Why Brother Why?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2018
  • Opdateret: 18 jul. 2018
  • Status: Igang
To brødre, den ene populær og perfekt den anden kedelig og normal, to modsætninger under samme tag, men da den ene personlighed forsvinder, falder verden sammen. den tilbagestårende bror, Cameron, finder et lille håb da en seddel dukker op og åbner en dør til en helt ny verden hvor hemmeligheder har gemt sig i evigheder. Cameron kommer ud for sin livs rejse hvor kriminalitet og bandemedlemmer bliver en del af hverdagen i sin søgen efter hans højt elsket bror.

5Likes
2Kommentarer
1206Visninger
AA

15. Kapitel 15

De sidder begge to i sengen da jeg åbner døren ind til Logans værelse, de ser op fra deres telefoner da jeg lukker døren i, Vanessa ligner en hængt kat der er træt af at skide mens Logan smiler som en lille glad julegris der ikke ved at hans bedste ven har dolket ham i ryggen. Hun rykker sig så og klapper på pladsen i mellem, jeg smiler skævt perfekt tænker jeg bare og sætter mig i mellem dem, “hva´så?”  Spøger han og ser undersøgende på mig, jeg sukker og ryster på hovedet mens jeg prøver at få formuleret mig ordenligt, men det er svært når nyheden ikke helt er sivet ind endu,

“min bedstefar havde et skab ude ved fiskeklubben, hvor han havde nogen ting og siden han blev begravet med nøglen tror min bedste mor at tingene stadig er der” begynder jeg, Vanessa retter sig op og smiler til Logan, som gengælder hendes smil, jeg ser skiftevis på dem, men ignorere den underlige stemmen der ligger i overfladen af lokalet.
jeg forsætter med at forklare dem det hele omkring Ben, bedstemor og Mr Vans. Deres smil forsvinder jo mere jeg fortæller og deres ansigter bliver mere overrasket og forundret at se på.

“vent, vent, vent, så du fortæller os at din bedstemor, som er 92 har hold på denne her så kalde hemmelighed i så lang tid??” Udbryder Vanessa og tager sig til hovedet, jeg nikker
“det er sgu for sindsygt” komentere Logan og rejser sig op,
“nej.. det er jo egenligt genialt, man beskylder aldrig de gamle for noget, det var ihvertfald noget som Ben fortale mig da vi så en krimiserie sammen, så ved at han gik til jeres bedstemor er da oplagt” forsætter hun og lægger hånden på mit lår, jeg fjerner den med det samme inden Logan bemærker det, hun ser kort men fornærmende på mig. Hun rejser sig op og går hen til Logans spil samling

“kan det ikke bare være at hun har glemt at fortælle det, jeg mener hun er jo gammel”
“behøver jeg overhovedet at svare på det der Logan?” Griner jeg og kaster en pude efter ham, han smiler og overvejer situtationen og ryster derefter på hovedet. Logan har altid været den der person der nogen gange tænker højt, jeg kan huske tilbage i 6 klasse, hvor han havde et godt øje til en pige i klassen,  Kamille hed hun, han sad bag hende i en fysik time og ud af de blå siger han gad vide hvordan hun ser ud når hun sover, sikkert pisse lækker, eller os er hun en da dem der bare savler puden til, lige meget hvad er det nuttet, hele klassen flækkede af grin, Logan var ligeglad og trak bare på skulderen men Kamille snakkede aldrig til ham igen. Nu når man tænker på det overdrev hun sgu en del.  Jeg ser op på dem begge, Logan har vendt sig om i mod Vanessa, de står tæt, han lægger armen om livet på hende, hvilket giver mig bræk fornemmelser, hun afviser ham ikke måske fordi hun ikke fik opmærksomheden ved mig, måske er alt det her kun et spil for at få mig til at blive jaloux og selvom jeg ikke ville indrømme det hvis nogen spurgte, så virker det.

“Nå, jamen skal vi tage ud og tjekke det skab ud eller” spøger jeg og håber på at bryde deres lille øjeblik, Vanessa vender sig om, smiler til mig og nikker, Logan fjerner hans hånd fra hendes krop og retter på brillerne
“kan ik, har lovet min søster at hjælpe til med at babysitte”
“babysitte?” Spøger jeg og rejser mig
“ja hun har åbenbart lovet at passe nabodrengen mens forælderne er til koncert, kan vi gøre det i morgen” jeg nikker til hans svar, men Vanessa er ikke tilfreds
“Cam har kørekort ik? Han ham og jeg ikke bare tage der ud!” Jeg nikker stille og vender på Logans svar, han stirre lidt ned i gulvet, men ender med at gå hen til natbordet, tager fat i nøglerne og kaster dem til mig, hun smiler og smutter ud af døren uden at sige farvel til ham, jeg giver ham et lille vink og takker ham, men han stopper mig inden jeg når at gå hen til døren
“gør nu ikke noget dumt!”
“hvad mener du, jeg køre da pænt” svare jeg,
“jeg snakker ikke om kørslen, du ved hvad jeg mener.. Cam jeg mener det,”
“ mig og Vanessa? Mener du det, jeg ville aldrig, dude! Ikke mod dig!” At lyve er nærmest blivet en del af min hverdag efter Ben forsvandt, men denne her løgn gør ondt, at vide at jeg allerede nu har brudt min tillid til Logan for min fornuft til at fortryde det hele, men jeg ved også at mit hjerte har det anderledes.
“jaa, jeg ved det undskyld, nogen gange føler jeg bare at der er et eller andet, men jeg overdriver nok bare” griner han og klapper mig på skulderen, jeg nikker og vinker til ham endu en gang og smutter ud til Vanessa.

