Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 14 okt. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
53Kommentarer
14916Visninger
AA

8. 7. Besværlige beslutninger


 

Alexander’s synsvinkel: Torsdag, 13.42, solskin - Ethan’s hus, Hilhurst.

 

Jeg vågner, fordi min mund føles som fucking Sahara og et eller andet fjols har glemt at rulle gardinet i soveværelset ned, så jeg bliver blændet af sensommersol. Det er sikkert mig selv, der har glemt det. Jeg misser med øjnene, i det jeg sætter mig op i sengen og prøver at fugte min tunge, men det er åbenbart en umulig opgave. Det tager et stykke tid før det går op for mig, at jeg ikke er hjemme i Bellas lejlighed, også vælter alle aftenens og nattens begivenheder ind over mig, og jeg kan ærligt ikke bedømme, om jeg har mest ondt i hovedet eller i hjertet. Fuck altså, det her er kraftedme noget lort. Hvor fanden er jeg overhovedet henne? Jeg kaster et blik rundt i værelset, og jeg opdager, at jeg stadig er iført min hvide skjorte, men at mine bukser og jakke ligger på gulvet af et værelse, der virker bekendt. Jeg har det latterligt varmt og den hvide skjorte klistrer til min overkrop, så det er mere end behageligt, da jeg tager den af og kaster den ned på gulvet.

Fuck, jeg er på Carmens værelse hos Ethan! Tanken slår mig ud af det blå, og jeg bliver pisse panisk for, at jeg har gjort noget, jeg ikke burde også kommer jeg i tanke om, at Bella har været nede hos Cameron og kvalmen bliver slemmere. Jeg vil virkelig ikke vide, hvad de har lavet, men føj hvad hvis han har rørt ved hende eller kysset hende? Det slår knuder i min mave og jeg skynder mig at fokusere på noget andet. Jeg afleverede stoffer i går, hvilket betyder at jeg har fået penge! Langsomt kommer jeg ud af sengen og griber fat i min grå habitjakke, inden jeg tjekker inderlommerne på den. Der ligger en gullig konvolut i den højre lomme og da jeg åbner den får jeg øje på pengene. Der mangler lidt, men jeg gætter på, at de er gået til togbilletten til Hilhurst. Alligevel vil jeg 100 gange hellere undvære de 10.000 også vågne op sammen med Bella. Hvad fanden er der galt med mig?! Hvordan kunne jeg opføre mig sådan over for det menneske i verden, der betyder mest for mig? Jeg forstår det ikke, det gør jeg virkelig ikke. Vreden begynder at boble igen, men denne gang er den rettet mod mig selv. Fuck en spasser jeg er, også gjorde jeg det ovenikøbet forbi, men det er nok alligevel også bedst, når jeg behandler hende sådan der. Jeg kan jo umuligt være god for hende på nogen måde. Jeg er syg intet mindre. Frustreret samler jeg mine habitbukser op fra gulvet, tager dem på og satser på jeg må låne en hvid t-shirt af Ethan. Jeg har forhelvede ikke andet end mit jakkesæt med, og det gider jeg ikke have på. Bukserne er fine, men jeg magter ikke skjorte og jakke. Sløvt rejser jeg mig op og får slæbt mig selv ud fra Carmens værelse og videre ud i gangen. Det ser ikke ud til, at der er andre end mig, så jeg sætter kursen mod køkkenet og et glas vand, der forhåbentligt kan gøre en ende på den tørke, jeg har i munden. Prøver så vidt muligt bare at lade være med at tænke. Jeg ødelagde det hele og jeg kan ikke gøre en skid ved det. Hun er sikkert allerede videre og sidder nede ved Cameron sammen med Madison, mens de lever deres nye liv også kan jeg gå her og rådne op med mine fucking kontanter.

  Jeg træder ind i stuen og får til min store overraskelse øje på Ethans mor. Det var bestemt ikke lige hende, jeg havde forventet at se. Ethans mor er en køn kvinde, det har jeg altid syntes. Ethan ligner hende helt ekstremt med deres lyse hår og beroligende dybblå øjne.

“Hej,” prøver jeg at sige, men min stemme knækker på vejen af ren og skær udmattelse. Det må være fordi jeg har råbt så meget. Mrs. Lawrence opfatter dog alligevel lyden og kigger op på mig med et bekymret og ikke mindst mor-agtigt blik.

