Why Brother Why?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2018
  • Opdateret: 18 jul. 2018
  • Status: Igang
To brødre, den ene populær og perfekt den anden kedelig og normal, to modsætninger under samme tag, men da den ene personlighed forsvinder, falder verden sammen. den tilbagestårende bror, Cameron, finder et lille håb da en seddel dukker op og åbner en dør til en helt ny verden hvor hemmeligheder har gemt sig i evigheder. Cameron kommer ud for sin livs rejse hvor kriminalitet og bandemedlemmer bliver en del af hverdagen i sin søgen efter hans højt elsket bror.

5Likes
2Kommentarer
1212Visninger
AA

17. Kapitel 17

Hjemme sidder mor og far i sofaen, fjerntyndet er som altid på nyheder og er igen fyld med billeder af Ben, denne gang er det folk fra gaden der snakker om deres bedste minde med ham, som om de har mistet håbet om at finde ham,  jeg lukker døren bag mig og det giver et sæt i begge mine forældre, min mor har tåre i øjnene mens min far kigger forbavset over på mig

“de de.. årh jeg kan ikke engang sige det, de opgiver sagen.. de” græder min mor og tager min fars hånd
“ politiet mener at der er gået for langtid, han ville ikke kunne overleve uden mad og vand og da der ikke er nogen spor af ham nogensteder har de svært ved at forsætte” forsætter min far han tørre en tåre væk fra hans kind og smiler forsigtigt til mig for at indikere at det hele nok skal gå.

“De havde et lille håb da de fandt ud af at bedstemor havde set ham den dag og havde hjulpet ham, men det spor forsvandt hurtigt igen da der ikke var nok indhold idet,” forsætter han, jeg prøver at lytte med men det er svært, at de se på at mine forældre sidde der dybt ulykkelig over at have mistet håbet på deres søn, at sidde der i fuld bevidsthed om at deres søn er nok er død og at denne her by vil minde dem om ham hver eneste dag, vide at folk konstant vil nævne ham, gør mig ondt, det for mig til at indse at de spor jeg har holdt hemmelig for både mine forældre og  politiet måske har været nyttige, men af en eller anden grund kan jeg ikke gå mig til at sige sandheden, at sige at jeg ved han er i live, at sige at jeg har fundet noget der kan hjælpe at sige at jeg næsten er sikker på jeg ved hvor han er, måske kan jeg ikke få det sagt fordi jeg gerne vil have succesen for mig selv, at vide at jeg måske kan være byens helt for en gangs skyld.

Jeg smider min taske og omfavner dem begge, de græder ind i mine øre men jeg er lige glad, de har brug for mig, og jeg vil ikke svigte dem denne her gang, jeg kan mærke sårene inde i dem og deres ulykkelige blikke gør det ikke bedre. I fjerntyndet ser jeg lige så mange græde, men på en eller anden måde påvirker det mig ikke, jeg er ligeglad med de mennesker som ikke kendte ham, og dem der  som sådan havde nogen relation til ham, men da en buttet mørkhåret dreng kommer frem på skærmen trækker jeg mig væk fra mine forældre og skuer op

“Benjamin Jones var aldrig min ven, men jeg holde meget af ham, og at vide at denne her by ikke er i stand til at hjælpe ham gør mig ondt, at politiet  vil opgivet ham og fået hans familie og venner til at miste det lille håb de havde tilbage gør mig vred”
Han kigger direkte ind i kamerat og forsætter
“hele byen har i mange år fokusere på at Benjamin var en helt og guld værd, og bevares det er han da, han har hjulpet mange, sat mange før ham selv, men kender vi ham enligt? Hvem ved hvem han er bag facaden? At gennemskue det er noget jeg syndes der skal belønnes, at have det gå på mod, ikke at  give op  selvom at de værste ting om Benjamin kommer frem i lyset, er en rigtig helt, en som jeg vil stå bag og følge, for man skal ikke glemme at man i familen Jones har to børn, her i byen har vi altid sat Benjamin frem i rampelyset, belønnet ham, han har i folks øjne altid været en konge, en konge hvis forældre glemmer en detalje, de glemmer  den egenskab som Cameron Jones sidder med i mørket, den egenskab er gør det muligt at se folk for hvem de virkelig er. jeg mener at Cameron Jones er langt mere en helt end Benjamin… Jeg kondolere og sender alt min kærlighed til familien”

