Voksende Novelle-samling

Hejsa!

Jeg har besluttet mig for, at jeg hver aften/nat, lige inden jeg går i seng, skriver en kort novelle. En novelle, som udtrykker stærke følelser og til dels stærke scener eller temaer. Jeg har ikke sat nogle grænser, så i finder både positive, negative og noget midt i mellem. Jeg kommer til, eller prøver på, at uploade dem nogenlunde regelmæssigt. Det betyder, at den vil være voksende med tiden, så i må lige tjekke ind en gang imellem ;)

Jeg håber, at i finder dem underholdende og spændende at læse :)

0Likes
0Kommentarer
182Visninger
AA

1. 30.03.2018 - På et hængende Ræb

Imens hun klingede sig fast til rebet, som svang fra side til side over den bundløse grøft, greb hendes højdeskræk hende om halsen. Kun en kvalt tone kom ud af hendes hals og hun prøvede at få vejret, trods hendes åbenlyse problem: højdeskrækken. 

Højdeskrækken, som havde snøret hendes hals til. Som fik tøjet til at klæbe op ad kroppen. Som fik hendes krop til at ryste mere end dengang i hendes ungdom på vipperne. Hun følte frygt. 

Frygt for at glide af rebet. Frygt for at falde ned i den mørke tomhed. Frygt for aldrig at finde bunden. Frygt for at de sidste ord til hendes mor var nogle, hun ville fortryde. 

Fortrydelse. 

Der var en del, hun fortrød.  En del ting, hun ønskede, hun kunne rette op på. På ikke at være der for hendes mor efter hendes far dødede. På hendes forhold til hendes søster. På turen hertil. 

Hvis bare hun kunne gøre alt forfra. Hvis bare hun kunne leve hendes liv om igen, uden at lave de samme fejl. Uden at skulle leve med fejlene. Så ville det være perfekt. 

Tanken om en perfekt verden, hvor hun havde en sund og levende familie, varmede hendes iskolde fingre op og afskærmende hende fra vindens kulde. Den gav hende mod. Håb. Vilje. 

Vilje til at overvinde hendes frygt, hendes angst. Vilje til at klatre op og finde hjem igen, så hun kunne rette op på hendes fejl. Så hun kunne leve lykkeligt igen. 

Hendes årer fremstod tydeligt på hendes nøgne arme og med en hidtil ukendt kræft træk hun sig styk for styk opad. Hun træk skarpt vejret for hvert stykke tættere på toppen.  

Men også en anden kræft hjalp hende. Viljen for at overleve. Viljen for at føle glæde, tryghed, kærlighed igen. Viljen for at bevise, at hun ikke bare er en revisor. Men at hun kan kæmpe for det, som betyder noget. At hun har viljestyrke. And hun har en kampånd. 

Med et sidste ryk, nåede hun op  skrænten. Varmen fra solen på hendes krop, var som Guds kys. Lettelsen af endeligt at have klaret det, flød gennem hendes årer og fyldte hende med stolthed. Men hendes smil sagde alt. Hendes smil, som rak fra øre til øre. Som var lettelse, stolthed, tilfredshed og samtidig udmattelse.  

Men i hendes fred og udmattelse mærkede hun ikke den alting forstørrende revne omring hendes krop. Hun mærkede ikke jorden omkring hende langsom smuldre, stenene langsomt glide nedad. 

Med et brag vågnede alle hendes fem sanser og hun faldt ned i dybet. Hun skreg fra toppen af hendes lunger, hendes øjne vidt åbnet. 

Det er enden, tænkte hun. 

Og med et enkelt ryk svandt lyset ud ad hendes øjne. Hendes muskler blev slappe og alle hendes tanker, meninger og drømme var væk. Væk ud i tidens strøm, hvor de ville blive glemt. 

Med øjnene vidt åbnet og hovedet lænet til siden, kiggede den døde krop ud i intetheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...