“Alex for pokker,” siger hun bare, og spørger ikke ind til, hvad jeg har lavet. Det er jeg ovenud taknemmelig for. Ud fra hendes reaktion at dømme ser jeg lige så skidt ud, som jeg føler mig.

“Hvordan har du det?” Spørger hun blidt og kommer gående hen til mig, inden hun lægger armene om mig. Det føles mærkeligt, det har min mor sgu ikke gjort ved mig i 100 år, men det rart, jeg føler mig tryg og velkommen for engangs skyld.

“Undskyld,” mumler jeg hæst og trækker mig væk fra hende, inden jeg slæber mig over og finder et glas.

“Hvad siger du dog undskyld for?” Spørger hun med bekymret og uforstående mine. Jeg tager en tiltrængt slurk af mit vand og læner mig udmattet op af køkkenbordet.

“Det hele, at jeg bare kommer brasende her.” Min stemme er hæs og min hals er tør og ru, men snakken og vandet hjælper en anelse med at bløde det op og jeg rømmer mig kort.

“Det skal du da ikke undskylde for, du må altid og jeg mener altid komme her, det ved du da,” siger hun og jeg føler mig ovenud taknemmelig for at have Ethan som ven, og hans familie at være hos. De har fandme altid været der for mig.

“Tak,” mumler jeg rørt og kaster et blik ud på terrassen. Har ikke engang lyst til at ryge, det vil Bella heller ikke have, at jeg gør. Måske skulle jeg bare starte på en frisk? Glemme Bella, flytte hjem til mor og prøve at rydde op i alt det lort, jeg har lavet. Det lyder fristende, men jeg kan jo ikke glemme hende og der er simpelthen for meget lort.

“Alex?” Lyder Mrs. Lawrences stemme efter lidt tid, hvor jeg bare har stået og drukket mit vand i et tamt forsøg på at blive en smule mere levende. En umulig opgave.  

“Mhm?” Brummer jeg, har egentlig mest bare lyst til at være i fred, men jeg kan ikke være bekendt ikke at svare, når hun har åbnet sit hjem for mig. Mrs. Lawrence der før stod og vaskede op, lægger det snavsede bestik fra sig og kigger over på mig.

“Hør Alex, jeg vil ikke blande mig i, hvad du går og laver til daglig, men jeg ved, du er et godt menneske og hvad end du har fået dig rodet ud i, så ved jeg også, at du kan gøre det godt igen. Bare husk at passe på dig selv, ikke?” Hendes tonefald er blidt og hendes øjne finder mine, mens vi snakker, som om hun prøver at gennemskue grunden til, at hendes søns bedsteven kommer væltende midt om natten. Hendes ord gør mig dog alligevel rørt, og et eller andet sted er jeg pisse misundelig på Ethan. Jeg ville ønske, at min mor var så opbakkende omkring mig, men hun har ret. Jeg bliver sgu nødt til at rydde mit eget lort op.

“Tak,” siger jeg taknemmeligt ude af stand til at finde de rigtige ord. Mit blik glider træt rundt i deres store køkkenalrum. Til tider forstår jeg ikke, hvad Ethan ser i mig. Han har alle muligheder, men jeg tror bare ikke, han er klar over det. Hans mor er støttende og forstående, de har et stort hus, han har en skøn søster og de har penge, en helvedes masse faktisk. Det eneste han mangler er hans far, men han findes jo også. Manden er bare aldrig hjemme. Mrs. Lawrence er gået tilbage til sin opvask og jeg tømmer mit glas vand for den sidste slurk uden at føle, det har gjort en forskel overhovedet. Jeg har det akkurat lige så elendigt som før. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget for at slippe af med alle de tanker, der får hovedpinen til at blive tusind gange så slem.

“Er Ethan stadig i skole?” Kvækker jeg hæst, mens jeg betragter, hvordan hun rytmisk tager en ting, skyller den af, putter den i opvaskemaskinen, for så at gentage bevægelsen igen.

“Ja, han burde være hjemme omkring 16.00,” svarer hun og sender mig et opmuntrende smil. Jeg nikker, Ethan kan altså ikke holde mine forstyrrende tanker på afstand med hans ustoppelige ævlen om, hvad der foregår ovre på skolen.

