Complicated

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Samuel Thompson er en 17-årig musiknørd og mere eller mindre et usynligt individ på Watford High. Han er en enspænder og han foretrækker at passe sig selv og være i fred, men hvor nemt er det at være i fred, når man pludselig finder interesse i skolens mest populære pige, Ashley Williams? Hvad sker der, når deres liv bliver vendt op og ned, og kan man overhovedet være venner med en populær, når man selv er en del af taber-kulturen?

21Likes
41Kommentarer
6381Visninger
AA

4. Losers

 

Samuel’s synsvinkel: Fredag,12.10, blæsende - Watford High.

 

“Seriøst Sam! Det er så fucking vildt, og du skulle se grafikken, er du gal den er fed!” Fortæller Elliot begejstret om et eller andet nyt computerspil, han har købt. Han er helt oppe at køre over det, har stort set ikke snakket om andet hele dagen og som den gode ven, jeg er, har jeg selvfølgelig bare gået og sagt; ja, okay, mhm, det kan jeg godt se, fedt. Og hvad man ellers kan sige, så det lyder som om man lytter, når man egentlig har tankerne et helt andet sted.

Elliot og jeg er uden tvivl nogle af skoles største tabere, men der er alligevel forskel på, hvordan man er taber. Jeg er mere den stille type, og det har gjort mig til den usynlige taber, hvilket passer mig ekstremt godt. Jeg passer mig selv, går ikke vejen også lader de mig være i fred. Elliot derimod er til tider en anelse for kæphøj, hvilket ofte er resulteret i, at jeg har hevet ham op fra samtlige skraldecontainere, håndvaske eller pedellens skab. Jeg ved ikke, hvorfor Mason og hans blå idioter, som de bliver kaldt, er så vilde med at skubbe de nemme ofre alle mulige mærkelige steder hen. Måske fordi de har en iq på niveau med en dør eller noget i den retning. Jeg ved bare, at Elliot er kommet i gruppe med Mason til biologi og det er bestemt ikke en succes. Jeg er alene, fordi som sædvanlig nåede alle at finde en makker før mig, men det passer mig fint. Jeg fungerer generelt bedst alene.

Elliot og jeg drejer ned af gangen til musiklokalet for at slutte os til de andre nørder, tabere, whatever vi har sgu så mange titler efterhånden. Musiklokalet er vores sted, en af de eneste lokationer på skolen, som de populære elever ikke kommer. Det er også grunden til, at vi alle sammen spiser frokost hernede ligegyldigt om man interessere sig for musik eller ej. Træt af at høre på Elliots uendelige snakken, skubber jeg døren til musiklokalet op og finder min sædvanlige plads ovre i hjørnet. Her kan jeg sidde i fred og arbejde på mine tracks, mens jeg har et overblik over de andre. Det er dog alligevel sjældent, der sker en forandring. Lucas og Oscar to rødhårede ranglede gutter med briller på størrelse med cola bunde og togskinner, der fylder munden, så de ikke kan snakke sidder som sædvanlig og spiller skak. Fede Cat eller bare cCat, når hun lytter med, sidder og spiser ved det eneste bord, der er herinde og Elliot slutter sig straks til Abbie og Jones i sækkestolene, hvor de snakker videre om det nye spil. Sækkestolene var her oprindeligt ikke, men eftersom der ikke er nogen, der holder øje med musiklokalet har vi fået slæbt en del ting herind til at gøre det hyggeligt. Som sagt er der et skakbord nede ved den af endevæggene, der er tættest på døren. Ved siden af skakbordet, står der en helvedes masse stole stablet i tilfælde af, der skulle komme nogle og lytte til den musik, der oprindeligt blev spillet hernede, men det ved vi alle godt ikke sker. Så er der det store bord, hvor Cat sidder og spiser sin madpakke, der er voldsomt stor. Tror det er alt, hvad jeg formår at spise på en dag og det siger ikke så lidt. Derudover er der to trommesæt, sækkestolene, to elguitarer, en akustisk, et almindeligt klaver, 3 keyboards, nogle bongotrommer, xylofoner, mikrofoner og tamburiner og en helvedes masse skrammel. Selv sidder jeg på en klaverstol, jeg har sat i spænd mellem skabet og bagvæggen, så den virker som en lille bænk. Det er altid den samme stilling, jeg sidder i. Let bøjede ben, min macbook hvilende på skødet med ryggen lænet op af den kolde murstens bagvæg. Så ja min tilværelse på Watford High er ikke ligefrem yderst interessant, nok nærmere ikke eksisterende, hvis du spørger de populære elever, men det passer mig ganske fint. Jeg skal bare være færdig, så jeg kan komme ud og leve det liv, jeg ønsker.

