Complicated

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Samuel Thompson er en 17-årig musiknørd og mere eller mindre et usynligt individ på Watford High. Han er en enspænder og han foretrækker at passe sig selv og være i fred, men hvor nemt er det at være i fred, når man pludselig finder interesse i skolens mest populære pige, Ashley Williams? Hvad sker der, når deres liv bliver vendt op og ned, og kan man overhovedet være venner med en populær, når man selv er en del af taber-kulturen?

21Likes
41Kommentarer
6411Visninger
AA

9. Pjække-pakken

 

Ashley’s synsvinkel: Tirsdag,11.17, solskin - Watford High

 

Ærligt lige nu ville jeg ønske, at jeg gik i samme klasse som Sam. Jeg tror aldrig, jeg har været så alene før. Pigerne nægter at sidde ved siden af mig og vælger altid et to-mands bord, så der ikke er plads til mig. Det er officielt bare slut mellem Mason og jeg, så jeg orker ikke engang at prøve og Chloe og Dylan er vist ved at blive noget seriøst, så ham holder jeg mig bare fra. Så ja endnu engang sidder Ashley Williams helt alene nede bagerst i klassen og jeg har stadig ikke vænnet mig til det. Det er pisse fucking hårdt at miste alt og alle på en uge, og jeg forstår stadig ikke hvordan det er gået til, men fuck hvor jeg hader Lance for at dele det billede, der startede mit lorte liv. Mine karakterer er også faldet, fordi jeg glemmer at lytter efter i timerne. Eller jeg glemmer det ikke, har bare tankerne alle mulige andre steder, hvilket jo egentlig er forståeligt nok. Det gør det heller ikke bedre, at Lance officielt er kommet sammen med skolens største so, Quinn Davies. Seriøst, hvordan kan han holde hende ud? Hun er så så så forfærdelig, og hun kører så meget i det med billedet.  

Mr. Wellson begynder at stå og snakke om en eller anden krig, der har været for evigheder siden og jeg tager automatisk høretelefoner i, da alt der er f. Ashley’s tid ikke er interessant og sådan er det bare. Jeg er begyndt at høre ekstremt meget musik efter jeg er blevet forladt af alt og alle, men også fordi det er en af Sams store interesser, hvis ikke den største også synes jeg det er spændende at blive lukket ind i hans lille nørde univers. Jeg har haft sådan en lyst til at høre purpose-albummet efter jeg fandt det hjemme på hans værelse, så det er netop, hvad jeg har gået i gang med her midt i historietimen. Min Iphone vibrerer og jeg plejer egentlig ikke at tjekke den, fordi det sikkert bare er en eller anden, der synes, det er skide sjovt at fortælle mig, hvilken klam luder jeg er. Alligevel låser jeg min Iphone op i håb om, at det er fra Sam. En anelse overrasket opdager jeg, at den er fra Aria i en privat besked. Vi skriver aldrig privat, altid over The Hoes, men efter jeg knaldede Dylan har den været pænt stille.

AriaRiggs: Hey, kan vi lige snakke efter timen? Har noget vigtigt at sige. Btw hvem er ham der på din insta?

AshleyWilliams: Øh jo klart, hvorhenne? Musik-Sam

AriaRiggs: Bare ved dit skab, tænker jeg. What troede ikke nørder kunne være lækre?

AshleyWillams: Okay <3 Nej vel? Men han er faktisk helt vildt cute, hah

AriaRiggs: I ser også ret cute ud på det der billede

AshleyWilliams: Er Chloe meget sur?

