Høj på Stjernestøv

Bea er stukket af sammen med sin kæreste Cole. Sammen lever de et liv på kanten med farer, der lurer omkring hvert gadehjørne. Vil Bea og Cole kunne klare sig selv eller vil de svømme derud, hvor de ikke kan bunde?

Læs med og følg det unge par på deres rejse.

Høj på Stjernestøv er en novelle, som jeg skrev i forbindelse med en skole opgave, der lød på at skrive en valgfri novelle. Novellen skulle overholde nogle få regler som flashback osv.

0Likes
0Kommentarer
115Visninger
AA

1. Høj på Stjernestøv

”Tror du, de leder efter os?” Spørger Bea. Hendes stemme er blid ligesom vinden, der kærtegner dem. Cole stryger Bea over håret og brummer dæmpet et svar. Det går op for hende, at Cole er ved at falde i søvn under hende. Hun sætter sig op og rusker ham lidt.

 

”Cole, er du vågen?” hun lader sine små fingre ae hans kind og det får Cole til at åbne sine øjne og trække på smilebåndet.

 

”Ja, jeg er vågen.” svare han stoisk og beder hende gentage, hvad hun sagde. Bea lægger hovedet tilbage på hans bryst og ser op på stjernerne igen.

 

”Jeg spurgte dig, om du tror de leder efter os.” Cole bliver stille og da Bea løfter hovedet, for at se om på ham, er han dybt i sine tanker.

 

”For at være helt ærlig, så tror jeg, at de er pænt ligeglade med os,” siger Cole, ”men det gør mig faktisk ikke noget, så længe jeg har dig.”

 

Sådan vandt Cole mit hjerte. Han er en håbløs romantiker og han passer på mig. Da han foreslog, at vi skulle stikke af, var jeg sikker på, at han var blevet skør, men den dag i dag fortryder jeg det ikke. Det er som om, at vi er skabt for hinanden. Ligesom Yin og Yang kompletterer hinanden og forenes i en helhed. Uden hinanden er vi ingenting.

 

”Bea, vi er rige!” Jubler Cole, da vi kommer ud fra tankstationen. Vi har efterhånden gjort det mange gange nu, men det giver stadig et adrenalin kick, når vi beder de hjælpeløse kassedamer om penge. I starten havde det givet mig en vis form for skyldfølelse, men det er efterhånden blevet til en overlevelsesstrategi. Uden de penge, som vi røver eller stjæler, vil vi ikke have råd til mad. Man kan sammenligne os lidt med Robin Hood om man vil. Vi tager penge fra de rige og deler det blandt folk, der ikke har penge. Det var også sådan, at vi betalte for ringene til vores lille ydmyge bryllup. Det var måske ikke det bryllup, som jeg havde forestillet mig, da jeg var yngre, men det gør ikke noget, at det var anderledes. Vi slap for planlægningen ved at gøre det spontant og på vores egen måde. Desuden betyder det ikke noget, så længe Cole elsker mig.

 

”Hendes ansigtsudtryk var uvurderlig!” Griner jeg og hopper ind i den gamle cabriolet. Cole er hurtig til at følge trop og trykke speederen i bund. Den gamle cabriolet skyder afsted og giver os følelsen af at være i live. Cabrioleten vandt vi i Las Vegas under vores bryllupsrejse. Den ældre herre havde undervurderet os og det kom til at koste ham dyrt. Jeg vil aldrig glemme hans ansigtsudtryk, da han indså, hvilke kort vi sad med.

 

”Det siger du ikke,” griner Cole, ”det var næsten ligeså uvurderlig som den gamle stodder, vi tog røven på i Texas Hold’em.”

 

Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til glimtet i hans øjne. Det er som om han altid sprudler af glæde. Han er ligesom en tumling, man slår til den og den slår tilbage med samme kraft. Som Cole altid siger: du ligger, som du har redt.

 

”Jeg synes, at vi skal fejre det.”

 

Cole spørger mig om, hvad jeg har i tankerne og sender mig et blændende smil. Det smil ville kunne få enhver pige til at dejse om. Hvordan kunne jeg være så heldig, at han faldt for mig?

 

Jeg rykker hen til ham og hvisker i hans øre: ”Vi kunne tage til en fest og drikke os i hegnet?”

 

”En fest siger du,” Cole ser ud til at overveje ideen, før han smiler hemmelighedsfuldt og gasser op, ”så ved jeg lige, hvor vi skal tage hen.”