Eddie Collins, Skolens bølle, drengen der altid lugter at smøger og gammelt cola, ham der arbejde med våben sammen med Ben, ham der har givet udtryk for at hade mig, står nu her i fjerntyndet hvor alle kan se ham og belønner mig, snakker om mig som om jeg er bedre end Ben, for første gang er det nogen der nævner min navn på den der måde, ja altså lige bortset fra Logan. Jeg står tom for ord for an skærmen, den næste person er begyndt at tale men jeg høre, min mor stiller sig ved siden af mig og krammer mig, jeg vender mig om og ser på hende, min far smiler stille og styr min arm. Jeg står lidt igen og overvejr om jeg jeg skal fortælle det hele, hvordan det hele startede med Eddie og sedlen med alle de mærklige steder, fortælle hvordan jeg fik mine sår i ansigtet og hvordan jeg fandt frem til bedstefarsgrav for ikke at tale om billetten til Holland. Jeg tænker på om jeg skal give dem det håb som Politiet har slukket, men istedet åbner jeg munden og siger
“måske er det et dårligt tidspunkt, men må jeg tage til Amsterdam?” Min stemme er stille men forventnings fuld, selvom at jeg ikke håber det det store ja med det samme

“Holland? Nu? Nej, det er du da ikke gammel nok til, ikke helt alene!” Min mor tørre øjnene og ser over på min far som ligner en der overvejer noget andet, min mor giver ham et lille slag i maven

“det mener du ikke! Du overvejer det da ikke!”  Hun sukker og vender blikket mod mig “vi har lige fåret nyheden om din bror.. jeg kan sket ikke overskue at ikke se dig hverdag”

“måske ville det være godt, at komme lidt væk, fra det hele, ikke bare ham, men os alle, i flere uger har vi gået i triste minder måske skal vi huske hinanden på at vi stadig er en familie og som ham fyren Sagde, vi har også Cameron at tænke på” påpeger min far, ideen om at vi alle tre tog afsted var ikke en del af min plan, faktisk fortrak jeg at lade dem blive hjemme, mest fordi at jeg ville have Logan med, mig og ham lige som i gamle dage før alt det her Vanessa halløj,

“er du sikker” forsætter min mor mens min far nikker hun ser over på mig og jeg skynder mig at gøre det samme, hellere Amsterdam med dem end overhovedet ikke komme afsted.

“måske kunne vi tage Logan med, han har været en stor støtte i det hele” flyver det ud af mig, der er stille lidt tid, min mor tygger på ordene  mens min far allerede finder computeren frem
“ I er tosset hvis Benjamin så os nu..” Hun sukker og ryster på hovedet “jeg kan ikke rejse! Ikke nu jeg er ked af det Cameron men din far kan heller ikke og det ved han os godt, vi har et ansvar overfor Benjamin, men måske kan jeg godt give din far ret måske er det godt at komme væk, hvis du får det grønne kort og tager afsted for lover du mig at skrive! Tit!…”
Jeg nikker roligt og ser over på min far der gør det samme, jeg stiller mig ved siden af min mor, omfavner hende, og visker “det lover jeg og jeg vil tage en overrakselse med hjem” jeg fornemmer hendes smil mens jeg inderligt håber at finde hendes ældste søn og bringe ham med hjem.
“ Jeg tager med! Jeg forstår at du gerne vil blive her, men jeg har mine behov, jeg er sikker på at chefen vil forstå det” siger min far uden at se op fra skærmen, min mor nikker stille men det er tydeligt at hun ikke finder den ide lige så god som den jeg kom med, men hun ved også at når min far sætter sig for noget er det svært at tale ham fra det.

Om Aftenen sidder de begge og snakker om ham, jeg kan høre dem både grine og græde, jeg ligger i sengen med Bens billet i hånden og prøver at få det hele til at give mening, hvad skal han bedstefars gamle ting til? Hvor vil han gå så langt ved at grave hans grav op for en nøgle til det skab? Jeg var delvist glad, for tanken om at jeg har muligheden for at spøger ham om mindre en et døgn gjorde mig glad, men hvis mine forventinger slår fejl og han ikke befinder sig det sted eller overhovedet ikke er i Amsterdam bag Vesper har jeg spildt min tid.