Jeg starter frøen og køre ud af indkørslen, jeg prøver at huske hvor det fiskehus ligger, min far har engang nævnt at han cyklede fordi det på vej til skole da han var lille, eller hvad det nu var dengang, så jeg ved at det lægger på vejen, tanken om at der kan ligge noget der kan få os videre i det er rod Ben har lavet gør mig glad, men skuffelsen har ramt mig et par gange, så denne her gang vil jeg ikke forvente noget. Min mobil bevæger sig i lommen, mor igen jeg forsøger at lade som ingenting men Vanessa har bemærket lyden og ser på mig med hendes bami brune øjne, og fremviser hendes smilerynker, mobilen stopper i få sekunder men da den begynder igen begynder hun og grine
“hva´ skal jeg tage den eller skal vi bare side og lytte til den forfærdige lyd dit lår laver” jeg smiler og undlader at svare, men da den ringer for 3 gang når jeg ikke at reagere før hendes hånd er dybt begravet i min lomme, mit hjerte banker hurtigere, jeg prøver at holde fokus på vejen men med hendes hånd der, giver mig lyster som jeg havde lovet Logan ikke at få. Hun for mobilen op og tager den uden at tænke over hvem det er, jeg stirre på hende da hun trykker på højtaler og min mors vrede stemme fylder den stille bil med støj
CAMERON JONES!!! HVOR FANDEN HAR DU VÆRET! HVOR ER DU, HAR DU IKKE SET MIN BESKED!”

und..undskyld mor jeg øm min mobil løb tør for strøm, jeg kører  Vanessa hjem også kommer jeg, det lover jeg”  jeg ser over på hende, hun nikker stille til mig og holder mobilen tættere på min mund

Vanessa? Kører? Sig mig hvad hvem er  hun, det er vil ikke hende Copper pigen vil?”
Mor, låne Logans bil til at køre hende hjem, prøver bare at være venlig” svare jeg og ser igen over på hende, der er stille i telefonen længe, jeg kan høre min far i baggrunden som tydeligvis ikke er tilfreds, måske har de fundet ud af det med bedstemor, og det er derfor de er helt ude af sig selv, “kom hjem efter! Direkte efter” sukker hun og smækker røret på

Vanessa smider telefonen i hendes skød, og prøver at holde hendes grin inde, jeg kigger kort ned på den og prøver at opfatte hvad der lige skete, hvorfor hun har hun nu også noget imod Vanessa, jeg forstår det ikke, først Ben i mine drømme, også Eddie og nu min mor, før Ben forsvandt vidste jeg overhovedet ikke at hun eksisterede og nu er hun ligepludselig byens største negative ting som man bare ikke må røre. Uden for at solen ved at gå ned, himmelen er rød og for alting til at blive sort og på en eller anden måde smukt. Jeg holder ind til siden da vi når fiskehuset, det er stort alt for stort til bare at være et lille flok mennesker der fisker her, bag ved huset er der en sø, og en masse tærer som gør det hele mere hyggeligt at se på. Vanessa stiger ud af bilen og bevæger sig hen i mod huset, jeg stirrer på hendes hofter der svinger fra side til side når hun tager et skridt, hun vender sig om i mod mig og fanger mig i at stirre på hende, hun smiler skævt og går tilbage i mod mig,
“først afviser du mig og nu stirre du som en sulten hund” griner hun, varmen spæder sig i mine kinder, jeg ser væk fra hende, hun ved at hun har mig i hendes lillefingre, hun ved hvad hun skal lige eller gøre får at få mig til at bukke under, det irretere mig, men noget af mig elsker det.

vi går sammen over mod huset, hun tager min hånd og denne gang afviser jeg hende ikke, jeg skubber, Logans stemme ud af hovedet og åbner forsigtigt døren til det gamle træhus, hun finder en stikkontakt og tænder alt lyset, mange skabe fylder lokalet og lygten af fisk rammer min næse og for mig til at tage mig til næsen. Hun slipper min varme hånd og bevæger sig længere ind i rummet,
“Cam, der står navne på alle skabene… hvad var det din bedstefar hed?”

