Dukken og pigen

Denne lille historie handler om en dukke. Dukken bor hjemme hos en meget rig pige. Dukken hader det så hjemme hos pigen, og vil bare gerne væk så hurtig så muligt. Da dukken slipper fri, er det ikke helt som forventet.

2Likes
5Kommentarer
110Visninger

Author's note

Det her er et lille tings eventyr, som jeg har skrevet. Det er ikke det bedste, faktisk slet ikke. Men jeg vil bare gerne have noget feedback, så jeg i fremtiden kan skrive nogen endnu bedre historier.
AA

1. Dukken og pigen

Pigen kommer tilbage ind på værelset. Hendes lyserøde prinsesse værelse. Pigen elsker sit værelse. Det er magisk. Hun har meget legetøj, og hun bruger meget tid på sit værelse med det, når hun selvfølgelig har tid til det. Hun elsker alt sit legetøj, men hun elsker noget mere end andet. Hun elsker sin porcelænsdukke mest. Hun fik sin dukke af sin far.

  

Hun løber over til hendes store dukkehus, og åbner det. Hendes ynglings dukke ligger på en en seng, som er på størrelsen af pigens kat. Dukken er også samme størrelse. Pigen tager dukken op og krammer hende. Den lille skrøbelige dukke har en hvid knækort kjole på, et lyserødt forklæde, nogle lyserøde ballerinaer, og hendes lyse hår har en lyserød sløjfe bundet om noget hår. Dukken har blå øjne, men blinker kun når pigen ikke ser det. Pigen elsker dukken meget højt. Men det er ikke det samme fra dukkens side. Dukken hader pigen. Dukken kan ikke lide, at være alene i dukkehuset næsten hele tiden. Pigen leger kun med hende om aftenen. Pigen har alt for travlt med alt muligt andet, såsom ballet og ridning, og alt muligt andet legetøj. Dukken er bare træt af at være alene hele tiden. Dukken vil væk, men ved ikke hvordan. Pigens far kalder: “Skat, din moder er kommet hjem!” Pigen griner glad, og taber dukken ned på gulvet, og løber ud af værelset. Da dukken er sikker på, at pigen er væk, sætter hun sig op. Dukken ømmer sig. “Kan hun ikke for en gangs skyld lægge mig ind i sengen. Jeg vil nødig gå i stykker.” Tænker dukken vredt. Dukken rejser sig, og løber over til døren. Dukken bliver nødt til at flygte. Måske kan hun nå ned til pigens lillebror. Måske kan han lide dukker. Måske kan dukken nå hele vejen udenfor.

 

 

Døren står på klem, og dukker presser den åben med alle hendes kræfter. Dukken lister hen til trappegelænderet, og ser ned. Dukken har kun set huset en gang. Det var da dukken var helt ny, og pigen gav hende en rundvisning. Alting virker så meget større nu. Pigen bar jo dukken før, men nu skal dukken selv gå.

 

Dukken kan ikke se nogen på trapperne, så hun vælger, at gå hen mod det første trin. Dukken sætter sig på gulvet, og lader benene hænge ned af det første trin. Hun lader sig selv falde ned på det næste trin, og bider smerten i sig. Dukken skal holde sig selv i live, hun må ikke gå i stykker. Hun fortsætter på samme måde hele vejen ned af de gigantiske trapper. Hun er endelig fri. Eller hun skal ud af huset først. Men det bliver ikke noget problem. Nej, jo, det bliver et problem. Katten, hun skal forbi katten. Katten har aldrig kunnet lide dukken. Katten var altid lidt misundelig. Pigen kunne bedre lide dukken. Men dukken kunne altså ikke lide pigen. Hun smider altid med alt legetøj, ikke kun dukken. Pigen tror, at hun er den mest værdifulde i verden. Altså legetøj er altså også levende. Mennesker ved det bare ikke. Det er legetøjs job, at holde det hemmelig for mennesker. Det er bedst sådan.

