Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 14 okt. 2018
  • Status: Færdig
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
52Kommentarer
14379Visninger
AA

3. 2. Skænderi


Isabella’s synsvinkel: Tirsdag,14.22, regnvejr - Bella’s lejlighed, London.

 

Det er et seriøst lortevejr i dag, og det eneste jeg har at se frem til er at komme hjem til Alex. Jeg elsker sgu den dreng, men han er og bliver bare en dreng. Jeg ved ikke, hvad fanden der går af ham for tiden. Jeg mener, vi havde aftalt, at han i det mindste bare skulle prøve at falde til her hos mig, prøve at få et job, prøve at være en del af et fælles liv, men lige nu er han fandme kun min bagage, og den er latterligt tung. Han laver ingenting, og jeg mener virkelig ingenting. Han går i seng kl.04.00 eller sådan hver aften efterhånden, sover til klokken 14.00, står op og ringer til Ethan, for derefter at tage ned og træne også bare forvente, at jeg har lavet mad til ham, wtf. Ligemeget hvor lorte mange gange han har lovet mig at rydde op efter sig, vaske tøjet eller bare hjælpe en smule til med et eller andet, så har det bare været tomme løfter, og det stresser mig, når jeg samtidig også har en masse om ørerne. Han har intet at bruge sin tid på og alligevel har tanken om at hjælpe mig ikke strejfet ham overhovedet. Selvfølgelig er han sød og kærlig ved mig, og vi har det jo pisse godt sammen. Det har vi jo for fanden haft lige siden dag 1, men lige nu fungerer det bare ikke særlig godt. Jeg ved ikke, om han ikke er klar til alt det her, eller om det bare var for meget på en gang, men det er i hvert fald gået i stå for ham. Jeg har jo også bildt mine forældre ind, at han har fået job og alt det der. Ja, de tror faktisk han er den perfekte fyr, men det hele er bare en løgn. Han er sgu ærligt bare et stort barn for tiden, og jeg føler mig mere som hans mor end kæreste nogen gange, og sådan skal det bare ikke være. Jeg elsker ham jo for fanden og jeg vil så gerne hjælpe ham, men der er ikke noge at hjælpe med, fordi han laver ingenting.

 

Jeg sukker og skubber døren til opgangen op, inden jeg pakker mine nøgler tilbage i min lomme. Jeg stinker langt væk af friture, men det er der ikke noget nyt i. Jobbet giver fint til indkomsten, så medmindre jeg finder noget bedre bliver jeg der. Mit hår hænger fugtigt til hovedet, og lyden af regn mod asfalten bliver mindre i det døren smækker i bag mig. Jeg tager trappen op, mens jeg går i gang med at fiske nøglerne op fra lommen igen, i det en dør åbner op foran mig og Cameron træder ud. Fuck. Jeg ved, at Alex flipper ud, hvis han finder ud af, at jeg har snakket med Cameron. Han mener virkelig, at fyren lægger an på mig, men det er jeg ligeglad med. Jeg vil kun have Alex. Camerons blik lander på mig, og han tjekker mig alt for åbenlyst ud. Jeg ruller øjne i det skjulte.

“Så jeg tænker, at jeg gerne vil bede om en chesseburger og en mellem cola?” Lyder det fra Cameron, der referer til mit arbejdstøj. Et skævt smil breder sig på mine læber og jeg griner kort.

“Desværre, jeg har fri for i dag,” svarer jeg afvisende og han nikker med et smil, inden han læner sig op af væggen og betragter mig. Han ser egentlig meget charmerende ud. Iført hvid t-shirt, jeans og en læderjakke, han ligner lidt en bad boy, men okay det var Alex også eller det er han vel stadig, bare ikke rigtig over for mig.

“Det var en skam. Jeg ville godt have inviteret dig ud,” flirter Cameron og sender mig et smil, der tydeligt siger, at han vil charmere sig ind på mig. Jeg ruller åbenlyst øjne. Et, så vil jeg overhovedet ikke inviteres ud af ham og to, så skulle det da i hvert fald ikke være på maccen.  

