Det svære opkald

En svær periode i mit liv, som alligevel betyder meget for mig.

2Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

1. Det svære opkald

Så er det nu. Et vigtigt men trist opkald venter. Et opkald der ville gøre en ende på det forhold, som jeg hellere vil være ude af end inde i. Men så tænker du sikkert: ”Hvordan er du endt her makker” og det skal jeg sige dig.

Jeg skal lige huske sige, at jeg har kun været 13 på det her tidspunkt, så jeg var en meget ung gut, da jeg fik scoret min, det er så min ekskæreste, som hedder Frederikke. Men alt det kommer jeg til.

Jeg gik på det her tidspunkt meget op i teater, det gør jeg vel og mærke stadig, og jeg havde lige fået en meget stor rolle i en musical lidt ude på landet, og den var jeg hjertens glad for. Det var min anden musical så jeg var ret uerfaren, men jeg tror jeg endte med at gøre det ret godt. Jeg har i hvert fald ikke hørt det modsatte. Jeg kom til et nyt sted, nye mennesker, ny rolle. Det hele var nyt, men jeg var helt vild med det! I begyndelsen af øvegangene var jeg ret nervøs. Var jeg god nok – alt det der.

I slutningen af marts fik jeg øjnene op for en pige, Frederikke, med andre ord blev jeg vist forelsket. Jeg var nok lidt fjollet, og måske på kanten til at være underlig i hendes selskab. Det lagde jeg bare ikke selv mærke til, for hun var ikke en der dømte folk på hvem de var. Og måske var det det der gjorde at jeg godt kunne lide hende. At hun var ligeså ”unormal” som mig selv.

I mit hoved kørte det egentlig meget godt. Jeg fik et ja da jeg spurgte om vi skulle komme sammen, det skete efter vi havde kendt hinanden i ca. 3 måneder, og jeg var sikker på at det her forhold ville holde i mange år. Jeg havde allerede prøvet nye ting som jeg ikke havde prøvet før, jeg havde fået nye følelser i kroppen, jeg havde fået mit første rigtige kys og jeg havde holdt i hånden med en pige jeg godt kunne lide. Det var en hel ny verden for mig.

Vi havde det kanon sjovt med at øve på forestillingen. Det var en enormt spændende proces, som jeg (som sagt) ikke rigtigt har prøvet før.

Alle øvegangene forsvandt hurtigt, det gik som smurt. Og lige pludselig var ca. 40 øvere gennemført, og premieren stod for døren. Jeg havde dagen forinden spillet foran et mindre publikum. Jeg havde glædet mig. Det var en stor rolle. Fedt publikum. Alting var godt!

Premieren var en stor og vigtig ting for mig.  Der skulle man lige klemme ballerne sammen. Jeg synes jeg klarede mig fint.

Efter sommerferien begyndte tingene at løbe lidt af sporet. Vi var stadig sammen på det her tidspunkt. Men jeg vil gerne indrømme at jeg ikke var lige så glad for hende som jeg var for et par måneder siden. Ikke at hun er en idiot på det her tidspunkt, men hun havde åbnet op for nogle tanker og følelser som jeg ikke kunne forstå som 13-årig. Hun var begyndt at komme ind i en depression. Det sagde hun bare ikke til mig, og jeg tror heller ikke hun vidste det selv. Men jeg havde lagt lidt mærke til at hun begyndte at blive ked af det eller sur oftere. Jeg lagde det til side og fokuserede på de positive ting i hende.

Jeg synes også vi lavede det samme hver gang vi var sammen, vi kom aldrig ud af huset. Vi sad bare på hendes eller mit værelse og så film. Det synes jeg var synd, for vi havde kørt en times tid med bus for at se hinanden, og så sad vi bare på et værelse og så film. Jeg var en dreng der gerne ville se verden. Jeg ville gerne udenfor. Cykle, gå, løbe – generelt at være aktiv. Det elskede jeg. Men det gjorde Frederikke bare ikke. Hun hadede nærmest at være udenfor og bevæge sig. Hun forklarede på et tidspunkt hvorfor, og den grund synes jeg var åndsvag.

 

Mig – ”Hvorfor er det vi altid skal sidde indenfor, vil du ikke hellere med udenfor”

Frederikke – ”Jamen jeg er bare bange for, at du vil ende med at grine af hvor dårlig jeg er til at dyrke sport”

Mig – ”Det er jo lige meget hvem der er bedst, bare det at vi er sammen er det vigtigste!”

 

Frederikke endte altid med at få sin vilje efter det. Jeg fik et kys, og vi så videre på vores film. Det værste ved de film var at det var nogen hun havde med, jeg fik kun lov til at vælge film 2-3 gange. Ellers var det en superhelte eller science fiction-film.  De var egentlig okay film, men som sagt ville jeg hellere være aktiv udenfor.

 

I slutningen af november begyndte jeg at få nok af det hele. Jeg havde hørt på en del brok og været med i en del skænderier med hende. Tanken om at slå op lå i mit baghoved, men jeg turde ikke helt. Hun ville gå i spåner. Og det er ikke engang for at lyde selvglad, men jeg vidste hun ville blive rigtig, rigtig ked af det, så jeg skubbede tanken væk, og tænkte at det hele nok skulle gå.

 

Men det blev, efter 2-3 uger, ikke bedre. Nærmest tvært imod, så jeg gik for sidste gang i skole og vidste jeg havde en kæreste. Da jeg kom hjem var jeg helt nede.

Jeg tænkte på hvordan det lige skulle gøres, men kom til sidst frem til at jeg bare skulle gøre det og så være mig selv. 

Jeg greb min telefon, og ringede Frederikke op. Hun vidste også godt jeg var lidt trist. Jeg tror hun havde regnet en smule ud hvad der ventede. Jeg sagde at jeg havde tænkt meget over forholdet og hvordan det gik, og til sidst at jeg ønskede at være ude af forholdet.

Sådan et opkald er aldrig nemt, og det var det heller ikke for mig. Jeg ved at hun stadig efter næsten et halvt år, ønsker at vi skal være sammen igen. Og det hjemsøger mig at hun har det så svært!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...