Mana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2018
  • Opdateret: 13 apr. 2018
  • Status: Igang
Den "perfekte" version af mig. Ham der kunne komme hjem med topkarakterer i alt. Ham der kunne gøre hvad kan ville uden konsekvenser. Jeg hader min bror.

1Likes
4Kommentarer
128Visninger
AA

2. Kapitel 2 - Lily May

Kapitel 2 – Lily May

En hvisken begyndte stille at mumle utydelige ord. Jeg prøvede desperat at vende mit hoved i retning af lyden, men jeg kunne stadig ikke bevæge mig. Stemmen blev højere og højere. Jeg kunne nu begynde at genkende ord. ”Ved du hvad der foregår?”. Jeg forsøgte at svare. Men der kom ikke en lyd over mine læber. ”Nej? Haha… Som forventet…” En smerte der mere eller mindre kunne beskrives som at blive skudt i ryggen med en pil, skød op i mig. Jeg kunne mærke en energi begynde at brede sig i min krop. Jeg kunne bevæge mig svagt igen. ”Hv…ad foregår der?” Spurgte jeg. Jeg var bange. Meget bange. Jeg anende ikke hvor jeg var. Jeg anende ikke hvordan jeg var endt her og dette var uden tvivl ikke en drøm. ”Haha… Du har modtaget en gave… En gave som ikke tilhøre dig… Desværre kan ikke tage den fra dig, nu hvor du kender til den… Derfor blev jeg nødt til at hente dig her ned…” Stemmen var sprød og behagelig, men der var ingen tvivl om at den gemte på nogle meget dystre undertoner. ”Hvad snakker du om?” Spurgte jeg i så højt et tonefald som muligt, for at styrke mit mod. ”Du ved godt hvad snakker om” svarede stemmen, i et nu mere eller mindre irriteret tonefald. ”Du kan manipulere tiden, ikke sandt? Er det ikke en smule mærkeligt, eller tænkte du bare at du var den ”Udvalgte” eller sådan noget?” Jeg havde faktisk op til nu tænkt lidt at jeg måtte havde været udvalgt eller noget lignende, hvilket gjorde at denne sætning forvoldte mere smerte end den burde. ”Du fik din gave ved en fejl. Det var meningen at den skulle være givet til din bror” Disse ord gav genlyd gennem mit hoved som befandt jeg mig i en stor grotte. ”Min bror?” Min bror Cris Evergreen. Den ”Perfekte” version af mig. Ham der kunne komme hjem med topkarakterer i alle fag. Ham der kunne gøre lige hvad han ville, uden konsekvenser. Ham der var skyld i at mine forældre gik fra hinanden. Min mor fik min bror, og min far fik mig. Ikke at han var glad for det. Jeg hader min bror og nu for jeg at vide at han også burde have kræften til at stoppe tiden?! ”Hvorfor ville du give min ”perfekte” bror denne kræft?” Mit raseri var nu blevet meget svært at undertrykke. ”Han har mana.” ”Hvad er mana?” ”Mana er en energi, der driver universet. Den ikke ses, høres, smages eller røres. Mennesker har normalt ikke mana, men din bror har. Med din kræft og hans mana, kunne han udrette ufattelige ting – Han kunne endda blive den nye gud over tid og rum” Jeg bed mig selv i læben af ren og skær arrigskab. Min bror, en gud? Bare tanken gav mig kvalme. Jeg havde ikke lyst til at høre mere. ”Hvad var det overhovedet du ville mig?” spurgte jeg, med en stemme, der tydeligt var ved at koge over af raseri. ”Du kendte ikke til mana – Nu gør du – Min opgave er udført, men lad mig give dig et råd – Tiden hænger sammen med rummet. Du kan ikke ændre det ene uden at påvirke det andet” Hvad betyder det dog? Jeg fik ikke meget tid til at tænke over det da det hele pludselig blev lyst op.

