Saving Soria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 mar. 2018
  • Opdateret: 30 mar. 2018
  • Status: Igang
Nesta Soria er født i en underlig familie, hvor overtro og ritualer ikke er ualmindeligt.
Da hun skubber sin søster væk fra bilen der rammer hende i stedet, vågner hun i en verden, sikker på hun er død. Men Nesta har aldrig troet på et liv efter døden, og hun er heller ikke væk. I et stadie af koma, er hun fanget i en verden hvor der skal kæmpes for at overleve, og hvor tiden er knap. Sammen med andre fanger, skal hun løse puslespillet der kan få dem alle tilbage i deres krop. Men der er væsner der ikke øn-sker deres overlevelse, og dør du i helvede, dør du i den virkelige verden.

6Likes
6Kommentarer
550Visninger
AA

3. ANDET

 

Der var en lyd over mit hoved, en jeg ikke helt kunne sætte en finger på hvad var. Det lød som fuglekvidder, noget som absolut ikke gav mening. Men det andet, var følelsen at være okay. Jeg tænkte at jeg var død, der var ikke andet som kunne være rigtigt. Men ud over en lille smule hovedpine og ømhed, kunne jeg ikke mærke nogen smerte. Ingen brækkede knogler eller indre blødninger. Ikke at jeg var sikker på hvordan de to ting føltes, men jeg var sikker på det ikke inkluderede at være følelsesløs.

Jeg var varm og kold på samme tid. Der var en summende fornemmelse i min krop, jeg kunne mærke mit hjerte pumpe blod gennem mine årer, men det var som om det var iskoldt. Jeg var kold, frossen til kernen i mit indre.

Lyden af fuglekvidder kom tilbage. Der var elektricitet i luften, og nysgerrighed fik mig til at åbne øjnene til et blindende lys. Måske var jeg på et hospital, måske lå jeg på operationsbordet. Alene tanken gav panikken frit løb i mig, men jeg var ikke på et hospital, jeg var ikke engang i en bygning.

Jeg var sikker på at det var en drøm eller hallucination. Det kunne ikke være rigtig at jeg lå i højt, blødt græs, med en himmel over mig der varmede min hud. Jeg lå på en eng, med træer i en cirkel omkring mig, så de tårnede sig op som kæmper. Det var surrealistisk, som et grotesk billede på Efterlivet. Jeg var i en skov, et smukt, lyst portræt af en magisk verden. Men jeg havde aldrig set magi som andet end hvad det var, noget der ikke eksisterede. Ligesom dette sted ikke kunne være virkeligt.

”Hvad fanden?” mumlede jeg. En fugl sad over mig på en fremstrakt gren. Den stirrede på mig med sine mikroskopiske øjne, der piercede sig ind i min krop som nåle, før den fløj væk mellem træerne. Den forsvandt som en sort silhuet ind i det mørke lukke skoven var.

Jeg fulgte den med mit blik så længe det var muligt, mens mine hænder lukkede sig om det fugtige græs under mig. Der duftede af regn og sommer, der var smukt. Men jeg turde ikke rejse mig, uden at vide hvorfor. Måske var jeg bange for at smerten ville komme så snart jeg bevægede mig, men dybt i mig, vidste jeg at noget var galt. Eller rigtigt, afhængigt af hvordan man så på det.

Jeg var ikke død. Der her var for virkeligt, jeg kunne endda smage fugten i luften, og høre den varme brise få græsset til at rasle. Måske var jeg bedøvet på et hospital, væk i en vind af morfin, men jeg var ikke sikker. Igen, det var for virkeligt.

Der var kun en måde at finde frem til svaret; jeg blev nødt til at rejse mig fra engen.

Langsomt, stadig tøvende af frygt for smerte, satte jeg mig op. Mit blik faldt på mine sneakers, de samme gule gummisko som jeg havde båret i Los Angeles’ gader. De samme jeg havde haft på, da en bil hamrede ind i mig.

Jeg så ned af mig selv, der var intet blod, intet tegn på at jeg sikkert var blevet kastet flere meter af det hårdere metal der udgjorde politibilen. En knude satte sig i mit bryst, jeg kunne knap trække vejret. Der burde være blod, jeg burde ikke eksistere mere. Ligegyldigt hvor lettende det var at jeg stadig var i live, lige så meget var det skræmmende.

