Øjnenes hemmlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Historien foregår ude i fremtiden og handler om Lucy som pludselig ikke er den hun troede hun var. Universet bliver domineret af racer og der er udbrudt krig. Hvad Lucy ikke ved, er at hun er en afgørende brik i krigen.


I er meget velkommen til at komme med feedback :-)

0Likes
1Kommentarer
215Visninger
AA

4. "Ankomsten til Gallas"

Hvad der føltes som en evighed, med tumults og voldsomme drejninger, så nåede vi endelig frem. Mor som den første gik ud. Det andet fly var også lige landet. Vi samlede os i en gruppe og gik hen imod en stor grå etage bygning. Mace som havde været på det andet fly, dannede sammen med min mor og Lias front.

”Velkommen hjem” En mand i hvide klæder kom frem med spredte arme. Hans blå øjne skinnede og hans hvide hud fik det til at ligne at han gik i et med sit tøj. ”Godt endelig at møde dig Pao” Min mor kyssede ham på hver kind. ”Hun vendte sig mod mig. ”Det her er min datter Lucy” Hun rakte sin hånd frem for at præsentere mig. Jeg trådte et skridt frem og smilte. ”Det er mig en ære at velkomne dig her på vores planet” Han bukkede dybt. Jeg smilte akavet og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle gøre med mig selv. ” I lige måde” Jeg kiggede på mor som smilte. ”Kom med indenfor, i må være sultende.” Pao lage sin hånd på min mors ryg og førte os inden i bygningen.  Selve bygningen var også grå. Betonvægge bryde det meste af bygningen. Pao førte os ind i hvad der nok skulle forstille en spisestue, men nærmere lignede en balsal.
De folk som sad og spiste, ænsede os knap. ”herover” Pao viste os hen til et langbord.
Mor satte sig over for mig og smilede.  Pludselig lød et glædesskrig og en masse folk kom løbende imod os. Tydeligvis med en kæmpe savn, krammede, kyssede og græd de alle og mange af dem vi havde fulgtes med gjord det samme. Pigen fra flyet krammede en mand der lignede hende på en prik. En ung høj fyr stilede sig ved siden af Pao. ”Det skulle være alle de nærmeste” Han smilte. Pao kiggede på ham og så over på mig. ”Det her er min søn Pal”. Vi fik øjenkontakt og rødmede begge. ”Hej” Jeg kiggede hen på mor som pludselig var blevet en smule mere bleg. Hun sendte mig et blik som jeg ikke kunne tyde. Pao gjord tegn til at Pal skulle sætte sig ved siden af mig. Pal lignede en som skulle til at protestere, men gjord som der blev sagt.

Maden blev serveret. Vi spiste i tavshed, i mens vi lyttede til familiernes fortællinger til hinanden. Åbenbart var vi i hovedstaden. Det var tydeligt at savnet havde været stort, for stort at nogle af dem vi havde rejst, med havde meldt sig frivilligt. Hvem ville også tage børn med? ”Er du okay?” Mor havde som sædvanligt luret mig. ”Helt fint, jeg er bare lidt træt”. Pao skyndte sig inden mor kunne sige noget. ”Pal kan følge dig op til dit rum”. Pal kløede sig i håret og rejste sig. Han rakte sin hånd frem mod mig. Jeg rødmede igen og tog i mod. ”Jeg kommer fordi inden jeg går i seng” Mor smilte kort. Jeg nikkede og gik med Pal.

Ude på gangen gik vi de første par meter i tavshed. Faktisk så snakkede vi ikke før vi nåede elevatoren. ”Min far kan være ret bestemt”. Igen kørte han sin hånd igennem håret. ”Jeg synes han virker okay sød”.
Pal grinte ” så er du den første”. Han kiggede hen på mig. ”Han er en meget hård og bestemt mand som aldrig viser sine følelser frem. De kalder ham vist is kongen ude på landet.” Jeg sank. ”Synes du også det?” Jeg kiggede på ham og prøvede at gennemskue ham. ”Tja, hvis han bare viste en del mere interesse i mig, end han gør i at styre sit land, så ville han vide at han aldrig vil kunne få det han gerne vil.”
I det jeg skulle til at spørgere gik elevatoren op og Pal rankt ryggen. Han fulgte mig hen til en dør. ”Det er her du skal være og det her er din vagt, som passer på dig”. Vagten, en høj mørk mand smilte skævt. ”Miss”. Jeg smilte. ”Tak Pal, vi ses”.

Værelset var hvidt som sne, intet havde så meget som en anelse varme i sig. Hvad der føltes som sekunder efter jeg havde lagt mig på sengen, kom mor ind. ”Han vil have at du gifter dig med hans søn” Hun havde lukket døren med så stor en omhu for at være sikker på at det kun var os to, som hørte det. Jeg satte mig op. ”jamen…” ”Det sker selvfølgelig ikke skat” afbrød mor mig og satte sig ved siden af mig. ”Du skal have lov til at gifte dig med hvem du vil”. Hun fjernede en hårtot fra mit ansigt og kørte det bag øret. ”Men hvis det nu skulle være, så er han langt fra den værste kandidat” Mor grinede. ”MOR” Jeg skubbede til hende. ”Du er for meget”. Jeg grinte.
Mor lage sig ved siden af mig. ”Vi må finde en løsning og så komme væk”. Det her er vist heller ikke det sikreste. ”Har du snakket med Ola om det?” Jeg kiggede på hende. Mor sukkede. ”Jeg tror det er bedst at vi klare det her selv. Ola er, hvordan skal jeg få det sagt…. Hmm hun er Paos søster.”  Jeg fik store øjne ”søster?”. Mor nikkede. ”Din fars bror, forelskede sig i hende. Men på grund af racekulturen, så måtte hun opgive sin titel som prinsesse for at kunne være sammen med ham.” Jeg måbede. ”Hun må virkelig elske ham”. Mor nikkede. ”Det gjorte hun også inderligt”. Desværre var han sammen med din far, da.…” Mor stoppede. ”Da Dyserne kom og gik i krig”. Dyserne, jeg havde aldrig hørt det ord før. Jeg vidste faktisk ikke noget som helst. Efter i skyderiet på skolen for et par dage siden er min verden vendt på hoved. Alt hvad jeg troede jeg vidste, var meget mere kompliceret. Hvem jeg er, er en brøkdel af hvem jeg virkelig er og jeg er åbenbart den eneste som ikke ved en skid.
Vi lå sådan i noget tid. Ingen af os sagde noget. Vi lå bare og krammede. Efter noget tid faldt vi vist begge i søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...