Hende og ham

I film og bøger når hovedpersonen bliver forelsket og så finder ud af, at den store kærlighed i virkeligheden er homoseksuel - i det øjeblik stopper forelskelsen. Men hvad nu hvis den blev ved?

Deltager i: Skriv en historie med "alternative gender characters".

1Likes
0Kommentarer
133Visninger

2. Ham

Klaras hus er igen et remix af stramme jeans, tætte kjoler og løse tanktoppe. Jeg læner baghovedet op ad hoveddøren. I et forsøg på at flygte fra lyse og flirtende stemmer er jeg flygtet ud i entreen.

Det giver et sæt i mig, da det ringer på, og min drink, en fancy blanding af tomat, alkohol og mynte (som desuden smager forfærdeligt), skvulper over. Mine fingre bliver våde, og jeg fumler med at få døren op.

Da det endelig lykkes står jeg ansigt til ansigt med to af pigerne fra klassen. Den ene af dem er Harley, der smiler frækt og smyger sig forbi i en skinnende sølvkjole.

Hun står lidt foran mig og tripper, mens hun hektisk tygger på et tyggegummi. Det er køligt, ikke koldt, men stadig køligt, og hun trækker ned i den røde skovmandsskjortes ærmer.

Til sidst sender hun mig et tomt blik og skubber sig forbi mig. Nogen har vist en dårlig dag.

Jeg ruller med skuldrene og sluger resten af min drink. Så sætter jeg kurs mod toilettet for at vaske mine klistrede hænder.

 

Døren er lukket, men ingen svarer, da jeg banker på. Jeg trækker ned i håndtaget, åbner døren og hører straks lyden af rindende vand.

”Undskyld,” siger jeg, ”Jeg troede, her var frit.”

William fra parallelklassen griber fat i et håndklæde.

”No problem. Er også næsten færdig.”
Jeg tror, ”næsten færdig” betyder, at han er på vej ud af døren, så jeg træder ind. Døren lukker bag mig.

Jeg står i vejen, så han ikke kan komme ud. Men rummet er for smalt til, jeg kan rykke mig.

William ser op, og vi får øjenkontakt.

”Rygtet siger, du er bøsse, det ved du godt, ikke?”

Jeg stivner. Hvordan kan han vide det? Jeg har ikke sagt det til nogen. Bare fordi det er sandheden, giver det ikke verden lov til at vide det. Og hvorfor siger han det?

”Hey, jeg skulle bare være sikker,” siger William så, og lægger håndklædet fra sig.

”Det har aldrig været nemt for os, vel?”

”Os?” afbryder jeg.

”Ja, det er jo ikke noget, jeg råber op om,” svarer William, ”ikke at jeg er flov eller noget, men det er da lidt... Det bliver altid lidt akavet, når folk ved det. Ikke?”

Jeg nikker stumt.

Han træder frem.

Jeg forsøger at stykke en sætning sammen, men de lyder, der forlader min mund er vist ikke ord.

William går et skridt tættere på. Afstanden mellem os er ikke særlig stor længere. Stemningen er ikke akavet, men den er stadig trykket. Eller måske er det alkoholen? Det føles, som om mit hoved er fyldt med vodka. Hvis det da var vodka, der var i min drink? Det kan jeg ikke huske. Eller også ved jeg det ikke.

William står så tæt på, så jeg ikke kan bevæge mine hænder uden at ramme ham.

Er det nu, vi kysser?

Eller begynder han at grine, mens han hiver sit skjulte kamera frem?

Hans læber besvarer spørgsmålet uden ord.

 

Døren svinger op og rammer væggen med et brag. Jeg giver slip på Williams trøje og springer væk. Vi vender begge blikket mod døren.

Dér står hun. I sin røde skovmandsskjorte. En af de få piger, de aldrig klæbede sig op ad mig med flirtende kommentarer og sexede blink. Hun virkede aldrig forelsket i mig. 

Men her står hun, med vidtåbne øjne og stirrer chokeret. Hun ligner en, der er i smerte, og jeg bliver i tvivl. For hun opfører sig altid så genert omkring mig. Ligesom min søster gjorde i de første uger omkring hendes første kæreste.

Hun løfter hånden op foran munden og hendes skuldre bevæger sig hurtigt op og ned i takt med hendes vejrtrækning.

Hun blinker et par gange og våde striber begynder at bevæge sig ned ad kinderne.

Mundens former et par uforståelige ord, før hun bakker og lader døren lukke bag sig.

Jeg kigger på William, og vi skynder os efter hende på samme tid. Selvom stuen er fuld af pigernes lårkorte kjoler og drengenes lærredsbukser, får vi kæmpet os igennem.

Endelig når vi udenfor og et boost af frisk, kold luft rammer mig. I et øjeblik glemmer jeg vores jagt, men så ser jeg en skikkelse i sorte bukser, militærstøvler og rød skjorte længere nede af vejen. Hun løber og drejer om hjørnet for enden af vejen, jeg sætter efter hende med William lige i hælene.

Endelig runder vi hjørnet.

 

 

Men hun er væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...