Too hard to handle?

Hvad sker der for 17-årige Vega, når hendes liv forandres totalt?...
Vega er altid den person, der er glad, hjælpsom og mest af alt en, der har styr på sit liv.
Hvad vil der ske for hende, når hun ikke længere kan planlægge, hvad der skal ske, når hun gang på gang bliver svigtet, og næsten ikke kan klare mere? Hun bliver forandret til en helt anden person. En person hun næsten ikke engang selv kan genkende...
Vil hendes nærmeste opdage noget, eller kan hun blive ved med at holde facaden oppe? Hvad vil der ske, når der kommer en fremmede person helt tæt på hendes liv. En der forandrer hendes liv.
Men er hun parat til at lukke en anden tæt ind på hendes liv, når det er gået galt de andre gange?

0Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

2. For sent igen...

Jeg kiggede på uret, det viste 7:45. Igennem huset råbte jeg på min far, "Vi skal afsted, jeg har ikke lyst til at komme for sent igen"Det var en af de værste følelser jeg kendte, at komme for sent, men her på det sidste var det sket et par gange. Mine forældre havde været stresset i en længere periode, og de havde haft en del at se til. Det var en af grundene til, at jeg ikke kunne blive sur på min far, selvom det nok var hans skyld, at jeg kom for sent. Jeg tog tasken under armen, og gik ud til mor i køkkenet. Hun sad i hendes stol og læste avisen, jeg prøvede at fange hendes blik, "Hvorfor kan du ikke køre mig, så kan jeg måske alligevel nå det?". Hun fastholdt blikket på avisen, og svarede "Det ville jeg også gerne, men jeg venter på en opringning". Jeg prøvede at fange hendes blik, men uden held "Men". Endelig fjernede hun blikket fra avisen og afbrød mig, "Jeg ved godt, at du hader at komme for sent, men jeg kan ikke hjælpe dig i dag". Hun lagde avisen på bordet, rejste sig og gik over mod mig. Hun tog mig ind til sig, gav mig et klem og sagde "Jeg elsker dig, det håber jeg du ved". Jeg vidste, og havde altid vidst, at de ville gøre alt for mig, alt hvad der stod i deres magt for, at jeg havde det godt. "Mor, det ved jeg godt, og jeg ved, at I prøver, tak!". Jakken tog jeg under armen, og da jeg åbnede døren, kom far endelig, "Bare sæt dig ud i bilen, så kommer jeg lige straks". Tingene smed jeg ind på bagsædet, og jeg satte mig om foran, hvor jeg tændte radioen. Døren åbnede, far satte sig ind, og bilen trillede, endelig. Klokken var 7:55, og jeg vidste, at jeg ikke ville nå det, vi var sent på den. Telefonen viberede, og jeg kunne se, at der var aktivitet inde i gruppechatten. "Heldigvis" var jeg ikke den eneste, der var sent på den, Carolina havde skrevet "Sig jeg er på vej". Carolina var en af mine nærmeste venner, og en af dem, jeg havde kendt længst, næsten hele mit liv. Men Carolina tænkte ikke rigtigt over, om hun kom for sent eller ej, det var næsten en vane for hende at komme for sent. Skolen's tag begyndte jeg at kunne ane på min højre side, og da min far holdte stille, sprang jeg ud af bilen, mens jeg sagde farvel til min far. "Vi ses derhjemme, jeg kommer sent fra arbejde". Her på det sidste, var han begyndt at arbejde langt ud på aftnen, og det var ikke meget, hverken min mor eller jeg havde set til ham. Jeg kunne mærke, at både mig og morsavnede ham, men også manglede hans selskab og nærvær om aftnen. Der var ingen mennesker udenfor, alle var gået til time. Da jeg nåede døren, var der en, der holdt døren for mig, og i farten nåede jeg ikke at se, hvem der var. Endelig nåede jeg frem til lokalet, og heldigvis var vores lærer forsinket, så han var ikke kommet. Heller ikke Carolina var kommet endnu, så jeg var ikke den sidste. Jeg satte mig hen til de andre piger, og fandt mine ting frem.


* * * 

Klokken ringede, og jeg kiggede på uret, 15:30, jeg havde allerede fri. Jeg pakkede mine ting, og var på vej ud af klassen, da min lærer, Eleanor,  stoppede mig, "Vega, har du lige 2 minutter". Jeg signalerede til de andre piger, at de ikke behøvede at vente på mig, men at vi ville ses i morgen."Jeg er imponeret over din seneste opgave, det er lang tid siden, at jeg har læst noget så fantastisk", jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, det var ikke første gang, at en lærer havde rost min aflevering, men jeg vidste aldrig rigtigt, hvad jeg skulle svare. Derfor blev det til et beskedent "Tak". Hun smilede, og kunne fornemme, at jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg hverken skulle gøre eller sige. "Jeg har snakket med de andre lærer, og de er enige med mig. Det er langt fra kun i mit fag, at din faglighed er høj, det gælder i alle fag. Vi har derfor snakket om, at du godt kunne trænge til nogle større udfordringer, kender du til ATU?". ATU, Akademiet for Talentfulde Unge, jeg kendte til det, men jeg havde aldrig følt, at jeg var god nok til det, "Jeg kender det godt, men jeg ved ikke helt, om det er noget for mig". Igen smilede hun og sagde "Tænk over det de næste par dage, det kunne være en god mulighed for dig!". 

* * *

Hjemme sad min mor og skrev på et af hendes nye værker, hun var endelig begyndt at skrive igen. I den seneste tid havde hun heller ikke fået skrevet, ikke et eneste ord, men det havde heldigvis ændret sig. Det hjalp hende at skrive, specielt i disse tider. Jeg sagde hurtigt hej til hende, inden jeg smuttede ind på mit værelse, da jeg skulle aflevere en aflevering her til aften. Hen mod aftnen kunne jeg høre, der væltede beskeder ind på min telefon. Det var gruppechatten, der var gået amok, det handlede om aflevering. De fleste af pigerne var ikke gået igang endnu, og da de vidste, at jeg allerede havde lavet min, havde de brug for hjælp. Dette var ikke første gang, de spurgte om hjælp, tværtimod, det var nærmest en rutine. Jeg rettede min aflevering ting, afleverede den selv, og derfor sendte jeg den til de andre piger, så de kunne få noget "inspiration", som de plejede at kalde det. Jeg lukkede computeren sammen, og gik ned for at spise med mine forældre, da far endelig var kommet hjem. Efter maden gik jeg igen ovenpå for at lave lektie, og ikke mindst opdatere min dagbog, som jeg gjorde hver aften.

 

Onsdag den 29. August 

Kære dagbog...

Igen i dag kom jeg forsent, men heldigvis var læreren også forsinket, så det gik. Tiden fløj afsted i skolen, og inden jeg havde set mig om, havde jeg fri, men Eleanor stoppede mig på vej ud af klassen. Hun mente, at ATU var noget for mig, men ATU... Jeg ved ikke helt om det er noget for mig, jeg tror ikke, at jeg vil være god nok. Jeg tror ikke, at jeg ville passe ind sammen med alle de andre, der ved meget mere inteligente end mig. Resten af dagen er forløbet, som den plejer, dog slog jeg rekorden i dag. 10 km på 59 minutter og 13 sekunder, 34 sekunder hurtigere end rekorden...


Jeg lagde dagbogen ned i skuffen. Ud af øjenkrogen kunne jeg se min mobil lyste. De havde stadig ikke afleveret afleveringen, men jeg besluttede mig for at slukke min telefon og gå i seng i stedet for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...