Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
455Visninger
AA

5. Kapitel 5

Nadia bor i et stort hvidt hus ikke særlig langt fra min far. Der er tændt lys i alle rum, og musik strømmer ud af de åbne vinduer. Forhaven er fyldt med mennesker. Nogle ryger, andre står blot i klynger, og det er som om, der er folk, der griner, overalt omkring mig, da jeg bevæger mig mod hoveddøren.

Det er snart tre år siden, jeg sidst har været her.

Men alt ligner sig selv.

Det er det samme maleri, der hænger i entréen, de samme møbler. Huset er lige så fyldt som haven. Folk snakker, folk griner, folk nynner med på en eller anden sang, jeg ikke kender. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvor jeg skal gå hen. Det her var en rigtig dårlig idé. Har jeg overhovedet lyst til at finde nogen, jeg kender? ’Kendte’ er nok nærmere det rigtige ord.

Jeg går rundt uden noget egentligt mål og ender i stuen. Jeg genkender af og til nogle af de ansigter, jeg passerer. En enkelt af dem ser mig og sender mig et nik til hilsen. Det er sjovt, hvordan folk kan se så anderledes ud og stadig ligne sig selv.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om jeg har lyst til at finde Nadia eller ej. Jeg bestemmer mig for bare at fortsætte med at gå rundt. Så støder jeg vel på hende, hvis jeg støder på hende. Jeg begynder at scanne mængden i stuen. Bare for at lave et eller andet. Hvis jeg ligner en, der faktisk leder efter nogen, ser jeg måske mindre dum ud. Ikke at der er så mange, der kigger i min retning. Der sidder en gruppe, jeg ikke kender, i sofaen og på gulvet foran den. Mit blik er på vej videre, da noget alligevel fanger min opmærksomhed. Da nogen fanger min opmærksomhed.

Jeg går automatisk lidt tættere på, så jeg kan se ham bedre. Midt i sofaen sidder en køn fyr med blonde krøller. Jeg kan ikke lade være med at stirre. For det kan ikke passe, kan det? Han griner, og jeg er ikke sikker på, om jeg stadig stirrer af samme grund som for lidt siden.

Men han ligner ikke helt.

Eller også gør han.

Det er svært at vurdere, når lyset er så dårligt, og han sidder så langt væk, og der mangler både hat og blomsterkjole. Jeg overvejer, om jeg helt tilfældigt kan komme til at gå tættere på sofaen, så jeg kan få et bedre udsyn.

Men så kigger han pludselig op.

Han ser direkte på mig.

Og jeg er ikke længere det mindste i tvivl.

Der kan umuligt eksistere to mennesker med så grønne øjne så tæt på hinanden. Dén slags øjne. Jeg når ikke at finde ud af, hvordan jeg skal reagere, om jeg skal kigge væk og lade som ingenting, før jeg ikke kan se ham længere.

Fordi noget er dukket op foran mig.

Nogen.

”Du kom.” Hun smiler, og i dag virker det mere ægte. Ikke fordi hun er fuld, ser det ud til. Hvis hun er meget påvirket, skjuler hun det godt. Hun har krøllet sit hår, og et øjeblik kan jeg ikke lade være med at finde det forvirrende. Mens hendes øjne er blå.

”Ja.”

”Hvorfor?”

”Jeg ved det ikke.”

Vi står lidt og kigger på hinanden. Det er ikke så slemt, som jeg frygtede. Nadia kaster med hovedet i retning af en gruppe, der sidder på gulvet i den anden ende af stuen. ”Vil du med over?”

Jeg nikker, før jeg når at beslutte mig for, om jeg mener det.

”Godt så.” Hun bliver stående, kigger stadig på mig. Kigger ned ad mig. ”Du har brug for en øl eller et eller andet. Vil du have en øl?”

Jeg trækker på skulderen.

”Kom.” Hun tager fat i min arm og trækker mig den modsatte vej af sine venner. Jeg kaster et sidste blik mod sofaen. Han ser ikke længere i min retning. Jeg regner ret hurtigt ud, at vi er på vej mod køkkenet. Jeg plejede at kende det her hus ret godt.

Til min overraskelse er der tomt i køkkenet. Nadia hopper op på køkkenbordet ved siden af en ølkasse. Hun hiver en op, åbner den med en oplukker, der ligger ved siden af, og rækker den til mig.

”Tak.”

Hun åbner en til sig selv også. Hun er højere, når hun sidder på køkkenbordet, men vi er stadig ikke helt i øjenhøjde. Selvom vi kan høre festen i resten af huset, virker der stille i køkkenet.

”Jeg regnede ikke med, at du kom,” siger hun.

”Jeg regnede heller ikke med at komme.”

”Så. Er der sket noget nyt? Noget spændende? Siden sidst vi talte?” Hun har stadig ikke drukket af sin øl, sidder bare med den mellem hænderne.

”Ikke rigtig,” svarer jeg. ”Eller. Jo.” Jeg kigger ned på mine slidte sko. ”Min mormor er død.” Jeg hader at høre ordene sagt højt. Jeg hader at være den, der siger dem. Jeg ser op på hende.

”Det er jeg ked af.” Jeg kan se på hende, at hun mener det. ”Er det lang tid siden?”

Jeg synker klumpen i min hals. ”Lige inden jul.”

”Åh, Simon.” Der er stille lidt. ”Hvad var det?”

”Kræft.”

”Jeg er ked af det,” siger hun igen.

”Hvad mig dig?” spørger jeg. Jeg er bange for, at jeg begynder at græde igen, hvis vi snakker for meget om det. ”Er der sket noget i dit liv?”