 

***

 

 

Aldrig har jeg været et mere livligt sted. Truth Nightclub i Dallas viser sig at være et fantastisk sted at møde nye mennesker og det perfekte sted at stjæle stoffer. Dansegulvet er overbefolket med svedige og liderlige mennesker, der har drukket lidt for meget. Jeg spotter Cole på dansegulvet. Han står tæt op af en kvinde med store bryster. Normalt ville det gøre mig jaloux, men jeg ved tilfældigvis at hende og hendes slæng har massere af pot med sig. Det er ikke for ingenting, at de havde råd til VIP-pladserne.

 

Cole får øje på mig og sender mig et kækt smil. Hvis ikke det var, fordi jeg rent faktisk kiggede efter det, så ville jeg ikke have opdaget den lille pose glide ned i hans ærme. Pralhals.

 

En ældre herre ved baren fanger min opmærksomhed, da han rækker en ung mand en pose under bordet. Jack pot! Med et selvsikkert smil går jeg hen og sætter mig hos den unge mand med posen.

 

”Hej, må jeg sætte mig?” Den unge mand hæver let det ene øjenbryn og ser mistænksomt på mig, så jeg skynder mig at byde ham på en drink. Ud af øjenkrogen ser jeg Cole sætte sig bag mig og jeg ved udmærket, hvad han tænker.

 

”Hvad laver en fin lille ting som dig her helt alene uden opsyn?” Spørger den unge mand og det får mig til at sende ham et lidt for sukkersødt smil.

 

”Ballade.”

 

Han tager det som et ”Go” og trækker mig op på hans skød. Han har skæve tænder og han ligner en der har været høj på stoffer i flere år. Hans hænder finder hurtigt min ellers så fine bagdel og hans læber finder hurtigt mine.

 

Mens den unge mand har travlt med at udforske min krop, får jeg fat i posen med stoffer og rækker den om til Cole. Da Cole har fået posen vælter jeg den unge mands glas ud over os. Et gisp forlader mine læber da det er koldt og jeg hopper hurtigt af ham.

 

”Åh, nej altså!” Udbryder jeg og ser irriteret på ham.

 

”Det var dig selv søde skat.”

 

”Du skal ikke kalde mig skat,” vrisser jeg, ”jeg er ikke din skat.”

 

Den stakkels unge mand aner ikke, hvad der har ramt ham og han ser snotforvirret ud, da jeg vender ham ryggen og går mod dame toiletterne.

 

En hånd griber om mit håndled, da jeg træder ind af døren til dametoiletterne, og jeg bliver skubbet op af væggen.

 

”Av, Cole.” Jeg ser op og det viser sig, at det ikke er Cole, men en mand, som ser meget utilfreds ud. Faktisk vil utilfreds ikke beskrive det godt nok, han er rasende.

 

Jeg åbner min mund for at råbe efter hjælp, men et slag mod siden af hovedet stopper mig og alt bliver sort.

 

***

 

Bea bliver trukket tilbage til bevidsthed, da en spand iskold vand kastes i hovedet på hende. Hun er bundet til en stol og har siddet sådan i godt en times tid, da Tristan mister tålmodigheden. Han er ved, at være godt træt af at vente. Han vil have nogle svar og han vil have dem nu.

 

Bea hoster og ser forskrækket rundt. Hun har ingen anelse om, hvad der foregår. Hun husker knap nok, hvad der skete.

 

”Tristan, hun er ved bevidsthed.” siger en ranglet fyr med en spand i hånden. Bea ser ondt på ham, da det går op for hende, at det var ham, som havde givet hende en brat og våd opvågning. ’Hvem I alverden er Tristan?’ Tænker Bea for sig selv, men en høj og bred fyr svarer den ranglede fyr og giver hende dermed svaret.

 

”Sørg for at ingen kommer ind,” siger Tristan, ”jeg vil ikke afbrydes.”

 

Tristan går hen til Bea og tænder en lampe, der hænger over stolen. En vis form for genkendelse glider over Beas ansigt og det lægger Tristan mærke til.

 

”Jeg ser, du genkender mig,” Smiler Tristan, men han er ikke glad, “ved du, hvorfor du er her?”

 

Bea ryster på hovedet og forsøger desperat at tænke sig til det. Hende og Cole havde gjort så mange dumme ting, så hvilken af dem er det præcis, at hun bliver straffet for? Bea lægger mærke til noget glimte i lyset fra lampen, lidt som en stjerne på en meget mørk natte himmel. En uro breder sig i Bea, da det går op for hende, at Tristan holder en kniv i venstre hånd.

 

”Okay, muffin,” siger Tristan og sætter sig på hug foran Bea, ”det er simpelt nok, du giver mig nogle svar og jeg lader din fine hud forblive fin.”

