At se lyset i en mørk tid

Lucas er lige startet på en ny skole, og møder straks pigen Riley. Han vil gerne lærer hende bedre at kende, men Riley har ikke tid. Hun har alt for travlt med at hade livet. Og finde den bedste løsning til at dø.

2Likes
1Kommentarer
152Visninger

Author's note

Jeg har skrevet en lille novelle. Håber i kan lide den. Jeg ved, at der kommer til at være mange stavefejl. Men ville være glad, hvis i gav mig noget feedback.
AA

1. Kapitel 1. En ny ven.

 

Skolegangen larmer af helved til. Men hvad kan jeg gøre. Det er et nyt år, en ny dag og ikke mindst en ny skole. Jeg er kun lige flyttet hertil. Mine forældre er blevet skilt. Min far var endelig lidt sindsyg, og han blev ved med at slå min mor. Hun var bange for ham. Hun gad bare ikke at indrømme det. Men jeg kunne se det i hendes øjne. Hver gang han hævede stemmen, slog hun øjnene op, og håbede på det bedste. Hun ville gerne skilles, men var bange for at sige det højt. Så jeg hjalp hende, og efter det ville hun så langt væk så muligt. Så ja, vi er flyttet til den anden ende af landet. 

Jeg er ikke glad for at vi flyttede. Men jeg bliver nød til at være stærk. Være stærk for min mor. Og nu må jeg bare prøve at få det bedste ud af det. 

Da alle mine timer er færdige, går jeg udenfor. Og der får jeg øje på en pige. Hun sidder helt alene, og ser ud i luften. Hun ser helt fortabt og trist ud. Jeg ser mig omkring. Der er mange elver rundt omkring, men de undvære alle sammen at at gå tæt på hende. Jeg går hen til bænken, som hun sidder på, og sætter mig ved siden af hende. Hun ser træt over på mig og ryster på hovedet. "Hvem har sendt dig?" Spørger hun. Hendes stemme er kold og følelsesløs. Jeg ser undrende på hende. "Hvad snakker du om?" Griner jeg nervøst. Hun skænker mig et vredt blik. "Hvem har sendt dig?" Spørger hun igen med den samme triste stemme. "Igen, hvad snakker du om?" Hun ruller med øjnene, og ser tilbage på mig. "Der er nok en grund til, at du har sat dig her. Du ville jo ikke sidde ved siden af mig for sjov." Hendes øjne er kastanjebrune. Og selvom hun har blå og røde render under øjnene, er hun ubeskrivelig smuk. Hun har brunt hår, som vælter ind foran hendes ansigt. Hendes tøj virker ikke helt rent. Men selvom hun ikke er perfekt. Er der et eller andet, som jeg gerne vil lærer at kende. "Faktisk," siger jeg. "Er det lige det, som jeg har gjort." Siger jeg smørret. "Som om," sukker hun. Jeg ser igen undrende på hende. "Vil Eric gerne have sine penge tilbage?" Spørger hun. "Hvem er Eric?" Hun er lidt underlig. Men der er et eller andet ved hende, som jeg bare ikke kan beskrive. Hun ser igen træt på mig. "Du ved ikke hvem Eric er?" Spørger hun. Jeg trækker på skulderen. "Er du ny eller sådan noget?" Spørger hun olmt. "Faktisk, så er jeg ny." Siger jeg. Hun sukker igen. "Jeg hedder Riley." Siger hun. Jeg smiler hurtig til mig selv, og siger: "jeg er Lucas." Hun rejser sig op fra bænken. "Godt at møde dig, Lucas." Siger hun, og går sin vej. 

Jeg kan ikke lade hver med, at tænke på Riley resten af dagen. Hvad var der med hende? Hvorfor var hun så underlig? Jeg har mega mange spørgsmål, som jeg vil stille hende. Jeg ved ingen ting om hende. Jeg ved ingen ting. Eller jeg ved faktisk en ting. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg vil gerne snakke med hende igen. 

