Just a dream - Emily Chapman

Emily Cecilia Chapman, 19 år jeg bor i Holmes Chapel sammen med min familie bestående af min mor Anastasia, min far Tom, og min lillebror Nate, min passion for musikken har altid ligget i blodet og vil altid forblive der.. Sådan lød noget af det da jeg skulle fortælle kort omkring mig selv, til min optagelses prøve på et af landets bedste musik skoler, jeg har altid elsket at spille musik og synge kor, jeg spiller især meget på trommer! Jeg er vokset op i et område hvor der altid har været meget musik, min ene nabo er min bedste ven og er fantastisk på Guitar og så synger han ufatteligt godt! den anden er den verdens kendte Harry Styles, som jeg har leget med som lille barn, men har ikke snakket med ham i 17 år, så husker intet da vi begge kun var 2 år! - Men vi var sammen stort set hver dag

- Hvad mon der sker når Harry og Emily mødes igen efter 17 år, mon de kan huske hinanden, og kan de blive venner eller?

17Likes
0Kommentarer
6007Visninger
AA

12. Kapitel 12 - Holmes Chapel

Kapitel 12 - Holmes Chapel

Emily´s synsvinkel

 

Jeg finder min telefon frem, for at ringe til min mor, så jeg rejser mig op. Jeg ligger stadig på hospitalet, da det kun er omkring 2 timer siden vi var på vej hjem fra Eleanor´s fødselsdag og endte i et voldsomt biluheld. Jeg har stadig intet fået af vide omkring de andre, men satser på snart at få noget info. "Hej Emily" siger min mor i telefonen, jeg kan mærke at jeg har lyst til at græde, men holder det inde. "Hej mor, jeg har brug for jer her i London" siger jeg og en tåre triller ned af min kind, jeg har ikke haft det så godt med hende det sidste stykke tid, da vi har været lidt uenige omkring et valg jeg har taget, jeg har nemlig valgt at sige fra på den musik skole jeg er blevet optaget på, til efter sommerferien, da jeg overhoved ikke føler for det mere, men min mor syntes det er den dummeste ide jeg har taget i lang tid.. "Hvad så skat, hvad har du brug for" spørger hun og lyder lidt nervøs, "jeg har været i et biluheld" siger jeg og kan mærke at mine tårer presser mere på, "ej skat, vi kommer med det samme..var der andre med" spørger hun og kan høre hun lyder meget bange, for hvad der er sket. "Harry, Liam og Sophia og så også taxa chaufføren.." siger jeg, "jeg pakker en taske og så kommer vi okay" siger hun. "Tak mor, jeg elsker dig. Hils far og Nate okay" svarer jeg hende, "i lige måde, hils" siger hun og derefter lægger vi bare på. 

"Hej" siger sygeplejersken der nu træder ind på min stue, jeg har fået en 2 mands stue, men har heldigvis ingen "nabo".. "Hej" siger jeg og lægger min telefon på bordet ved siden af mig. "Første skal jeg lige vide dit fulde navn og dit cpr-nummer" siger hun og tjekker hendes journal for at tjekke om det er rigtigt. "Emily Cecilia Chapman, 080294-8856" siger jeg og derefter nikker hun. "Jeg kunne forstå på dig det var vigtigt for dig at se de andre der var indblandet" siger hun, "ja meget, er de okay" spørger jeg nervøst. "Vi har 2 vågne, en i respirator og en af dem er desværre afgået ved døden" siger hun og kigger ned på mig, jeg ved ikke hvilke tanker der flyver gennem mit hoved. "Jeres taxa chauffør, Abdullah Arslan er desværre ikke blandt os mere, han var skyld i uheldet da han havde en masse stoffer og alkohol i sit blod, så han var faktisk ikke i stand til at kører" siger hun. Jeg nikker bare. Jeg er lettet men stadig i chok, heldigvis er mine venner og kæreste stadig i live.. og hvorfor fanden kørte han med alkohol og drugs i sig, idiot ærligt. "Sophia Smith er i respirator, men Harry og Liam er okay og vil meget gerne snakke med dig" siger hun og kigger spørgende på mig, "jeg vil gerne se dem nu" siger jeg og rejser mig lidt op i sengen, "jeg henter dem" siger hun og går ud af stuen. 

