Øjnenes hemmlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Historien foregår ude i fremtiden og handler om Lucy som pludselig ikke er den hun troede hun var. Universet bliver domineret af racer og der er udbrudt krig. Hvad Lucy ikke ved, er at hun er en afgørende brik i krigen.


I er meget velkommen til at komme med feedback :-)

0Likes
1Kommentarer
218Visninger
AA

2. ”Var hele mit liv en løgn?”

Mor tager fat i mig og trækker mig igennem mængden. Hun kigger hele tiden nervøst rundt, som om nogle skulle følge efter os. Da vi når hjem, låser hun døren og trækker mig ned i kælderen.
”Hvad sker der?” Jeg kigger spørgende på hende. ”ikke nu” siger hun og trækker mig hen til et højt brunt skab. Hun åbner forsigtigt dens døre og træder ind. Hun gør tegn til at jeg skal følge efter hende. Jeg lukker dørene efter mig og følger efter lyset på mors lommelygte. Vi går igennem en smal gang, i hvad der føles som timer, før hun stopper op. ”Jeg er ked af at det er sådan her du får det af vide” Hun kigge på mig og kærtegner min kind. ”kom med” Jeg følger nysgerrigt efter hende. Vi træder ind i et kæmpe rum.

De mennesker som var i rummet, stoppede op. Mor nikker til dem som om hun kender dem. Jeg kigger op på hende. Hun ser alvorlig ud. Vi går hen til et bord og folk begynder at sætte sig ned rundt om det.
 

”I ved hvad der er sket, og vi må væk før de finder os”
Jeg kiggede rundt på de folk som sidder her. Ingen af dem havde brune øjne som vi. ”Hvem er de?”
Rummet var meget mørkt, men jeg kunne ane en par skikkelser her og der. ”vi skal væk med det samme” Mor lød desperat og klar. ”Vi deler os op, så er der større chance for at vi når frem til sikkerheds stedet.” mor kiggede på mig, og kiggede så væk igen. Hun tog sig til øjnene og hev noget ud. To kontaktlinser.
Hun havde 2 helt lyseblå øjne, og ikke de velkendte lyse brune som hun plejede. Jeg tog et skridt væk i forbløffelse.  Hun kiggede på mig ”Det her er hvem vi er, Alloer”

Jeg stod forbløffet. ”var hele mit liv en løgn?” ”Er de, de eneste med blå øjne?” ”Hvorfor gemmer vi os?” En masse spørgsmål poppede op i mit hoved. Mor måtte havde forstået min forivrelse ”Vi er ikke som de andre fra denne planet, vi kommer fra en anden kaldet Allo, men måtte flygte på grund af nogle uoverensstemmelser” ”Du har også lyseblå øjne” Hun pegede på mig og smilte stolt. Hun tog et skridt hen i mod mig og prikkede mine kontaktlinser ud. Jeg måbede og kigge ned på kontaktlinserne i hendes hånd. ”hvorfor?” Mor kiggede på de andre og de nikkede. ”Fordi vi er specielle i forhold til så mange andre, resten fortæller jeg dig når vi er kommet over til det sikre sted”

Vi var blevet inddelt af hensyn til vores sikkerhed. Mor og fem andre skulle køre i den store bil.
Jeg og fire andre skulle kører i en gammel lastbil. Mor kyssede mig på panden ”Det skal nok gå, jeg er så glad for at du ikke er kommet til skade. Du er så vigtig” Hun krammede mig og smilte.
Jeg blev placeret omme bag i lastbilen på en madras bag en kasse sammen med en anden pige.
 

Pigen hedder Laila og har været på skjulestedet i 4 uger. Hun var blevet væk fra sine forældre og var heldigvis blevet opdaget af Morgan som måtte være en af de ældre.
Vi havde kørt i et par timer da bilen pludselig lavet et pump, og så stoppede vi brat.
Laila og en anden som sad om bag i, hoppede ud for at tjekke hvad det var.
Kort tid efter hoppede Laila op bag vognen, og tilbage til vores lille skjulested. ”Den er punkteret sagde hun” og kiggede på mig. ”Hvad gør vi så?” Sagde jeg. ”Vi pakker vores ting og så må vi løbe, der er ikke mere end en kilometer til stedet. Og vi har ikke tid til at få den ordnet.” Hun tog sin taske på ryggen og rakte hendes hånd til mig. Jeg tog i mod den og kom op og stå. Jeg kunne godt mærke at jeg havde siddet ned i længere tid. Da vi hoppede ud, kom vores anføre Mace hen til os. ”Kan du løbe stump?” Han kiggede på mig, med et udtryk der viste ligegyldighed. ”Jeg var på løbeholdet på skolen” Jeg smilte stolt. ”Godt” Han kiggede på mig med et udtryk som om han ikke troede på mig. ”Så løber vi” Laila og Lias i er bagtrop, Mika du er løber i midten og stump vi løber forrest.” Jeg måtte se skræmt ud for han grinte. Vi begyndte at løbe. Det var tydeligt at han var i god form, men så heller ikke meget bedre end jeg. Jeg har siden jeg var 5 år løbet hver dag, Så jeg var vant til at skulle løbe stærkt og langt.

Vi løb, og hvor underligt det lyder, så var det rart. Endelig en ting jeg kunne forholde mig til.
Vi løb langs vejen, i højt tempo. Udsigten var fantastisk, vi var oppe på et bjerg, og ikke langt fra skrænten.
Vi drejede skarpt af, og jeg kunne se en høj mur, med en lille åben dør. 2 vagter stod med pistoler, klar til hvis der skulle komme kamp. Vi nåde døren i det der kom skud. Et højt skrig kom fra Laila som faldt til jorden. Jeg stoppede op, men Mace greb hårdt fat i min skuldre og skubbede mig videre ind bag muren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...