Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
451Visninger
AA

6. Kapitel 6

Alting gør ondt, da jeg vågner. Mit hoved. Min mave. Mine øjne. Lyset på værelset er alt for skarpt. Jeg hiver dynen op over hovedet. Jeg vil gerne falde i søvn igen. Hvis jeg falder i søvn igen, går alt det her måske væk. Men jeg kan ikke. Min mund er knastør, mit hoved dunker, og jeg er bange for, at jeg skal kaste op.

Smerten i min mave tager til, og jeg forsøger at ligge helt stille og tage dybe indåndinger. Jeg hiver forsigtigt luften helt ned i lungerne, venter et øjeblik og puster langsomt ud.

Det hjælper ikke.

Jeg slår dynen til side og sætter mig på sengekanten. Værelset snurrer rundt. Da det holder op, er jeg ikke helt sikker på, hvor jeg er. Natten er smeltet sammen til et stort miskmask af slørede billeder. Jeg kan ikke vurdere, om de ting jeg husker, faktisk er sket, eller om jeg har drømt dem.

Der er ikke nogen, jeg kan spørge. Jeg er helt alene. Ved siden af sengen står et glas vand, og jeg tømmer det på en gang. Jeg ser mig omkring. Rummet. Møblerne. Jeg er hos min far. Mit gamle værelse, der stadig indeholder få ting, der skal forestille at være mine.

Måske kan jeg godt huske, at jeg kom her.

Jeg er ikke helt sikker.

Til gengæld kan jeg huske, at jeg kastede op på Nadias badeværelse.

Super.

Jeg sætter glasset tilbage på hylden ved siden af min seng og er tæt på at misse den. Jeg har det som om, min mave er ved at slå knuder på sig selv, og jeg kommer vaklende på benene. Jeg holder mig for munden og stavrer ud til det nærmeste badeværelse. Heldigvis møder jeg ikke nogen på vejen.

Jeg når lige akkurat at lukke døren og dumpe ned foran toiletkummen, før det hele vælter op.

Jeg bliver siddende dér på gulvet længe. Jeg læner hovedet op ad den kølige væg, lukker øjnene og håber, at noget af utilpasheden vil fortage sig. Min mave har det bedre nu.

Da jeg til sidst konkluderer, at jeg ikke skal kaste mere op, får jeg hevet mig selv op til vasken, så jeg kan skylde min mund og drikke noget mere vand i håbet om, at det kan redde min stakkels, dehydrerede krop. Jeg vasker mit ansigt og finder Panodil i skabet over vasken. Højst sandsynligt en levn, fra dengang min mor boede her.

Jeg husker i sidste øjeblik at trække ud i toilettet, inden jeg går tilbage til værelset og kravler i seng igen.

 

Da jeg vågner igen er klokken et om eftermiddagen. Jeg har det ikke godt, men jeg har det i det mindste bedre. Min hovedpine er næsten forsvundet, og jeg tror måske, min mave er utilfreds, fordi jeg er sulten. Jeg finder bunken med ekstratøj, jeg har liggende i skabet, og tager så mit vandglas med ud i køkkenet, så jeg kan fylde det en halv million gange.

”Godmorgen,” hilser min far, da jeg kommer derud. Jeg ignorerer den sarkastiske tone i hans stemme. Jeg sover sjældent specielt længe, så den her ene gang må det være okay.

”Godmorgen,” svarer jeg og fylder mit glas, inden jeg vender ryggen til vasken, så jeg kan se ham sidde ved spisebordet. Han er ikke alene. Hende der Line er der også. Eller. Jeg går ud fra, det der hende. Hun smiler til mig, og jeg forsøger at gengælde det, men jeg har på fornemmelsen, at det jeg får sendt hende, ikke er meget mere end en grimasse. Det dunker stadig et sted i mit hoved.

”Hej Simon,” hilser hun.