 

15.05

“Sam!” Elliots stemme råber mit navn hele vejen ned gennem gangen og pr automatik dukker jeg nakker og går ind til siden, så jeg ikke står i vejen. Elliot indhenter mig og jeg kigger op på ham. Han har modsat mig ikke stillet sig ind til siden, men står stadig ude midt på gangen.

“Skal vi ikke tage hjem til mig? Så du kan se det?” Foreslår han begejstret og snakker igen om sit dumme spil. Seriøst, hvornår forstår han, at gamer verdenen på ingen måde interessere mig.

“Jeg skal på arbejde senere,” siger jeg afvisende og hanker op i min skoletaske. Egentlig burde jeg være mere taknemmelig for Elliot, han har været min eneste ven lige siden folkeskolen og vi har altid fulgtes ad, men han er bare lidt for overgearet nogen gange. Desuden er han helt anderledes end mig, han er udadvendt og smilende, hvor jeg er enspænder. Hans humor er normal, min er pisse sarkastisk. Jeg er klodset og akavet, og trods han er den største taber, så har han da styr på sine ting.

“Flyt dig brilleabe!” Spytter Mason hårdt ud og skubber Elliot i ryggen, da han passerer ham. Dét er lige præcist grunden til, at jeg altid stiller mig helt klistret op af skabene. Den eneste jeg kan lide eller i hvert fald holde ud af de populære er Ashley Williams. Hun er lidt af en bitch for at sige det mildt, men hun virker alligevel mere menneskelig end de andre også har hun trods alt en iq, der er højere end en guldfisks.

“Ignorerer dem,” svarer jeg bare, da Elliot skal til at råbe igen. Han sukker og stiller sig ind ved siden af mig.

“Du kan da bare tage hjem til mig også på arbejde?” Foreslår han og tager sig til den skulder, som Mason ramte. Mason er fandme også en stor fyr, ærligt det ville ikke komme bag på mig, hvis han kunne forvandle sig til Hulk er sådan et eller andet pis. Det gør det heller ikke bedre, at Elliot cirka er lige så splejset som Lucas og Oscar. Mason kan jo for fanden brække hans knogler bare ved at kigge på ham.

“Okay,” sukker jeg opgivende og Elliot stråler, idet vi går mod udgangen af skolen for at gå hjem til ham. Jeg skal allerede på arbejde kl.17.00, så jeg kan nærmest ikke nå at være hjemme hos ham, men det gør egentlig ikke så meget, har ikke den store trang til at være social. Desuden er jeg glad for mit arbejde, det er rart at have penge og en undskyldning, så man ikke skal sidde alene hjemme en fredag aften, når alle andre på skolen skal til fest. Det eneste nederen er, at jeg først kan få kørekort til en bil, når jeg bliver 18, så pt kører jeg rundt på en knallert med pizzaerne liggende på et lad både foran og bagpå.

 

Jeg har smidt mig i Elliot’s seng, mens han selv sidder foran sin computer fuldstændig optaget af hans nye spil. Han både råber og skriger, mens jeg bare ligger og lytter til noget nyt, jeg er i gang med at sætte sammen. Jeg har altid haft en svaghed for musik, men jeg ved egentlig ikke hvorfor, fordi jeg er ikke specielt musikalsk eller jeg kan i hvert fald ikke synge, indtil videre spiller jeg guitar, klaver og en anelse trommer også selvfølgelig skak, men sidstnævnte har vist ikke så meget med musikken at gøre. Jeg går ud af mit musikprogram for at gå på Facebook. Generelt bruger jeg ikke Facebook særlig meget eller andre sociale medier for den sags skyld, har ikke det store behov for at følge med i typer som Masons liv, fordi det er virkelig kun dem, der ligger noget op. Underligt nok har jeg fået en notifikation. Jeg klikker og opdager, den er fra i lørdags. Fuck, godt jeg holder mig opdateret alligevel. Det er 6 dage siden, klapsalver til mig altså.

