It's Acting - Harry Styles -PAUSE-

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 apr. 2018
  • Opdateret: 20 maj 2018
  • Status: Igang
//PAUSE//
Zuri Lodge er ikke typen, man nomalt ville placere i Hollywoods travle verden, men da skæben giver hende et skub i den retning, starter et kaotisk drama.

Den verdenskendte skuespiller Harry Styles er ikke tilfreds med hans nye, uerfarne on-screen flamme og ser helst Zuri ude af Hollywood, men hun er kommet for at blive, også hvis det betyder hun skal spille forelsket i en kæmpe nar.

(Har selv lavet coveret, så hvis du kan lide det, tjek min coverstore ud ;P)

27Likes
21Kommentarer
3790Visninger
AA

1. /The Audition/


 

Kapitel 1

"Er du nervøs, Zulle?" tror jeg min mor spørger. Det er svært at høre ordene gennem den brølende vind, der suser ind gennem en lille sprække, øverst i bilruden. 

"Mhh," mumler jeg højt tilbage og fjerner en lok af mit hår fra ansigtet. Mine øje løber febrilsk henover manuskriptet i mit skød, igen og igen, desperat efter at kunne det hele til perfektion. Og hver gang, hver evig eneste gang, jeg når til tredje linje i afsnit to, lige midt på siden, er der en replik som jeg bider fat i. 'Jeg er nok blond, men ikke dum Sebastian.'

Mit hjerte springer et slag over, mens jeg prøver at ignorere mit blæksorte hår i øjenkrogen. Min mor siger altid, at jeg burde sætte det op, så det ikke 'sluger mit kønne ansigt'.

Mine svedige håndflader drukner de bagerste sider af manuskriptet, men det er som limet fast i mit tag.

"Det skal nok gå," smiler min mor betryggende og giver mig et omsorgsfuldt blik, et kort sekund, inden hun retter fokusset mod motorvejen igen. Sætter pris på det mor, men hold venligst fokusset på vejen hele tiden.

 

"Så er det nu.." konstaterer min mor begejstret og lukker bildøren med et smæld, da hun træder ud. Jeg bliver siddende, tager en dyb indånding.

Hvorfor troede jeg det var en god idé, at tage til min første audition, til så stor en serie som 'Dear Estelle White'? Eller teknisk set, er det ikke min første audition, og i det utænkelige scenarie, ville det heller ikke være min første rolle. Men den kiksede M&Ms reklame er en mørk periode af mit liv, der skal glemmes hurtigst muligt.

Det giver et sæt i mig, da min mor banker hårdt på runden, med sin pegefingers kno, og utydeligt vrisser 'Nu!'

 

***

 

Min vej fra den fyldte parkeringsplads og ind i den intimiderende grå betonklods af en bygning, kan jeg ikke helt huske. Alt jeg ved er, at jeg nu sidder på en sort, ubehagelig plastikstol og bliver nedstirret af en flok smukke blondiner. Det virker som starten på en yderst upassende 'voksenfilm'.

Ja, lad os kalde det det.

"Jasmine Sanders" brummer det fra en ældre mand, der har stukket hovedet ud af døren, i den anden ende af lokalet. Han pruster højlydt, og sveden hagler af ham, eller er det mig selv? Der er i hvert fald sved nok på hans næseryg, til at skubbe de genbrugte, plastikbriller over kanten.

En pige ved min side tager sin taske over skulderen og snor sig elegant ind mellem de mange stole, der er kastet ud på gulvet, uden den mindste indsats. I samme sekund træder en ligeså blond og ligeså smuk pige ud derfra, med et selvsikkert smil på læben.

"Det er nok snart dig, Z. Hvordan har du det?" hviner min mor lavt og diskret, men mere begejstret end jeg før har hørt hende. Ærligt? Jeg føler, at jeg sveder så meget, at tis kommer med ud gennem armhulerne, og mellem ballerne, og at jeg har ladet mine lungers lunger ryge en pakke smøger inden jeg gik herind. Hvilket altså med andre ord betyder knap så skønt.

"Jeg er spændt," smiler jeg bare, og sparer hende for den længere version af sagen. 

 

 

 

Det er efterhånden begyndt at tynde godt ud i pigerne, og kun jeg og en lille håndfuld gyldne lokker sidder tilbage.

Endnu engang dukker mandens hovede op i døren og giver kun lige plads til, at den færdige pige kan klemme sig forbi ham for at komme ud.

"Inka Bulika," brummer han vrissent og tøvende, formodentlig over det udenlandske navn, der gør hans arbejde en tand svære. Han ser noget så misfornøjet ud, da ingen af os reagerer.

"Inka Bulika," lyder det igen, i akkurat samme, døde toneleje, dog med en smule rynken i panden denne gang.

"Jeg er her!" svarer en febrilsk stemme, i det døren vi kom ind af, bliver flået op. En rundforvirret, smuk pige vælter ind, med det pæneste, bølgende, brune hår. Manden stirrer hende dødt i øjnene og nikker bagud, i en knap så indbydende gestus som det måske kunne have været. Jeg udveksler et sagte smil med hende, inden hun forsvinder fra mit syn.