 

Dukken begynder at gå hen imod hoveddøren. Selve huset er meget stort. Men når man når ned af trappen er døren lige foran. Det er måske nogle få meter, men for dukken er det en lang vej. Dukken sætter farten op. “Hvor er du på vej hen?” Spørger en. Dukken standser op,og ser til siden. Katten er lige kommet rundt om hjørnet. “Jeg skal ikke noget.” Siger dukken stille. Katten smiler smørret. “Du må ikke være her.” Hvæser den. Dukken trækker på skulderen. Katten kommer tættere på dukken. “Jeg beder dig! Sig, at du tager afsted?” Siger katten fjoget. Dukken sukker, og siger: “ja, jeg tager afsted.” Katten hopper glad op i luften. “Endelig!” Råber den glad op. Dukken hæver det ene øjenbryn. “Jeg kan hjælpe dig?” Siger katten henkastet. “Hvis du vil.” Siger dukken irriteret. Dukken hopper op på katten, og katten løber over imod køkkenet, også videre hen til bagdøren, og løber videre udenfor.

 

Katten løber hele vejen ned til landsbyen, og ind i en baggård. Katten sætter dukken på fliserne. Dukken ser sig undrende omkring. “Hvor er vi henne?” Spørger dukken. Katten snører fjoget. “Er det ikke lige meget?” Siger katten smørret. Dukken sender katten et irriteret blik. “Du vil bare gerne af med mig, er det ikke sandt?” Spørger dukken olmt. Katten slikker sin ene pote. “Det er sandt.” Griner katten. Dukken ruller med øjnene. “Hvad skal jeg dog gøre hernede?” Spørger dukken, og trækker på skulderen. “Det må du skam selv finde ud af.” Siger katten, og løber sin vej. Dukken råber efter katten, men den kommer ikke tilbage. Hvad skal dukken nu gøre? Dukken har aldrig været nede i byen. Dukken ser sig omkring. Den her baggård er lidt skummel. Der er ingen mennesker at se. Baggården er omringet af nogle meget ødelagte bygninger. Alle vinduerne i bygningerne er ødelagte, og der er kun vindueskarmene tilbage. Nogle af murstenene er røget ud af væggene, og ligger på jorden.

 

Dukken hører nogle råbende og skrig inde i en af bygningerne. Dukken vender sig om, og en lille låge bliver åbnet. To små børn kommer løbende ind i gården. Det er en pige og en dreng. De har begge to gråt tøj på, og er fuldstændig griset til. “Har de nogensinde overvejet at tage et bad.” Tænker dukken. Børnene ligner noget, som dukken aldrig har set før. Pigen dukken boede hos var altid ren. Alle børn burde være ligesom pigen, ikke? Er alle børn ikke som pigen? Er alle ikke lige så glade som pigen? Drengen hoster nogle gange, og sætter sig på hug. “Er du okay, Hans?” Spørger pigen. Drengen hoster igen. “Nej, Birgitte, jeg har det bare forfærdeligt. Jeg håber, at jeg bliver bedre. Ellers kan jeg jo ikke hjælpe mor.” Stønner Hans. Birgitte tørre en tåre væk. Dukken falder ned på ryggen, og lukker øjnene. Børnene må ikke se dukken. Børnene må ikke se dukken, som er levende.  “Arbejder børnene?” Tænker dukken.“Se, der er en dukke!” Råber pigen til drengen. Dukken hører højlydte skridt henimod dukken. Pigen tager fat om dukkens hår. Dukken bider smerten i sig. Drengen griner lidt. “Dukker er barnlige.” Råber Hans. Dukken åbner øjnene på klem. Pigen ryster på hovedet. “Nej!” Råber hun. Hans tager dukken fra Birgitte. Han holder dukken ved benet, og dukken hænger med hovedet ned af. Dukken smækker øjnene i. Også smider han dukken væk, og direkte ned i en vandpyt. Hun hører børnene skændes væk, også åbner dukken øjnene på klem, og tjekker at børnene er langt nok væk. Også åbner dukken øjnene helt. “Av!” Råber dukken. Børnene kigger sig undrende omkring, og dukken lukker øjnene med det samme. Børnene mumler lidt til hinanden, men går så hen til lågen igen. Dukken sætter sig sig op. Alt dukkens tøj er helt vådt, og hun mærker en ubegribelig smerte i benet og hovedet. Hun ser ned på sit knæ, og der er et stort hul. Hun skriger op. “Hvad er det?” Spørger hun sig selv. Dukken tager sin hånd ned til det, og stikker hånden ind. Hun rører bunden af hullet, og mærker en forfærdelig smerte bag knæet. Så tager dukken hurtig hånden ud igen. Er det et hul i hendes krop? Er det en skade? Hun tager hånden op til hovedet, og mærker det samme hul i panden. Dukken er jo lavet af porcelæn. Men har det så nemt ved at gå i stykker? Det håber dukken ikke.