“Cameron, du er udmærket klar over, at jeg har en kæreste, og han er lige deroppe,” fortæller jeg og peger på etagen over os. Cameron følger mit blik op mod min lejlighed, inden han trækker på skuldrene.

“Heyhey, hvem siger det var en date? Bare som venner,” forsvarer han sig og virker til at skifte taktik. Jeg ryster på hovedet af ham, men smiler så. Han er åndssvag, men meget underholdende.

“Som venner kunne måske gå,” siger jeg og prøver at slutte samtalen af, så jeg kan komme op og få et bad.

“Hm, så kan du bare kalde mig Cam, det gør alle mine venner,” siger han og blinker kækt til mig. Okay, han prøver måske en anelse for hårdt. Alt det der flirteri og spil mellem hinanden har aldrig rigtig sagt mig noget. Det er faktisk kun med Alex, hvor det er lykkedes ham at vælte mig helt omkuld.

“Det er godt med dig. Vi ses, Cam,” griner jeg og går forbi ham, så jeg kan tage de sidste trin op til min lejlighed.

“Ses smukke,” hører jeg ham råbe efter mig, hvilket bare minder mig om Alex. Jeg plejer at være hans smukke. Cameron er sgu en anelse for meget til mig. Da jeg når op til hoveddøren, sætter jeg nøglen i og drejer låsen op.

  Umiddelbart ser her ikke alt for rodet ud, men da jeg træder fra gangen ind i stuen trækker jeg straks mine ord til mig. Her er endnu mere rodet end da jeg tog afsted i morges, og han har selvfølgelig ikke, selvom han lovede det, ryddet op efter sig selv. Sofaen flyder, hans tøj ligger hulter til bulter i hele stuen, der står madrester fra hvad jeg gætter på er morgenmad og natmad. Der ligger dåser både fra sodavand og øl, og sofaen ligner også noget der har været udsat for et overgreb. Jeg sukker, hvorfor kan han ikke bare gøre den ene ting for mig? Jeg mener, hvor svært er det at rydde op efter sig selv. Mit blik flyder videre rundt og lander på askebærget og smøgerne i vindueskarmen. Det eneste, der faktisk ikke ligger smidt i stuen er Alex, så jeg gætter på han er i soveværelset. Opgivende lader jeg rod være rod, og går hen og åbner den lukkede dør ind til soveværelset. Jeg bliver mødt af en ekstremt tung luft, og der midt i sengen nærmest mere i min side end hans egen ligger min mand og sover. Egentlig elsker jeg at se ham sove, han ser ekstremt fredelig ud, altså undtagen når han har mareridt, men lige nu er jeg bare så irriteret på ham, at jeg ikke kan gøre andet end at vende om på hælen og smække døren hårdt efter mig i håb om, at han vågner, så jeg kan blive gal på ham. Hvem ligger og sover til klokken 14 på en hverdag? Han burde være ude at søge job, som han havde lovet, men i stedet ligger han bare der?  Frustreret går jeg ud i køkkenet og hælder et glas vand op, da jeg kan høre soveværelsesdøren gå op.

“Baby?” Kalder han hæst inde fra stuen, og det er mere en tydeligt, at han lige er vågnet. Jeg vækkede ham ellers, da jeg tog afsted på arbejde, men han er jo så åbenbart gået i seng igen. Forfanden altså.

“Mhm,” brummer jeg ude fra køkkenet og ikke længe efter dukker Alex op i døråbningen.  Han er kun iført boxershorts, og hans hår er ekstremt rodet, men han ser alligevel alt for dejlig ud, hvilket er pisse irriterende, når jeg egentlig er frustreret over ham. Jeg kigger opgivende på ham, som han står og klør sig en anelse forvirret i nakken. Mit blik lander på hans overarm, hvor den for nyligt lavede tatovering kommer til syne. Den klæder ham alt for godt, men det passer også bare til hele hans attitude.

“Hvorfor smækker du sådan med dørene?” Spørger han og prøver at skjule et gab, hvilket ikke går særlig godt. Jeg sætter irriteret hænderne i siden og kigger på ham med et løftet øjenbryn, kan han virkelig ikke selv se det? Åbenbart ikke for i stedet for at spørge ind til mit kropssprog kommer han bare hen og vil lægge armene om mig. Irriteret puffer jeg ham væk, og stiller mig overfor ham i stedet.

