Pauline dør til sidst

Pauline sidder i en fremmed lejlighed sammen med tre fremmede mennesker. Ude på den anden side af døren er verden gået amok.

2Likes
0Kommentarer
100Visninger

Author's note

Novellen er lavet som en præmie i en konkurrence jeg afholdt på min forfatterside.
AA

1. Fanget i lejligheden

”Jeg kan stadigvæk høre ham derude,” hviskede Pauline, og gjorde tegn til at de andre, at de skulle være stille.
Hun sad med ryggen op ad en hvid kommode, der var skubbet op ad hoveddøren. I lejligheden sad der tre andre. Hun kendte ingen af dem, men manden der stod ude foran døren kendte hun i særdeleshed godt. Det var svært at genkende ham i hans nuværende tilstand, men for blot få timer siden havde han været hendes bror. Jan og Pauline havde ikke haft så meget at gøre med hinanden i deres barndom, men som voksne havde de fået et stærkt sammenhold. Det var også Jan der havde hentet Pauline i hans sorte Nissan, da udbruddet startede. De skulle bare køre i en times tid, havde han sagt, og så ville de være i militærets safezone. Så langt var de slet ikke kommet.
Der lød en skrattende lyd mod dørens træbeklædning. Pauline lukkede sine øjne, og stemte ryggen ekstra hårdt mod kommoden.
Gå nu væk, tænkte hun, mens tårerne trillede ned af hendes kinder. Der blev atter stille ude på den anden side af døren.
Foran Pauline sad to store teenagepiger på gulvet, og en ældre dame i en lænestol. Pigerne holdt om hinanden. Den ældre dame sad og rodede med sin mobiltelefon i et håb om at få forbindelse.
”Tror du ikke de komme og henter os?” spurgte damen, og kiggede hen på Pauline.
”Hvor fanden skulle jeg vide det fra?” Pauline fortrød med det samme sin skarpe tone, og skyndte sig at tilføje - ”Undskyld. Jeg ved det ikke. Jeg ved helt ærligt ikke en skid.”
Pauline samlede sit lyse hår i en hestehale og kæmpede for at vågne rigtigt op. De sidste par dage havde ikke budt på mange pauser, og hun var begyndt at miste tidsfornemmelsen.
”Jeg er sulten,” pep den ene af pigerne. Hun havde fedtet, brunt hår, briller med tykt, sort stel, og en hættetrøje der var et par størrelse for stor til hende.
Pauline kunne godt huske dengang hun selv var i samme alder som de to piger. Teenagealderen var en utilgivelig grum tid, men i det mindste havde der ikke været nogen zombievirus dengang i 90'erne. Kun mobning, tænkte Pauline. Zombierne kunne man da i det mindste klare ved at smadre deres hoveder med et baseballbat. Et kort øjeblik håbede hun at hendes plageånder fra skoletiden var blevet ramt af virusen, så hun kunne tage hævn med samvittigheden i god behold. Det ville jo bare være selvforsvar.
Den ældre dame afbrød Paulines tankestrøm. ”Der er noget mad ude i køleskabet. Det skal alligevel spises snart.” Det var hendes lejlighed de havde søgt tilflugt i, da Jans bil var løbet tør for benzin.
”Hvad har du?” spurgte den anden pige. Hun havde en sort korthårsfrisure, som lignede hun havde været oppe og slås med en hæksaks. Let dog din røv og gå ud og kig selv, tænkte Pauline, men holdt det inde. Der var ingen grund til at blive uvenner med nogen man måske skulle være indespærret sammen med i lang tid. Slet ikke en teenagepige.
Den ældre dame rejste sig fra sin lænestol og trissede langsomt ud i køkkenet. Lamperne blinkede et par gange.
Så gik strømmen.
Selvom det var midt på dagen, så blev der alligevel ret mørk i lejligheden.
”Hov,” sagde den ældre dame, og tilføjet kort efter. ”Åh nej dog.”
”Hvad nu?” spurgte Pauline og rejste sig op. Hun håbede ikke at den gamle var faldet.
”Jeg har jo fryseren fyldt med islagkage. Vi skulle have holdt fødselsdag for mit barnebarn på lørdag.” Da hun sagde det sidste, kunne Pauline høre at hendes stemme blev grådkvalt.
Pauline gik hen til damen, og gav hendes arm et kærligt klem. ”Jeg er sikker på at de er kommet i sikkerhed.”
”Ja … Ja … du har nok ret.” Der lød en snøften. Der var vist ingen af de fire i lejligheden som rigtig troede på det.
Der havde ikke været skyggen af et militærkøretøj hele dagen. Hvis man stod på balkonen og kiggede ned på gaden under dem, så så man kun tomme biler og hist og her en zombie der stavrede rundt. Lige nede foran boligblokken holdt Jans sorte Nissan.
”Men det er synd at lade den gode is gå til spilde,” sagde Pauline, for at få både den ældre dame, og ikke mindst sig selv, på andre tanker. ”Har du ikke nogen stearinlys? Så gør vi det lidt hyggeligt.”  
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...