Min sko fik græsset til at hvine da jeg rejste mig helt. Jeg snurrede rundt om mig selv og forsøgte at suge alle indtryk til mig, i håb om at få en idé om hvor jeg var. Men det gav ingen mening for mig, intet virkede bekendt. Jeg var vant til de travle gader i Hollywood, og der var intet beboelse i syne her.

Jeg måtte gå, bevæge mig. Intet ville forsvinde af at jeg blev stående i midten af tom eng. Ikke at jeg havde nogen anelse om hvad der ville ske hvos jeg bevægede mig ind i den dybe skov, men jeg havde ikke noget valg. At krølle sig sammen i gråd, virkede ikke rigtig som en løsning.

Med den ene fod foran den anden, begyndte jeg at gå. Mine skridt fik græsset til at bøje sig som jeg vadede gennem det, og desto tættere jeg kom på den mørke skov, jo mere blev jeg klar over at nogen betragtede mig.

Det var mit instinkt der skreg, men jeg var ikke sikker på om jeg burde lytte. Jeg var spændt i hele kroppen, mine skulder var trukket op om ørerne, og jeg fik kvalme som om nogen tæskede løs på min mave.

Men hver gang jeg vendte mig om, var der intet. Ingen mennesker eller dyr, andet end fuglene der larmede og lyden af rindende vand. Jeg stoppede op ved lyden af vandet, min hals føltes pludselig tør og sprækket som sandpapir, og uden selv at tænke over det, satte jeg kurs efter det. Men kviste og grene knækkede under mig på trods af den våde vejr, og jeg følte mig som en målskive. Jeg havde endnu ingen set, men det føltes som jeg havde øjne der brændte mod min nakke.  

Det kunne være min fantasi, men jeg troede ikke rigtig på det; nogen fulgte efter mig.

Der lugtede ligefrem af vand og søbund, da jeg blev tørstigere og tørstigere. Mine tanker vandrede tilbage til Bryn igen og igen, desto mere jeg tænkte på om jeg var død. Var hende og mor til min begravelse? Havde hun set mig dø? Tanken var næsten ikke til at bære.

Fanget af mine egne tanker, lod jeg ikke mærke til hvor høj lyden af vand var blevet. Jeg satte farten op, med blikket mod himlen i håb om at regne ud hvilken retning jeg gik. Var det mod Nord, Syd, måske Vest? Jeg havde ingen anelse, at læse solen havde aldrig været noget jeg var god til.

Jeg tog endnu et skridt, og så forsvandt jorden under mig.

Jeg nåede knap at opfatte skrænten under mig, før jeg landede på ryggen og kurede ned af den dybe kløft med en faretruende hastighed. Jeg forsøgte at sætte farten ned ved at gribe fat i forbipasserende kviste, men ingen af dem sad fast i jorden. Ud af ingenting kom en rod der stak op i jorden, jeg forsøgte at bruge den som stopklods, men min venstre fod gled ind under den. Faldet stoppede bræt, da min fod blev flået til side af hele min kropsvægt, og jeg endte med hovedet ned ad skrænten, stirrende på himlen.

Jeg gispede højlydt af smerte, og forsøgte at rette mig op så jeg kunne se foden. Den sad fast, fuldstændig viklet ind i roden som en fletning. Min eneste mulighed for at komme fri, var en kniv som jeg selvfølgelig ikke havde, eller også måtte jeg rive roden fri af skrænten.

Mine mavemuskler fik mig rettet op, og jeg kunne få fat i roden med mine knyttede næver. Men det nyttede ikke noget at hive og flå i den tykke gren, den flyttede sig ikke.

Det gjorde ondt som en dunkende smerte, og jeg kunne ikke holde små gisps tilbage hver gang jeg bevægede mig. Men langsomt begyndte roden at give efter for mig vægt, og efter et par minutters kamp, knækkede den på midten. Jeg kurede de sidste meter ned ad skrænten, og landede med et tungt dunk. Der lød et plask omkring mig, og så forsvandt mit hoved under vand, da mudder gav efter og fik mig til at glide ned i en lav flod.

En voldsom strøm rev i mit hår, da jeg spruttende fik sat mig op og spyttede vandet ud af min mund. Skrænten var høj over mig, og det var som at være nede i et dybt, smalt hul. Der var vand og mudder, men vandet så klart og rent ud.

