Det du ikke ved

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2018
  • Opdateret: 21 maj 2018
  • Status: Igang
Ben Wilson er en helt almindelig teenager, som har helt almindelige venner og en helt almindelig familie. Næsten.
To uger efter sin søsters død, finder han et brev, som er skrevet til ham fra hans afdøde søster. Brevet vender op og ned på hans tanker og følelser, og han indser, at det han før troede langtfra var sandheden.

1Likes
1Kommentarer
44Visninger
AA

2. Tilbage til minderne

Døren til hendes værelse er åbnet på klem, og et lille strejf af solskinnet lyser ud af sprækken. Det lugter lidt derinde, som havde der ikke været nogen derinde i flere dage. Det har der næsten heller ikke været. Ben lukker øjnene. Der var døren, som han havde stået udenfor og banket på, da han var lille og ville ind til hende. Der var døren, som han stod og lyttede op ad, da han var tretten og nysgerrig. Der var døren, som han havde prøvet at undgå at se på i snart to uger nu. For det ville gøre ondt, alt for ondt. Han kigger ned på papkassen, der står foran hans fødder. Han tøver; tør han virkelig gå derind? Ind på hendes værelse, selvom hun ikke vil være der? Han tager hårdt fat i papkassens sider og beordrer fødderne til gå hen til døren. Han tager en dyb indånding, før han lige så stille skubber døren op og går ind. Der er varmt derinde, og solens lys viser ham, præcis hvor støvet der rent faktisk er. Hendes ting står der stadigvæk; alt sammen. Sengen, skabet, bordet, de tre stole, reolen; ja alt. Ben kan mærke tårerne presse på og klumpen, der langsomt sniger sig op i hans hals. Hans bare tæer synker ned i gulvtæppet, og han lader en enkelt lille tåre dryppe ned på hans kind; han troede ellers ikke, at han havde flere tårer tilbage. Pludselig mærker han et lille puf i ryggen, og hører nogen trække vejret bag ham. "Kom så, Ben, du starter med reolen derovre, så tager jeg skabet". Hans mors stemme lyder mærkelig, når hun hvisker; det plejer hun ellers aldrig at gøre. Hun er den type menneske, som hele tiden snakker højt og ligeglad med, hvad folk tænker. Han kigger sig over skulderen, og ser på hende, mens hun med små skridt går over til skabet. Hun ser på en måde så lille og træt ud, at man skulle tro, at det var løgn. Men hvis man vidste, hvad hun, ham selv og mange andre havde gået igennem de sidste dage, ville det være forståeligt. Det er svært at miste nogen, som man har elsket over alt andet i verden. Ben tøffer hen mod reolen og sætter sig ned på knæ, så han er i øjenhøjde med Wiggles; en lilla elefantbamse med lange slaskende ben og en blå snabel. Hendes yndlingsbamse. Det føles så mærkeligt at se ham igen; efterladt på hylden. Som at se sin søsters ekskæreste nede i byen, helt underligt. Hans hånd bevæger sig op mod Wiggles, men stopper. Nej, han skal i til sidst, det ville hun have ønsket. Ben begynder med at samle andre ting sammen og sætte dem ned i papkassen: bøger, æsker, små figurer og andre ting, der mindede ham så frygteligt meget om hende. Han forsætter op til næste hylde og hele vejen op ad reolen, indtil han når den øverste. Selvom han er en af de højeste i sin klasse, kan han stadigvæk ikke se på hylden og famler forvirret med hånden, indtil noget hårdt bumper ned i hovedet på ham. En bog. Han kan ikke genkende den og kigger tilbage på sin mor, der nu sidder halvt inde i skabet og hiver tøj ud. Ben kigger på bogen igen; en gul og hvid bog med en lille sølvhængelås på. Hendes dagbog måske? Men hun havde da ikke nogen dagbog, ellers ville han have vidst det. Nej, det må være en dagbog, men hvad har hun skrevet i den. Og hvor er nøglen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...