“Hallo, hvad sker der? Er du sur eller hvad?” Spørger han og slår opgivende ud med armene over min opførsel. Fuck, hvor kan han pisse mig af nogen gange. Han ved også lige, hvilke knapper han skal trykke på for at bringe mit blod i kog. Jeg ruller øjne af ham.

“Stop nu med at være så fucking barnlig, og fortæl mig, hvad fuck der går af dig?” Siger han og kører en hånd gennem håret. Han er frustreret, det gør han altid, når han er frustreret. Det er sikkert, fordi han ikke kan læse mig, men han burde fandme selv kunne regne det ud. Det eneste han skal gøre er at åbne sine fucking øjne.

“Er jeg barnlig?” Udbryder jeg og kigger måbende på ham, hvordan fuck kan han overhovedet få sig selv til at sige det?

“Alex, kig dig omkring for helvede. Du lovede mig at hjælpe med lejligheden, og hver evig eneste dag siden ferien er sluttet er jeg kommet hjem til dig, der enten sover, træner eller spiser og du hjælper mig aldrig med noget,” brokker jeg mig frustreret og slår armene hen mod opvasken for at understrege min pointe. I stedet for at blive sur på mig, puster han luft ud og virker en anelse lettet, hvilket jeg overhovedet ikke forstår.

“Baby, jeg ved det godt. Undskyld, det skal nok blive bedre, det lover jeg. Jeg har bare lidt svært ved at falde til,” prøver han, men jeg har på ingen måde tålmodighed til at høre på det der pis, og jeg gider ikke flere tomme løfter, hvilket nok også er grunden til, at bæret flyder over.

“Jeg gider ikke høre mere på dine latterlige tomme løfter, når du alligevel fucking ikke gør det, Alex. Og ja, jeg kan sgu godt forstå, du har svært ved at falde til, for du prøver fandme ikke engang. Det eneste du laver er at ligge i enten sofaen eller sengen hele dagen,” halv råber jeg frustreret, og kan mærke, at min vejrtrækning stiger. Han er simpelthen bare for meget, alt alt alt for meget. Nøj, hvor magter jeg ham bare overhovedet ikke lige nu.

“Jeg gider ikke høre på det der. Du er fucking latterlig, du er. Slap nu lige af, så vi kan tale sammen for helvede,” siger han irriteret og jeg kan se på ham, at han prøver og forholde sig rolig. Jeg hader at diskutere med ham, det gør jeg virkelig, men jeg kan altså ikke holde ud at bo sådan her.

“Fint, så tal. Gør hvad du vil, Alex, jeg magter dig virkelig ikke lige nu,” siger jeg efter lidt tid og stiller mit glas hårdt tilbage på bordet, inden jeg bevæger mig hen mod døren for at gå ud fra køkkenet.

“Du skal fucking ikke gå på den måde, når jeg snakker til dig. Kom herhen nu!” Udbryder han vredt, og normalvis har jeg intet imod, at han kommanderer med mig eller andre. Et eller andet sted finder jeg det super attraktivt, fordi der netop er sådan lidt alfahan-beskytter over ham, når han gør det, men lige nu er jeg virkelig ikke i humør til hans pis.

“Det er sidste gang, du overhovedet har talt sådan der til mig,” bider jeg vredt tilbage og møder hans lynende øjne. Okay, måske har jeg alligevel formået at gøre ham godt og grundigt gal i skralden. Det ligner nærmest han er ved at rykke håret af sig selv, da han endnu engang kører sine hænder gennem det rodede hår.

“Det ville kraftedme også bare være nemmere, hvis jeg flyttede,” mumler han vredt nok mest ment som en tom trussel, men den såre mig alligevel, selvom jeg udmærket er klar over, at han kun siger det som forsvar. Han siger det, fordi han er Alex, og Alex siger dumme ting, han ikke mener, og når jeg har kørt ham derud, så ved jeg godt, at vi skal stoppe her, inden det går galt. Jeg er jo forhelvede nødt til at være den voksne, igen. Jeg sukker og prøver at slå koldt vand i blodet.