AriaRiggs: Jaer.. Tror bare du skal give hende lidt mere tid

AshleyWilliams: Okay, nå men ses efter timen

Jeg smiler svagt, det er første gang i evigheder, at jeg har kontakt til en af tøserne og misforstå mig ikke, Sam er møg skøn, men han er ikke min bedsteveninde, jeg kan dele alt med. Jeg håber virkelig Aria vil snakke igen. Jeg forstår godt, hvorfor Chloe er sur, men Aria forstår jeg ikke helt. Ja, jeg dummede mig, men det gik jo ikke ud over hende. Måske hader hun mig bare ligesom resten af skolen? Egentlig har hun slet ikke nogen grund, men hun hader mig vel bare, fordi de andre gør? Jeg lægger min Iphone væk og skruer lidt op for musikken, inden jeg glider væk i mine egne tanker resten af timen.

 

Da timen er slut pakker jeg nervøst mine ting sammen. Gad vide hvad Aria vil snakke om? Måske vil hun tilgive mig eller måske vil hun bare gøre det hele meget værre? Jeg aner det ikke. Med bankende hjerte smider jeg min taske over skulderen og går ud af klassen for at gå ned og bytte mine bøger ud med dem, jeg skal bruge i den næste time efter spisepausen. Satser på at fange Sam og nørderne, så jeg har nogle at spise med. Jeg tror, de havde det ret stramt med min tilstedeværelse, men nu må de lige tage sig sammen. Det er jo ikke fordi, jeg bider eller noget.

“Hey,” lyder Arias stemme og afbryder mine tanker. Jeg lukker skabet i og kigger på hende. Chloe er ikke gået med, men det passer mig egentlig fint nok.

“Hvad så?” Spørger jeg og prøver at lyde så ligeglad som muligt. De skal sgu heller ikke tro, at jeg savner dem eller går og har brug for dem. Fandme nej.

“Hvordan går det?” Spørger hun blidt og jeg ruller øjne.

“Drop det der og kom til sagen. Vi ved godt, at du ikke er her for at stå og have ondt af mig,” svarer jeg og får øje på Chloes skulende øjne ovre på den modsatte side af gangen. Hun var her alligevel.

“Øh okay. Vi øh mig og resten af cheerleaderne er blevet enige om, at du ikke bidrager med nok til holdet som leder,” starter hun prøvede ud og bider sig i læben. Fuck hvor er hun klam! Aria har altid været co kaptajn og når det så lige går lidt dårligt med mit skide liv, så udnytter hun det som en vej til succes. De tager min fucking sidste status fra mig, fuck hvor er de klamme allesammen.

“Så I smider mig af holdet?” Spørger jeg koldt og sætter hænderne i siden med et løftet øjenbryn. Aria ryster på hovedet.

“Nej, du er stadig med. Du er bare ikke kaptajn længere,” siger hun og virker til at have fundet lidt mere mod. Jeg fnyser.

“Fuck hvor er I latterlige. Hyg dig med dit hold, regn ikke med at jeg dukker op,” svarer jeg koldt og drejer om på hælen, inden jeg skrider. Fuck hvor er de klamme, helt seriøst. Hvad fanden er hun for en veninde? Nu har jeg helt og aldeles ramt bunden. Tillykke Lance, du har officielt fået mig til at miste alt. Jeg er så såret, vred og skuffet lige nu og med hurtige skridt skrider jeg ud af skolen. Skal fandme ikke bruge et sekund mere sammen med de idioter. Mine ben bærer mig hele vejen ned til cykelstativerne før jeg må sætte mig ned. Jeg sidder gemt bag skuret ved cykelstativerne med benene trukket helt op under mig og tårerne løbe ned af kinderne. Shit, hvor er jeg en klam tøs, der bare sidder og tuder snot, når alt ikke lige går, som jeg vil have det. Frustreret kører jeg mine hænder gennem mit hår og prøver at tørre mascaraen af, inden den er ud over det hele.

“Ash?” Sams behagelige stemme afbryder mig og jeg skynder mig at tørre øjnene, men til ingen verdens nytte. Jeg nikker bare og kan høre ham sætte sine ting på jorden, inden han klatrer over stativerne for at komme om til mig.