Min fod dunkende da jeg kravlede hen til bredden, og formede mine hænder til skål. Min hals brændte efter vand, og jeg smagte prøvende på floden. Det krævede alt min viljestyrke ikke at sluge vandet så jeg kunne blive kvalt, men jeg drak og drak til min mave føltes som den ville eksplodere. Det var en lettelse, og jeg faldt tilbage på rumpen så jeg bedre kunne overskue flodbredden.

Den strakte sig så langt øjet rakte, den voldsomme strøm bar kviste og blade med sig, og det var ikke til at afgøre hvor den kæmpende lyd af vand der slog mod vand kom fra. Jeg stønnede og lænede mig tilbage for at se på foden, da en kvist knækkede. Min krop stivnede, og hårene på mine arme rejste sig. Der var nogen som betragtede mig, jeg kunne næsten høre en andens vejrtrækning hvis jeg holdt luften tilbage i mine lunger.

Jeg tvang mig selv til at komme op, prøvende støttede jeg på foden, og selvom det gjorde ondt, lykkedes det mig at tage et skridt.

Endnu en kvist snappede midt over, og jeg snurrede rundt. Halvvejs nede ad skråningen stod han, en mand iført dyreskind og stof, som om han var trådt direkte ud af en middelalder film. Han havde mørkt, loddent skæg, og blåt maling tegnet under sine øjne. Normalt ville jeg vel have undret mig over hans beklædning, den var absurd, men jeg var mere fokuseret på sværdet i hans bælte, og dolken der stak op fra hans støvle.

Vi stirrede på hinanden, han som en jæger og mig som et rådyr fanget i en bils lygter. Mine tanker vendte ganske kort tilbage til ønsket om at drømme, om at vågne, men jeg vidste at det ikke vil ske. Så dukkede endnu en mand op, klædt i samme klæder og med sammenknebne øjne der betragtede mig som et byttedyr. Han trådte frem fra et træ, tættere på end jeg turde tænke på, og havde en hånd på sit sværd.

Jeg tog forskrækket et skridt tilbage. En kvinde kom fra skrænten og stirrede ned på mig med sult. Langsomt dukkede flere og flere op fra skoven, og deres sværd blev trukket næsten i takt. Mit overlevelsesinstinkt slog til.

Mine fødder satte i gang uden mig, og pludselig kastede jeg mig gennem flodens vand. Bredden var for smal, og jeg måtte kæmpe mig igennem strømmen, der var iskold og hård, så den trak i min krop i håb om at vælte mig omkuld. Jeg havde glemt alt om smerten i min fod, og løb så kvalmen væltede op i min hals.

Lyden af blade der løftede sig fra jorden og vand der plaskede, fortalte mig at de nåede floden. Jeg var gennemblødt til knæene, og der var ingen måde jeg ville kunne klatre op fra skrænten, før jeg ville blive indhentet af de skarpe sværd.

Så lukkede en hånd sig om min arm. Rent instinktivt stoppede jeg, og jog min albue bagud. Der lød et råb af raseri, der blandede sig med mit skrig da jeg mærkede koldt metal strejfe min arm, og skære sig gennem min jakke og videre gennem huden. Jeg fortsatte med at løbe, tvang mig selv til ikke at se tilbage, da en susende lyd efterfulgt af plask nåede mig. Mit blik gled alligevel bagud, til synet af en mand der lå fladt på maven i vandet, vuggende i strømmen, som en pil stak ud fra hans ryg. Dyreskindet var gennemblødt og blåt maling flød i vandet omkring ham.

Jeg stoppede op, mine ben kunne ikke flytte sig ved synet, og endnu en pil fog gennem luften så den borede sig ind i endnu en mand med en svuppende lyd. Han faldt til jorden med et plask, og blod blandede sig med vand.

En skikkelse gled ned ad skrænten, let og elegant, og landede halvt stående i vandet ved min side, så jeg fik plasket den kolde flod over mig. Jeg nåede ikke at se meget af drengen, før han greb min albue og tvang mig i løb.

Strømmen tog til, jeg væltede næsten over mine egne ben, men drengens faste greb holdt mig fanget i løb. Min hjerne kæmpede for at få svar på den tiltagende strøm, og så gik det op for mig; vi nærmede os en kant. En kant der kun kunne betyde én ting; et vandfald.

”Stop,” gispede jeg, og forsøgte at rive min arm til mig. Men drengen var stærk, og han flåede mig nådesløst efter sig.

