Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 14 okt. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
49Kommentarer
14069Visninger
AA

7. 6. Shit!


Isabella’s synsvinkel: Torsdag, 00.47, nat - Bellas lejlighed, London.

 

Jeg vågner med et sæt, da jeg hører et kæmpe brag ude fra gangen. Shit man, hvad fanden sker der? Automatisk begynder mit hjerte at banke ekstremt hurtigt og før jeg ved af det, bliver døren til soveværelset flået op og Alex vælter ind fuldstændig vild i øjnene.

“Har du været nede ved Cameron?” Spørger han hæst og prøver tydeligt at kontrollere sig. Han er vred, han er rigtig rigtig rigtig vred, hans tonefald er koldt og stift og han nærmest ryster af vrede, mens han bare står og kigger på mig. Shit. Hvordan fanden har han fundet ud af det?

“Alex jeg, pls skat rolig, kom sæt dig,” prøver jeg hurtigt, men snubler i alle ordene. Jeg har aldrig set ham sådan her før. Han kunne ikke finde på at gøre mig noget, kunne han?

“Svar mig!” Råber han og slår frustreret døren ind i væggen, så der lyder endnu et højt brag og jeg er udmærket klar over, at han gør det for at få afløb for sit raseri. Jeg sætter mig hurtigt op i sengen og mærker, hvordan mit hjerte begynder at slå hurtigere i takt med at den paniske og ikke mindst desperate følelse melder sin ankomst i min krop. Jeg løber fuldstændig tør for ord, hvad skal jeg sige til ham?

“Er du døv eller hvad?” Råber han igen og griber et eller andet på gulvet, inden han kaster det hårdt ned mod den væg, jeg sidder op af. Det viser sig at være en af de små pyntepuder, jeg har, men det ændrer fandme ikke på, at han ikke skal begynde at kaste ting efter mig. Han er jo syg i hovedet, hvad fanden tænker han på?
“Det der kan du godt droppe, du skal kraftedme ikke kaste med tingene og da slet ikke efter mig!” Siger jeg bestemt og hæver stemmen, så Alex bare ryster på hovedet og kører sine hænder gennem håret, mens han tramper frem og tilbage nede for enden af sengen.

“Jeg fucking vidste det. Du har kraftedme siddet nede ved ham og tudet over, hvor fucking hårdt du har det, fordi jeg ikke rydder op i din fucking stue, men så kan du kraftedme også selv få lov at gøre det,” bander han mig langt væk, inden han farer ud af soveværelset og ind i stuen. Lynhurtigt kommer jeg på benene og trækker min dyne om mig, inden jeg går efter ham ind i stuen.

“Alex, stop med det der barnlige pis, kan vi ikke snakke sammen?” Prøver jeg en anelse irriteret over, at han kommer hjem på den måde der. Det er jo så fucking tydeligt, at han ikke er sig selv. Måske har han drukket, det skulle fandme ikke undre mig.

“Fuck dig,” mumler han og ryster på hovedet, inden han næsten griner, hvilket skræmmer mig helt ekstremt meget.

“Fuck du’ syg,” gentager han sig selv, inden han kommer truende hen mod mig og et eller andet sted, så bliver jeg pisse bange, da han kommer helt tæt på. Hans ånde stinker langt væk af alkohol, så det er mere end tydeligt, at han har drukket. Hans pupiller er store og hans øjne er røde. Fuck han har taget stoffer! Shit, jeg vidste, at der foregik noget. Fuck altså! Han griber fat om min hage og jeg prøver at vriste mig fri, hvilket bare resultere i en smerte hele vejen op gennem min kæbe. Han strammer sit greb yderligere og jeg piver, han er fandme skræmmende lige nu.

“Svar mig på om du var hjemme hos Cameron,” snerrer han sammenbidt ud gennem tænderne.

“Alex pls stop,” hvisker jeg, men det er som om han slet ikke har nogen fornuft tilbage overhovedet for i det han slipper min hage, skubber han hårdt til mig, så jeg ramler ind i væggen bag ved mig og en smerte skyder op i min ryg. Shit, han er jo fuldstændig syg i hovedet. Jeg kan mærke tårerne presse på, hvordan kan min Alex, søde, dejlige, legesyge Alex komme så langt ud? Jeg kan jo ikke være sammen med en, der så voldelig over for mig. Han kan jo ikke styre sig. Jeg hiver efter vejret og mærker frygten skyde op i mig, da han kommer tilbage mod mig igen.

