Mana

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2018
  • Opdateret: 13 apr. 2018
  • Status: Igang
Den "perfekte" version af mig. Ham der kunne komme hjem med topkarakterer i alt. Ham der kunne gøre hvad kan ville uden konsekvenser. Jeg hader min bror.

1Likes
4Kommentarer
126Visninger
AA

1. Kapitel 1 - Noget unormalt

Mana

 

Kapitel 1 – Noget unormalt

”Prøv lige at se på ham der.”

”Gud, hvor er han grim at se på.”

”Fuck han ligner en idiot.”

”Sikke en taber.”

Som sædvanlig var der ikke nogen der gad at holde deres meninger for sig selv, men efter 3 år, var det ikke længere noget jeg gad at hidse mig op over. Men, men, men – Lad os nu starte fra begyndelsen.

St. Melodias Universal. Der hvor jeg nu er blevet optaget, eller rettere sagt tvunget ind på. Det er vel her min historie starter. Mit navn er Matt Evergreen, og jeg er nu førsteårs elev på St. Melodias Universal, en skole der tilbyder at tage elever på sig der ikke rigtig passer ind andre steder. Passer jeg den beskrivelse? Det gør jeg nok desværre. Jeg er ikke ligesom alle de andre, men jeg ved ikke helt hvad der skiller mig ud. Ellers er jeg 17 år gammel, og bor sammen med min far i udkanten af en lille by, placeret lidt væk fra alting. Så, ja, det er vel mig. I dag er dagen hvor jeg blev forflyttet til St. Melodias Universal, og ja lad mig sige det ligeud – Jeg passer ikke ind… igen… ”Se, det er ham den nye, Kæft hvor ser han dum ud – han kan umuligt være særlig klog i hovedet”. Jeg sukkede voldsomt og samlede mine ting op fra bænken, der var placeret fint i hjørnet af skolens asfaltbelagte gårdsplads. Jeg tjekkede mit ur om håndleddet. ”Det ringer ind om 2 minutter alligevel.” Jeg gik langsomt hen mod de hvide, nymalede dobbeltdøre der førte ind til opgangen i den 5 etager høje bygning, der blev kaldt en skole.

 

Mit klasselokale lå på 3. sal, og der var kun trapper, trapper og atter trapper. Da jeg langt om længe nåede frem til lokalet, sad alle der allerede, skønt der stadig var 8 sekunder tilbage til klokken ringede. Jeg tog plads så langt væk fra alle som overhovedet muligt, hvilket i dette tilfælde var i hjørnet. Klokkerne kunne nu høres og under 2 sekunder senere stod læren allerede klar til at undervise. ”Hvad sker der lige for perfektionismen her?” mumlede jeg til mig selv, så lavt jeg nu kunne, dog viste det sig at vores lærer havde en høresans mindst 10000 gange bedre en selv den bedste kats, og uden så meget som et ord kom der en nøgle flyvende mod mig. Jeg nåede lige at fange den med mine øjne og idet jeg så den, kunne jeg pludselig mærke en sær sælsom følelse, der kom helt nede fra fødderne af. Tiden syntes at gå i stå. Nøglen sad næsten fast i luften, men bevægede sig dog stadig, bare meget langsomt, hen mod mit hoved. Nu kunne jeg undgå den uden det mindste besvær, jeg tog fat i nøglen. Alt stod stadig næsten stille. ”Hvad sker der? HVAD SKER DER HER????!!”. Min forvirring tog nu fuldstændig kontrol over mig. Panik. Panik. Panik. Alt begyndte at bevæge sig igen. Hurtigere og hurtigere, indtil… Alt var normalt igen. Alle kiggede nu på mig. Ingen sagde noget. Jeg kiggede på nøglen i min hånd. Det havde ikke været en drøm… Jeg kiggede op på læreren, der stod og kiggede på mig med rasende øjne. Jeg skyndte mig at løbe over til hende med nøglen. ”Undskyld…” Sagde jeg, skønt jeg ikke helt var sikker på hvad jeg undskyldte for. Jeg gik tilbage til min plads. ”Opmærksomhed HER!” råbte læreren der nu så ud til at være blevet lidt træt af at alles opmærksomhed var rettet over mod mig. Alle vendte øjeblikkeligt deres opmærksomhed mod læreren, og så begyndte matematiktimen.