”Tag en dyb indånding,” hvæsede han så jeg knap hørte det over den plaskende flod, og mit blod der susede i ørerne. Så nåede vi enden af floden. Jeg skreg.

Det var sikkert bedre at bruge sin luft på andet end et skrig, når man kastede sig ud fra et ti meter fald gennem luften, men jeg var for rædselslagende til at tænke logisk. Det faldt mig ikke ind at jeg havde brug for luften, før en lille, fornuftig stemme tiggede mig om at tage en overfladisk indånding og strække benene så jeg de ville ramme først.

Jeg lukkede øjnene, strakte mine ben, og så ramte vi overfladen som en torpedo. Min dårlige fod slog mod bunden af søen, og den sidste af min sparsomme luft blev brugt til et skrig af smerte. Det var sikkert at jeg nu, virkelig skulle dø. Der var intet luft i mine lunger, mit hoved ville eksplodere. Men så greb nogen fat i min arm, og trak mig mod lyset over os. Jeg sparkede med benene for at få det til at gå hurtige, og da vi endelig nåede overfladen, trak jeg vejret så ivrigt, at jeg glemte at svømme, og forsvandt under vandet igen.

”Svøm,” beordrede en stemme ved min side, og jeg begyndte lydigt at svømme, desperat efter at forlade det isende vand. Hånden trak mig hen mod søbredden, og da jeg endelig kunne mærke bunden under mig, kunne jeg havde grædt af glæde.

Jeg faldt gispende sammen på et hårdt, stift underlag af græs, da det lykkedes mig at få slæbt min krop hen over jorden. Da jeg rullede om på ryggen, fik jeg endelig et glimt af min redningsmand.

En ung teenager, omkring de sytten år, stod henne ved søbredden, i færd med at studere det nu våde pilehylster han havde haft slynget over ryggen. Ved hans fødder lå en stor, elegant bue som lignede noget taget ud af ringenes herre, det fik mig næsten til at grine.

Han havde langt, lyst hår, som i øjeblikket klistrede til hans nakke, tynget af vandet, og hans gyldne øjne var sammenknebne og kolde idet de så på mig. Han havde fremtrædende kindben der fik ham til at se kølig ud, og var bygget slank og høj, med modermærke der prydede hans barer arme og ansigt. En T-shirt der sikkert engang havde været hvid, klæbede til hans overkrop, og afslørede en tyk sølvklæde der forsvandt under mundingen af T-shirten. Hans støvle gemte en dolk, og endnu en kniv sad fastspændt i hans bælte. Hans blik gav ham både noget gammelt og ungt. Der var noget ved ham jeg ikke kunne sætte min finger på, så afbrød han mine flyvske tanker.

”Hvad glor du på?” han stemme var hæs og hadefuld, som at få hældt en spand kold vand over min varme hud. Jeg tog hurtigt blikket til mig, rød i kinderne, og kunne mærke tårer presse sig på. Det hele var som et surrealistisk mareridt, min fod gjorde ondt, og jeg havde netop sprunget ti meter ned, så adrenalinen pumpede stadig i min krop, og gjorde mig ør.

Han sukkede, og jeg så på ham igen. Hans bevægelser var smidige som et kattedyr, da han bukkede sig ned og samlede en nusset jakke op. Han sprang næsten hen over jorden, da han trådte hen mod mig og rakte sin hånd frem. Jeg så lidt på den, som om det var en slange der ville springe frem og bide. Hvordan kunne jeg også vide, om han var til at stole på? Han stønnede utålmodigt, og min hånd lukkede sig omkring hans.

Han hev mig op som om jeg intet vejede, og jeg vaklede overrasket da vægten landede på mine fødder. Han lagde som ren refleks en hånd på min skulder for at støtte mig, og næsten lige så pludseligt slap han, som om jeg havde bidt ham. Han skulede og fejede sin manøvre af vejen, ved hurtigt at bevæge sig mod skovbrynet. Da jeg ikke fulgte efter, vendte han sig om med hævede øjenbryn, og pustede en hårlok væk fra ansigtet.

”Okay, jeg ved du er ny, men hvis du gerne vil blive og holde picnic, så bliver det uden mig,” hans stemme var tyk af sarkasme, og den hårde tone fik mine øjne til at svi. Jeg ville ikke græde, jeg ville ikke. Men hvis han fortsat med den tone, kunne han rende mig noget så grusomt.

