Saving Soria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2018
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Nesta Soria er født i en underlig familie, hvor overtro og ritualer ikke er ualmindeligt.
Da hun skubber sin søster væk fra bilen der rammer hende i stedet, vågner hun i en verden, sikker på hun er død. Men Nesta har aldrig troet på et liv efter døden, og hun er heller ikke væk. I et stadie af koma, er hun fanget i en verden hvor der skal kæmpes for at overleve, og hvor tiden er knap. Sammen med andre fanger, skal hun løse puslespillet der kan få dem alle tilbage i deres krop. Men der er væsner der ikke øn-sker deres overlevelse, og dør du i helvede, dør du i den virkelige verden.

6Likes
6Kommentarer
511Visninger
AA

2. FØRSTE

 

Visse ting skulle opleves om natten. Jeg havde for længst lært, at i Los Angeles var nætter magiske, og at i mørket var magi måske ikke så fantastisk som det lød. Men i Soria familien fyldte man år i tusmørket, og som min mor altid sagde, var fødselsdage ment som en midnatsfest.  

”Så,” min mor smækkede hælene på sine sneakers sammen. ”Lad os synge.”

Hun havde rakte sin hånd frem, så ringene og armbånd sang om hendes håndled, og klappede Bryn på skulderen. Min lillesøster så bedende på mig hen over bordet. Hendes gyldne øjne blev til små sole i skæret fra lysene i hendes muffins. De elleve lys der ventede på at hun ville afgive sit ønske, var det eneste normale ved denne fødselsdag.

”Mor, jeg er elleve nu, jeg vil ikke have en fødselsdagssang,” brokkede hun sig, og gnubbede de flossede kanter på sin sorte trøje. Hun var begyndt på de rebelske teenageår for tidligt, og havde afbleget sit gyldne hår til hvidt, så totterne var blevet tørre og krøllede. Alt ved hende var lige på grænsen til, a mor ikke ville sende hende i fængsel.

Mor rodede op i hendes krusede hår, og jeg vidste Bryn hadede det, men mor blev altid pylret når en af os fyldte år. 

”Du bliver aldrig for gammel til fødselsdagssang, jeg er sytten og du er elleve,” mindede jeg hende, eftersom det kun var seks uger siden vi havde holdt min midnatsfest. Jeg kunne se hun overvejede det, selvom der ikke var meget at overveje. Måske Bryn var i sin oprørske periode, men hun så for meget op til mig, en position jeg lige nu udnyttede.

”Okay,” mumlede hun og mor hvinede triumferende. ”Men,” råbte Bryn og sprang næsten op ad stolen. ”Nesta skal først lave ritualet med mig.”

Jeg skulede. Bryn hævede tilfreds sit busket øjenbryn med et smil plastret på sit hjerteformede ansigt. Måske så hun op til mig, men jeg kunne heller ikke stå for hendes djævelske trick.

Jeg stønnede for at gøre opmærksom på at dette var uretfærdigt, idet jeg rejste mig op. Jeg var seks år ældre end Bryn, men okay så, hun skulle åbenbart bestemme.

”Så hent din jakke,” sukkede jeg.

Bryn grinede triumferende, og lænede sig ind over bordet. Hun lukkede øjnene og pustede fødselsdagslysene ud ét efter ét, eftersom hun aldrig havde fattet reglen om at det skulle være alle på en gang. 

”Husk at være forsigtigt,” råbte mor efter mig, da jeg bukkede mig ned og bandt snørebåndene på min gullige gummisko. Hendes ord ekkoede som i en boble, og da jeg rejste mig var Bryn allerede på vej ud ad døren. Jeg trak i en tyk hættetrøje, og fulgte efter hende ud på trappeafsatsen. 

”Det gør ikke ondt, vel?” mumlede hun ved siden af mig, og hoppede to trin ad gangen fra fjerde sal og ned. Jeg modstod trangen til at himle med øjnene.

”Du skal ønske noget, peanut,” grinede jeg. ”Det eneste det gør ondt, er hvis det ikke går i opfyldelse.”

Hun bed i sin tommelfingernegl, og skubbede sin spinkle krop ind i svingdørene til gaderne udenfor. Dette var endnu et af Soria slægtens underlige ideer. Min mor troede på mange ting, og overtro var hendes stærkeste afhængighed. Soria var en mærkelig familie, og jeg var en del af den. Jeg havde stadig ikke fundet ud af hvordan jeg havde det med min slægt.