”Ikke rigtig,” svarer hun. Ligesom jeg selv gjorde. Hun ryster på hovedet. ”Selvfølgelig er der det,” retter hun det til. ”Der er gået tre år. Der er sket så meget. Men ikke noget vigtigt. Ikke noget stort. Bare… en masse ting. Du ved?”

”Yeah.”

Hun kigger ned på sine hænder. ”Vi bør gå tilbage.”

”Yeah.”

Ingen af os gør mine til at flytte sig. To andre kommer ud i køkkenet. De tager øl fra kassen. Nadia rækker dem oplukkeren. Da de går, går vi også. Alex er der ikke længere, da vi passerer sofaen på vej hen til Nadias venner. De kigger alle sammen op og smiler og hilser på, og jeg dumper ned at sidde med Nadia på min ene side og en pige med blåt hår og stor næsering på den anden. Hun sidder med en flaske lakridsshots, som hun er ved at hælde op i små shotglas af plastik. Hun giver mig et og blinker. ”Velkommen til.”

Hun holder selv et op, slår det mod mit, og så bunder vi begge to. Jeg tror ikke, jeg har drukket shots siden déngang. Hun slår plastikken ned i gulvet og griner til mig. Så hælder hun flere shots op.

Jeg får et nyt i hånden. Nadia får også et, og jeg vender mig mod hende. Hun holder det lille glas op.

”Tillykke,” siger hun, da jeg slår mit i mod det. Antydningen af et smil gemmer sig i hendes mundvig, og jeg kan ikke lade være med at smile tilbage. Så sætter jeg glasset til læberne og tipper hovedet bagover. Jeg har det som om, alkoholen ikke er det eneste, der fylder min krop, og da jeg kigger på Nadia igen, går det op for mig, at jeg faktisk er lettet.

Jeg behøver ikke undgå hende længere.

Jeg skal ikke længere være bange for at støde på hende, hver gang jeg besøger min far eller Stefan.

Og måske har hun ret.

Måske kan vi faktisk godt være venner.

Jeg har det som om, jeg endelig kan trække vejret efter at have holdt det alt, alt for længe. Jeg skal til at sige noget til Nadia, da blå hår dasker til min arm.

”Har du fødselsdag?” spørger hun.

”Yeah.”

”Tillykke,” smiler hun, ”hvor gammel?”

”Eh, nitten.”

”Har du så taget dine nitten shots?” er der en, der spørger.

Jeg ryster på hovedet. ”Jeg troede kun, det var når man blev atten.” Ikke at jeg gjorde det dengang.

Hun ryster på hovedet og griner. ”Næh du. Hvert år. Ind til man bliver så gammel, at man ville dø af det.” Hun griner igen, og før jeg får set mig om, er der nogen, der har bestemt, at jeg skal have nitten shots. Blå hår finder en rulle mere af plastikglassene og stiller dem op på en række. Hun hælder op af lakridsshotsne i et par af dem, men så har alle andre pludselig også en flaske, de stikker i hånden på hende, og til sidst sidder jeg og kigger på seks forskellige slags shots. Flere forventningsfulde ansigter er vendt mod mig.

”Er det okay, hvis jeg lige går på toilettet først?”

”Hvordan kan vi vide, at du så ikke bare stikker af?” spørger blå hår.

”Det kan I heller ikke,” svarer jeg, ”men jeg kan fortælle dig, at jeg ikke har noget sted at flygte hen. Jeg kender ikke andre til den her fest.”

”Det passer så ikke,” mumler Nadia ved siden af mig.

”Ikke andre, jeg gider være sammen med,” retter jeg det til.

Blå hår vifter med den ene hånd. ”Skynd dig. Du har to minutter.”

To minutter lød som rigeligt med tid, ind til jeg finder ud af, at der er kø til toilettet. Mens jeg står der, ser jeg Alex igen. Han går direkte forbi køen, men ser mig ikke. Han er alene. Jeg kunne følge efter ham, snakke med ham. Men jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige for at starte en samtale. Og så er der hele den der ting med, at han var en pige, sidst jeg mødte ham. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg skal adressere det emne. Om jeg skal adressere det emne. Det virker også bare underligt at lade være. Og nu er han væk, og det er lige meget.

På vej tilbage kommer jeg forbi et kyssende par, og det kommer bag på mig, hvor lang tid det tager mig at genkende dem. Det er Stefan og Diana. De er her. Til Nadias fest. I aften. Er det her, det vigtige de skulle, der gjorde, at vi ikke kunne lave noget på min faktiske fødselsdag? Wow. Men så ved jeg da i det mindste, at ikke engang de ville vælge mig frem for Nadia.

Lige som jeg bestemmer mig for bare at fortsætte, trækker de sig væk fra hinanden, og Stefan ser i min retning. I alle de år, jeg har kendt ham, tror jeg aldrig, jeg har set ham så overrasket. Jeg går, inden overraskelsen når at fortage sig. En konfrontation er det sidste, jeg magter i aften.

Pigen med det blå hår ser meget tilfreds ud, da jeg kommer tilbage og sætter mig på min plads ved siden af hende.

”Du behøver ikke,” hvisker Nadia ved siden af mig. Jeg samler det første glas op og studerer det. Lyset bliver fanget i den billige plastik og den skriggrønne væske. Hun har ret. Jeg behøver ikke. Men jeg har lyst. Jeg har lyst til at slippe for at tænke. I det mindste bare for et par timer. Jeg er træt af at tænke. Det her er helt sikkert ikke den bedste løsning, men det er, hvad jeg har lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...