen Riley. Han vil gerne lærer hende bedre at kende, men Riley har ikke tid. Hun har alt for travlt med at hade livet. Og finde den bedste løsning til at dø.

2Likes
1Kommentarer
153Visninger

Author's note

Jeg har skrevet en lille novelle. Håber i kan lide den. Jeg ved, at der kommer til at være mange stavefejl. Men ville være glad, hvis i gav mig noget feedback.
AA

2. Kapitel 2. En gammel ven?

Da vi træder ind af døren, ser Riley ser fascineret omkring. Jeg griner lidt af hende, og hun sender mig et vredt blik. "Når jeg ser det her hus, kommer jeg til at tænke på, hvilken lorte hule jeg bor i." Siger hun irriteret. "Mind mig om, at jeg aldrig skal hjem til dig." Siger jeg fjoget. Hun sender mig et underligt blik. "Hvem sagde, at jeg ville invitere dig?" Siger hun smørret. Jeg hæver øjenbrynene, men hun fortsætter med at se rundt. Jeg følger hende op på mit værelse. Og hun griner af det. "Hvor langt tid har du boet her?" Spørger hun. Jeg trækker på skulderen. "Næsten en uge. Hun fnyser. "Har du har haft travlt?" Hun ser åndsvagt på mig. "Det kan man vel på en måde godt sige." Mumler jeg. Inde på mit værelse er der en seng, et skrivebord og et garderobeskab. Jeg har ikke pakket noget ud endnu. Så næsten hele mit værelse er fyldt op med kasser. Hun sætter sig på sengen. Og jeg sætter mig på mit skrivebord. Også begynder vi at snakke. Jeg ved simpelhen ikke, hvad vi snakker om. Men jeg er endelig lidt ligeglad. 

Da min mor kommer hjem, og opdager at der er en pige på mit værelse, kan hun bare ikke holde sig væk. Hver femte minut kommer hun op, og spørger om noget. Syvene gang hun kommer op, siger jeg: "vi skal ikke bruge noget!" Min mor smiler, og lader os være i fred. "Kæft, hun er pisse irriterende." Siger jeg for mig selv. Pludselig mister Riley farven i ansigtet. Jeg opdager det med det samme, og spørger indtil det. Hun trækker forsigtigt på skulderen. "Du må ikke tage det personligt." Starter hun. "Jeg ved godt, at forældre kan være irriterende. Men jeg hader folk, som bare er vildt flabede over for deres forældre. Sådan nogle folk som bare ville ønske, at de var væk for altid. Men de forstår det jo ikke. Når først de er væk, vil de aldrig nogensinde komme tilbage igen. ALDRIG! Man kommer aldrig til, at have en normal samtale med dem igen. Man kommer aldrig til, at have en normal samtale med nogen iegn. For hver gang man ikke snakker, eller den sags skyld snakker. Kommer ens forældre op i hovedet. Og... Der er bare ingen der forstår det!" Siger hun vredt. Ikke vredt på mig. Eller det tror jeg i hvert fald ikke. Jeg tror faktisk mere, at det var på hele verden. Jeg har også ondt af hende. Hun er, hvad 17 år gammel. Ligesom mig. Og hun har allerede mistet alle, som betød noget for hende. "Undskyld," hvisker jeg. "Det er ikke din skyld." Siger hun stille. Hun ser mig i øjnene. "Jeg har faktisk aldrig haft en normal samtale efter min families død. Ikke indtil nu." Siger hun taknemmelig, tror jeg. Hun er lidt svær, at læse. "Så du siger, at du nød vores samtale." Siger jeg smørret. Hun griner, og ryster på hovedet. "Det har jeg skam ikke sagt. Jeg sagde, at jeg ikke tænkte på mine forældre." Siger hun. Hun smiler til mig, og jeg smiler til hende. Jeg ser hende også i øjnene. Og vores blikke løses fast. Men så falmer hendes smil, og hun skynder sig ud af mit værelse. Inden jeg ved, hvad der sker. Hører jeg hoveddøren smække. Er Riley lige gået? Hvorfor? Gjorde jeg noget forkert? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...