”Hey,” svarer jeg. Jeg tør ikke kalde hende Line i tilfælde af, at jeg skulle tage fejl. Ikke at sandsynligheden for det kan være særlig stor. Min far har presset læberne sammen til en tynd streg, og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke glæder mig til han skiller dem ad igen. Det er rynken mellem hans øjenbryn for dyb til.

Men Line smiler bare videre og laver en håndbevægelse i retning af stolen over for sig. Stolen ved siden af min far. ”Sæt dig og spis noget frokost,” siger hun. Jeg har mest af alt lyst til at smutte, tage bussen hjem til min mor. Men jeg er sulten, og jeg har det skidt, og der er så langt.

Jeg sætter mig, og Line rækker en hånd over bordet. Jeg tager den. Den er lille, blød og varm. ”Line,” siger hun. Og smiler stadig. Hvordan kan hun blive ved? Det værste er, at det ikke engang ser falsk ud.

”Simon. Men det ved du. Eh.”

Hun skubber en æske med smørrebrød hen til mig, og jeg tager et stykke. Bare så jeg kan kigge på det i stedet for hende. De er begge to færdige, så det er kun mig, der spiser, mens vi sidder i en stilhed, jeg umuligt kan være den eneste, der finder trykkende.

Jeg når at spise det første stykke og fylde mit glas, uden at min far siger noget. Jeg er næsten imponeret. Jeg kigger over på Line, og det går op for mig, at det nok er hendes tilstedeværelse, der er skyld i, at han ikke er flippet ud endnu. Hun virker rar, men jeg har det svært med, at hun ligner en, der er ti år yngre end min mor. Mindst.

Hun nikker til kassen, og jeg tager et stykke mere. Jeg er glad for, at hun bare lader mig spise. Jeg har ikke lyst til at vide, hvilke spørgsmål man normalt bliver stillet af sin fars kæreste. Jeg kan kun forestille mig, at det er nogle yderst kedelige nogen. I stedet snakker hun med min far om noget, der skal ordnes i haven. Man skulle næsten tro, at hun allerede var flyttet ind.

”Tak for mad,” siger jeg, da jeg er færdig. Jeg tager servicen med hen til vasken, skylder det af og sætter det i opvaskemaskinen.

”Jeg håber, du er stolt af dig selv,” siger min far lige inden, jeg når uden for hørevidde. Jeg ignorerer ham.

Nej, det er ikke ligefrem, fordi jeg er stolt af mig selv.

Men jeg skammer mig heller ikke.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvordan eller hvornår jeg kom hjem, men jeg tror ikke, jeg får noget ud af at spørge ham lige nu. Og jeg kan vel næsten regne det ud. Jeg fik det dårligt og en eller anden, der kendte mig godt nok til at vide, hvor min far bor, sørgede for, jeg kom hjem. Det kan næsten kun være Nadia. Og nu har jeg måske lidt dårlig samvittighed alligevel. Jeg er ikke typen, der bryder sig om at være til besvær for andre. Og det er man, hvis man tvinger værten til en fest til at følge dig hjem midt om natten, inden hendes fest er slut.

For jeg er ret sikker på, at jeg ikke blev hentet.

Det er jeg sikker på, at jeg ville vide.

Og jeg tror måske, jeg kan huske min far åbne op.

Det er også lige meget. Jeg er her nu, og jeg kan ikke lave noget om. Og jeg er faktisk næsten sikker på, at der ikke skete noget ubehageligt. Jeg føler ikke, at jeg gjort noget dumt, og der er ingen beskeder på min telefon til at fortælle mig, at jeg tager fejl. Hvis jeg havde gjort noget slemt, ville Nadia skrive det til mig. Hun er for godt et menneske til at lade være.

Derfor hader jeg det dog stadig. At jeg ikke kan huske det hele. At jeg ikke ved, hvad jeg har lavet.

