Why Brother Why?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2018
  • Opdateret: 18 jul. 2018
  • Status: Igang
To brødre, den ene populær og perfekt den anden kedelig og normal, to modsætninger under samme tag, men da den ene personlighed forsvinder, falder verden sammen. den tilbagestårende bror, Cameron, finder et lille håb da en seddel dukker op og åbner en dør til en helt ny verden hvor hemmeligheder har gemt sig i evigheder. Cameron kommer ud for sin livs rejse hvor kriminalitet og bandemedlemmer bliver en del af hverdagen i sin søgen efter hans højt elsket bror.

5Likes
2Kommentarer
1199Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg får en klump i halsen da jeg træder ud af Logans bil, tanken om at Ben  ikke vil være her gør mig utilpas og ked af det. Jeg smækker døren og kigger mig tilbage efter Logan som låser bildøren, styrer hånden igennem sit røde hår og retter på brillerne.

Jeg sukker og kigger på uret. 07:55, og kan sagtens forudse at vi begge vil komme forsendt med det tempo han har “bliver det i dag eller?” Siger jeg og forsøger ikke at lyde alt for sur, han ser op og begynder at grine

“årh lad da være med at skynde sådan på mig, har du da noget du skal nå?” Siger han flabet og giver mig et lille venligt skub, jeg ryster på hovedet og sammen forlader vi skolens parkeringsplads og går op i mod hovedindgangen, jeg har gået turen mange gange med Logan ved min side, og jeg kan hverken huske eller forstille mig hvordan det ville eller har været ikke at have ham ved siden af mig, jeg kan huske første gang jeg mødte ham, han var 10 og  ny, han sad alene på gyngestativet og så ud i luften, han gyngede lidt frem og tilbage men så ensom ud og da jeg dengang ikke gik op i sport, der gør jeg stadig ikke, men dengang var det åbenbart nødvendigt at kunne lide det, får at kunne være med i fælleskabet og da de andre drenge som altid spillede fodbold, satte jeg mig ved siden af Logan. Han var flyttede her til  sammen med hans søster, efter at begge hans forældre døde i en bil ulykke. Jeg kan ikke huske hvorfor han sagde det men da vi efter følgende snakkede om pokemonkort hang snakken ved.

“hvordan tror du de andre tager det?” Spøger han og ser på mig, jeg ryster på hovedet og visker

“det ved jeg ik”

“Cam? Det er 4 uger siden, tror du ikke at der kommer en eller anden form for reaktion af det her?” Hans smilende ansigtsudtryk forandre sig til et alvorligt, han lægger hånden på min skuldre og tvinger mig til at stoppe.

“Hør, jeg har ærligt talt ikke tænkt over det okay” siger jeg og går videre, men for at være ærlig så har jeg ikke lavet andet. Alle på skolen ved hvem Ben er, faktisk så ved alle i hele vores lille by hvem Ben Jones er, og siden hans forvinden har intet været det samme. Derhjemme er der ingen der snakker sammen, vi lever alle 3 i vores egen lille boble og hvergang jeg prøver at bryde den ved at spøger om, hvad Ben  sagde eller havde gjordt, for jeg entet svar. Aviser skriver om ham, beskriver ham kun med positive og kærlige ord, venner poster billeder over alt og skriver til ham som om at han aldrig nogensinde har forladt stedet. Men i dag er det første gang siden hans forvinden at jeg skal stå til ansigt til ansigt de lærer som har undervist ham og gjordt ham til en af skolens klogeste og med skolens elever som han er så vellidt hos. Jeg kan høre Logans tunge skridt bag mig, men jeg lader som ingen ting, og forsætter op af trappen, jeg åbner den tunge blå metal dør og da den lukker bag mig stopper jeg op og ser rundt på gangen.

“Hold nu kæft! Det der er sgu for mærkeligt, man skulle tro han var død!!” Udbryder Logan og peger hen op de mange blomster  og gaver der er placeret foran Ben’s skab. Jeg går med langsome skridt hen i mod skabet og bøjer mig ned og tager fat i de første blomster jeg får øje på,  “Roser?” Siger jeg spøgerne og ser over på Logan som ser lige så underlig ud i ansigtet som mig

“jeg vidste ikke at han kunne lide roser” siger han og sætter sig ned på hug “vidste ikke at han kunne lide blomster” svarer jeg og lægger roserne tilbage, Logan griner og tager fat i en af de mange gaver, “GUUUUD det er løgn!! FIFA!” Råber han og smiler over hele ansigtet, jeg ryster omgivende på hovedet og små griner af ham. Ben er den største fan af det boldspil som latterligt nok hedder Fifa, han er den første i køen hvergang der kommer et nyt spil på gaden også selvom at det betyder at han skal være vågen i et døgn eller mere, personligt har jeg aldrig forstået det, og jeg kommer nok heller ikke til det, tanken om at folk bruger så mange penge på et spil som uanset hvilken udgave du har handler om det samme, at spille fodbold, at man sidder hjemme i sin sofa og spiller istedet for at gå ud og gøre, det forstår jeg ikke.

