Øjnenes hemmlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Historien foregår ude i fremtiden og handler om Lucy som pludselig ikke er den hun troede hun var. Universet bliver domineret af racer og der er udbrudt krig. Hvad Lucy ikke ved, er at hun er en afgørende brik i krigen.


I er meget velkommen til at komme med feedback :-)

0Likes
1Kommentarer
224Visninger
AA

1. "De skød hende"

”En verden blev for mange år skabt. En verden med forskellige planeter med forskellige arter. Hver art har sin egen kendetegn, hvis man ved hvor man skal lede. En krig er startet, racerne er blandet, liv går tabt”


”Normalt vil jeg ikke blive liggende, jeg hader at komme for sent. Men jeg kunne ikke lade være med at nyde min dynes selskab” Jeg hedder Lucy. Jeg er en ganske almindelig teenager, med ganske almindelige venner. Jeg bor i det kvarter der hedder Owrky. Ikke et særlig flot kvarter, men et hvor man kan være sig selv.
”Lucy, du kommer for sent” mor kalder nede fra køkkenet af. Man kan dufte frisk lavet kaffe. Gabende strækker jeg mig langsomt. Tungt sætter jeg mig op, uden at orke noget. Jeg skal til møde senere i dag med skolens ledelse. Alle afgangselever skal igennem det møde. Jeg hader møder, de skal altid sidde og nedstirre en og man føler sig magtesløs. Jeg går hen til skabet og skubber lågen til side og hiver den grå og hvide uniform ud. Jeg hader at skulle gå i nederdel, jeg vil heller have et par jeans på. ”Lucy, kom nu ned”
Det var tydeligt at høre på det efterfølgende suk at hun var træt. Jeg skyndte mig at tage uniformen på og løb ned. ”Skal jeg sætte dit hår”? Mor strøg sin hånd i gennem mit hår. ”Ja ja” sagde jeg med munden fuld af cornflakes. Hun tog børsten fra kommoden og begyndte at rede det, som hun har gjort stort set hverdag.
Hun læner sig ind og hvisker; ”Pas på de ikke finder ud af hvem du er”
 

”Hej Lucy” Johanna løber hen imod mig, og fletter sin arm med min. ”Er du også nervøs for mødet? Jeg har hørt, at der er nogle som aldrig kommer tilbage igen” Hun smiler og kigger ventede på mig. ”Så slemt kan det vel ikke være”? Det eneste som jeg tænker på er det min mor sagde; ”Pas på de ikke finder ud af hvem du er”. Hvad skal det betyde? Er jeg ikke som alle andre?
Vi stopper op ved et lyskryds og venter på at der bliver grønt, da de andre piger fra klassen dukker op.
Vi er en klasse på 5 piger og 9 drenge. Men det er meget normalt i denne her del af byen. Owrky er arbejdernes kvarter.

Pigerne er alle spændte på mødet. Vi blev da heller ikke skuffet da vi blev samlet alle 40 afgangselever fra skolen i et af de større lokaler. ” Jeg hedder Gail. Som I ved, så er det en vigtig dag for jeres fremtid, ikke nok med at I skal have taget nogle prøver, I skal også selv tage nogle beslutninger. Jeg er stolt over at kunne sige at den her proces har været en fast del i næsten 100 år. I vil blive delt op, i piger og drenge. I vil kunne gå, lige efter testende. Held og lykke. ”
 

Jeg kigger rundt, mænd i uniformer står med pistoler og holder vagt. ”sært” Tænkte jeg.
Jeg fulgte efter Johanna og resten af pigerne hen til et lokale hvor vi skal vente på det bliver vores tur.
Efter 10 minutters venten hører vi skud. Folk begyndte at gå i panik og skrige i takt med at skuden blev flere og højre. Nogle vagter løbe ud i mens andre står klar til at beskytte os.
Johanna græder højlydt som de flest andre gør. Jeg tager hende ind til mig og krammer hende.

Vores forhold er specielt, vi har altid fulgtes ad. Hendes mor er død og hun bor hos hendes bror og hans familie. Hun bryder sig ikke så meget om det, derfor har hun altid været hos mor og jeg. Man kan vel sige at hun er en søster for mig. Vi har altid passet på hinanden.

”kom, lad os gå hen i hjørnet og gemme os” Jeg trækker Johanna igennem det lille lokale og hent til et hjørne. Vi kan sidde i skjul for planten lidt. Pludselig høres der skud og skrigene kvæles. Jeg ligger mig ned og lukker øjnene. Stilheden er ikke til at tage fejl af. Alt småsnakken og hulkene er væk. ”Hvad skete der?” Jeg tør ikke åbne mine øjne og beslutter mig for at blive liggende lidt endnu. Det var et klogt træk. Pludselig kan der høres fodtrin, ikke bare en, men flere. ”Undersøg dem” siger en kvinde stemme. Flere skridt nærmer sig og pludselig er der en der løfter mig op. ”spil død, spil død” Gentager jeg inde i mig selv.  

Jeg kan mærke forsigtige hænder på min krop go fornemmelsen af at blive flyttet på, og pludseligt et let pust på min hals. ”Lig stile” Hvisker en mande stemme. ”Hvad fanden?” Tænker jeg, men gør hvad han siger.

Pludselig høres der et skrig og et par stemmer og så et skud. ”Fandens” bliver der sagt af en dyb mørk stemme. ”Ingen ting her” Siger den samme stemme som hviskede til mig. ”Var det alle?” Siger den samme kvinde stemme igen. ”Ja” siger et par stykker. De begynder at gå.

Efter 10 minutters stilhed åbner jeg øjnene. Et forfærdeligt syn rammer mig. Blod over det hele. Piger som jeg har kendt hele mit liv, ligger livløse på gulvet. Den første tanke som rammer mig er Johanna. ”hvor er hun” Tænker jeg. Jeg går rundt i blandt de livløse piger indtil jeg finder hende. Hun ligger på bordet med åbne øjne. De lysebrune øjne ser tomme ud. Hun har blod overalt på sin yndlings kjole og åben sår på halsen. Jeg trygger mig indtil hende og græder. Efter et stykke tid, vender jeg mig om og prøver at finde ud.
Jeg ser livløse menneske over alt. En af mændene i uniformer ligger i en kæmpe blodpøl. Jeg sætter mig ned, og tager hans pistol ud af hånden på ham, alt imens tårene triller ned ad mine kinder. ”Hvem kan finde på sådan noget her?” Jeg rejser mig op med pistolen i hånden.  Jeg små løber ned ad gangen. Og åbner døren ud til. Mennesker står i en halv cirkel rundt om skolen. Politiet har afspærret området og prøver at holde de fortvivlede forældre og mennesker væk. Et gys går i gennem flokken da de ser døren blive åbnet og jeg kommer ud med blod over det hele og tåre ned ad kinden og med en pistol i hånden.
Jeg ser mor og løber hen i hendes arme. Hun knuger sig ind til mig imens hendes tårer kæmper om kamp med mine. Johannas bror har genkendt mig og kæmpet sig igennem mængden af sørgende forældre.

Han hiver i mig og råber ”hvad skete der? Hvor er Johanna” Han kigger på mig med de samme lysebrune øjne som hende. Jeg kigger ned. ”De skød hende” hvisker jeg.”  Han rusker i mig. ”De skød hende” råber jeg så højt jeg kunne, så højt at der kom en pludselig stilhed. Han falder ned på sine knæ og falder sammen og græder højlydt.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...