Deprimerede mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 mar. 2018
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Færdig
Nogle dage er værre end andre, men alle dage er en kamp.
Depression, Anoreksi og Angst.
Hvad er meningen med livet? -Er der en mening?
Jeg lever stadig. -Tak til Sara, Emma, Ida og Sarah.
Vi sejrer en dag!

2Likes
4Kommentarer
123Visninger

1. -

 

30-03-2018

Deprimerede mig

-Af Laura. B. Schmidt.

 

 

Hver dag vågner jeg op.

Jeg ligger i min seng, og venter på nogle råber at ”der er morgenmad”.

Så går jeg ud i køkkenet, og kæmper mig igennem havregrynet.

Jeg hader mig selv, for hver skefuld jeg lader falde ned i min mave.

Efter morgenmad venter jeg på frokosten.

I weekenden prøver jeg bare at få tiden til at gå.

Ofte sidder jeg bare og kigger ud i luften.

Jeg kan ikke se meningen i at lave noget.

Til hverdag er jeg i skole i mellemtiden.

Jeg går ned på skolen.

Venter på morgensang starter, så det kan slutte igen.

Efter morgensang er der time.

Jeg tjekker uret i klassen flere gange i den time.

Endelig er der frikvarter.

Jeg går udenfor.

Tager det ene skridt efter det andet.

Jeg kan nå mange gange rundt om skolen, før klokken ringer.

Når klokken endelig ringer, går jeg til time igen.

Viseren bevæger sig langsomt frem.

Jeg begynder at forberede mig på frokosten.

Timen er slut.

Jeg tager mine sko og jakke på.

Jeg kigger mig i spejlet, og holder tårerne inde.

Frokosten skal bare overstås.

Ned med maden.

Nu er det tid til at vente på eftermiddagsmåltidet.

Tiden skal bare gå hurtigts muligt.

Ned med eftermiddagsmaden.

Kig på klokken indtil aftensmad.

Jeg kæmper mig igennem aftensmaden.

Kun et måltid tilbage.

Ned med senaftensmåltidet.

Til sidst venter jeg på, at jeg bliver træt.

Så kan jeg endelig gå i seng.

Næste dag vågner jeg op, og det hele gentager sig igen.

Hver dag går med at vente.

Jeg venter og venter hele tiden.

Når folk spørger mig, hvad jeg venter på, svare jeg;

Det ved jeg ikke.

Jeg er grædefærdig.

Jeg er bange for mig selv.

Jeg er bange for mine tanker.

For jeg ved godt, hvad jeg venter på.

Jeg venter på, at mit liv er slut.

Nogle gange får jeg tanker omkring, hvordan jeg kan slutte mit liv.

Det skræmmer mig.

Det skræmmer mig helt vildt.

Hvordan kan jeg tillade mig at tænke den tanke.

Jeg kunne aldrig finde på at tage livet af mig selv.

Jeg begynder at græde bare ved tanken.

Men jeg er stadig skide bange.

For hver gang jeg ser en bro, strejfer tanken mig.

Hver gang jeg ser en kniv, ser jeg billeder af mine afskårne håndled.

Hver gang jeg ser et glas med piller, kan jeg mærke strømmen af piller der vælter ned i min hals.

Det er så skide skræmmende.

Jeg er omringet af døden.

Den kalder på mig hele tiden.

Jeg kan ikke længere tage vare på mig selv.

Jeg kan ikke selv se meningen med livet.

Jeg tror ikke der er nogen mening.

Vi lever for at dø.

Det er jo ikke ”normalt” at have disse tanker.

Jeg får selvfølgelig hjælp.

Men livet giver ikke mere mening, bare fordi jeg får hjælp.

I sidste ende er det kun mig, som kan hjælpe mig.

Jeg er bare ikke rigtig tilstede.

Jeg ved ikke, hvor jeg er.

Jeg ved bare, at jeg ikke kan leve et liv, uden en mening.

Så meningen med mit liv, er vel at finde mig selv.

Indtil jeg har fundet mig selv, vil jeg lytte til dem der elsker mig.

Jeg har fået af vide, at der findes nogle der elsker mig.

Det vil prøve at tro på, selvom det i mit hoved ikke giver nogen mening.

Så nu er der vel kun én ting at gøre.

Jeg venter videre.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...