 

En øredøvende stilhed breder sig i rummet og hvis man lytter godt efter, så vil man kunne hører Beas hjerteslag. I hvert fald er det sådan Bea føler det. Hun kan hører det højt og larmende. Det kalder på Cole. Da Tristan har ladet stilheden hænge længe nok og er sikker på Bea har haft tid til at lade det synke ind, vælger han at fortsætte, hvor han slap:

 

”Hvis du derimod vælger ikke at svare mig, så kan jeg love dig for, at det bliver smertefuldt,” han ser følelseskoldt på det stakkels pigebarn, der endnu ikke har opfattet, at hun står i lort til knæene, ”er det forstået?”

 

Det begynder at gå op for Bea, at Tristan ikke laver sjov, så hun vælger at nikke på hovedet. Hun ville gerne sige noget, men en klump i halsen giver hende en følelse af at blive kvalt. Luften i rummet synes at være giftig og langsomt vil det kvæle hende, hvis ikke Tristan kvæler hende først.

 

Tilsyneladende viser det sig ikke at tilfredsstille den store bølle, for kort efter brøler han hende ind i hovedet: ”Jeg spurgte dig, om det er forstået!”

 

Beas tårekanaler aktiveres og frygten er for alvor ved at overtage fuldstændig. ”F-forstået.” Fremstammer hun og ser hjælpeløst på ham. ’Hvor er Cole?’ Tænker Bea og føler sig en smule svigtet.

 

”Godt,” det store brød smiler tilfreds, men har stadig en rynke fra den tidligere irritation skrevet i panden.

 

”hvem gav dig denne ring?” Spørger Tristan og tager fat i hendes hånd for at studere ringen nærmere.

 

”Min mand.” Svare Bea stille og kan kun tænke på, at han ikke må tage den fra hende. Når Bea er sammen med Cole føler hun sig uovervindelig. Sammen kan de gøre hvad som helst. Uden Cole føler hun sig fortabt. Det slår Bea, at de måske også har fanget Cole og frygten for at miste ham breder sig som ringe i vand.

 

”Var du sammen med denne mand i går, da jeg fangede dig?”

 

”Nej.”

 

Som et lynnedslag rammer lettelsen hende og frygten for at miste Cole dulmer. Det får Tristan til at rynke på panden. Pigebarnet blev alt for rolig, da han spurgte ind til hendes mand og det giver hende væk. Et dybt suk forlader Tristans læber, da han virkelig havde håbet på, at vold ville være unødvendig denne gang.

 

Tristan lader kniven skære en lang, dog ikke særlig dyb, flænge i låret på Bea med en hurtig og øvet bevægelse. Han har gjort det mange gange og derfor rør det ham ikke, da et skingert skrig forlader Beas læber. Nu flød vandet over søens breder og væltede ned af pigens kinder. Stilheden blev nu brudt at Beas sagte gråd.

 

”Jeg spørger igen,” siger Tristan og ser utålmodigt på den grædefærdige pige, ”var du sammen med din mand i går?”

 

Bea lukker øjnene og forsøger at få styr på sin vejrtrækning. Bea kan næsten ikke tænke på andet end den svidende smerte i låret. Gennem gråd og anstrengt vejrtrækning får Bea fremstammet et ja.

 

”Var det tilfældigvis ham du gav stofferne til?”

 

’Nå, det er altså, det at det handler om?’ Tænker Bea for sig selv og bander indvendigt. Hun fortryder nu, at hun overhovedet foreslog den fest. Det var en dårlig idé, som hun vil komme til at betale dyrt for. Det eneste, som trøstede Bea var, at Cole ikke blev trukket ind i det og Bea ved, at så længe hun ikke giver dem hans navn, vil de aldrig kunne finde ham.

 

”Jeg spurgte dig om noget, muffin.” Brummer Tristan og skubber lidt til hende, da han får en mistanke om, at hun finder på gode idéer.

 

Bea ryster på hovedet og nægter at give Tristan den tilfredsstillelse. Hun ville aldrig kunne stikke sin elskede i ryggen uanset, hvilken smerte hun så måtte bide i sig. Hun vil hellere dø end at lade dem finde Cole.

 

”Jeg vil aldrig nogensinde stikke min elskede i ryggen.” Vrisser Bea og hvis blikke kunne dræbe, så ville Tristan helt sikkert lægge som en bunke marv og knogler på det kolde beton gulv. I stedet er det Bea, der sidder bundet hjælpeløs til en stol mens blod drypper på beton gulvet.