“Har du brug for hjælp til noget?” Spørger jeg en anelse usikkert og klør mig i nakken. Jeg er ikke vant til at hjælpe andre mennesker, og da slet ikke at tilbyde min hjælp, men jeg har brug for ikke at tænke overhovedet, så hvis hun har bare et eller andet ligegyldigt, som jeg kan lave, ville det være rart. Fuck, jeg fortryder det hele. Ville ønske, jeg bare kunne spole det hele tilbage til sommerferien.

“Egentlig ikke, jeg er næsten færdig her, men du skal være velkommen til at tage med ned og handle?” Foreslår hun og jeg møder hendes rare blå øjne. De stråler af livsglæde og man kan ikke andet end at føle sig tilpas omkring den kvinde. Jeg nikker, måske kunne det gøre godt at komme lidt ud. Så længe hun ikke forventer den helt store snak, så tror jeg, at jeg kan overskue det med nød og næppe.

“Godt vi kører om 10 minutter.”

 

Jeg smækker bildøren og sætter mig tilrette på passagersædet. Jeg har lånt en af Ethans hvide t-shirt, stukket min konvolut i kanten på mine bukser, samt nakket Ethans hvide sneaks. Nu er jeg ikke alt for overdressed, måske bare lidt for smart i en fart, men fuck hvor er jeg ligeglad. Det her er fucking Hilhurst, og jeg har det fucking elendigt. Mrs. Lawrence bakker ud af indkørslen og jeg stirre tomt ud af vinduet uden at ane, hvad jeg skal sige til hende. Ikke fordi jeg prøver eller har lyst til at starte en samtale, men de fucking latterlige tanker vil ikke stoppe, og det stresser mig. Ærligt så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er godt klar over, at Ethan er en midlertidig løsning, jeg kan jo ikke bo hos ham for altid, men hvor fanden skal jeg så tage hen? Ville ønske, at jeg bare kunne tage hjem til Bella, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg var voldelig overfor hende, det er kraftedme kun psykopater og folk der levede for hvad 500 år siden, der gør sådan noget. Man slår ikke på piger, sådan har det været lige siden, vi var små. Ja, jeg har fandme både fået og givet tæv, men det var altid på drenge, aldrig i mit liv har jeg drømt om at gøre en pige ondt fysisk, men det gjorde jeg. Bare sådan uden videre, skubbede jeg hende ind i væggen og greb fat i hende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor ubehageligt det må have været for hende. Frustreret spænder jeg op i hele kroppen og mærker igen, hvordan hadet til mig selv bliver endnu større. Jeg trives jo for helvede ikke på nogen måde, men jeg har fandme heller aldrig prøvet. Jeg har aldrig prøvet at skabe et godt bånd til min søster, jeg har ikke prøvet at ordne tingene mellem mor og jeg, og jeg har ikke engang prøvet rigtigt med Bella. Jeg giver for helvede op, når det bliver for svært.  Og nu sidder jeg her helt på skideren og har så pisse ondt af mig selv. Jeg er og bliver et fucking skvat.

“Øhh Mrs. Lawrence du kunne vel ikke sætte mig af hos min mor, mens du handler?” Spørger jeg hæst. Det her kan ikke være andet end en dårlig idé, men det er min eneste idé, fordi jeg er så dårlig til ord og følelser. Jeg er nødt til at gøre et eller andet, der ikke er totalt fucked up, fordi det er virkelig, hvad jeg er. Fucked up.

“Jo, det kan jeg da godt,” svarer hun en anelse forbavset og overraskelsen i hendes ansigt er ikke til at undgå, men okay hvem prøver jeg at snyde, alle ved jo at min mors og mit forhold er elendigt. Desuden tror jeg ikke helt, at Mrs. Lawrence og min mor er enige i, hvordan man opdrager børn, men det er jo deres eget problem.

“Spiser du med i aften?” Spørger hun og holder ind til siden på min mors gade. Mit blik lander på hendes lille lejlighed, de er flyttet, mens jeg har været væk. Jeg fjerner modvilligt mit blik fra boligblokkene for at kigge over på Mrs. Lawrence.