 

”Matt…MATT!!” Jeg åbnede øjnene og kiggede op på pigen over mig. Hun kiggede ned på mig, med et udtryk af bekymring i øjnene. ”Hvem er du?” spurgte jeg mens jeg langsomt fik rejst mig op fra den kolde asfalt. ”Mit navn er Lily. Lily May.” Hun var ikke ret høj, max 1.63 meter, med grønne skinnede øjne og langt brunt hår. I modsætning til mig, som var 1,74 meter høj, havde blå øjne og almindeligt kort lyst hår, var hun en ren skønhed at se på. ”Er du okay, Matt?” Jeg tøvede med at svare. Alt hvad jeg lige havde gennemgået, kørte stadig rundt i hovedet på mig. ”ja… ja, jeg har det fint” mumlede jeg, men så slog det mig. Jeg vendte blikket direkte mod hende, med en lidt for hurtig bevægelse. ”Hvor kender du mit navn fra?” Lily, der tydeligvis var blevet forskrækket af min pludselige bevægelse, åndede lettet ud. ”Du er rimelig kendt i din klasse at du ved det” Hørte jeg rigtigt? Nej jeg må have slået hovedet hårdere end jeg forventede. ”De snakker om at du har supergode reflekser” tilføjede hun, da hun så mit noget forbavsede ansigtsudtryk. Så det var det, det drejede sig om. Nøglen jeg fangede måtte have set ufatteligt ud fra de andres perspektiv. ”Nåå, det… Tjaa… Det kan man vel godt sige at jeg har” Jeg kunne på ingen måde fortælle hende om at jeg kunne manipulere tiden, og på den anden side, hvem ville tro mig hvis jeg sagde det højt? ”Hvad laver du egentlig på skolen?” Jeg drejede hovedet mod hende ”Hvad mener du?” ”Klokken er 17:04, skoledagen sluttede for en time siden” Jeg sank en klump, hvad ville far ikke sige når jeg kommer for sent hjem igen i dag? ”Jeg… øh… Faldt i søvn” Jeg kunne allerede føle hvordan hendes øjne stirrede mistænksomt på mig, men jeg havde ikke lyst til at kigge på hende for at finde ud af om jeg havde ret. ”Jeg må hjemad” sagde jeg hurtigt og begyndte gå mod skolens port. ”Vent.” hendes stemme var ikke længere flink og venlig, den var nu fast og kommanderende. Jeg frøs midt i et skridt. Det her lyder ikke godt, hvad kan jeg have gjort forkert. ”Jeg tager med dig hjem” ”A hvad gør du?!” Jeg vendte mig direkte mod hende i håb om at det bare var en joke eller at det i virkeligheden var den 1. april. ”Mine forældre vil blive sure på mig hvis jeg kommer hjem så sent uden nogen god grund – Så kan jeg ikke tage med dig hjem?” Hendes stemme var nu normal igen. Hvad så med mig? Min far bliver også sur. Jeg sukkede dybt. ”Jo, så kom med” Jeg gik videre ned mod cyklerne, med Lily i hælende. Der var noget sært ved hende. Noget virkede ikke helt rigtigt, hvis bare jeg vidste hvad det var.

 

Cykelturen var ikke særlig lang, men efter alt hvad der var sket, havde jeg ikke meget energi tilbage at gøre godt med. Jeg satte cykel i skuret og gik indenfor i opgangen. ”Bor du i lejlighed?” Spurgte Lily fra etagen nedenunder. ”Ja, jeg bor alene med min far” Hun stiller mange spørgsmål, tænkte jeg for mig selv, mens jeg tog de sidste 4 trin op til hoveddøren. Jeg trak i dørhåndtaget… åbent. Så far var kommet tilbage. Jeg åndede lettet ud og gik indenfor. ”Du er sent på den” Jeg kunne høre min fars mindre irriteret stemme inde fra stuen. Skønt den ikke var venlig, var det rart at vide at han var okay. ”Jeg var lidt lang tid om at komme hjem fordi at jeg snakkede med en veninde” svarede jeg. ”Veninde – har du venner?” Hans tonefald var mildere end før, men det var stadig ikke let at finde ud af om han lavede sjov eller var seriøs. ”Jeg har faktisk taget hende med hjem” Der lød en støj indefra stuen af og på få sekunder var han ude i gangen. ”Hvad siger du?” Jeg skulle måske have spurgt ham om det var okay først, men jeg havde lidt håbet at han var ligeglad. Lily trådte ud fra sit skjul bag min ryg. ”Hej, jeg hedder Lily May, Jeg går i Matts parallelklasse” Min far kiggede på Lily. ”Jamen dog, og jeg som troede at det var for sjov, så bliver vi 4 der spiser med i aften” 4? Hvem var den sidste. ”Far, er mor på besøg?” ”Nej, din bror bliver og spiser i aften” Mit hjerte slog et slag over. Jeg knyttede næverne og vendte min far ryggen. ”Er han har nu?” spurgte jeg med tænderne bidt hårdt sammen. ”Ja, han sidder inde i stuen” Kunne denne dag gå mere galt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...