 

”Med eller uden din hjælp finder vi ham,” giver Tristan igen, ”jo før du taler, jo før kan jeg ende dine lidelser.”

”I rør ham ikke!” Råber Bea og spytter Tristan i hovedet. Det pisser Tristan af og med en irriteret bevægelse tørre han spyttet af sit ansigt. Tristans øjenfarve ændre sig fra himmelblå til midnatsblå i løbet at få sekunder. Han er ikke bare pissed, han er rasende.

 

Tristan griber fat i Beas lange hår og vipper hendes hoved tilbage. Bea skriger allerede, inden bladet skære hendes kind. I det øjeblik er Bea ikke et sekund i tvivl om, at hun ikke kommer til at se dagslys igen.

 

”Vi prøver igen,” hvæser Tristan og det er tydeligt, at hans tålmodighed er ved at løbe op, ”var det eller var det ikke ham.”

 

Tårer triller ned af Beas kinder og blander sig med blodet. Små hulk forlader hendes læber mens hun ser hjælpeløst på Tristan. Tristan fortrækker ikke en mine. Han er vant til tortur. Sådan er bandemiljøet. Det er dog ikke så tit, at kvinder holder så længe som Bea gør. Hun nægter at tale.

 

Tristan sukker opgivende, går ud og efterlader Bea alene. Bea er glad for han i det mindste lod lyset være tændt. Hun har aldrig rigtigt brudt sig om mørket. Det er derfor stjerner fascinerer hende så meget. De er himlens små lamper. Stilheden lægger sig om Bea og det eneste Bea kan hører er lyden af hendes egen vejrtrækning.

 

Ud af ingenting banker døren op og ind kommer Tristan sammen med to andre mænd, Bea ikke har set før. Frygten er tilbage og Bea ser skræmt på dem. Aldrig har hun været så bange i hele hendes liv. Tristan krydser sine arme og ser til mens de to mænd binder hende fri fra stolen. Bea rynker panden og ser forundret ud. ’Lader de mig gå?’ tænker Bea og mærker en lettelse brede sig i hele kroppen. Den ene af de to mænd trækker et hvidt stykke stof frem og binder det for hendes øjne. Bea bryder sig ikke om det og hun forstår ikke, hvad der foregår. Stoffet presser mod hendes åbne sår og får hende til at skære en grimasse.

 

”Hvad laver i?” Spørger Bea med rystende stemme, da de hiver hende op og stå. Det åbne sår på Beas lår dunker og for hvert usikre skridt, de tvinger hende til at tage, skyder smerte gennem hende. De fører hende op af en trappe, hvor hun flere gange er ved at falde. Den eneste grund til, at hun ikke falder er, at de to mænd holder hende oppe.

 

”Hvor fører I mig hen?” Spørger Bea, da hun har svært ved at forestille sig, at de lader hende gå. De fører hende ud og om bag den faldefærdige hytte. Det går op for Bea, at de har taget hendes sko, da hendes bare fødder rammer kølige fliser og senere jord.

 

”Hjem.” Brummer Tristan og vil bare have de følgende begivenheder overstået. Han beder den ene af de to mænd, række ham en revolver.

 

”Nej, jeg bønfalder dig,” græder Bea og er hurtig til at lægge 2 og 2 sammen, ”gør det ikke!”

 

”Beklager muffin, det er sådan det må være.” Svare Tristan og lader sin revolver, som den ene af de to mænd rækker ham.

 

”Lad mig se,” panikker hun, ”jeg vil se!”

 

Tristan tøver lidt, men ser ikke nogen grund til ikke at opfylde pigebarnets sidste ønske, før han putter hende i graven. Eller syrebad og så graven. Han hiver stoffet af hende og lader hende få et øjeblik.

Bea ser rundt og opdager, at det stadig er nat. Stjernerne på himlen er præcis som de var sidst hun så dem og et øjeblik tillader hun sig selv, at drømme sig tilbage til hende og Coles første nat hjemmefra. ’Hvis jeg dog bare var blevet i det øjeblik’ tænker Bea for sig selv og lader sagte tårer finde vej ned af hendes kinder.

 

”Jeg vil have et rent skud.” Siger Tristan og beder dem holde hende stille. Stjernerne blinker til hende og forsikre hende om, at der er en plads til hende. I et øjeblik føler Bea næsten, at hun kan mærke Cole.

 

 

***

 

Tusind tak, fordi du læste min novelle. Jeg vil blive super glad, hvis du gider smide en kommentar med noget konstruktiv kritik og måske fortælle mig, hvad du generelt synes om novellen. - Melissa

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...