Survivior - Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2018
  • Opdateret: 15 apr. 2018
  • Status: Igang
Hej alle sammen!
Jeg har valgt at starte denne histore. Håber i vil læse med.

Den handler om denne her pige som starter på gym. Hun har flytter rundt fra plejefamilie til plejefamilie. Hun har det rimelig dårligt i skolen og derhjemme. Hun prøver at tackle problemerne derhjemme, men det er svært da hendes nuværende plejeforældre truer hende med fortælle andre om hvordan de behandler hende. Hun forelsker sig i sin nye lærer, som prøver at hjælpe hende med at komme ud af det dårlige miljø


Håber i vil tage jer tid til at læse min movellas, like og give respons

1Likes
11Kommentarer
136Visninger
AA

2. Does the truth come out

Kl. 08:15

Nicoles plejemor: “NICOLE!!!!!!..... LET DIG OP. DU KOMMER FOR SENT DIN SKIDE UNGE. HVOR TROR DU MENNESKER SOM IKKE TAGER SKOLEN SERIØST ENDER HENNE?? DE ENDER PÅ GADEN OG KAN IKKE FORSØRGE SIG SELV”

Jeg åbner øjnene med et set. Jeg kigger på uret. 08:15. Første time starter 08:00. Jeg jeg ikke allerede komme for sent til første skoledag i 2.g. SHIT. Fuck jeg kommer for sent i skole. Jeg trækker hurtigt dynen af og skynder mig ind på toilettet for at børste mine tænder og skynder mig at skifte tøj. Sprøjter hurtigt deodorant og parfume, og ordner mit hår med en børste. Jeg lægger mærke til et par mærker på mit ansigt. Bare jeg havde penge til noget makeup der kunne dække det. Jeg tænker hurtigt og vælger at tage en saks. Jeg vælger hurtigt at klippe noget pandehår, så man ikke vil lægge mærke til mærkerne i min pande. Jeg tager det lange, blonde bølgede hår frem så man ikke lægger så meget mærke til mine kinder. Jeg skynder mig at tage min taske og halv løber ind i køkkenet så jeg kan tage min madpakke og få et æble til morgenmad. Sætter madpakken i tasken, da jeg lægger mærke til et brev fra kommunen på køkkenbordet. Brevet er åbnet. Mit navn står på papiret. Hvad mon de vil mig. For ikke at komme yderligere for sent tager jeg brevet og et æble med, så jeg kan få spist æblet på vejen og brevet læst på skolen. Kl: 08:40 Jeg banker på døren til klasseværelset og åbner døren. Der bliver tavst i klassen og alle retter blikket mod mig. Jeg kigger på læreren for at undskylde for at komme for sent, da jeg lægger mærke til noget. Det er en ny lærer. Han ser meget ung ud. Måske i midten af 20'erne. Mørkt hår. Muskuløs krop. Få tatoveringer. lidt skæg. Jeg lægger mærke til at hans navn står på tavlen: Zayn Malik.

"Frø. Smith du kommer for sent på første skoledag. Jeg er din nye klasselærer. Jeg hedder Zayn Malik, og hvad er din undskyldning for at komme for sent i dag?" spørger han. Jeg svarer ikke, men går ned på den tomme plads. Jeg kan høre folk rundt omkring mumle:

"Det kan være hun har gået tæsk, på vej til skole"

eller

"Hendes forældre gav hende helt sikkert en omgang tænkt, inden hun i skole idag, og det skyldes hendes forsinkelse"

Klassen begyndte at grine. Jeg ryster på hovedet.

“Ro i klassen. Jeg vil ikke høre nogle snakke dårligt om andre. Jeg vil nu gå videre…” siger Zayn og begynder at snakke om hvad han forestiller året kommer til at foregå, og hvad han har planlagt.

Da timen er ved at slutte siger Zayn

“Timen er slut. Nicole, jeg kunne faktisk godt tænke mig tale med dig før du går til pause, hvis det er muligt” Siger Zayn til mig.

“Selvfølgelig” siger jeg. Vi venter til at klassen har pakket sammen og gået da han starter.

“Nicole, hvordan går det? For at være ærlig er jeg allerede bekymret for dig. Du kom for sent idag, og du blev snakket dårligt om, og det kunne antages at du har det svært socialt i klassen? Har jeg ret?” Spørger han og lægger en hånd på min en skulder. Håret falder tilbage, cardiganen falder lidt ned, og mærkerne på skulderen og ansigtet kommer til syne. Hans øjne bliver store, og hans mund åbner sig på vidt gab.

“Nicole??” siger han forbavset “Hvor kommer det fra? Det ligner du er blevet slået. Taler dine klassekammerater sandt? Bliver du slået derhjemme?”

“Jeg har det helt fint. Jeg … ” Jeg tog en lille pause for at tænke på en løgn

Jeg faldt ned af en trappe okay. Ikke det store” siger jeg, tager min taske og skynder mig hurtigt ud af klasselokalet. Jeg skynder mig ind på en af de mange pigetoiletter og låser døren. Jeg trækker brevet for at læse det, da jeg hører nogle pigestemmer.