 

Dukken rejser sig op, og humper ud af baggården. Det første hun ser, når hun kommer ind på en gade, er fødder. Mange fødder. Er det mennesker? Det er mennesker. Er der virkelig så mange mennesker? Nogle fødder er ved at træde over dukken. Og hun bliver nødt til at rykke sig hurtig. Dukken bliver nødt til at gå helt op af væggen, for ikke at blive trådt på. Tager de her mennesker slet ikke hensyn til andre? Eller retter sagt lægger de slet ikke mærke til dukken? Selvfølgelig lægger de ikke mærke til hende. Hun er et legetøj. Dukken er et stykke dumt legetøj. Ingen ved, at legetøj er levende. Legetøj skal ikke være på gaden. Legetøj skal være i et hus. Lege med børn. Gøre børn glade. Det er lige meget, hvordan dukken har det. Det vigtigste er, at dukken gøre børn glade. Dukken gjorde jo pigen glad, ikke sandt? Hvad laver dukken her? Dukken skal være hjemme hos pigen. Dukken gjorde pigen glad. Pigen bliver jo forfærdet, når hun ser at dukken er væk. Dukken havde det vel også lidt bedre hos pigen. Dukken må hjem igen! Hurtig! Men hvordan kommer dukken hjem?

 

Det er blevet aften. Mørkt. Meget mørkt. Hvad skal dukken gøre? Dukken begynder at gå alene rundt på gaden. Det begynder at regne, og hendes hår og kjole bliver helt gennemblødt. Dukken savner pigen. Dukken savner også huset. Dukken savner endda også katten. Den dumme kat. Hvordan kunne dukken savne den? Nå, men dukken savner i hvert fald pigen. En fugl lander foran dukken, og dukken standser brat op. “Hvad laver du her, søde?” Kvækker fuglen. En tåre triller ned af dukkens kind. “Jeg bliver nødt til at komme hjem.” Hvisker hun. Fuglen smiler sødt til dukken. “Hvor bor du henne, søde?” Kvækker den igen. “Det ved jeg ikke. Jeg flygtede.” Tuder dukken. Fuglen vender ryggen til dukken, og siger: “kom, du skal med mig hjem. I morgen skal jeg nok få dig hjem.” Dukken hopper op på ryggen af fuglen, også flyver fuglen afsted.

 

Næste dag hopper dukken op på fuglens ryg igen. De flyver og flyver over byen, men uden held. Dukken finder aldrig hjem. Hun begynder at græde igen. Til sidst flyver fuglen tilbage til reden. Dukken sætter sig alene på en gren, og ser ud på udsigten. En hestevogn køre ind på en gård. Og en pige og hendes far hopper ud. Dukken kender den pige. Det ER pigen. Dukken hopper op, og råber: “det er pigen!” Fuglen flyver glad over til dukken. “Er du sikker?” Spørger den. Dukken nikker. Hun hopper op på fuglens ryg, og fuglen flyver ned til døren. Døren er heldigvis ikke lukket endnu. Dukken takker fuglen, og går så indenfor. Dukken spurter så hurtig som hun kan op af trapperne, og videre ind på værelset. Døren står på klem. Og dukken skubber døren lidt op. Pigen sidder ved dukkehuset, sammen med en hel ny porcelæn dukke dukke. “Du er meget bedre end min gamle.” Siger pigen glad. Har pigen fået en ny dukke? Dukken sætter sig ned, helt fortabt. Hvad skal hun nu gøre? Hun flygtede, fordi hun ville væk. Og nu når hun kommer tilbage, har pigen fået en hel ny dukke. Dukken skulle bare have blevet hos pigen. Hvorfor skulle dukken også flygte?

 

Dukken går fortabt ned af trappen igen, og fortsætter ud af døren, og fortsætter ned i byen, og fortsætter hen til et bedre sted.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...