The First Kiss

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2018
  • Opdateret: 13 apr. 2018
  • Status: Færdig
En short story, om at være alene.

“Maybe I was destined to forever fall in love with people I couldn’t have. Maybe there’s a whole assortment of impossible people waiting for me to find them. Waiting to make me feel the same impossibility over and over again.”

0Likes
0Kommentarer
79Visninger

1. A short story

Jeg ligger i min seng. Klokken er 02 om natten og jeg kan bare ikke sove. Jeg har så mange tanker i mit hoved, at selv mit hoved ikke kan følge med. Jeg tænker tit over, som der nogensinde vil komme en dreng, som kan li mig. Jeg tvivler. Det er først her forleden til en fest at der var nogen drenge som gav mig opmærksomhed, men samtidig føler jeg at der havde været en bagtanke med det. Der er mange mennesker som ikke kan li' mig, og der er også mange som vil elske at gøre mig til grin. Tænk hvis der var én som havde fået dem til at flirte med mig og min veninde? Men vil nogen gå så langt? Det ved jeg ikke, og det var jo en fest med alkohol, og drengene virkede bestemt ikke ædru. Alligevel kan jeg ikke slippe tanken om der var en eller anden fucked up person som havde sat det hele op, for derefter grine af mig bag min ryg. Er det virkelig så forkert at jeg drømmer om en fyr, som ikke vil holde sig tilbage for at tage mig som livet og trække vores kroppe helt tæt sammen og kysse mig – ikke et tantekys, men et rigtigt kys. Om en fyr som ville få mig til at føle mig sexet, eller i det mindste bare smuk. Er det så forkert at ønske sig sit første kys? Er det overhovedet normalt at man i en alder af 17 år ikke har kysset en fyr eller haft en kæreste? Jeg føler mig uanset hvad ret unormal, men hvem gør ikke det. Mange af mine veninder har allerede kæreste på, og jeg hader når de snakker om hvor forelsket de er i deres kæreste, fordi jeg ikke har én. Okay måske hader jeg det ikke ligefrem, men det er ret nederen. Jeg føler mig altid som en mega stor taber. Jeg vil ønske at jeg havde en fyr i mit liv, som kunne holde om mig, støtte mig i de gode og dårlige perioder, fortælle mig at jeg er god nok som jeg er, hvor smuk han syntes jeg er og at han elsker mig. Hele mit liv har jeg følt at jeg ikke var god nok og at jeg var grim, fed og klam at se på. Jeg var altid kun set fejlene ved mig selv, alt det dårlige. Jeg ved godt at jeg selv skal søger for at elske mig selv, og at det er ikke andres job, men engang imellem ville det være rart med én som kunne fortælle mig det. Jeg har forelsket mig et par gange igennem mit liv, men kun 2 gange hvor de fyldte min tankegang on-stop. Jeg har aldrig tuer fortælle det til fyren, da jeg har frygtet den afvisning som jeg viste jeg ville få. For hvem skulle forelske sig i mig. 

 

Nogle gange drømmer jeg at jeg er en anden. En anden pige som er tyndere og smukkere end mig. Jeg drømmer sågar om at have en kæreste. Men desværre ved jeg at det aldrig nogensinde kommer til at ske. Jeg vil for altid være et misfoster som ender op som en alene gammel skræmmende dame med 80 katte eller sådan noget. 

“Maybe I was destined to forever fall in love with people I couldn’t have. Maybe there’s a whole assortment of impossible people waiting for me to find them. Waiting to make me feel the same impossibility over and over again.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...