“Hvad tror i Zayn ville snakke med Nicole?” siger den ene stemme.

De har sikkert et forhold eller noget lignende” siger en anden.

“Det løgn. En lækker fyr som ham ville ikke være sammen med hende. Han ville sikkert bare snakke om alle de sår på hendes ansigt. Tror i hun bliver slået af sine forældre, eller hun sådan en type, som kommer op at slås med andre? Hun er også sådan en loner. En der ikke er sammen med nogen. Har i lagt mærke til at hun aldrig er sammen med nogen i frikvarteret eller snakker med nogen. Hun er bare for sig selv. Hun er tynd som en pind. Spiser hun overhovedet?” siger den første stemme igen

“Hun har sikkert anoreksi eller noget. Hun kan også lære det. Hun har ingen venner fordi hun er som hun er. Hun er bare den type. Hun er en outsider. Hun bliver sikkert slået derhjemme for at være en byrde derhjemme, som hun også er på skolen” siger den anden. Stemmerne bliver mindre og mindre. Døren lukker efter dem. Tårerne strømmer ned af mine kinder. Jeg tager en dyb indånding. Åbner brevet og læser:

 

Kære Nicole Smith                                                                                                                                                         Vi vil være meddele dig at du fylder 18 om 2 måneder. Det betyder at du ikke vil være en del af adoptionssystemet. Det betyder også at du kan vælge at flytte hjemmefra og ikke skulle flytte fra familie til familie længere. Vi kunne godt tænke at lave en evaluering om en måneds tid, for at kunne se, hvordan du har det, dit forhold til dine plejeforældre og en fra kommunen vil komme og se hvordan du har levet. Der vil komme en d. 23. September. Vi ser frem til den dag. Vi vil diskutere yderligere om dine fremtidig valg, når du møder en af vores medarbejder på den nævnte dag.

(...)

MVH                                                                                                                                                                               København kommune

 

Da timerne endelig er omme, skynder jeg mig hjem, så jeg kan nå at få lavet de huslige pligter, før helvede går løst. Jeg åbner døren til huset, da jeg ser min “mor” komme mig i møde

“Hvor er brevet??!?!?” spørger hun ondt

“Hvilket brev?” spørger jeg om, selvom jeg egentlig ved hvad hun taler om

“Brevet fra kommunen. Du tog det ikke. Har vi ikke fortalt dig at du ikke må tage eller åbne post herhjemme?” udtrykker hun hårdt

“For det første er brevet til mig og ikke dig. Mit navn står på brevet ikke dit. Det vil sige at det er MIT IKKE DIT” jeg bliver rimelig sur, da hun ikke kan tillade sig at blive sur over at jeg tog mine ting.

“DU SKAL IKKE SVARER MIG IGEN DIN LILLE MØGUNGE. GIV MIG BREVET OG GÅ IND PÅ DIT VÆRELSE. DER ER INGEN AFTENSMAD TIL DIG. DU SKAL BARE VENTE TIL DIN FAR KOMMER HJEM!!!????!!!?” råber hun. Hun tager af de sko som ligger på gulvet og kaster den efter mig. Jeg løber ind på mit værelse og smækker med døren. Jeg kaster mig på sengen. Jeg begynder at stortude. Hvordan er jeg endt her.

Jeg åbner øjnene da døren til mit værelse åbner. Min plejefar kommer ind. Nu åbner helvede løs. Jeg lægger mærke til at han har et læderbælte i hånden og et stykke stof. Tårerne triller hurtigt ned af kinderne da han kommer tættere og tættere på. Han slynger armen på fuldt kraft. 1 gang. 2 gange (...) 20 gange. Skrig, gråd og råb kom fra værelset, og den nat sov jeg ikke.

 

......................................Uge senere.......................................

Jeg står foran spejlet,  med kun undertøj. Jeg kigger på mig selv. På mit lange bølge blonde hår, der går ned til mine baller. Mit blik ryger videre ned på min flade mave, med sår, blå og røde mærker. Jeg kigger tilbage på mit ansigt, som ikke har helet alle sår, men er blevet værre igennem den sidste uge. Klokken er 6 om morgen. Hvad skal jeg gøre af mig selv? jeg har fået mange flere ar og mærker på min krop og i ansigtet, hvad vil min lærer tænke om mig? Jeg begynder med at lede efter en saks, kan ikke klare det længere. Jeg begynder at gå amok med saksen. Jeg stopper efter at have fået klippet et godt stykke af. (kig på billedet for at se hvor kort det bliver. Læg mærke til at billedet ikke viser pandehår, hvilket Nicole har.)

 

1 ½ time senere.

Jeg tager en almindelig sort langærmet trøje på, for at dække alle sår og mærker rundt omkring på kroppen. Til trøjen tager jeg et par sorte stramme denim bukser på. Jeg skynder mig at lave min skoletaske, tager min sko og jakke på. På min vej ud af døren tager jeg straks min madpakke fra køkkenbordet og mit æble til morgenmad.