Lance har tilføjet et billede til Watford High

Fraværende klikker jeg på notifikationen, men har nær tabt kæben, da jeg ser hvad det er for et billede. Det er et billede af Ashley liggende i en seng, kun iført en g-streng. Hendes bryster og brystvorter er fuldstændig blottede og billedet har fået flere hundrede likes og reaktioner. Har han lagt det op med hendes tilladelse? Næppe. Jeg synker en enkelt gang. Det er sgu ikke hver dag, jeg ser en rigtig piges krop. Okay, hvem prøver jeg at snyde. Jeg er en fucking taber. Jeg har aldrig set en rigtig piges krop, jeg har kun kysset med to i alt. Tre, hvis man tæller tantekys fra mor med! Føj Sam. De eneste pigekroppe jeg ser, er dem jeg søger på i det sene nattetimer.

“Hallo Elliot?” Siger jeg og kigger over på ham. Det tager et øjeblik, før han opfatter, at jeg snakker til ham.

“Har du set det billede af Ashley, der ligger på elevernes side?” Spørger jeg og han ryster på hovedet, inden han lukker ned for sit spil og åbner Facebook, så Ashleys nøgne krop også dukker op der. Elliot spærrer øjnene op og rødmer så.

“Fuck dig, Sam, hvorfor skulle jeg se det nu? Hun er jo pisse lækker,” griner han og klør sig usikkert i nakken. Jeg ruller øjne.

“Tag dig sammen. Tror du, han fik tilladelse til at lægge det op?” Spørger jeg og nu er det Elliots tur til at rulle øjne.

“Kæft man, du er helt væk i naivitet. Lance er hendes ekskæreste, det er sgu da hævnporno det der! Godt porno, men hævnporno,” svarer han og jeg kan se, han gemmer billedet. Ad, han er klam egentlig. Hvordan kan Lance overhovedet få sig selv til sådan noget? Jeg sukker og skæver til klokken, den er 16.27, så jeg skal til og afsted.

“El, jeg smutter,” meddeler jeg, men han brummer bare og er igen dybt opslugt af sit spil. Hovedrystende pakker jeg mine ting sammen og svinger min skoletaske over skulderen, inden jeg smutter ud og hopper på min cykel for at komme hen til Pizza Planet.

 

17.38

Min uniform er ikke ligefrem køn. Den består af en rød kasket, hvor der står Pizza Planet, en rød skjorte med logo og navn på henholdsvis højre og venstre bryst efterfulgt af et par sandfarvede habitbukser og mine meget slidte, gaffatapede arbejdsko. Jeg presser hjelmen ned over mit umulige hår og spænder den sidste pizza taske fast til knallerten, inden jeg smider kasketten ned i det lille opbevaringsrum under sædet og trækker min røde Pizza Planet flistrøje på med logoet på ryggen også er jeg ellers den der er kørt. Det er fredag, så jeg har en helvedes masse bestillinger og jeg er udmærket klar over, at jeg sikkert også bliver forsinket. Jeg er sikkert først hjemme sådan klokken 23.45, så jeg bare kan gå på hovedet i seng.