“Det er lidt af et gemmested, du har her,” mumler han og sætter sig ned ved siden af mig. Han rører mig ikke, lægger ikke en arm om mig eller tager min hånd. Han sidder bare helt stille ved siden af mig og er alt andet end påtrængende, og jeg sætter pris på det. Efter billedet har alle drenge haft en eller anden idé om, at de bare kan tage mig på røven eller rage på mig på andre måder, og det pisser mig af. Det er bl.a derfor, jeg så godt kan lide Sam. Han er passiv, klodset og akavet på en skøn måde.

“Meningen er også, at jeg ikke skal blive fundet,” mumler jeg og snøfter en enkelt gang. Sam nikker, men bliver siddende, hvilket jeg egentlig er ret taknemmelig for. Stilheden falder over os og jeg tror, han lader mig græde færdig ellers har han bare ikke nogle spørgsmål. I hvert fald er jeg taknemmelig for, at han ikke overfalder mig, men bare sidder her hos mig.

“Så øh hvis du vil fortælle mig, hvad der sker, så snakker du bare og ellers sidder vi bare, så længe du har lyst til,” siger Sam og bryder stilheden efter lidt tid. Jeg smiler og tørre øjnene, inden jeg skæver over til ham. Han er seriøst den mest tålmodige og rareste ven, jeg nogensinde har haft. Han er ikke ligesom alle de andre. Han har tid og lyst til at lytte til mig på en helt anden måde end de andre har haft, og han ser bestemt ikke værst ud i hans slidte hvide converse, sorte jeans og hans forvaskede sorte t-shirt med et eller andet band på, som jeg ikke kender.

“Det er ret latterligt at begynde at tude over,” svarer jeg og føler mig pludselig helt dum.

“For min skyld kunne du tude over, at du havde trådt på en snegl eller at der ikke var nogle skyer på himlen, jeg ville stadig hellere sidde her med dig end inde i musiklokalet,” svarer han og jeg kan ikke lade være med at gengælde hans skæve smil.

“Aria og cheerleaderne er blevet enig om, at jeg ikke længere kan være deres Cheerleader Captain, også blev jeg sur og sagde, at jeg slet ikke ville være cheerleader mere,” siger jeg og samler frustreret et blad op fra jorden, inden jeg piller det fuldstændig fra hinanden.

“Det er jeg sgu ked af, Ash. Kan jeg gøre noget?” Spørger han og kigger over på mig med hans rare grønne øjne, så jeg ikke kan lade være med at smile. Jeg ryster på hovedet og tillader mig at lægge mit hoved på hans skulder. Sam rykker en anelse på sig og et kort øjeblik er jeg bange for, at jeg har gjort ham utilpas, men så virker han til at slappe af.

“Jeg skal på arbejde i dag, men hvis du har lyst, kan jeg komme forbi med en pizza?” Foreslår han og jeg kan ikke lade være med at smile bredt. Det kunne jeg seriøst godt bruge lige nu.

“Okay, men så er der måske en lille ting du kan gøre for mig,” svarer jeg stille og lader blikket hvile på hans slidte converse.

“Sig frem,” siger han og jeg føler mig uendeligt glad for at have fundet ham. Han er nok blevet en af mine bedste venner, hvis ikke den bedste, på ekstremt kort tid og jeg holder så meget af alt ved ham. Hans rolige behagelige stemme, hans slidte tøj, hans interesse for musik, hans duft der er helt umulig at forklare, men der bare dufter af ham. Alle sammen ting, der gør mig så latterligt tryg omkring ham.

“Vil du ikke blive og sove? Jeg hader at sove alene,” mumler jeg flovt og Sam rykker igen på sig. Sig mig har han en totalt fobi for piger eller hvad? Eller er det bare mig, han bliver så utilpas over for? Han er simpelthen akavet den dreng og jeg elsker ham for det.

“Tjoh det kan jeg da godt, hvis du gerne vil have det,” mumler han fraværende og jeg smiler glad.