“Ja, det burde ikke tage så lang tid,” mumler jeg og åbner døren. Luften udenfor er kølig, trods det strålende solskin, og jeg fortryder, at jeg ikke tog jakke på. Langsomt lukker jeg døren i efter mig og går ind på fortovet for at se, Mrs. Lawrence kører væk. I lang tid står jeg bare og betragter de mange vinduer i den firkantede bygning. Kæft man, hvad fanden er det her dog for et sted? De kan jo ikke bo sådan her. Langt om længe begynder mine ben at bevæge sig og jeg kredser ved de forskellige indgange, indtil jeg får øje på min mors navn på dørtelefonen. Jeg burde bare gå, burde jeg ikke? Jeg har ikke lyst til at skændes med min mor. Generelt set har jeg ikke lyst til at skændes mere, jeg vil bare gerne gøre alt godt igen og starte forfra. Jeg står bare og stirre på deres navne; Valeria Davies, Nora Walker & Emma Davies. Jeg aner ikke, hvordan det går med nogen af dem. Jeg ved ikke, hvor stor Emma er blevet, fordi jeg har haft så stort et had til ungen pga den lort til Matthew, der bare skred fra dem. Fuck ham. En anelse irriteret går jeg i gang med at ringe på fra toppen i håb om, at der bare er en eller anden, der gider at åbne. Der går 4 forsøg før jeg høre en klik lyd og døren åbner.

“Sikkerheden er sørme også i top,” mumler jeg ironisk og går indenfor. Opgangen stinker af røg, fuck et kvarter min mor har fundet. Det skal babyen sgu da ikke vokse op i. Mit blik lander på postkasserne, men det er sgu på ingen måde sikkert nok, det lort der. I stedet tjekker jeg nummeret på lejligheden og tager trappen op mod 3 TH. Jeg sætter mig på trappen, der fører op til 4 sal og sidder længe bare og stirre på den mørke blå dør, hvor malingen er begyndt at skalle nogen steder. Sikke et sted, hun har fundet og jeg bliver gal på mig selv over, at jeg ikke var der til at forbyde hende at flytte ind sådan et sted, som det her. Jeg ryster på hovedet og fisker min pakke smøgere op af lommen, det der rygestop bliver sgu ikke foreløbigt. Små skridt for helvede giv mig en chance, mumler jeg til hvide engel, der så tit sidder og prædiker på min højre skulder. Desværre har jeg en tendens til at lytte til den lille røde fyr på den venstre skulder. Jeg sætter smøgen mellem læberne og skider på, om man må ryge herinde eller ej. Her stinker sgu af røg i forvejen, så jeg tænder den uden den mindste bekymring. Det er afslappende at ryge, og det giver mig en ro, når jeg gør det. En ro jeg ikke selv er i stand til at opbygge, problemet er at når jeg ryger så meget, som jeg gør, så kræver det efterhånden fandens mange smøgere. Jeg puster tungt ud og ser, hvordan røgen bliver hængende i opgangen, fordi jeg netop sidder indenfor og ikke ude. Afslappet lader jeg mine albuer hvile på min knæ, inden jeg bliver utålmodig og trækker den gullige konvolut op af buksekanten. De her penge skulle fucking gå til Bellas lejlighed, men jeg er med garanti ikke en skid velkommen hos hende mere, og jeg gider ikke selv have dem, i hvert fald ikke dem alle sammen. Jeg ryger færdigt, smider smøgen og åbner konvolutten, mens jeg lader blik lande på alle kontanterne. Fuck it! Jeg tager den brugte halvdel af de 5000 og lader de resterende 5000 blive i konvolutten, som jeg forsegler igen, inden jeg rejser mig og skubber den ind under døren til min mors lejlighed. Mine egne penge krøller jeg sammen og stikker ned i lommen, inden jeg rejser mig. Nu skal jeg kraftedme væk herfra, har gjort hvad der skal gøres.

“Alex?” Jeg stopper op på trapperne ned mod anden sal og vender mig rundt, selvom hendes stemme var genkendelig nok. Fuck det var lige præcis det her, der ikke skulle ske. Anspændt vender jeg mig rundt og får øje på Nora. Hun ligner sig selv i en lidt ældre og mere kvindelig udgave, og det føles som evigheder, siden jeg sidst så hende. Nora får tårer i øjnene, og jeg opdager, at hun står med min konvolut i hånden.

“Hej,” siger jeg svagt og smiler stift. Fuck man, jeg kan ikke klare det her. Ikke nu, det duer bare ikke. Nora står bare og kigger på mig, men hun siger intet og det gør mig latterligt utilpas. Hun er min lillesøster for helvede, det burde ikke være sådan her!