Den første tur ligger i vest kvarteret af Watford, da jeg har afleveret alle pizzaerne, kører jeg tilbage og fylder op igen. Det sker to gange mere med leveringer til Vestkvarteret, da jeg har overstået min tredje tur er jeg nødt til at få tanket. Jeg skæver til mit ur, da jeg står og tanker. Den er kun lidt over 8, tiden går så åndssvagt langsomt seriøst. Jeg har kun overstået halvdelen af min vagt. Træt kører jeg tilbage til butikken, fylder op og ser til min store overraskelse, at jeg nu skal hen i øst kvarteret og det er rart med lidt afveksling for engangs skyld. Jeg får hurtigt leveret de første par pizzaer og opdager så til mit held, at de næste tre skal til samme adresse. Så er det fandme nemt! Jeg slår gps’en til og suser ned mod Eastford Avenue og da jeg finder huset med nummer 13, slukker jeg motoren og stiger af min knallert. Jeg tager hjelmen af og erstatter den med den røde kasket, inden jeg svinger pizza tasken over skulderen og kigger op på huset. Huset ser ikke ligefrem billigt ud, faktisk tror jeg generelt, at det her er en af de dyrere veje for den mere velhavende del af byen. Så vidt jeg ved er østdelen også bare mere velhavende en vestdelen af byen. Jeg når op til hoveddøren, en stor flot træ dør og trykker på ringeklokken, mens jeg står og venter en anelse utålmodigt. Jeg hader, når kunderne er langsomme, så skal jeg kører stærkere, så det ikke går ud over de andre. Døren går op og jeg spærrer overrasket øjnene op, da jeg ser det er Ashley. Automatisk kommer jeg til at tænke på billedet og jeg ryster på hovedet. Det er simpelthen for upassende. Utilpas hoster jeg en enkelt gang og klør mig akavet i nakken alt imens hun bare står og betragter mig. Føj, jeg har lige gjort det hele så meget mere akavet. Jeg mener, hvor svært kan det virkelig være Sam? Du skulle fucking bare aflevere en pizza!

“Øh hej Ashley,” siger jeg bare og går fummelfingret i gang med at finde hendes pizzaer frem fra tasken, hvorfor gjorde jeg ikke også det, da jeg stod og ventede?

“Ej undskyld, men kender jeg dig?” Fniser hun. Okay, that’s it jeg går ud og skyder mig selv. Musikken spiller inde fra stuen og jeg går udfra, at hun nok holder fest af en art.

“Nok ikke,” siger jeg bare hurtigt og får endelig fundet pizzaerne frem.

“Jamen hvor kender du så mig fra?” Fniser hun og jeg gætter på, hun er fuld. Hun stiller sig fnisende op af dørkarmen og betragter mig, så jeg føler mig ekstremt utilpas.

“Jeg går også på øh Watford High,” svarer jeg og rækker pizzaerne frem mod hende, men hun vifter afvisende med hånden. Åh gud, hvad har jeg rodet mig ud i?

“Gør du? Ih, det gør jeg også! Hvad hedder du?” Fortsætter hun og jeg bliver enig med mig selv om, at det kommer til at blive mere smertefuldt, hvis jeg ikke bare svare på hendes spørgsmål.

“Samuel,” siger jeg kort for hovedet og hun kigger smilende op på mig. Hvordan kan hun være så ligeglad med, at der ligger et billede af hende nøgen på Facebook? Er verden virkelig blevet så syg?

“Ash skat! Kommer du ikke snart med de pizzaer?” Råber en pigestemme inde fra stuen og Ashley vender sig væk fra mig.

“Lige om lidt, jeg snakker lige med Samuel fra skolen,” råber hun tilbage og fniser. Musikken bliver skruet ned.

“Sam,” retter jeg hurtigt og hun vifter igen med hånden. Hvad er der med den hånd der?

“Hvem?” Bliver der råbt og kort tid efter dukker to piger op ved siden af Ashley.

“Sam,” siger hun og peger på mig. Jeg nikker akavet og rækker Chloe, må det være, pizzaerne, imens Aria er ved at finde pengene frem. En akavet stilhed falder over os og jeg stikker hænderne i lommen, mens jeg vipper lidt utålmodigt på fødderne.

“Er det her nok?” Lyder det fra Aria og jeg nikker uden overhovedet at have talt, skal bare væk herfra.

“Tak,” mumler jeg og drejer om på hælen. Jeg har den absolutte største trang til at skyde mig selv og som om det ikke var nok, snubler jeg selvfølgelig også over mine ben på vej ned og kan høre pigerne fnise i oppe ved døren. Okay, nu er jeg død indeni.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...