 

 Da timen langt om længe var overstået, gik jeg tilbage til den bænk jeg kom fra. Den var kold. Jeg kiggede ud over alle de andre elever i skolegården. De så triste ud, nej, mere ligeglade ud, som om de ikke rigtig vidste hvad for et ansigt de skulle vise frem. Mine øjne blev pludseligt tunge. ”Træthed?”, ”Udmattelse?”, ”Nej, det kan ikke væ…re…” Der gik et sæt igennem mig, og jeg satte mig op så hurtigt mine muskler nu ville tillade mig, jeg kiggede rundt, der var ingen at se, ingen at høre. Solen var på vej ned. Jeg kiggede hurtigt på mit ur, ”19:34!!!!”,”Klokken var 19:34?!?!?!”, ”hvad skete der???”. jeg var forvirret og sad bare et par minutter og overvejede hvad der kunne være sket. ”Slået ned? Nej, Forgiftet? På en skole?????? Nej, det er ikke muligt – men hvad så?”. Jeg gennemgik de sidste minutter, før jeg besvimede, men der var intet usædvanligt. Jeg samlede mine ting og begyndte at vende snuden hjemad, idet min mobil ringede. ”Du taler med Matt, hvem er det?” En rasende stemme i den anden ende af røret råbte så højt at jeg var nødt til at skrue ned for lydstyrken på mobilen for ikke at blive døv. ”HVOR ER DU?! OG HVAD LAVER DU?!” Det var selvfølgelig min far. ”jeg er på vej, hjem og jeg faldt i søvn på en bænk tror jeg…”, ”FALDT I SØVN PÅ EN BÆNK?!, TROR DU AT JEG HOPPER PÅ DEN, KOM HJEM I EN FART OG FORTÆL MIG SANDHEDEN.” Der lød et klik og en ubehagelig ringen kunne nu tydelig høres i mit højre øre. Jeg sukkede dybt. ”At falde i søvn på en bænk er ret langt ude…”. Med udsigten til at få skæld ud, gik jeg med tunge skridt hjem.

 

Som forventet var det ingen fest at komme hjem. Min far startede med at råbe og skrige, derefter blev jeg sendt i seng. Hans vrede var vel forståelig. Han betaler dyre domme for at jeg kan gå i skole, og så falder jeg i søvn på en bænk, hvilket i hans hoved er pjækkeri, og kommer derved ikke til mere end ét modul. Jeg kiggede op i loftet og tænkte tilbage på matematiktimen. Hvad var det egentlig der skete der? ”Hvad nu hvis…” Jeg listede ud af mit værelse og ind i køkkenet. Det store køkkenvindue var åbent på vid gab. Jeg kiggede ud og forsøgte at spotte biler der kørte forbi. Dér. Jeg fangede den med øjnene og forsøgte at bruge samme trick som i timen. Tiden gik i stå igen… ”Jeg… Kan jeg… få tiden til at gå langsommere?” Jeg var forbløffet, men fik nu også en følelse af glæde. ”Jeg… KAN FÅ TIDEN TIL AT GÅ LANGSOMMERE!!” En smerte, der var som at få revet hoved i to stykker, lavede meget uventet sin entre. Tiden begyndte nu at bevæge sig hurtigere og hurtigere. Alt var normalt igen. Min hovedpine gik nu også langsomt væk. ”Kommer smerten fordi, jeg fik tiden til at gå langsommere?” Jeg ville rejse mig for at prøve igen, men fik pludselig besvær med at holde øjnene åbne. ”Igen? H…vad er det… her…”

 

