blidt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2018
  • Opdateret: 15 apr. 2018
  • Status: Færdig
Blidt handler om det, at føle sig forkert, når man ikke kan fortælle andre, hvad man egentlig føler, fordi ens køn står i vejen.




Novellen deltager i konkurrencen Alternative gender characters under kategorien: Skriv en historie med "alternative gender characters".

2Likes
5Kommentarer
123Visninger

1. blidt

Kære E,

Jeg skulle have sagt det til dig i lørdags, men tidspunktet virkede ikke rigtigt. Du skulle jo nå dit tog.

      Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal formulere det, så du forstår, at da jeg tog din hånd til festen, var det ikke, fordi du var for fuld til at holde balancen eller at jeg var for fuld til at glemme grænserne.

 

Kære E,

Jeg forsøgte virkelig at få det sagt, men vi var aldrig alene. I hvert fald ikke før, du spurgte, om du måtte crashe hos mig, og jeg skubbede dig væk.

      Jeg blev varm i hele kroppen. Det summede, som om, at det først var dér, at alkoholen ramte.

 

Kære E,

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.

      Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, når du er i nærheden, og det er endnu værre, når du ikke er her.

      Men jeg bliver nødt til at fortælle dig det alligevel. Jeg ved godt, at jeg egentlig ikke må føle sådan her, og det er fandme svært at forklare især til dig, for du er så meget mere og andet.

      Du er tankerne, der rumsterer rundt i mit hoved, når alting står stille. Du slipper mig aldrig lige meget, hvor hurtigt jeg end løber væk fra dig. Du indhenter mig og bringer mig tilbage. Du ser mig for den, jeg virkelig er, og gør mig magtesløs over for dig. Du slår mig i stykker og samler mig igen. Du er grunden til, at jeg falder i søvn med et smil på læben og vågner op med en tåre løbende ned ad min kind. Du er grunden til, at jeg stadig er her.

      Alt sammen uden, at du selv ved det.

      Jeg ville give hvad som helst for at være tæt nok på dig til at kunne røre dig uden, at det var mærkeligt og forkert.

 

Kære E,

Måske ved du det allerede?


 

Breve, altid breve og ord, som jeg var for fej til at sige lige ud. Mine tænder hvinede imod hinanden. Jeg rev brevet itu. Vreden og skammen bølgede rundt indeni mig og blev til en giftig cocktail.

      Jeg kunne for fanden ikke bare sende ham et brev!

      På et tidspunkt ville jeg blive nødt til at mande mig op, lægge kortene på bordet og fortælle ham, hvad jeg følte.

      Det tidspunkt måtte godt vente med at komme. Til efter eksamenerne og sommerferien, hvor jeg kunne få ham for mig selv. Til når ingen andre så på. Jeg samlede det øverste hjørne af brevet op og læste det højt for mig selv endnu en gang: “Kære E…”

      “Kære E hvad?”

      Jeg lettede fra kontorstolen og drejede hovedet skarpt hen mod det åbne vindue, hvor stemmen kom fra. E var på vej op i vindueskarmen ved siden af mors potteplante.

      "Shit mand! Du kan sgu da ikke bare dukke op i mit vindue. Du var lige ved at give mig et hjertestop." Min stemme rystede, og mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig.

      Al varmen i min krop var steget op i mit ansigt og farvede det blændende rødt, så jeg selv kunne ane det. Imens E var beskæftiget med at komme det sidste stykke ind af vinduet med en overdækket margretheskål i den ene hånd, lagde jeg diskret Illustreret Videnskab hen over resterne af brevet.

      “Så er det godt, at jeg kan førstehjælp,” svarede E og blinkede til mig.

      Alene tanken om E's hænder mod mit bryst gjorde mig svimmel, og jeg blev nødt til at trække vejret dybt flere gange, for at bremse den hamrende dunken i min krop.

      “Er du okay?” E lød pludselig alvorlig. “Du dør ikke for alvor, vel? Jeg ved sgu ikke, om jeg kan huske, hvordan man gør. Altså ikke ud over Stayin’ Alive.”