Jeg overvejr næsten hele aften om jeg skal skrive til Logan og høre om han vil med, men noget siger mig at han ikke vil, ikke nu,  selvom at han er sur og indebrændt har jeg brug for ham.
uden at tænke videre over det tager jeg min telefon frem, hvor efter at jeg skriver til ham, jeg forklare ham det hele hvorefter jeg fortæller om Amsterdam, jeg kommer ind på hvor meget jeg har brug for ham og hvor tomt det er at vide at han er sur, jeg høre ham om han vil med om vi ikke kan snakke om det hele og måske glemme Vanessa og komme videre. Jeg sætter mig op og har det godt med mig selv, jeg lytter til mine forældre og håber på at en eller anden dag de kan se mig i øjnene og sige at de ikke kunne være mere stolt af mig. Jeg Logan og jeg på et eller andet tidspunkt formoder at finde kærligeden en kærlighed der ikke kommer til at gå ud over vores venskab. At Ben og jeg igen kan sidde sammen som i gamle dage og  nyde vores bror tid.

Jeg smider mit tøj ved siden af  mig og putter mig ind til dynen, den dufter svagt af Vanessa og for mig til at savne hende, jeg ryster tankerne fra mig selvom om lysten til at ringe til hende er stor, men før jeg når at lave tanke til handning lukker mine øjne i og tager mig ned i drømme land

“Cameron? Hvis jeg nu fortæller en hemmlighed lover du så ikke at sige det til mor?”
jeg nikker og ser væk fra Benjamins skærm og ind i hans grønne øjnene, han smiler til mig og retter sig nervøst op i sengen
“kan du huske hende pigen jeg underviste? Ja altså hendes mor fyrede mig, men det har jeg fortalt, men ikke hvorfor… jeg kom til knappe hendes bukser op og røre hende steder man ikke røre ens elev på forstår du?”  Jeg ser over mod døren for at sikrere sig at døren er lukket, jeg ser længe på ham og for tanken om dengang jeg gjorde det samme ved hende på værelset overfor, jeg for en dårlig smag i munden og jeg har lysten til at fortælle ham at to sjæle åbenbart tænker ens, men jeg undgår den lille detalje og siger istedet
“hun er også en pæn pige”  han griner til mit svar og ryster på hovedet
“pæne piger er de værste, lov mig at du ikke kommer i kontakt med hende, den dag i dag forstår jeg bedre hvorfor mor og far ikke kan lide hende”
“hvorfor?” Spøger jeg og frygter hans svar
“ tjo hun har problemer… hendes hjerne fungere ikke som vores, hun er ja hun har bare problemer” svare han og starter hans spil igen. Jeg forsøger at prikke til ham, få flere svar ud ham, men han reagere ikke, han forsvinder mere og mere væk fra mig og jeg kan ikke gøre andet end at sidde ved siden af om og de på ham spille, jeg ser over mod spillen igen som har ændret sig fra et uskyldigt fodbold spil til mit værelse, det værelse hvor Vanessa besøgte mig om natten, jeg ser på at hun kysser mig og kærtegner min nøgne krop, lytter til min stemme viske hendes navn mens hun tysser på mig, jeg sidder her og holder øje med at hvordan jeg tog hendes tøj af og hvordan det klæd ned af hendes smukke hud, jeg får en klump i halsen over det hele og håber på at Benjamin ikke kan se det samme som mig, men hans blik for tæller mig noget andet.

Jeg vågner i et hav af sved, mit hjerte banker og jeg kan ikke finde hoved eller hale i hvor jeg befinder mig, selvom at jeg ved at det er min underbevist hed der leger med mig har jeg en eller anden fornemmelse af at der er om det Ben sagde i drømmen. Jeg tager min mobil og for det skrabe lys lige ind i ansigtet en ny besked er kommer frem og jeg frygter allerede hvem det er

Det gør mig glad at høre Cam, dog har jeg set nyhederne hvilket gør mig ondt, men jeg springer turen over, håber du forstår, hvis ikke så må det desværre være dit problem

Logan

Tomheden spreder sig, men jeg forstår ham godt. I få sekunder overvejer at jeg høre Vanessa men jeg skubber hurtigt tanken væk, jeg vil ikke gøre problemet større, måske er en rejse med min far ikke så slem, måske vil det vise sig at han er den bedste rejsemakker jeg kan ønske mig, dog ved jeg ikke hvordan jeg skal holde på min lille hemmlighed og finde Ben og være sammen med min far på samme tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...