Jeg finder min jakke og tjekker, at jeg stadig har mine nøgler. Jeg finder en pose til mit tøj fra dagen før, udmærket godt klar over, at det ikke bliver vasket, hvis jeg lader det ligge her. Og så er jeg ellers så godt som skredet. Jeg stikker hovedet ind i køkkenet, hvor de stadig sidder. ”Jeg tager hjem. Vi ses.” Jeg bliver ikke stående længe nok til, at de kan nå at protestere.

Telefonen vibrere i min lomme i samme øjeblik, som jeg dumper ned på sædet i bussen.

Alt vel? skriver Nadia.

Yeah, er alt, jeg svarer.

Hun skriver ikke tilbage.

 

Døren til min mors soveværelse står åben, da jeg kommer hjem. ”Nej, det vil jeg ikke,” siger hun. ”Fordi jeg ikke kan se grunden, Michael.”

Ah.

Hun snakker i telefon.

Med min far.

Super.

Jeg sparker mine sko af og slæber mig ind på mit værelse.

”Hvis du har noget at snakke med ham om, må du gøre det selv,” når jeg at høre hende sige, inden jeg lukker døren. Jeg sukker. Jeg gider ikke høre på dem skændes en gang til. Jeg forstår ikke, hvorfor han ringer til hende, når han ved, at de alligevel ender med at skændes. Jeg forstår ikke, hvorfor hun tager den, når hun kan se, det er ham. Når hun også godt ved, at de ender med at skændes.

Jeg smider posen med tøj på min skrivebord og overvejer, om det er acceptabelt at gå i seng igen. Den her dag må godt bare snart få ende.

Men jeg er nødt til at have noget at drikke først.

”Jeg havde ikke hørt dig komme hjem,” siger min mor bag mig, mens jeg fylder et glas.

”Jeg er også lige kommet.”

”Din far ringede.”

”Det kunne jeg høre. Har du også tænkt dig at være sur på mig nu?” Faktisk er jeg lidt ligeglad. Det er bare lige det, der mangler for, at den her dag bliver rigtig god.

”Hvad skete der?”

”Ikke rigtig noget. Jeg fik det dårligt, og nogen fulgte mig hjem til far.”

Hun sukker. ”Og det er alt?”

”Det tror jeg.” Jeg tør ikke love hende noget. Men jeg er ret sikker på, at det værste, der skete, skete hos Nadia. Og jeg håber, det værste, der skete hos hende, er, at jeg kastede op.

Hun ryster på hovedet. Ikke af mig dog. Tror jeg ikke. ”Din far…” begynder hun, men hun fortsætter aldrig. Hun kører en hånd ned over ansigtet og ser på mig igen. ”Hvor var du henne?”

Jeg har lyst til at lyve, men der kommer intet til mig. ”Hos Nadia,” siger jeg til sidst. ”Nadia holdt en fest.”

”Åh.” Hun hæver begge øjenbryn, og jeg himler med øjnene. ”Så du er begyndt at snakke med Nadia igen.”

”Mor. Det var bare en fest. Der var også andre mennesker. Mange andre mennesker.”

”Men har jeg så ikke også ret i, at hendes nye frisure klæder hende?”

Jeg ser Nadia for mig. Med sit skulderlange hår som det så ud, da jeg mødte hende i søndags. Som hun så ud til festen, hvor det snoede sig om hendes ansigt i store krøller. Men da jeg først begynder at tænke på krøller, er det ikke længere Nadias ansigt, jeg ser for mig.

Jeg havde glemt alt om Alex. Men det var Alex, jeg så i går, ikke? Jeg kan huske, at jeg var sikker. Jeg kan ikke huske hvorfor. Måske var det slet ikke hende. Måske var det bare en der lignede? Måske har hun en bror?

Jeg håber, det ikke var Alex.

For hvis det var, ville jeg ønske jeg havde snakket med hende – ham? – i stedet for at drikke nitten shots. Hvorfor var det lige, jeg syntes, det var en god idé? Sidst jeg var fuld, var jeg ikke fuld, og selv dengang var jeg ude af stand til ikke at fucke op. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg er kommet gennem hele natten uden at gøre noget dumt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...