Jeg kunne høre fuglesang. Jeg åbnede langsomt øjnene op, og blev mødt af et blændende lys. Solen var allerede stået op, og lyset skinnede ind gennem køkkenvinduet, og ramte mig i ansigtet. ”Klokken, hvad er klokken?” Jeg tjekkede mit ur. 06:42. 18 minutter til skolestart. Jeg begyndte nu at rode rundt efter mine ting. ”taske, tjek. Computer, tjek. Oplader… Hvor er den nu henne?” Mens jeg gennemrodede hele værelset igennem efter opladeren, gik det pludselig op for mig. ”Hvor er min far egentlig?”. Jeg havde været så optaget af at nå i skole at jeg slet ikke havde lagt mærke til at han ikke havde vækket mig som han plejede. Jeg løb ind på hans værelse. Der var ingen. Sengen var uredt, hvilket i sig selv ikke var mærkeligt, da han aldrig havde tid til at rede den før efter arbejde, men hans hjemmesko stod ved kanten af sengen. Hvis jeg huskede rigtigt, tog han dem altid på om morgenen, satte dem i gangen for at tage sko på, og derefter når han kom hjem tog skoene af og hjemmeskoene på. Men her stod de. Urørte. Som om han ikke havde kommet længere end at fjerne dynen før at han gik. Jeg kunne nærmest høre lyden af tandhjul, der klirrede mod hinanden mens jeg forsøgte at finde hoved og hale i hvad der foregik. ”Kunne han have været i hast? Nej, han skal først møde kl. 08:45. Kunne der være sket noget på arbejdet, der krævede at han kom tidligere? Nej, han arbejder som programmør, deres arbejdsdag er meget firkantet og desuden ville han have lagt en besked, eller opdaget mig køkkenet. Men hvad så?” Jeg så på mit ur. 06:57. ”Hvad gør jeg? Det er sikkert ikke noget særligt, han havde nok bare et møde eller noget og stod for sent op. Derfor skyndte han sig så meget at han ikke nåede noget andet end det mest nødvendige” Mit hoved havde givet op og jeg valgte at tage i skole.

 

Til ingens overraskelse, kom jeg ikke til tiden, men på den anden side, jeg havde 3 minutter til at cykle 3 kilometer. Jeg satte min cykel på et af skolens mange stativer, trak tasken over skulderen, og gik med hastige skridt hen mod indgangen. Jeg trak i håndtaget, idet håndtaget smeltede i min hånd. ”Hva…?” Jeg udstødte et forbavset støn, og kastede mig bagud. ”Er jeg ved at blive sindssyg…” Jeg sad nu på jorden med vildt opspærrede øjne, mens jeg betragtede mere og mere af døren smelte. Jeg løb. Jeg ville væk. Jorden slog revner under mig. Jorden begyndte at falde sammen under mig. Jeg kunne høre skrig. Råb. Flere skrig. Jeg begyndte at falde ned i tomheden under jorden. Jeg kunne ikke andet end at tilføje flere skrig til larmen. Jeg kunne mærke hvordan mit hoved begyndte at ryste i smerter ved bare det mindste forsøg på at få et overblik over hvad i helvede der foregik. Jeg ramte en grund under mig. Sort. Intet lys. Kun skrig og råb. Jeg blev liggende. Jeg kunne ikke andet. Jeg var lammet. Uden noget varsel stoppede al larmen. Jeg blev stadig liggende. Jeg havde ingen tidsfornemmelse. Ingen af mine sanser synes at hjælpe mig. Stilheden begyndte at trykke mod trommehinderne. Tomhed. Tomhed. Mere tomhed. Det gjorde nu ondt i hele hovedet. Jeg skreg som besat for at overdøve stilheden. Det hjalp ikke. ”Hj…ælp…mi…g”. Jeg havde ikke mere energi. Jeg kunne ikke tale mere. Jeg kunne ikke bevæge mig mere. Jeg kunne med andre ord ikke gøre mere. ”Er det sådan jeg dør?” Selv mine tanker, havde nu vendt sig imod mig. ”Dør… Uden at vide hvor jeg er… Uden at vide hvorfor…?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...