Næste dag efter alle mine timer sidder hun det samme sted som i går. Jeg går hentil hende, og sætter mig. "Hvad har du gang i?" Spørger hun, uden at skænke mig et blik. Jeg svarer ikke. "Hvad er dit problem?" Spørger hun træt. Jeg trækker på skulderen. "Er det et problem, at jeg sidder ved siden af dig?" Spørger jeg. Hun rejser sig op, siger: "ja," og så går sin vej igen.

Næste dag sidder Riley igen på den samme bænk. Jeg sætter mig ved siden af hende. "Har du ikke andet at lave end at sidde her?" Spørger hun. Jeg trækker vejret langsomt ind, og puster det langsomt ud igen. "Har du ikke andet at lave, end at sidde her?" Spørger jeg så. "Endelig ikke. Normalt plejer jeg at sidde her indtil midnat. Men så begyndte du at komme, så...." Siger hun henkastet. "Hvis du sidder her til midnat, bliver dine forældre så ikke bekymret?" Spørger jeg undrende. Hun ryster på hovedet. "Jeg har ikke nogen forældre." Siger hun lige ud. Jeg ser overrasket over på hende. Hun stirrer ud i luften, og opfører sig, som om det er normalt. "Du skal ikke virke så overrasket." Siger hun irriteret. "Alle ved det." Tilføjer hun. "Hvem bor du så hos?" Spørger jeg. Hun trækker på skulderen. "Hos mine plejeforældre. De hader mig endelig. Jeg gøre dem bare en tjeneste, hvis jeg bliver væk." Siger hun. "Men hvad skete der da med dine forældre?" Spørger jeg. Hun ser overrasket på mig. "Ved du virkelig ikke noget?" Spørger hun. Jeg rynker brynene, og svarer: "hvorfor skulle jeg vide noget?" Hun klør sig i nakken. "Nå, men, jeg regnede ligesom med at en anden havde fortalt dig noget. Alle på skolen ved det ligesom. Og ingen kan holde deres mund overfor nye." Ånder hun. "Men, altså, mine forældre døde sådan set bare i en bilulykke, sammen med min lillebor og storesøster. Jeg var endelig også i bilen. Men jeg var selvfølgelig så heldig, at jeg var den eneste fra min familie, som fik lov til at overleve." Siger hun sarkastisk. Jeg ser trist på hende. "De må du undskylde." Hvisker jeg stille. Hun trækker på skulderen. "Det skal du ikke være. Det er jo ikke din skyld. Endelig ville jeg ønske, at jeg var gået i døden sammen med dem." Siger hun. Jeg svarer ikke. 

Næste dag sidder hun igen på bænken. Da jeg sætter mig ned ved siden af hende, ser hun på mig. Jeg smiler til hende, men hun smiler ikke tilbage. Hun ser undrende på mig. "Hvorfor er det, at du kommer og sætter dig hos mig hver dag nu?" Spørger hun. Jeg trækker på skulderen. "Der er bare et eller andet ved dig." Siger jeg henkastet. Hun giver mig et lille smil, men ser hurtig væk. "Du er heller ikke dårlig selv." Hvisker hun. Jeg rejser mig op, og spørger lige ud: "vil du med hjem til mig?" Hun ser overrasket med trist på mig. "Hvorfor?" Spørger hun. Hvorfor lyder hun nu så trist. "Det er da bedre end at hænge herover." Siger jeg fjoget. Hun svarer ikke, men rejser sig, og går med mig. "Hvorfor er du så sød ved mig?" Spørger hun. Jeg trækker igen på skulderen. "Jeg vil vel gerne give dig en chance. Jeg vil gerne lærer dig bedre at kende. Og jeg dommer ikke ved udseendet." Siger jeg fjoget. Hun ser smilende på mig. "Meget morsomt," hvisker hun glad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...