Efter 5 minutters tid kommer drengene, de ser lidt bedre ud.. "Hej Em" siger de og skynder sig hen imod mig, de kan sagtens gå, så deres ben er i det mindste ikke skadet, i forhold til min fod.. Først krammer jeg Liam, og efter krammer og kysser jeg Harry!

"Hvad med Sophia, klarer hun den" spørger jeg og kigger på liam, "det gør hun, hun trækker bare ikke selv vejret helt endnu" svarer han, han ligger på samme stue som hende, og Harry på en anden, men vi syntes det bedst hvis han bliver kørt hen på min stue, så vi i det mindste er sammen.

"Hvordan går det" spørger Harry, "jeg har forstuvet foden, lettere hjernerystelse og en dejlig brækket arm" siger jeg og løfter min arm som er fuldkommen pakket ind i gips og forbinding. "Hvad med dig" spørger jeg, "hmm, jeg havde fået hul i hoved men det er blevet syet nu og en forstuvet arm.. Liam har fået forstuvet nakken og bare mange ømme punker rundt omkring på kroppen.." siger han, og kigger ud på gangen hvor Liam står og er igang med at ringe til de andre drenge og hans forældre. "Mine forældre er på vej" siger jeg, "godt" svarer Harry med et smil, og lægger sit sårbare hoved på min skulder.. "Elsker dig" siger han, "elsker også dig, glad for der ikke skete mere" siger jeg.. 

Tænk hvis der var sket noget slemt ved deres stemmebånd, de er jo sådan set på turne og starter den op igen snart. 

 

***

Der er nu gået omkring en uges tid siden uheldet, vi kom hjem igen dagen efter. Angående Sophia, så kom hun ud af respiratoren for 3 dage siden, og det går heldigvis godt med hende, selfølgelig også med Liam. 

Vores lejlighed den ligner endelig noget man kunne tillade at bo i, da vi kom hjem var der jo alt flytte rodet, men det har Harry heldigvis taget sig af. Angående mig selv, ja jeg går selfølgelig stadig med min brækkede arm og en snart ikke forstuvet fod mere, heldigvis. 

Der er kun omkring 2,5 uge tilbage af drengenes pause, så skal de videre igen, hvilken er virkelig trist da jeg kommer til at savne dem meget, men især Harry. 

Drengenes fans ved stadig ikke noge til uheldet, men det kan da heller ikke fortsætte sådan, så jeg vælger at lægge et billede ud af armen i gips, og skrive *Sidste par dage har været hårde, men vi klarede den som altid* jeg tagger Harry, Liam og Sophia på billedet. Derefter poster jeg det på instagram, hurtigt har jeg flere tusinde likes og en helveds massere af kommentarer, jeg maget bare ikke svare på dem nu. 

 

"Skal vi ikke tage hjem til Holmes Chapel i et par dage" spørger Harry som sidder ved siden af mig i sofaen. "jo det vil jeg faktisk rigtig gerne" siger jeg og smiler, jeg vil gerne hilse på min familie, da der er gået 100 år siden jeg så min mormor og morfar, jeg savner min familie der hjemme. "Ringer du til din familie, så ringer jeg til min" siger han, vi skal jo lige spørge om vi kan komme, men det er jeg sten sikker på at vi kan. Jeg ringer til min far, da jeg ved min mor er på arbejde, "Hej far, har i nogle planer her de næste par dage" spørger jeg da han tager telefonen, "hej Em, nej det har vi ikke hvorfor da" spørger han, "så ville bare spørge om Harry og jeg kunne komme hjem og bo hos jer her de næste par dage" spørger jeg og prøver at rejse mig fra sofaen, med min fod gør stadig ret ondt. "Jo det kan i da godt, er der da sket noget" spørger han, "nej, vi ville bare gerne lidt væk fra byen" siger jeg og går hen til køkkenet. 

 

Ca. 4 timer senere.. 

