Sølv Søen

Solen skinner over søen. Når vandet skylder over mig, er det som om, at jeg glemmer alt.

1Likes
1Kommentarer
118Visninger

Author's note

Hej. Dette er endelig bare en af mine dansk stile, men jeg tænkte, at der måske var nogle, der kunne få glæde af den, så jeg lagde den ud.

1. Sølv Søen

Solen skinner over søen. Søen ligner tusind spejle, som er forenet, for at reflekter solens lys. En fugl kvidre i den anden ende af skoven. Luften er fugtig… ren. På hvert et enkelt gras strå står der enkelte perler af vand. Jeg ligger mig . Så rækker min hænder tilbage, og tager fat i det bløde mus. Mine negle synker ned i den våde jord, det er så … behageligt. Derefter glider min ben ned i søens kolde og let bedøvende vand. Når vandet skylder over mig, er det som om, at jeg glemmer alt . Glemmer alle mine problemer. Jeg stryger mine tær over de små sten på søens bund. Så sætter jeg af med hænderne, og rejser mig op langsomt. 

 

Jeg står her, og kigger ud over den eventyrlig sø. Den ligner en sø fra et eventyr land. Vandet er så glas klart, at man kan se de forskellige nuancer af de perfekte runde grå sten, som dækker bunden af hele søen. Jeg tar selvsikkert et skridt frem. Vandet når mig nu kun til ankerne. Jeg går længere ud i søen endnu en gang. Længere og længere ud. Søen bliver hurtigt dyb, men det bekymrer mig ikke, fordi jeg ved, at jeg kan vende om når som helst. Men det ville jeg ikke, jeg ville helt ud til midten af søen. Derude ville jeg ligge mig på rykken og flyde. Flyde og se den næsten perfekte cirkel af træer fuldt udklædt i deres lysegrønne forårs blade omkring mig, imens at jeg kigger op på den yndige pastel blå himmel med dens bløde dansene skyer.

 

Den iskolde vand når mig nu til halsen. Jeg burde begynde at svømme, men jeg fortsætter med at bevæge mig  længere ud som om i trance. Jeg gisper efter vejret men vandet har allerede nået over min mund. Munden fyldes nu med søens vand. Jeg prøver med al min kraft og vilje at puste vandet ud igen. Det lykkes ikke. Istedet fyldes mine lunger helt op med vandet. Det brænder med en ubeskrivelig smerte i halsen, lungerne, næsen. Nu er hele min krop under vandet. Jeg vrider voldsomt som en fanget fisk på et forsøg om at komme op. Jeg prøver nu at række mine arme op i luften for at trække mig op, men det lykkedes dog kun for det aller øverste af mine finger spidser at komme op og røre den varme luft.

 

Jeg synker langsomt længere ned i søens dyb. Lyset kan jeg stædig se. Lyset hvor jeg længdes efter lyset. Jeg prøver at råbe efter hjælp, selvom at jeg ved at der er ikke nogle, der kan høre mig  her nede. Men dog er jeg chokeret at et par sølle bobler, er det eneste, der kommer ud af min mund. En enkel solstråle rammer hurtigt mit ansigt, før at jeg synker videre ned i dybet.

 

 

Jeg lukker mine øjne, og længdes efter den travle grå baggård, som jeg kendte som mit hjem. Jeg længdes tilbage til den trange fugtige lejlighed, som jeg aldrig har elsket men så gerne ville tilbage til. Jeg er desperat efter at se min lillesøster leje med dukker med  sig selv i gården, Høre den vrede dame fra lejligheden skrot over for os skille børnene ud når de lejere fanger imellem hendes skov af udslidt vasketøj…

 

Pludseligt står jeg i baggården! Jeg kan nærmest mærke suset af dopamin strømme rundt som en forvildet karrusel i min hjerne. De velbekendte gule væge giver mig en betrykende følelse af sikkerhed. Mennesker. Gården er som altid fyldt med mennesker, og selvom at jeg somme tider kan være en meget indadvendt person, kan jeg som alle andre genkende og lægge navn til hvert et ansigt. Den ubehagelige lugt af afføring fylder min ellers ikke specielt sarte næse. Ingen bemærker min pludselig tilværelse, men det plejer de heller ikke. 

 

Jeg vender mig med afslappet skulder og løftet hage. Tørre mine hænder af for støv i mine tørre bukser. Bevæger mig hen til min opgangs hvid malet dør. Det meste af malingen er skaldet af så døren ser ret nøgen ud. Men det er vi vant til. 

 

Jeg hilser på et par af mine bekendtes ansigter, men ingen gengælder min høflighed. Lidt skuffet men stadig over månen af glæde hopper jeg op af de brune trætrapper og ind igennem døren til vores lejlighed. Min glæde standses brat op da jeg ser mine forælder græde ved spise bordet. 

“Mor” siger jeg og sætter mig ned overfor dem. “Far” min stemme knækker “…hvad sker der?” De høre mig ikke. Fra et sted i den fugtige lejligheden kan jeg høre min lillesøster tude. Tude over min død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...