“Alex,” prøver jeg, men han ryster afvisende på hovedet, inden han drejer om på hælen, griber ud efter en vase og kyler den ind i væggen, så jeg hurtigt bøjer mig sammen i frygt for at blive ramt. Den splintrer, det larmer ad helvedes til, og glasskårene flyver ud over det hele. Shit man, hvad sker der for ham? Nu kan jeg ikke længere holde tårerne tilbage og jeg kigger på ham med et bedende blik om, at min Alex snart vil komme tilbage, fordi den Alex der kender jeg ikke og jeg ønsker det bestemt heller ikke.  

“Fuck dig,” hvisker han vredt igen fuldstændig dirrende af raseri. Hans blik falder på den knuste vase, inden han kigger op på mig med beslutsomme øjne.

“Nu kan du fucking få lov at rydde op efter mig igen, og så kan du rende ned og sutte lidt mere pik på Cameron, fordi det her skal jeg fucking ikke være en del af,” snerrer han vredt, inden han vender rundt forsvinder ud i gangen og kort tid efter hører jeg hoveddøren smække.

Jeg falder sammen op af væggen og putter hovedet i hænderne, mens jeg lader tårerne få frit løb. Han er gået fra mig. Alex er gået fra mig. Jeg ryster på hele kroppen og hiver desperat efter vejret, mens jeg prøver at genvinde kontrollen over mig selv. Hvad der før var en larmende krigszone, er blevet næsten lige så stille, dødt og forladt som en kirkegård og jeg føler mig begravet af skam, sorg og mine egne tårer. Hvad skal jeg gøre uden ham? Jeg kan ikke leve uden Alex, han er min soulmate, min mand, mit et og alt.

“Shit,” hvisker jeg hæst og hulkende, da jeg endelig kigger op fra mine hænder. Stuen ligner virkelig en forladt krigszone med den splintrede vase på gulvet. Alligevel er splinterne ikke engang tæt på at illustrere mit knuste hjerte, har jeg virkelig mistet ham? Bare tanken gør mig helt dårlig, og giver mig ondt i maven og for anden gang flyder tårerne ned over mine kinder. Stuen er mørk og forladt, og jeg føler mig mere alene end jeg nogensinde har gjort. På magisk vis får jeg rejst mig og grebet min Iphone. Jeg skal have fat i Alex, han må ikke forlade mig ikke nu. Rystende finder mine fingre frem til hans navn i mine kontakter og en af mine tårer lander på skærmen, mens jeg beder til, at han tager den. Jeg ringer, venter et øjeblik, inden jeg ryger direkte på svaren.

“Skat undskyld, kom hjem, jeg mente ikke noget med det,” hulker jeg ind i telefonsvaren, inden jeg ringer op igen.

“Babe, jeg elsker dig. Du må ikke gå fra mig,” græder jeg knust, da jeg endnu engang modtager hans telefonsvarer. Sådan fortsætter det i lidt tid, indtil jeg er nødt til at indse, at han virkelig ikke vil mig.

“Shit, shit, shit,” mumler jeg og hiver efter vejret, da jeg finder Madison under mine kontakter. Jeg har ikke grædt så meget, i jeg ved ikke, hvor lang tid. Han har forladt mig, han har virkelig forladt mig, fordi jeg var så dum at såre ham. Den ringer to gange før jeg hører Madisons søvndrukne stemme.

“Bella? Er der sket noget?” Spørger hun med det samme, inden jeg overhovedet har noget at sige noget, men okay den er også 1 om natten.

“Alex…han…*hulk*..gået..*hulk*.. fra mig,” siger jeg hæst og mere eller mindre uforståeligt. Tårerne er umulige at stoppe, og jeg føler mig så syg og elendig.

“Okay skat, rolig, jeg kommer!” Svarer Madison hurtigt og bekymret. Jeg lægger på, og får på en eller anden måde kravlet hen i sofaen, hvor jeg gemmer mit grædefærdige hoved i en pude, mens jeg bare giver op og lader tårerne rende. Hvad fanden skal jeg gøre? Han er jo gået. Min mave føles som tusind sten og jeg har ondt i hovedet af at græde, men jeg kan alligevel ikke stoppe. Jeg har ondt i mit hjerte, for fanden hvor jeg dog elsker ham altså. Jeg kan ikke uden ham, det kan jeg bare ikke.