“Altså du skal kun, hvis du har lyst og tid,” skynder jeg mig at forsikre ham, da jeg stadig synes, han virker en smule utilpas.

“Tid har jeg i hvert fald masser af,” svarer han og jeg griner, fordi vi begge ved, at Sam nok er den mest asociale person på hele Watford High.

“Og lyst?” Spørger jeg bare lige for at være på den sikre side. Jeg vil ikke tvinge ham til noget, han synes er ubehageligt, selvom jeg ikke helt kan se det farlige eller ubehagelige i en sleepover.

“Selvfølgelig har jeg det,” svarer han til sidst og sender mig et skævt Sam-smil. Jeg kan ikke lade være med at blive glad, især fordi jeg tror, han lyver lidt. Jeg tror udelukkende, han sover hos mig for min skyld, fordi han virker altså utilpas. Jeg lader tankerne ligge, da jeg hører klokken ringe indtil time igen. Det magter jeg nul, især fordi jeg ikke har de samme timer som Sam, så jeg ved, jeg bare skal sidde alene.

“Jeg gider ikke ind,” siger jeg lige ud og Sam griner.

“Så har jeg en glimrende idé, vent lige her,” siger han og før jeg ved af det, er han kravlet tilbage over cykelstativerne for at løbe lidt ned af og trække en forfærdelig grim gul cykel ud. Jeg rejser mig op, da han kommer gående tilbage med den og løfter nysgerrigt et øjenbryn, inden jeg finder vej ud til ham.

“Og hvad har du så tænkt dig med den der?” Spørger jeg skeptisk, så Sam bare griner og samler sin taske op.

“At cykle dig hjem selvfølgelig? Også tænker jeg, at jeg køber den obligatoriske pjække-pakke med på vejen,” fortæller han og jeg kan ikke lade være med at grine.

“Og hvad er den obligatoriske pjække-pakke helt præcist?” Spørger jeg og sætter mig bag på cyklen, inden jeg lader mine arme holde om Sam.

“Du er så uvidende,” siger han med et grin, og undlader at svare på mit spørgsmål. Sam træder i pedalerne og kort efter, er vi cyklet væk fra skolen, hvilket er ekstremt tiltrængt. Vi kører og snakker hele vejen ned til Brugsen, hvor Sam langt om længe bremser op og hopper af cyklen. Min røv er øm af at sidde på hans bagagebærer, men jeg klager ikke, fordi jeg har fået lov at bruge eftermiddagen med ham i stedet for skolen.

“Venter du her?” Spørger han med et akavet Sam-grin og jeg nikker skeptisk, inden han drejer om og forsvinder ind i Brugsen. Gad vide, hvad han har i tankerne, og hvorfor er han så sød ved mig? Jeg mener, det er vildt så stærkt, det er gået. Vi har aldrig snakket sammen og på én enkelt uge, er vi nærmest blevet de bedste venner. Jeg har aldrig været så tæt med nogle før, det føltes så underligt ægte, det jeg har med Sam. Overvej at jeg aldrig ville have mødt ham, hvis Lance ikke havde delt billedet eller Mason ikke havde slået op eller jeg ikke havde knaldet med Dylan, så pigerne blev sure. Jeg ville virkelig gøre alt for få det tilbage, som det var før, men på den anden side ville jeg miste Sam, og det ved jeg ikke om, jeg ville kunne.

“Piiift! Smukke, sender du ikke lige lidt guf til os i aften?” Jeg drejer hovedet efter dem der råber, og får øje på en gruppe i blå jakker. Umiddelbart ikke nogle jeg snakker med, men ud fra jakkerne at dømme, er de nogle af Lance og Mason’s blå idioter, så selvfølgelig har de også set billedet. Fuck, hvor jeg hader dem.

“Ignorer dem, Ash,” lyder det med blid stemme og jeg smiler svagt til Sam, da jeg opdager han er tilbage. Drengene pifter endnu engang efter mig, inden de kører væk på deres små klamme scootere. Seriøst, de er så fucking klamme og ugh altså!