      “Nej nej, jeg er okay,” jeg kunne mærke farven i mine kinder vende tilbage til normal. “Men hvad sker der for margretheskålen?”

      E’s ansigt lyste op i et bredt smil, men det forsvandt lige så hurtigt, som det var kommet, og blev i stedet erstattet af et skævt, lusket et.

      “Det ved man aldrig.”

      E trak på skuldrene og forlod mit værelse. Han brugte døren denne gang. Jeg havde ikke andet valg, end at følge efter ham.


 

      “Hvad er dét?” Jeg så skeptisk ned i skålen, der var placeret på køkkenbordet mellem os.

      “Magi,” grinede E og så udfordrende på mig.

      Den hvide væske lignede lidt mælk, men den var tykkere og mindre gennemsigtig.

      “Er du bange eller hvad? Stoler du ikke på mig?” E tog sig teatralsk til hjertet og forsøgte at se såret ud.

      Så flækkede han af grin.

      Jeg smøgede hurtigt mine ærmer op. E's latter forstummede af spænding, og jeg kunne mærke hans blik hvile tungt på mig. Alt, han så lige nu, var mig. Hver eneste bevægelse. Hvert eneste åndedrag. Jeg kastede et sidste blik over på ham, inden jeg stak min ene pegefinger ned i skålen.

      Min fingerspids nåede væsken og forsøgte at bryde overfladen, der var blød som gummi og gav sig. Jeg stoppede bevægelsen med en undren. Den gummiagtige substans blev flydende igen og omsluttede min fingerspids. Efter et kort øjeblik fortsatte min finger rejsen ned i det ukendte, men denne gang gjorde væsken bestemt modstand. Jo hårdere jeg pressede, desto hårdere blev den. Mine negle begyndte at skrabe imod noget, selvom mine fingre stadig var langt fra skålens bund.

      Den hvide masse lugtede syrligt som kartofler, nu hvor jeg tænkte over det. Den begyndte at slå små revner, der hurtigt voksede til sprækker, selvom mine fingre ikke bevægede sig meget længere ned.

      “Du skal gøre det mere blidt. Se her,” E stak langsomt sin hånd ned ved siden af min.

      I stedet for at blive bremset, sank hans hånd stille og roligt ned, så alt under håndleddet snart var forsvundet.

      Jeg fulgte hans eksempel og satte tempoet ned. Det gik op for mig, hvor tæt vi stod på hinanden. Jeg kunne mærke hans ånde mod min kind. Det satte gang i den dunkende fornemmelse igen.

      Jeg prøvede ikke lige så ihærdigt, og nu kunne jeg bedre bevæge min hånd. Den levede sit eget liv og søgte hans. Imod al forventning, lod han mine fingre glide ind mellem sine.

      Væsken bandt os sammen som lim. Hvis én af os forsøgte at trække sin hånd til sig, ville væsken stivne og stoppe den. Heldigvis var det mere behageligt at stå der med hånden dybt nede i en skål sammen med E, end jeg havde forestillet mig.

      Måske havde han alligevel ret. Det var nærmest magisk. Jeg så op på hans ansigt. Han smilede stadig og vrikkede med fingrene i skålen.

      Hans øjenvipper var vanvittigt lange. De blev indrammet af de høje kindben og de mørke øjenbryn, der så alt for alvorlige ud til ham.

      En brusen brød stilheden i mine ører. Jeg begyndte at blive svedig i håndfladerne, men forhåbentlig lagde han ikke mærke til det. Jeg ville i hvert fald ikke have, at han gav slip.

      Hans næseryg var slank og helt lige. Det havde jeg aldrig bemærket før. Den pegede diskret ned mod han læber, der så bløde ud. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan de mon ville føles mod mine.

      De grønne øjne fangede mit blik. En øjenvippe havde taget flugten og var landet på hans kind. Jeg rakte ud for at stryge den væk, men da jeg rørte hans hud, løb mine fingre ned langs hans kæbe og om i nakken på ham. Jeg trak blidt, men det var nok til, at han gav efter. Jeg flyttede hovedet helt tæt på hans, og han mødte mig på halvvejen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...