“Hvordan går det?” Spørger jeg tamt og hun ryster på hovedet af mig med tårerne rendende ned af kinderne.

“Det kan du seriøst ikke mene, det der,” hvisker hun og knuger hårdere fat om konvolutten. Jeg bider mig nervøst i læben og klør mig usikkert i nakken, hvad fanden skal jeg gøre?

“Hør Nora. Det var ikke meningen, I skulle opdage, jeg har været forbi. Konvolutten er fra mig til mor, okay?” Siger jeg og gør tegn til, at jeg gerne vil afsted, men Nora træder endelig frem mod mig og slår så armene om mig. Det kommer fuldstændig bag på mig og der går længere tid end der burde, før jeg gengælder hendes omfavnelse.

“Vil du ikke nok blive?” Hvisker hun knust og jeg får ondt i maven, mere end jeg havde i forvejen. Den dårlige samvittighed sidder i brystet og brænder uendeligt meget. Fuck hvor har jeg været en spasser over for alt og alle, det sidste lange stykke tid.

“Det ville jeg ønske, jeg kunne,” mumler jeg og aer hende på ryggen. Hun trækker sig væk fra mig og hendes øjne er røde at græde, men hun virker til at have vundet kontrol.

“Må jeg så i det mindste ikke komme at besøge dig, når alt det her bliver for meget?” Siger hun svagt og peger mod lejligheden. Hun mener mor, når mor bliver for meget. Fuck hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sige ja, men jeg har jo ikke engang selv et sted at bo.

“Lad os finde ud af det, okay?” Svarer jeg undvigende og jeg kan se, at det sårer hende, at jeg ikke bare svarede ja, men hun forstår det ikke. Hun forstår ikke, hvad der foregår.

“Bare ring eller skriv, ikke?” Fortsætter jeg og slipper hende, inden jeg træder et par trin ned at trappen. Hun nikker bare tavst og jeg vender ryggen til, mens jeg prøver at glemme skuffelsen i hendes ansigt og det faktum, at jeg lige har såret endnu et menneske, fordi jeg er for egoistisk til at overskue andre end mine egne problemer.

 

Turen mod Ethans hus, føltes uendeligt lang til fods og jeg er fuldstændig udmattet, da jeg træder ind i hans indkørsel. Mit hoved dunker af alle de tanker og bekymringer jeg har, og den dårlige samvittighed sidder stadig og brænder i mit bryst, hvis ikke mere end den gjorde før. Træt og endnu mere elendig end før, slæber jeg mig ind i huset i håb om at få fred og ro til bare at have ondt af mig selv om min elendighed, men jeg når knap ind af døren før Ethan stikker sit hoved frem i døråbningen.

“Hey, du er hjemme,” konstaterer han og jeg kigger træt over på ham. Fuck, jeg orker ikke noget nyt, så jeg beder inderligt til, at han vil lade mig gå i seng. Det er absolut det eneste, jeg kan overskue lige nu.

“Godt set,” mumler jeg spydigt overhovedet ikke i humør til at snakke. Nora opdagede mig, og hun jeg skuffede hende, ligesom jeg har skuffet og såret Bella. Fuck, hvor det bare går ned af bakke for mig altså.

“Hvad sker der?” Spørger han og tager sig ikke af mit spydige tonefald. Ethan ved godt, at der er ikke ligger noget personligt i det, men det udelukkende er fordi, jeg føler mig så ilde til mode.

“Intet, jeg går i seng,” vrisser jeg af ham og maser mig forbi ham og videre ind i stuen, hvor Mrs. Lawrence står og laver mad, mens Carmen sidder på køkkenbordet og snakker med hende. Skønt, de er her alle sammen til at observere, hvor fucking syg i hovedet jeg er.

“Bella ringede,” siger Ethan lavt, så de andre ikke høre det, men alligevel højt nok til, at jeg opfatter det. Jeg stopper op og vender mig mod ham. Noget inde i mig har på ingen måde lyst til at vide det. Jeg har jo besluttet mig for, at jeg ikke er god for hende, så jeg er bare nødt til at glemme hende og komme videre. Desuden er jeg stadig såret over, at hun var nede hos Cameron, men jeg er alligevel for interesseret i at høre om det. Så jeg retter opmærksomheden mod ham.