“Det var ikke det, jeg mente. Det ved du også godt,” siger jeg stille og ikke mindst træt. Jeg har ikke lyst til at skændes med ham. Det er aldrig fedt at skændes med en, man holder så meget af, men jeg kan bare ikke bo sådan her, det kan jeg virkelig ikke. Måske skulle jeg også bare tage mig sammen, jeg ved det ikke.

“Du skal ikke flytte. Jeg vil bare gerne have, at du prøver at finde et job, jeg skal nok hjælpe dig,” fortsætter jeg og mine øjne møder hans brune. De er så mange følelser i dem, at jeg slet ikke kan læse ham lige nu, men det er tydeligt, at han stadig er vred, frustreret og ikke mindst forvirret over det her. Måske er han også bange? Jeg ved det sgu ikke. Jeg sukker, da han ikke svarer mig, men bare bliver ved med at stå og kigge.

“Jeg går i bad. babe. Lad os tale, når jeg kommer ud, okay?” Foreslår jeg og han nikker langsomt efter et stykke tid. Åh Alex for fanden, du må virkelig ikke tage, de her skænderier så personligt. Han er så dårlig til det, alt sådan noget her, og jeg ved det jo for helvede godt. Jeg skal bare lære at tænke mig om, fordi jeg ved det kræver så meget af ham at forholde sig roligt og beherske sig. Langsomt kaster jeg et sidste blik på ham, inden jeg trækker på skuldrene og forlader ham til fordel for at langt, varmt og ikke mindst beroligende bad.

 

Musikken spiller, og strålerne fra brusehovedet rammer fliserne og danner nok larm til, at jeg ikke kan høre mine egne tanker og bare kan slå hovedet fra. Vandets varme beroliger mig og et eller andet sted glæder jeg mig til at komme ud til Alex og være gode venner. Ja, jeg var irriteret på ham, og jeg er det nok stadig, men det er underordnet, fordi jeg fortryder, at jeg gjorde ham vred og ikke mindst ked af det, om end han vil indrømme det eller ej. Jeg slukker bruseren, og træder ud, inden jeg begynder at vikle mig selv ind i et håndklæder fra top til tå. Da jeg har tørret bruseren for vand og gjort den ren, smutter jeg ud fra badeværelset og videre ind i soveværelset for at hente mit undertøj. Jeg når dog ikke specielt langt før, det går op for mig, at lejligheden er tom. Jeg er den eneste i den lige nu, hvilket altså betyder, at Alex er skredet…

Fuck! Det var jo slet ikke sådan ment. Åh nej, fuck fuck fuck. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der går gennem hans hoved lige nu. Han tror sikkert det er slut. Åh Alex for pokker, det var jo bare et dumt skænderi. Jeg bander mig selv langt væk for overhovedet at have skældt ham ud, mens jeg mærker, hvordan mit hjerter begynder at pumpe blodet endnu håret rundt i min lille krop. Jeg dropper alle tanker om tøj og flyver tilbage på badeværelset for at gribe min Iphone og skynder mig ind under favoritkontakter, hvor jeg ringer op med det samme.

Dud dud duud..

Alex, tag den nu for fanden..

Duuud..

Plz babe, tag den

Duud..

Alex, hvor er du?

Dud dud..

Shit, kom nu Alex.

 

Den går på svaren og jeg har nærmest lyst til at give mig lyst til at tude. Jeg aner ikke, hvor fanden han er gået hen, men jeg ved, at han er gået fra mig, fordi jeg startede et skænderi mellem os, og fuck hvor jeg dog fortryder det. Jeg er jo forhelvede klar over, hvorfor han er som, han er. Man kan ikke komme tæt på ham, når han er så fucking bange for at blive svigtet af dem han holder af, fordi han netop er blevet svigtet så meget. Men han har lukket mig tæt på, helt ind hvor der ikke er andre også laver jeg sådan et nummer her. Jeg er så fucking dum. Helt panisk og desperat sætter jeg mig ned i sofaen og fortsætter med at lave det ene opkald efter det andet, der bare går på svaren.

Fuck altså.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...