 

***

 

"Zuri Lodge" bliver der endelig kaldt, og jeg er fluks oppe af sædet og på vej mod min død. 

"Held og lykke," hvisker min mor hvæsende efter mig og tiltrækker sig opmærksomhed fra alle.

Det eneste, der fylder rummet er et langt bord med tre castere bag. Én kvinde, to mænd. 

"Værsgo Zuri" smiler kvinden og giver kort de andre castere et usikkert blik. De ligner nogen, der har haft en trekant uden succes, stive i betrækket og en smule akavede anlagt. Ikke at jeg kender til trekanter, matematik var aldrig mit stærke fag.

Jeg rømmer mig og retter manuskriptet ud med et hurtigt ryst. Så er det nu Zuri.

 

"Sebastian, hvad er det du ikke fatter!?" vrisser jeg arrigt og tilføjer nogle store armfagter.

"Estelle, du kan ikke nægte det, du kan ikke nægte os" lyder det fjernt og monotont fra den ene mand bag bordet. Jeg er lige ved at grine, men holder det inde og skjuler det med et dramatisk blik til siden.

"Jeg vil gøre mit bedste til den dag jeg dør," svarer jeg lavt med så meget foragt i stemmen, at jeg næsten skræmmer mig selv.

"Du ved.." begynder manden igen, men bliver afbrudt af kvinden med et viftende hånd. Allerede nu presser tårerne sig på, var det virkelig så slemt?

"Kald Harry ind," kommanderer hun hårdt. Hun får kastet en flok af undrende blikke efter sig, både fra de andre castere, men også fra kameramændene.

"Kald ham ind!" vrisser hun, og straks løber en yngre kvinde, jeg ikke havde lagt mærke til før, afsted og ud ad en bagdør. Det står nu klart, hvem der ligger øverst i det her hierarki. Få sekunder efter kommer hun igen, med en fyr på min alder bag sig.

"Zuri det her er Harry, han er vores Sebastian, jeg vil gerne, at du prøver at læse med ham i stedet," mumler hun og studerer os nøje, som vi står side om side. Han lugter af en dyr parfume, der lugter af en billig parfume. Hvis det giver mening?

"Men Abby, hun er jo ikke blond?" klager Harry forarget og kører selvsikkert en hånd gennem det brune, svagt krøllede hår, der ligger fladt på hans hoved.

"Nej, men gør nu bare som jeg siger, okay?"

Harry fnyser og ruller tydeligt med øjnene, inden han vender sig mod mig, med et nedladende smil på læben. Hold kæft, hvor er jeg dog glad for, at vi skal læse et af de få stykker, hvor det er min rolle og ikke hans, der tager styringen. 

Fuck ham.

"Og, værsgo!" Svarer kvinden (som vist hedder Abby) spændt og hviler sin kuglepind på et papir foran sig, klar til at skrible ned.

Og med et klik slår Harrys træk fra frastødende og modvillig, til dybt forelsket og en smule såret.

Jeg ryster chokeret forvirringen af mig og putter et surt ansigt på, hvilket ikke er så svært igen, da han faktisk irriterer mig ret så meget. Han kan sku da ikke vide om jeg er god eller ej, bare fordi jeg ikke er blond. 

"Sebastian, hvad er det du ikke fatter!" hvæser jeg op i hovedet af ham og nyder hvert et sekund af det.

"Estelle, du kan ikke nægte det, du kan ikke nægte os," halvt hvisker han og tager forsigtigt fat om mine fingrespidser. Hans hænder er iskolde.

Jeg træder et halvt skridt nærmere, så vi ikke er mere end 10 cm fra hinanden, og kigger ham dybt i øjnene, inden jeg svarer.

"Jeg vil gøre mit bedste til den dag jeg dør," knurrer jeg koldt og river min hånd fri fra hans greb, inden jeg vender ham ryggen og tramper mod den anden ende af lokalet.

"Du ved, at det aldrig er slut med os to!" sukker han og sætter efter mig. Jeg venter på, at casterne siger cut, eller noget i den stil, men ikke et kvæk kommer fra deres bord bag os.

Fuck.

Med en lydløs, men dyb indånding, vender jeg mig atter mod Harry og folder fingrende om nakken på ham. Langsomt, måske lidt for langsomt, læner jeg mig mod ham, og ham mod jeg. Hvert et øjeblik nu, måtte de gerne stoppe os. De skal bare sige til...

Intet.

Med væmmelse helt ned i tæerne lukker jeg øjnene og lader min læber ramme hans, kort og blidt, inden jeg trækker mig tilbage igen. De er ligeså ru som sandpapir.

"Og.. tak!" stopper Abby os endelig og klapper begejstret i hænderne. Jeg kan mærke farven stige til mine kinder og kan ikke lade vær med at smile.

"Så god var hun nu heller ikke," mumler Harry under en vejrtrækning, så kun jeg hører det, og tramper tilbage foran casterbordet. Jeg følger modvilligt efter.

Et øjebliks akavet stilhed hænger sig i luften.

"Tillykke Zuri, eller skulle jeg sige Estelle?" griner Abby og sender mig et stort smil. Hver en muskel i min krop spænder sig kampklart, da chokket rammer mig. 

"Hvad?" lyder det i kor fra Harry og jeg...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...