  Jeg ved ikke, hvor længe der går, men jeg tror ikke, det er ret længe for Madison har droppet alt, hvad der hedder udseende, i det hun vælter ind i min stue mere eller mindre forpustet. Hun er iført sit nattøj, har rodet hår og ingen make up, men jeg er så pisse ligeglad, hendes selskab betyder alt og hun styrter gennem stuen og hen i sofaen, da hun får øje på mig.

“Bella Bella Bella, hvad sker der? Hvad har han gjort dig?! Jeg lover, jeg smadrer ham!” Siger hun vredt, da hun sætter sig hos mig. Jeg lægger mit hoved på hendes skød og hun nusser mig forsigtigt i håret.

“Det ikk ham,” hvisker jeg hæst med ru stemme. Jeg græder ikke længere, føler mig er eller andet sted bare helt tom, jeg mangler Alex ellers kan jeg ikke fungere. Det er så tydeligt nu.

“Hvad mener du?” Spørger Madison blidt og stryger mig over håret, mens jeg nyder hendes tryghed og mærker, hvordan udmattelsen melder sin ankomst. Hendes spørgsmål får tårerne til at presse på, og jeg snøfter kort.

“Vi har skændes meget over alt det huslige og økonomien på det sidste, men så i går nat kom han hjem med alle pengene og jeg forstod ikke, hvor han havde fået dem fra, men han virkede helt ændret og havde ordnet alt det huslige du ved, også tog vi hjem til far og spiste aftensmad og så forsvandt han bare under middagen, fordi han skulle noget vigtigt, og det sårede mig. Så da jeg kom hjem, snakkede jeg med Cameron om Alex og mine problemer, men det skulle jeg aldrig have gjort, fordi han fandt ud af det og da han kom hjem var han rasende, og han råbte af mig, også begyndte, han at kaste med tingene.. og han kastede dem efter mig, tog fat mig og skubbede mig ind i væggen,” og da jeg har sagt det sidste bryder jeg fuldstændig sammen i armene på Madison.

“Men du må ikke være sur på ham, det var min skyld. Jeg pressede ham,” hulker jeg og gemmer hovedet i hendes skød.

“Det kan aldrig nogensinde blive din skyld, at han er voldelig over for dig, og det er sidste gang han har været det, forstår du det?” Hendes stemme er helt blid, men den skjulte trussel mod Alex er tydelig at fornemme, og jeg mister lysten til at snakke om det med det samme. Hun forstår det slet ikke. Jeg svarer hende ikke, men putter mig bare ind til hende og hun nusser mig stille, mens jeg mærker, hvordan min øjenlåg bliver tungere og tungere og til sidst falder jeg i en urolig søvn.

 

09.47

Lyset vælter ind i stuen og vækker mig, selvom jeg mest af alt har lyst til at blive i søvnens trygge uvidenhed. Desværre er det ikke muligt, og jeg mærker straks den tomme og ensomme følelse strømme gennem kroppen ved tanken om, at Alex har forladt mig. Jeg elsker ham, og han er gået fra mig. Min hals føles helt tør, og jeg misser med øjnene, inden mit blik søger rundt efter tegn på Madison. Hun står ovre i køkkenet og laver, hvad jeg tror er pandekager. Alligevel har jeg ikke overskud til at smile, vil bare have Alex igen.

“Godmorgen smukke,” hilser hun muntert og kommer hen og stryger mig på panden, inden hun stiller et glas vand og en tallerken med pandekager, men jeg ryster bare afvisende på hovedet. Madison sukker.

“Bella, du er nødt til at spise,” siger hun blidt og puffer til tallerknen med pandekager, men den giver mig bare kvalme. Det eneste jeg kan tænke på er Alex. Hvordan fandt han ud af det? Hvorfor var han på stoffer? Er han okay? Og hvor fanden er han nu? Alle tankerne giver mig ondt i maven, og det jeg har mildest talt bare lyst til at tude igen, men det får jeg jo intet ud af.

“Jeg er nødt til at vide, hvor han er henne,” mumler jeg hæst med en tydelig brugt stemme. Det er hårdt at græde, men det er intet i forhold til tanken om at have mistet ham.

“Jeg er sikker på, han er okay. Spis nu,” fortsætter hun blidt, men jeg ryster bare på hovedet igen. Hun skal forstå, at jeg vil vide, hvor han er. Jeg har brug for at vide, at han er okay også selvom han ikke vil mig.