Bryn stoppede midt på asfalten. Hendes sorte støvler gik i et med den mørke vej, men det lyse hår var som en lygte i natten. Hun løsnede sin knyttede næve, og vidste den store, tykke nål hun havde båret ned fra lejligheden.

Hendes blik var usikkert, og min irritation forsvandt langsomt som en ballon der løb tør for helium. Jeg snuppede nålen fra hendes åbne håndflade, og stak hurtigt dens spidse ende ned i min håndflade. Det sved ganske kort, der skulle et ordentligt tryk til for at komme igennem huden, men langsomt begyndte det mørkerøde blod at komme til syne.

Bryn flyttede uroligt vægten fra den ene fod til den anden. Jeg rakte nålen til hende, og hun tog imod den med rystende hænder. Den elleveårige fødselsdag, var første gang man blev stor nok til at gennemføre blodsbåndet, og hun havde aldrig før skulle prikke hul på sin hud.

”Det er okay at være nervøs,” beroligede jeg hende. Hun tyggede på sin læbe, og holdt nålen svævende over sin hånd. Der var noget beslutsomt i min lillesøsters blik, noget jeg altid havde beundret, og hun jog hurtigt, med en fast bevægelse, nålen ned i håndfladen.

”Sådan,” grinede jeg, og rakte min hånd frem. Der skulle altid to til blodsbåndet, normalt havde det været mig og mor, men i år havde Bryn valgt mig. ”Slet og ret imponerende.”

Hun grinede, og tog med et hårdt greb fat i mind hånd. Vores blod blev tværet ud sammen, da vi vendte blikket mod nattehimlen. Der lugtede af røg omkring os. Der havde været skovbrande i området, og natten var varm som dag, så det stadig føltes som at stå i solen. I det fjerne var der sirene fra en politijagt, men ikke noget tæt på. Her var det kun mig og Bryn.

Naboens hund gøede ganske kort, og jeg mødte Bryns blik. Hun smilede stort, det lille ansigt oplyst af iver. ”Må jeg ønske?” hviskede hun. Jeg nikkede, og klemte hendes hånd som et tegn. Hun lukkede øjnene og vendte hovedet mod vinden der slog gennem gaden. Den rev i hendes hår og fik det afblegede krøller til at blafre. Mit eget hår var sat op i knold, løse totter væltede omkring mit ansigt, og jeg pustede dem irriteret væk med et suk.

”Nåh?” jeg lukkede øjnene, men holdt det ene på klem. Bryn smilede hemmelighedsfuldt, så hendes smilehuller blev til dybe huler. ”Nej, det kan jeg ikke sige,” sagde hun med øjnene halvt på klem ligesom mig. Jeg stønnede overdrevent. Vores hænder var stadig flettet sammen, men jeg var begyndt at kunne smage røg på tungen.

Jeg åbnede øjnene helt. Bryn stod stadig ekstatisk og stirrede på himlen, men den tykke røg gjorde mig urolig. Jeg rynkede panden og klemte hårdere om Bryns hånd. Hun så overrasket på mig, og trykkede tilbage som om jeg prøvede at gøre tegn til hende. Men jeg var  begyndt at blive nervøs.

Så blev jeg klar over sirenerne.

Jeg vendte mig. Mit blik gled ned over den mørke vej, netop som en bil svingede voldsomt hen over asfalten med hvinende dæk. Jeg stirrede kun kort, der var ikke tid til andet. Bryns hånd klemte så voldsomt at det gjorde ondt, jeg bildte mig endda ind, at jeg kunne mærke hendes puls gennem blodet.

Politibilen jog bremserne i, dens dæk skreg i et forsøg på at stoppe, men den fortsatte sin kurs direkte mod os i den smalle gade.

Jeg mødte Bryns øjne, de var store og opspilede, det samme var gået op for hende som det var for mig. Bilen ville ikke nå at stoppe.

Min krop handlede som om den havde prøvet det før, som om det at komme tæt på døden var naturligt. Der var ingen panik i mig, da jeg slap Bryns hånd og jog begge hænder i hendes brystkasse, så hun fløj gennem luften og landede på sin ryg en meter væk.

Jeg kunne høre hende hulke, selvom det nok var indbildning. Jeg satte den ene fod foran den anden, klar til at følge efter hende i sikkerhed. Jeg kunne se bilens lygter ud ad øjenkrogen, men jeg kunne godt nå det. Jeg kunne godt nå det, gentog min hjerne. Så smadrede bilen ind i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...