“Er du okay?” Spørger Sam, da de er forsvundet og jeg nikker bare, men jeg er fucking ikke okay. Jeg er så pisse træt af, at jeg ikke engang kan gå i fucking Brugsen uden at blive råbt af. På skolen er et, men i min fritid. Om jeg magter det.

“Det’ fint, Sam, du skal ikke tænke på det,” siger jeg nok en smule for hårdt. Det er bare alle andre ville ikke lægge noget i min tone, men Sam er bare anderledes. Han er så observerende og han bliver langt mere tilbageholdende, hvis jeg virker den mindste smule afvisende. Jeg tror, det er fordi, han er så pisse usikker på sig selv. Det er bare en skam, han burde ikke tage alt så personligt.

“Okay.. Øh.. Her,” mumler han og rækker mig en indkøbspose. Han klør sig usikkert i nakken og skraber klodset foden hen over jorden, mens jeg tager imod den.

“Men øh jeg tror også hellere, jeg må se at komme hjemad, så jeg kan nå på arbejde. Klarer du den eller skal jeg følge dig hjem?” Spørger han stille og jeg bander drengene langt væk for at have gjort mig i dårligt humør. Det skulle fucking ikke gå ud over Sam og nu har han lige været sød og købe gud-ved-hvad til mig.

“Jeg kan bare gå, hvis du har meget travlt,” siger jeg og tager en dyb indånding. Egentlig vil jeg slet ikke have, at han går, men han virker utilpas, så jeg vil ikke holde ham her. Sam nikker og får en smule klodset sat sig op på sin gule cykel, inden han slingrer ud fra parkeringspladsen og efterlader mig alene tilbage. Jeg sukker, da han forsvinder ud af mit syne og åbner nysgerrigt posen for at se, hvad han har købt. Et svagt smil breder sig på mine læber, da jeg ser, at han har købt mig en liter kakaomælk, 2 pakker mælkesnitter, 4 kinder maxi stænger, 2 kinder bueno og en spand trefarvet is og fuck hvor er det fucking sødt af ham. Seriøst, det er sådan gud og hvorfor skal han være så latterligt skøn og nu er han bare cyklet væk? Jeg bider mig kort i læben, inden jeg begynder at gå hjem.

 

19.58

“Det’ hos Pizza Planet, hvad kan jeg gøre for dig?” Lyder det efter lidt tid. Jeg sidder i min seng og konkluderede rimelig hurtigt, at jeg altså ikke kunne undvære ham. Desuden har han lovet mig at sove her og jeg tror ikke, han har tænkt sig at holde det løfte, medmindre jeg tvinger ham.

“Hej, jeg vil gerne bestille en vegetar pizza og øh Samuel Thompson, hvis man kan det?” Siger jeg og griner lettere akavet.

“Sam?” Spørger manden i enden og lyder en anelse forvirret.

“Ja! Han kan bare aflevere min pizza sidst, så passer det fint,” siger jeg hurtigt og beder inderligt til, at han går med til at lade mig bestille hans pizzabud.

“Hvad er dit navn og adresse?” Spørger han og jeg føler mig ekstremt pinlig over at sidde og bestille Sam hos fucking pizzamanden.

“Ashley Williams, Eastford Avenue 13

“Okay Ashley, så kommer han nok omkring kl.23.00.”

“Mener du det? Tusind tak virkelig!” Udbryder jeg glad og lægger på. Min aften er reddet! Sam kommer over, det kunne ærligt ikke være bedre. Han fortjener altså også at smage noget af alt det, han købte til mig. Ærligt, det er fandme noget af det sødeste nogen har gjort for mig. Af ren og skær vane hopper jeg på Instagram for at slå ventetiden ihjel..


@AshleyWilliams: Venter..🍕🍕 @SamOT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...