"Hvorfor skulle jeg følge med dig. Det her er bare en eller anden syg drøm som jeg vågner fra hvert øjeblik det skal være!" snerrede jeg, selvom jeg ikke troede på mine egne ord. Hans ansigt flækkede i et smil, og han pegede på mig med buen med et alt andet end venligt udtryk.

”Se, den var god,” grinede han, som om jeg netop havde fyret en joke af. Rasende tog jeg et skridt mod ham, mine næver knyttet og blusende blod, men så mistede jeg balancen. Et kort øjeblik rynkede hans ansigt sig i bekymring, næsten, så blev det erstattet af irritation.

"Okay. Du har ingen anelse om hvad der forgår her, eller hvordan du - vågner," han tøvede ved det sidste ord, men fortsatte så. "Lad os lave en aftale. Du følger mig med så jeg ikke behøver have din død på samvittigheden, og så fortæller jeg dig hvad der sker?"

Han så afventende på mig, som om han lige havde tilbudt mig the-deal-of-the-year. Jeg havde mest lyst til at give fingeren, eller måske stikke ham en lussing som en rigtig drama Queen, men jeg havde vel brug for hans hjælp. Det var jo det her jeg havde ventet på, en måde at finde ud af hvad der skete omkring mig.

"Okay, vi har en aftale," mumlede jeg,. Han betragtede mig mens jeg humpede hen mod ham, hans blik gled hele vejen op ad mig, for til sidst at stoppe ved mine øjne. Jeg ville gerne se væk fra hans hadefulde øjne, men hans gyldne blik fangede mig. De lyse øjne var næsten som hasselnød, og det var som om han kæmpede for at bevare det hadefulde i dem. Så så han væk.

”Du ligner en druknet rotte,” sagde han følelsesløst, og jeg skulede til hans eget våde tøj, der dryppede af vand. Han skulle nødig snakke om druknede rotter.

Jeg ville gerne komme med en spydig kommentar, noget der kunne såre ham som han sårede mig. Det var ellers ikke noget jeg plejede at tænke, og jeg nåede heller ikke at gøre noget ved det, før han greb fat om min arm og lagde den over hans skulder.

Eftersom han var højere end mig, måtte jeg næsten stå på tæer for at få armen omkring hans nakke, men da vi tog det første skridt, kunne jeg allerede mærke hvor lettende det var at gå. Han bar nærmest min kropsvægt uden beklagelse, noget der sikkert var nyt for ham. Han dirigerede mig hen mod skoven, og vi forsvandt i mørket.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg, da mørket omsluttede os, og den eneste lyd var mine klodsede skridt. Hans var elegante og næsten lydløse, som om han vidste præcis hvor han skulle træde. Han svarede ikke på mit spørgsmål, men pegede i stedet på en lysning forud.

”Hvem der?” lød det ud af ingenting. Jeg så mig forvirret omkring, min nakke sagde næsten knæk i frustration, da jeg fik øje på en lille skikkelse bag et træ.

”Det er Jamie,” svarede Jamie, som han åbenlyst hed, og en dreng trådte frem i lyset. Han var ikke ret gammel, højest på samme alder som Bryn. Tanken om hende gav mig ondt i brystet.

Det var begyndt at blive mørkt omkring os, og drengens røde hår lyste i skæret fra et bål. Han havde normalt tøj på, præcis som Jamie, men jeg kunne ikke helt regne ud hvad forskellen var på dem, og mændene fra floden.

”Hvem er med dig?” Drengens stemme var stadig lys og ung, hvilket kun bekræftede hans unge alder. Han havde en dolk knyttet mellem sine hænder, og så mistroisk på mig som vi nærmede os. Da Jamie ikke svarede, følte jeg mig nødsaget til at gøre det.

”Mit navn er Nesta,” sagde jeg med en træt, sølle stemme. Jeg orkede simpelthen ikke mere, det hele var for udmattende og forvirrende. Drengen trådte tættere på, men holdt en vis afstand der tydede på at han ikke stolede på mig. Han så håbefuldt på Jamie, og da han svarede, lød hans stemme blød og langt fra så fjendtligt som den havde gjort overfor mig. 

"Hun er ligesom os går jeg ud fra. Hun tror stadig hun drømmer," han sagde det som om jeg var dum, og jeg havde lyst til at tage armen til mig, hvis ikke det var fordi jeg ikke kunne gå selv. Hun er ligesom os. Hvad skulle det egentlig betyde?