“Hun var bekymret for dig. Hun vidste ikke, hvor du var også…” han stopper op og klør sig en anelse utilpas i nakken. Jeg kigger afventende på ham.

“Hvad?” Spørger jeg nok en anelse for hårdt, men det virker ikke til at være det, der går ham på. Irritationen begynder langsomt at stige op i mig, sig det nu bare forhelvede.

“Hun vil gerne have, du svarer hende,” prøver han forsigtigt og jeg ruller øjne. Var det bare det?

“Jeg kunne ikke være mere fucking ligeglad,” svarer jeg koldt. Det er en kæmpe løgn. Nysgerrigheden brænder i mig for at finde ud af, hvad hun har skrevet, men jeg gider ikke virke svag over for Ethan og desuden burde jeg være ligeglad. Være ligeglad, glemme hende og komme videre, jeg er fucking ikke god for hende. Jeg drejer rundt på hælen og forlader stuen til fordel for Ethans værelse, hvor jeg med det samme griber min slukkede Iphone. Utålmodigt og med trippende fødder sidder jeg og venter på, at den skal tænde, mens jeg spekulere på, hvad hun mon har skrevet? Måske har hun gjort det forbi? Nej, det ville hun aldrig gøre over sms, især ikke efter det med Chris. Endelig kommer der liv i skærmen og det vælter ind med meddelelser.

9 Ubesvarede opkald

Ethan: Hey b, er du okay? Du virkede ret væk, da vi snakkede..

Madison: Hvad fuck har du gjort ved Bella? Hun er jo helt ude af den!

Bella: Babe, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Jeg er så pisse ked af det virkelig, og jeg ved, det var forkert af mig at gå ned til ham og fortælle ham om, hvad der foregår mellem dig og mig, og jeg fortryder det mere end noget andet. Virkelig. Pls bare kom hjem, jeg mangler dig mere end du kunne forestille dig, og jeg er så bekymret.

Jeg elsker dig, kom hjem <3

Madison: Seriøst kom hjem, hun er fucking ødelagt, spasser

Nogle af beskederne er fra i nat, mens andre først er kommet i dag. 2 af opkaldene er fra Ethan, 1 fra Madison og resten er fra Bella. Shit, hun er faktisk ked af det. Det generer mig dog stadig, at jeg ikke ved, hvad hun lavede med ham. Tanken om hans hænder på hende, gør mig syg og får det til at slå knuder i maven. Ja, jeg reagerede heller ikke fair, det ved jeg godt, men ugh fuck jeg hader Cameron.

Alex: Hvad lavede I?

Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at svare hende, fordi jeg er fast besluttet på, at jeg ikke er god for hende. Jeg trækker hende jo kun ned, og det er jo ikke pointen i et forhold. Man skal jo netop trække hinanden op. Jeg ignorerer Madisons beskeder, og Ethan behøver jeg jo ikke at svare. Udmattet over de anstrengende bekymringer og tanker smider jeg mig på sengen, men når ikke at lukke øjnene før min Iphone vibrerer.

Bella: Intet! Babe, jeg sværger, vi drak kun et glas vin og snakkede.. Er du okay?

Alex: Kunne spørge dig om det samme?

Bella: Det var et uheld, skat. Du gjorde det ikke med vilje, og der skete mig jo ikke noget

Alex: Stadig, undskyld

Bella: Babe, det’ okay <3 Må jeg ringe?

Jeg har ikke lyst til, at hun ringer. Hun gør mig så meget i tvivl om min beslutning, var det et uheld? Nej, det var det jo ikke. Jeg blev så vred, at jeg ikke kunne kontrollere mig også var jeg voldelig overfor hende. Hvad nu hvis det sker igen eller der sker noget endnu værre? Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, det kan jeg knap nok nu. Jeg har aldrig været glad for en pige på den måde, som jeg er for hende, men jeg har ligesom bevist, hvor fucking elendig, jeg er til forhold. Jeg burde bare droppe det, vende tilbage til skolen. Min Iphone begynder at vibrere og Bellas kønne smukke ansigt dukker op på skærmen, men jeg lader den bare gå på svaren. Fuck, hvor bliver det en umulig opgave det her. Jeg elsker hende, det gør jeg sgu, men det går galt en dag og nej jeg tør ikke tage chancen. Træt lukker jeg øjnene og triller om på siden uden det mindste håb om at falde i andet end en urolig søvn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...