Motoren stopper, det er virkelig mærkeligt at være hjemme igen i Holmes Chapel, i mit barndoms hjem og ja Harrys lige ved siden af, det underligt men helt vildt dejligt. "skal vi ikke gå ind til din mor og Robin" spørger jeg da jeg smækker bildøren i efter mig. "Jo lad os det, Gemma er vidst også hjemme på besøg" siger han, imens jeg ser et smil fra ham, man kan virkelig se han savner sin familie, han ser dem jo heller aldrig mere, når han har turneen og sådanne. Vi går hen imod huset, vi ringer på og venter. Døren går op, det er Robin som åbner døren, jeg har mødt Harrys familie før, men den her gang er det kun 3 gang så det er lidt underligt, men stadig er de verdens sødeste svigerfamilie. "Heeej" siger han og krammer straks Harry, jeg får efterfølgende også et kram, vi sætter skoene og går med indenfor. Vi træder ind i den hyggeligeste stue, der sidder Gemma og Anne. De flyver op af sofaen, da de ser os. Anne krammer Harry, man kan virkelig se at hun har svært ved at han ikke bare lige bor 10 minutter her fra, og at han ikke altid er i samme land, derimod måske på den anden side af verdenen, de har vidst nok et meget specialt mor-søn forhold og det er fantastisk at se! "Heeej Em" siger Gemma og trækker mig ind i et kram, "Hej Gemma" siger jeg og smiler. "Hej Emily" siger Anne efter og derefter krammer vi selfølgelig. 

Efter 2 timers tid, med at catche up med Harrys familie, vælger vi nu at gå ind til min familie. Vi siger farvel, og derefter går ud af døren. Vi henter lige taskerne på vejen, som er i bilen, derefter går vi hen imod døren, vi går forbi skiltet jeg lavede engang i 2 klasse, det er et skilt hvor jeg havde tegnet 4 tændstiksmænd, nemlig mine forældre, min mor og jeg, hvor efter jeg havde skrevet Familien Chapman, neden under. Jeg var så stolt af det dengang, heh. Vi banker på. Døren går op, "EM" siger min bror og hopper direkte ind i et kram, altså ikke for hårdt da min arm sjovt nok stadig er brækket, "Hej Nate, vidste du ikke vi kom" spørger jeg og griner lidt, "Nej overhoved ikke" siger han imens han også giver Harry et såkaldt "man-hug?" jeg griner bare lidt. Derefter følger vi med ind i huset, og gud hvor har jeg savnet de her omgivelser, det er bare så underligt ikke at bo her mere. Vi hilser selfølgelig også på mine forældre. 

 

"Hvordan har i det" spørger min mor, som hentyder til uheldet. "vi har det meget bedere ik" siger Harry og kigger på mig, jeg nikker. "Det dejligt" siger hun og smiler. "Hvornår tager i tilbage ud i verdenen, Harry" spørger Nate som virkelig syntes det er spænende med det her turne. "Det gør vi d. 1 August så har vi et show i Canada" svarer han, "snyd" siger han og tjekker sin sms som han lige har fået. "kommer om lidt" siger han og rejser sig, for at ringe. Vi bryger meget af tiden på at snakke, om alt. Jeg elsker tider som disse!

*

"Kan du huske første dag vi mødtes" spørger jeg, vi står nu ude i det slags skur jeg havde da jeg boede hjemme, der hvor mine trommer og alt det der grej stod. "Ja! Jeg sad der og hørte dig spille" svarede Harry og pegede hen der vor stolen stod, alle mine billeder hænger stadig her inde. "Kig" siger jeg og peger op på billedet jeg ville have han undgik første gang, nemlig billedet af os som små. "er det" spørger han meget spørgende, "os? ja vi er kun 3 år her" siger jeg og hiver det ned fra væggen. "var vi venner?" spørger han, "meget gode venner, jeg husker det meste af det" siger jeg og smiler. Jeg husker lidt flere ting end andre gør, da det er noget jeg er født med. "vildt" svarer han og tager telefonen frem, hvorefter han tager et billede af billedet. "Jeg har faktisk btw en video fra dagen hvor vi mødtes" siger han og går ind på videoer, "what" siger jeg og griner. Videoen spiller, det er mig der giver den gas på trommerne, det var gode tider. Et smil kommer langsomt over mit ansigt. "Du må love mig aldrig at give på, musikken ligesom jeg heller aldrig kommer til" siger Harry som kigger mig i øjnene, "okay, men jeg vil stadig ikke gå på musik skolen" svarer jeg. "Okay, men i det mindste så bliv ved med at spille okay" siger han og trækker mig ind i et kram. Kæft jeg elsker den mand! <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...