Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
441Visninger
AA

4. Kapitel 4

”Er du sikker?” spørger min mor, da jeg finder tallerkener i skabet. Hele ugen har hun nægtet at holde kæft med den fest. I det mindste har hun ikke bragt Nadia op igen. Ikke at det har holdt hende uden af mine tanker. Der er gået tre år, og jeg er stadig ikke i stand til at se hende i øjnene.

”Ja.” Jeg går ind i stuen for at sætte tallerkenerne på bordet.

”Vi kan stadig nå det,” siger hun, da jeg kommer tilbage. Hun vender ryggen til komfuret for i stedet at kigge på mig, men jeg holder min opmærksomhed rettet mod bestikskuffen.

Som om folk ikke allerede har lagt planer for deres fredag aften. Og selv hvis nogen fra folkeskolen ikke skal noget, ville de nok ikke have lyst til at komme her, når de har valgt ikke at tage til Nadias. For at være helt ærlig kan jeg ikke forestille mig, at en eneste ville vælge mig frem for hende. Så skulle det være Stefan og Diana, men jeg er ikke engang helt sikker længere.

”Jeg vil ikke,” siger jeg for femte gang den her uge.

”Simon-” begynder hun.

Mor,” afbryder jeg. ”Far kommer om lidt. Lad mig nu det dække bordet færdigt.”

Hun siger ikke mere.

Jeg dækker bordet.

Og så venter vi ellers bare på, at han kommer.

Det ringer på døren fem minutter over seks, og da jeg åbner, sender min far mig et alt for stort smil. Han drukner mig i et akavet kram og nikker til min mor, inden han igen kigger på mig. ”Line er blevet forhindret i at komme,” siger han. ”Hun er ked af, at hun ikke kan være her, men jeg skal ønske dig tillykke med fødselsdagen fra hende.” Der er en beklagende tone i hans stemme. Som om han faktisk tror, det betyder noget for mig. I virkeligheden er jeg ret ligeglad. Jeg har aldrig mødt hans kæreste, og jeg forventede aldrig, at de ville holde så længe. Min mor udstøder en lyd bag mig, der lyder som en fnys.

Min far hænger sin jakke op og lægger en arm om mine skuldre. ”Går det godt, min søn?” Han trækker mig med ind i stuen.

”Det går fint.” Jeg forsøger at ryste hans arm af mig, men det lykkes ikke.

Han stikker en kuvert i hånden på mig. ”Tillykke med fødselsdagen.”

”Tak,” mumler jeg uden at åbne den. Jeg ved jo godt, hvad det er. Og hvis der rent faktisk er et kort for en gangs skyld, er det et af dem, der allerede er skrevet, når man køber dem. Hvis jeg er heldig, står der den rigtige alder.

Jeg bliver trukket med ned at sidde i sofaen. Han kigger rundt i vores lille stue, mens min mor fjerner det ekstra sæt service. ”Er der sket noget spændende, siden vi snakkede sidst?” spørger han. Jeg har ikke set ham siden jul. Torsdagsmiddag var aflyst denne uge.

”Nej.” Selv hvis der havde været noget, kunne det være lige meget. Han er ikke interesseret i det alligevel. Han ville bare bruge, hvad end jeg sagde, til at dreje samtalen over på ham og alt det spændende, han har oplevet.

”Hmm,” brummer han, ”vi må se at få dig ud af den her triste lejlighed.” Han rusker let i min skulder. ”Det går jo ikke.”

”Vi må tage på en tur sammen en dag, du og jeg,” fortsætter han, som om en far-søn-tur faktisk ville blive en succes. ”Line og jeg har jo lige været i Hamborg, som du ved.”

Det vidste jeg faktisk ikke. Eller. Han har sikkert nævnt det på et eller andet tidspunkt i en telefonsamtale, hvor jeg ikke rigtig hørte efter, fordi jeg havde mere travlt med at finde et sted at sidde i bussen eller finde mine noter til et eller andet.

Han begynder at fortælle mig om Hamborg, men bliver afbrudt af min mor, der siger: ”I må gerne sætte jer til bords.” Hun snakker kun sådan, når min far er her.

 

Min far ender med at få fortalt som Hamborg alligevel, mens vi spiser. Min mor forsøger flere gange at lede samtalen over på noget andet, men det lykkes hende aldrig særlig længe ad gangen. Han fortæller os også om sit arbejde. Engang troede jeg, at jeg var nødt til at lade som om, jeg var interesseret, men jeg har efterhånden erfaret, at det ikke spiller nogen rolle.

”I kan finde en film, mens jeg klarer resten,” siger min mor, da vi er færdige med at rydde af bordet. Jeg ville gerne hjælpe hende, men jeg ved, at hun ikke har tænkt sig at tillade det. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Alle årets andre dage, bliver hun sur, hvis jeg lader en tallerken stå ved siden af vasken i mere end fem minutter.

”Du har ikke nogen planer i aften?” spørger min far, da jeg finder fjernbetjeningen. Jeg ryster på hovedet. I modsætning til min mor, lader han den ligge der. Jeg tænder tv’et og går på Netflix. Vi har knapt nok sat os, før han rejser sig igen. ”Jeg ser lige, om din mor har brug for hjælp.”