“Please Madison, hjælp mig med at finde ham, så jeg ved han er okay,” kvækker jeg hæst. Hun sukker opgivende og rejser sig fra sofaen for at gå over og hente sin Iphone, inden hun sætter sig tilbage til mig.

“Har du nu nogen idé om, hvor han kunne være henne?” Spørger hun. Det er jo for fanden det, der er min pointe. Alex har ikke et sted at tage hen; hans far smed ham ud, han nægter at tage hjem til sin mor, så den eneste åbenlyse mulighed er Ethan eller en af de andre drenge.

“Har du Ethans nummer?” Mumler jeg, mens jeg piller fraværet ved hjørnet af tæppet i sofaen. Det lugter af røg, og det minder mig så forfærdeligt meget om ham. Jeg ville give alt for, at han sad og røg i vinduet lige nu, han måtte gøre alt, så længe han ikke var gået fra mig, men det er han.

“Ja, skal jeg ringe?” Lyder det fra hende, og jeg nikker, men kan ikke holde den pinefulde ventetid ud, så jeg rejser mig fra sofaen og går ind i soveværelset. Jeg smider min egen t-shirt og går over og finder en af hans. Duften er berusende og den sødlige, friske og en anelse røget duft får mig til at føle mig helt glad igen, indtil tankerne om, at han ikke er her melder sig. Åh Alex, kom nu hjem for fanden. Jeg går over på hans side af sengen og lader fingrene løbe gennem hans ting på natbordet. Nede i skuffen ligger der en pakke kondomer, men vi har ikke brugt dem, fordi jeg er på pille, så intet at frygte. Der ligger også to lightere, en pakke blå Kings, noget jeg gætter på er hovedpinepiller, hans lader og en bog, han med garanti aldrig har åbnet. Mine fingre griber fat om cigaretpakken og en lighter, har aldrig rigtig forstået meningen med det, men lige nu vil jeg så gerne have ham tilbage og lugten minder mig om ham. Jeg åbner vinduet, så meget som det nu kan, og fisker fumlende en af cigaretterne ud af pakken. Jeg har røget én gang før, og det var til en privatfest i folkeskolen. Det var bare noget, der skulle prøves og jeg har ikke haft behovet siden. Jeg sætter smøgen mellem læberne, og fører lighteren op til den. Det kræver er par forsøg før jeg får den tændt, og det er faktisk overraskende svært, når man ikke rigtig gør det til dagligt. Jeg tager et sug, men røgen kradser forfærdeligt meget i halsen, så jeg dropper at inhalere, i stedet fokusere jeg bare på lugten. Fuck, hvor jeg savner ham. Mine øjne bliver blanke og en enkelt tårer finder vejen ned af min kind, mens sensommersolen lyser gaden op for de sene morgen bilister. Døren til soveværelset går op, men jeg bliver stående med ryggen til velvidende om, at det bare er Madison.

“Hvornår er du begyndt at ryge?” Lyder det forbavset fra hende. Jeg kaster et blik ned på cigaretten, den ser malplaceret ud i min hånd. Jeg mangler Alex så forbandet meget.

“Det er jeg ikke. Alex ryger, men han er her ikke, så må jeg jo gøre det,” svarer jeg ligegyldigt og puster røgen ud igen. Madison sukker og kommer hen til mig.

“Han kommer hjem igen, Bella. Selvfølgelig gør han det,” siger hun og lægger armene om mig. Hun er virkelig som en søster for mig, men hun så ham ikke. Hun så ikke, hvor vred, skuffet og påvirket han var.

“Svarede Ethan?” Spørger jeg og ignorere hendes kommentar. Jeg arbejder på at inhalere røgen, vil lære at gøre det rigtigt, indtil han kommer tilbage igen. Hvordan skal jeg fungere uden ham? Det kan ikke lade sig gøre.

“Nej, så jeg skrev til ham i stedet,” siger hun stille og jeg nikker, mens jeg inderligt håber, at han snart svare. Vi bliver stående i vinduet, mens jeg ryger færdigt. Da jeg er færdig tager jeg hans adidasbukser op fra gulvet for at iføre mig dem. Har ikke tænkt mig at få ud for en dør, før han er tilbage.

“Han har svaret,” lyder det pludseligt fra Madison og der går ikke mere end 3 sekunder før, jeg har flået hendes Iphone ud af hånden på hende. Det tager dog lige lidt tid for mig at opfange, hvor samtalen starter henne, for de har tydeligvis skrevet sammen før.