20 min senere - På skolen

Jeg går forbi mængden af mennesker på gangen. Jeg bliver skubbet på min vej hen af gange af de mere “de populære” typer. Jeg har ikke tålmodigheden til at skændes eller skubbe igen så jeg ignorerer dem og går videre. Der er allerede blevet lavet en test i nærmest alle fag, og vi får forhåbentlig karakter og respons tilbage idag. Jeg ender i klasselokalet og sætter mig ned på min plads. Folk har sat sig på deres pladser. Vi har matematik. Mit hadefag. det er for indviklet. Der er for mange ligninger, sætninger og alt andet man skal huske. James(mat. lærer) kommer ind da klokken ringer ind. Bag ham kommer Zayn og inspektøren.

"I skal tage jeres matematikbøger frem " siger min matematiklærer, som hedder Christian. Alle kigger på ham, så Zayn og til sidst inspektøren før vi vælger at tage vores bog frem.

 

"Er Nicole Smith her i dag?” Spørger Christian og ser rundt.

 

“Jeg er her” Siger jeg og rækker en hånd op så de lige kan lægge mærke til, hvor jeg er.

 

“Inspektøren og Zayn kunne tænke sig at tale med dig. Du burde tage med dem. Du burde også tage dine ting med. Jeg skal nok give dig nogle noter af det nye stof jeg går igennem i dag, og en liste over de opgaver du skal have lavet derhjemme til fredag.” siger Christian til mig. Jeg rejser mig, tager mine ting og følger efter dem ind på kontoret.

“Du sætter dig bare ned på en af de stole Nicole. Vi kunne godt tænke os at tale med dig lidt.” siger inspektøren idet Zayn og hun selv sætter sig ned på stolene. Jeg sætter mig på den tætteste stol foran mig ved kateteret.

“Hvad drejer det om?” spørger jeg om, selvom jeg ved det har noget med mine sår og det der sker derhjemme.

“Vi er bekymret over dig. Zayn har fortalt mig at han har taget en snak med dig mandag i sidste uge? Han var bekymret, da han føler det er gået bedre med dig siden den dag. Jeg tænkte det ville være en god ide at skulle tage dig herop, da der også har været andre lærer som har henvendt til mig om dig både dette år og sidste år, og du har også været til et par samtaler med mig hen igennem sidste år.” starter hun med.

“Jeg kunne rigtig godt tænke mig at du nu taler åbent til mig. Jeg vil have at du taler sandt til mig. Vi vil gerne hjælpe dig, men det kan vi ikke gøre, hvis ikke du samarbejder og fortæller sandheden. Hvis ikke du fortæller os, hvad der foregår, vil der være en stor sandsynlighed at myndighederne og politiet bliver indblandet og alt vil blive indviklet. Du er en klog pige. Dine karakter er rimelig gode, og dit gennemsnit er bedre end gennemsnittet af gymnasieelevers gennemsnit. Du har aldrig været ude for noget rod, eller fået en karakter under 10, men af en grund er du ikke social aktiv. Dine klassekammerater taler dårligt om dig, og du kommer i skole med det ene sår og mærke efter det andet. Dine sår og ar heles aldrig, da du får nye op til hver anden dag” siger hun derefter. Hvad skal jeg gøre? Jeg kan ikke fortælle sandheden. Mine plejeforældre vil dræbe mig, hvis jeg fortæller nogen at de er voldelige imod mig. At de giver mig dårlige vilkår, og at de faktisk ikke er egnet til at være adoptivforældre. Hvad skal jeg gøre. Der vil sikkert komme en del møder, for at få mig til at sige hvad der egentlig er sket.

“Øhh… øhh jeg har nogle personlige problemer, som gør at jeg har det svært at kunne være social. Jeg er ikke så god til at holde en samtale igang med en anden, hvis det ikke har noget med skolen at gøre.” siger jeg. Jeg prøver at tale udenom sårende og mærkerne på min krop.

“Men Nicole, hvor kommer dine ar, sår og mærker fra? hvorfor fortæller du os ikke, hvor du har dem fra? Er der nogen som afpresser dig til at tie stille? Er det dine forældre? Bor du ikke hos dine plejeforældre? Hvordan er de?” spørger Zayn

“Jeg vil virkelig gerne fortælle jer sandheden, så jeg kan få en normal hverdag, som alle andre gymnasieelever, men det er ikke så let” siger jeg

“Hvorfor ikke? Er der da nogle der afpresser dig til at tie stille?” spørger Zayn

“Grunden til at jeg har disse sår og ar er på grund af …"

 

 

Håber i kan lide dette kapitel. Sidste sætning er en åben slutning. Resten af sætningen kommer i næste kapitel, så det er midt i en handling. I må meget gerne give ros-kritik, og fortælle, hvad der kan gøres bedre.

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...