“Bradlee Jones” svare jeg og undersøger de slidte blå skabe, mange navne, mange mænd men ingen er min bedstefar, vi kigger længe men finder ikke et eneste skab der bare minder om hans navn, Vanessas opmærksomhed vækkes da hun finder nogen øl på en bænk, hun ser op på mig og tager en, 
“er du sikker på at du må tage en?” Spøger jeg og sætter mig ved siden af hende
“næ, men personen der har købt dem kunne da bare tage dem med hjem” griner hun og rækker mig en, jeg sukker og tager i mod den. Jeg rejser mig og forsætter med at lede mens Vanessa drikker den ene øl efter den anden og hver 10 minut finder hun mig og rækker mig en ny, jeg tager i mod hver og en uden egenligt at tænke over det. Efter 5 øl finder jeg endelig hans navn  Bradlee E. Jones, hans skab er gammelt og muligvis det ældste, det er ikke blåt som de andre men mere rust brun og mere klamt at se på, jeg kalder på Vanessa og mærker at øllen at taget sin påvirkning på mig, hun kommer til syne endu smukkere end før, hendes fulde adfærd er kommet tilbage, hvilket er 3 gang på 2 dage, jeg stiller øllen fra mig og prøver at åbne skabet, men der rykker sig ikke ud af flækken, Vanessa ser sig omkring og kommer kort tid efter tilbage med form for sten, der er blod på og den lugter af fisk, jeg tager mod min vilje i mod den og kaster den i mod skabet, hun går tætter på det og bemærker den bule der er fundet sig til rette, jeg kaster stenen endnu en gang og for lavet hul, vi ser overraskkende på hinanden og jubler overfladisk, hun omfavner mig og griner en smule, hun ser på mig og ser ned på mine læber, øllen har svækket min fornuft og uden at tænke videre over det tager jeg fat om taljen på hende og kysser hende. Hun tager hendes hånd under min trøje og for mig til at miste koncentrationen, hun knapper mine bukser op pg lyner hendes trøje op så jeg får frit udsyn til hendes bh, jeg smiler og  tager chancen og får mine fingre ned i hendes bukser, hun ser på mig og smiler, hun sakker bag ud og tvinger mig til at følge hende, hun kysser mig igen og slår ryggen ind i mod skabet, jeg stopper og ser på det, fjerner mine hænder fra hendes vidunderlige krop, hun vender sig om og stirre ind i hullet på skabet.

“er det pistoler fra”
“Krigen? Ja, det giver mening da han var soldat, men hvorfor er de så vigtige for Ben?”
“det ved jeg ikke men det ser ikke ud til at han har været her” svare hun, men støvet i skabet siger noget andet, hylder er fyldet med gamle våben, billeder, gammelt mad papir, tandstikker, bøger og tøj, alt har stået her i mange år men på en af hylderne er der mærker af nogen pistoler og nogen patroner
“det der er væk, så han har været her, spøgsmålet er sp bare hvorfor han ikke har taget det hele?”
“og hvad han skulle bruge det til" sagde hun " har han ikke at den der butik solgte ham våben”
jeg nikker til hendes spørgsmål, tager mobilen op af lommen og tager til billede af skabet så Logan kan se det, hun sætter sig ned på hug usikker i balancen, hun tager fat om mit ben og tager overdrivende hård fat om et stykke papir, jeg hjælper hende op igen og tager papiret fra hende.  Ordene vælter rundt på siden og jeg gør alt hvad jeg kan får at læse hvad der står, men må opgive. “måske skulle vi vende til i morgen, det er også ved at blive sent” sukker hun og rykker lidt frem og tilbage
“nej! vi har ikke fundet ud af noget” svare jeg mere surt end hvad der var meningen
“Cam, vi fandt skabet, vi  ved at Ben har været her, hvilket vil sige han i den grad er i live, der har nok ikke været nogen i denne her ende i meget langt tid så den der seddel må være noget han har tabt, hvis ikke så tager vi her hen igen i morgen okay?” Hendes ord giver mening selvom at hun mumler og tænker længe over hvordan ordene skal siges, jeg nikker stille, knapper mine bukser
“men vi kan ikke køre” svare jeg kortfattet og kommer i tanke om min mor og hendes alvorlige tone i telefonen,
“vi kan da bare sove i bilen” smiler hun og bider mig blidt i øret
“hvad med min mor?” Svare jeg uroligt, hun sukker og samler hendes trøje op
“skriv at bilen er punkteret og at du sover hos mig… på sofaen så hun ikke bliver alt for urolig” jeg nikker og tager min telefon frem. Selvom at jeg ved at hele ideen med at sove så tæt i en bil er en dårlig ide, især når det er øl indblandet dog ser jeg frem til at slutte det vi var startet på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...