Ethan: Haha! Fuck det skal vi totalt meget!

Madison: Ja præcis, ej hallo vi må altså finde en dag :b

Ethan: 100 smukke, du siger bare til <3

Madison: Hmm kan du i weekenden?

Ethan: Tjekker lige <3

Madison: <3

Madison: Heyy, ved du hvor Alex er? Han er vist skredet fra Bella, hun er helt ude af den.

Ethan: Han er hos mig, men øh han er ikke super interesseret i at snakke med hende. Han er ret vred, ved du hvad der er sket?

Madison: Jaa, må jeg ikke ringe?

Ethan: Jeg ringer lige til dig om 5 i stedet <3

Jeg bliver bare ved med at stirre på Ethans besked. “Han er ikke super interesseret i at snakke med hende. Han er ret vred.” Jeg har lyst til at tude igen, men samtidig er jeg lettet. Han er hos Ethan, hvilket betyder han er okay. Alex er okay, shit hvor jeg elsker ham. Jeg er nødt til at snakke med ham, jeg er nødt til at snakke med Ethan.

“Må jeg ikke nok tage den?” Hvisker jeg og kigger over på Madison med bedende øjne. Hun kigger en anelse skeptisk på mig, men sukker så og trækker på skuldrene som tegn på, at jeg bare kan gøre det. Automatisk begynder blodet at pumpe hårdere rundt i min krop. Det er nu det gælder, måske er det her min eneste chance for at gøre det godt igen. Jeg sætter mig på kanten af sengen og stirrer på telefonen, hvad fanden skal jeg sige? Ventetiden føles uendelig, alligevel er min mund tom for ord, da Ethans navn pludselig viser sig på skærmen.

“Heyy Madi,” lyder Ethans stemme, da jeg tager den. Jeg synker en enkelt gang, mens alle muligheder for, hvad jeg skal sige farer gennem mit hoved. Jeg skal snakke med Alex.

“Hej Ethan, det er mig, Bella,” siger jeg hæst og prøver at holde modet oppe. Jeg beder inderligt til, at han ikke bare lægger på.

“Bella hej!” Siger han overrasket og jeg ånder lettet op. Okay, han har ikke lagt på ikke endnu i hvert fald. Han virker ærligt en anelse forvirret.

“Er Alex okay?” hvisker jeg og kan mærke, hvordan min krop begynder at ryste ved tanken om, at det er måske er sket ham noget.

“Ja, han ligger og sover lige nu. Han ankom her i morges kl.06.00,” fortæller han og jeg ånder lettet op. Alex er okay, han er hos Ethan. Det er en start. Jeg prøver at få kontrollere mig selv, men jeg ville give alt for at snakke med ham lige nu.

“Okay, det er godt. Kunne du måske sige undskyld fra mig og fortælle ham, at det virkelig virkelig ikke var noget og at vi kun drak et glas vin, også bede ham svare mig. Jeg vil gerne snakke med ham, men jeg forstår godt, hvis han ikke vil,” siger jeg hurtigt og er nær snublet over alle ordene i farten, men det virker til, at Ethan fanger budskabet.

“Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” siger han og jeg er dybt taknemmelig for, at han ikke bare tager Alex’s parti.

“Tak, det betyder meget,” mumler jeg og rækker telefonen over til Madison, der straks tager imod den og forsvinder ud fra soveværelset. Jeg griber hurtigt min egen Iphone og finder Alex i mine kontakter, mens jeg bare sidder og tænker på, hvad fanden jeg skal skrive til ham.

Bella: Babe, jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Jeg er så pisse ked af det virkelig, og jeg ved, det var forkert af mig at gå ned til ham og fortælle ham om, hvad der foregår mellem dig og mig, og jeg fortryder det mere end noget andet. Virkelig. Pls bare kom hjem, jeg mangler dig mere end du kunne forestille dig, og jeg er så bekymret.

Jeg elsker dig, kom hjem <3

Jeg læser beskeden igen og igen, inden jeg giver op og sender den. Jeg aner ikke, hvad jeg ellers skulle skrive til ham. Jeg har brug for ham, her hos mig og jeg fortryder det virkelig. Jeg putter min Iphone i lommen på hans adidasbukser og går tilbage ud i stuen, hvor jeg smider mig på sofaen og kravler under tæppet, inden jeg tænder for fjernsynet og lader den stå på en tilfældig kanal. Har ikke tænkt mig at lave noget før, han har svaret mig.

Så pls svar Alex.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...