Det er en åndssvag undskyldning. Han ved lige så godt som jeg, at det har hun ikke. Selv hvis hun havde, ville hun ikke lade ham hjælpe. Han ville bare stå i vejen i stedet. For han har jo ikke engang lyst. Så jeg ved godt, hvad det betyder. Han vil snakke med hende, mens jeg ikke er der.

”Okay,” svarer jeg blot og trykker videre gennem filmene. Jeg vælger en tilfældig og går på toilettet.

”Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ville have hende med,” hører jeg min mor sige, da jeg kommer ud igen. Jeg kan høre på hendes stemme, at hun forsøger at dæmpe sig, så jeg ikke hører det.

”Jeg forstår ikke, hvorfor det er et problem,” svarer min far.

”Han kender hende ikke engang!”

”Det kommer han jo til.”

”Men det er ikke det, det handler om! Det handler om, at du kun tænker på dig selv.”

”Tænker jeg kun på mig selv?”

”Ja! Det har du altid gjort. Du snakker kun om sig selv. Har du overvejet at snakke med ham i stedet? Spørge ind til ham?”

Jeg går tilbage til stuen og lader som om, jeg ikke har hørt noget. Jeg kan stadig høre deres stemme, men er ikke i stand til at skille ordene fra hinanden. Lidt efter bliver døren til køkkenet lukket. Jeg kan stadig høre dem.

Der går præcis 21 minutter, før de begge kommer tilbage. Jeg kan se, at de begge er sure, og jeg kan se, at de begge forsøger at lade som ingenting. De gør et meget stort nummer ud af ikke at kigge på hinanden, ikke at erkende den andens tilstedeværelse. Min mor plejede at være god til at skjule hendes vrede, men hun har ikke været godt til at skjule noget som helst på det sidste. Jeg ville ønske, min far bare tog hjem i stedet, men vi skal absolut sidde gennem en lang og pinefuld film, før det sker. Universets mest falske smil er klistret til hans ansigt, da han siger farvel. Min mor forsvinder direkte ind i soveværelset. I køkkenet mangler halvdelen af opvasken stadig, og jeg giver mig til at ordne den.

Jeg prøver på ikke at tænke imens. Jeg fortæller mig selv, at det ikke er i orden at græde. Jeg troede bare, det var slut. Det sidste år har været så godt. Jeg tror ikke, jeg har hørt dem skændes en eneste gang. Og nu begynder de igen. Og denne gang er jeg helt alene. Mormor er her ikke. Og begynder jeg at græde. For jeg savner hende, og jeg har brug for hende. Jeg har brug for, at hun fortæller mig, at det nok skal gå, og at de nok skal holde op, og at jeg ikke skal tænke på det.

Men hun er her ikke. Og hun kommer ikke tilbage.

Og så tænker jeg på Nadia. Nadia, der altid kunne sige noget, der fik det hele til at se lidt bedre ud, når mine forældre skændtes. Nadia, der gerne ville være min ven igen. Nadia, jeg har såret. Hvis jeg bare havde fortalt hende det hele, havde vi måske stadig været venner. Så havde jeg haft en at tale med. Men jeg ved jo godt, hvorfor jeg ikke gjorde det. Jeg var ikke klar. Det tror jeg stadig ikke, jeg er. Og så er der også det faktum, at jeg fuckede op. Det er dumt, men det føles mindre virkeligt, når ingen ved det. Det er nemmere at lade som om, det aldrig skete. Og jeg ved, at selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke have fortalt det til Nadia.

Men derfor kan jeg stadig ikke lade være med at forestille mig, hvor meget bedre alting kunne være.

Og så tager jeg en beslutning. Jeg skynder mig ud i gangen, inden jeg kan nå at komme på bedre tanker. Inden jeg kan nå at komme til fornuft. Jeg hiver min jakke på, finder mine sko og tørrer mine kinder. Jeg tager en dyb indånding for at få styr på min stemme, inden jeg forsigtigt åbner døren ind til min mor. Hun sidder på sin seng med ryggen til døren og kigger på et eller andet, jeg ikke kan se herfra. Hun drejer sig, så hun kan se mig. Jeg tror, det er et billede, hun har i hænderne. Hendes øjne er triste. En lille del af mig har det dårligt med at forlade hende, men jeg ved, at hun ikke ønsker selskab. Og det gør jeg. Og herhjemme har vi kun hinanden.

”Jeg smutter,” siger jeg. Min stemme lyder næsten normal.

Dét fanger hendes opmærksomhed. ”Hvad skal du?”

”Eh, til en fest. Jeg er blevet inviteret til, ja, en fest.”

”Hos hvem?” Hun retter sig op. ”Jeg troede ikke du-”

”Kan vi snakke senere? Jeg har lidt travlt?”

”Okay. Vi ses. God fest.” Normalt ville hun aldrig bare lade mig gå. Men hun er nok bange for, at jeg ender med ikke at tage af sted alligevel. Det skal hun ikke være bekymret for. Eller også skal hun. Det her er ikke en særlig god idé.

”Du skal ikke vente oppe,” siger jeg, inden jeg skynder mig at komme af sted, inden jeg når at tænke for meget over det. Nu må jeg bare håbe, at Nadia mente det, da hun sagde, jeg var velkommen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...