"Du skylder mig en forklaring," forlangte jeg og mødte hans blik. Det var hårdt som granit, og dækket af et mystisk lag af raseri. Han ignorerede mig, og vendte sig mod drengen, pludselig med et ømt udtryk i sine ellers brændende øjne.

”Sluk bålet Liam,” sagde han blidt, og trak mig hen mod mørke skikkelser i den kommende nat. De var bestemt ikke mennesker, men heste. Store heste. Det ville ikke være klogt at fortælle Jamie om min manglende ride evner, det ville sikkert inkassere en sarkastisk og ubehøvlet bemærkning. Men jeg tog chancen, og stoppede op.

”Vi skal  ikke ride, vel?” spurgte jeg usikkert, med en ynkelig klang i min stemme, der fik Jamie til at se væk, som om han skammede sig over mig. Han gryntede, og trak mig tættere på de store dyr.

”Du kan også halte tilbage til lejren hvis du vil?” Jeg ignorerede ham ved at se demonstrativt i den modsatte retning. Jeg var som et surt barn, men efter de seneste oplevelser, følte jeg, at jeg ret til det.

Løbende skridt bag os fik grene til at knække, da Liam indhentede os med ivrige skridt. De to heste tårnede sig om som de fuldblodsdyr de var, og min hals blev tør af andre grunde end tørst. Men der var kun to heste, måske jeg kunne snige mig ud af en ride tur.

”Op,” kommanderede Jamie med sin evige utålmodighed, der lurede under overfladen konstant. Jeg satte min gode fod i stigbøjlerne, og hev mig selv op med et bump der fik hesten til at skrabe sine hove mod jorden i irritation. Jamie viftede med hænderne, for at gøre det klart at jeg skulle rykke en takt tilbage i sadlen. Jeg endte med at sidde halvt på læderet, halvt på hesten, en ubehagelig position, mens Jamie let og smidigt svingede sig op i sadlen foran mig.

”Hold fast,” sagde han hen over skulderen, og mit blik gled ned på sadlen. Hvad skulle jeg holde fast i? Jeg indså lidt for sent at han ville have mig til at lægge armene omkring ham, og hesten var allerede i trav da jeg slog armene om han, og klyngede mig til hans ryg. Mit forsøg på ikke at læne mig fortæt på ham, forsvandt som dug da han satte hesten i galop. Jeg klamrede mig til ham, så jeg kunne mærke når han trak vejret, dufte hvordan skovens lugt hang i hans tøj, og mærke musklerne der gemte sig under T-shirten. Ved siden af os red Liam, han kastede blikke på os nu og da, men ellers var der ingen der sagde noget.

”Hvad med den forklaring du lovede mig?” gispede jeg. Jorden under os blev hurtigt erstattet af tørt græs og mark, og jeg kunne mærke mit hoved snurre rundt ved synet.

”Vent til vi kommer tilbage,” råbte han for at overdøve den brusende vind. Hans hjerte dunkede gennem mig, og jeg forsøgte at løsne mit greb omkring ham.

Skoven var blevet erstattet af en lang strækning af kornmark og soltørret græs, og længere fremme var bjerge der strakte sig bart og højt op mod himlen. Jamie pressede hesten hen mod det næste skovbryn, den stønnede højlydt under os, da svævede hen over landskabet. Mit greb om Jamie strammedes i takt med at hovslagene blev hurtigere og hurtigere.

Vi havde lige akkurat krydset grænsen mellem skov og mark, da hesten pludselig satte i et hop. Jeg mærkede min krop glide ned ad siden på dyret, og mine hænder gled på Jamies jakke, så mit greb blev sværere og sværere at bevare.

Jeg kunne se fra min skrå vinkel på hesten, hvordan han hev hårdt i tøjlerne for at stoppe det tunge dyr der kastede sig frem. Det var ikke hans klogeste beslutning. Ved rykket i tøjlerne, satte hesten hovene i jorden, dens krop gled flere meter frem, og jeg blev slynget af i farten. Jeg blev kastet fremad, min krop ude af stand til at gøre fra eller til, da jeg fløj mod skoven.

Jeg var meget klar over den dunkende lyd der kom fra min krop, da jeg hamrede ind i et træ med ru bark der skrabede mod min hud. Jeg nåede ikke engang at opfatte smerten eller da min krop ramte jorden. Alt forsvandt som om et tæppe blev kastet over mit hoved.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...