“æble juice? Ej okay nu bliver det sgu for sindsygt” Logan afbryder mine tanker og rækker mig en liter æble juice, “begynder at tro at folk her på stedet kender min bror lidt for godt” griner jeg, Ben  drikker aldrig andet end æble juice ihvertfald ikke hvis han kan komme til det “eller også er det bare dig der kender ham utroligt dårligt” griner Logan og rejser sig op, jeg gør det samme og giver ham et lille skub, han smiler og begynder at gå. “HEY” udbryder jeg og får ham til at stoppe, han vender sig stille om “læg spillet tilbage” siger jeg og rækker hånden frem for at gøre tegn til at jeg skal have det, “ÅRH ALTSÅ, du ser sgu da også alt!!” Siger han skuffet og går hen i mod mig  “du hader sgu da det spil, gør du ikke?” Spøger og jeg lægger det tilbage i gave bunken, han nikker “jo, jo for satan det er så åndsvagt, men min søsters kæreste elsker det, og da han har fødselsdag om lidt tænkte jeg, ja du ved” siger han og ser hen på spillet, jeg ryster på hovedet og klapper ham på skulderen “det er ikke fordi at han vil opdage det!” Griner han “dårlig joke mand, dårlig joke” svare jeg, og går ned af gangen, han nikker stille og følger efter.

Døren til klasse lokalet er noget af det grimmeste, den er riset, faldefærdig og lortebrun, Logan forsvinder rundt om hjørnet og jeg står nu helt alene, stilheden minder mig om den nat, den nat hvor jeg gik ind på Ben s værelse for at høre om alt hvor okay, men der var ingen, og det er der stadig ikke. Jeg ryster tankerne af mig og åbner døren, da jeg træder ind forsvinder larmen, Fru Lund, stopper med at skrive på traven og stirrer på mig, hun har sat sit grå hår op i en knold, hun har som altid sin røde læbestift på og en gammel dame hverdagskjole på. Jeg smiler til hende og ser ud over resten af klassen som også stirre på mig, jeg ser ned i gulvet og bevæger mig langsomt ned til tom plads, jeg kan mærke de mange blik følge hver eneste bevægelse jeg fortager mig, jeg bliver utilpas og mine håndflader begynder at blive våde, jeg stiller min taske på gulvet og sætter mig på den hårde stol og prøver at holde styr på nervøsiteten. Normalt overser folk mig, normalt er jeg bare ham der, folk er ligeglad med, hvilket jeg altid har haft det fint med, ingen ligger mærke til ens fejl og bemærker heller ikke hvis du gør et eller andet forfærdigeligt dumt, men ikke i dag, i dag er anderleders, i dag kommer der nogen forandringer  og er ikke stor fan af forandringer.

“Cameron Jones, sikke en overraskelse, dejligt at se dit dejlige ansigt igen” siger Fru Lund, hun smiler stort og lægger kridtet fra sig, jeg smiler usikkert tilbage og tvinger mig selv til at se på hende, hun sætter sig på bordet og forsætter med at snakke “jeg vil ikke gnide salt i året, så du slipper for mine spørgsmål i dag, men lad det nu ikke blive til en vane” griner hun og vender sig om for at skrive videre. Fru Lund er en af de der lære som ikke bliver sur, hun er venlig og lytter til elevernes ønsker om hvordan undervisning kan forgå på , hun elsker at høre om andres privat liv og derfor stiller hun altid alle mulige åndsvage og ligegyldige spørgsmål.  Jeg tager mine engelsk bøger frem og slår op på nogen tilfældige sider, jeg ser op på tavlen får at få et overblik i hvad det egenligt er jeg skal, men Fru Lunds håndskrift er ulæselig, jeg sukker og prikker sidemanden på skulderen “kan du læse hvad hun skriver? “ spøger jeg, han ser på mig og smiler stort “heh næææ det er der sgu ingen der kan, men altså regner med at du bare skal læse de her sidder også lave noter, som altid” svare han, hans stemme er lys og lyder som om at den endnu ikke er gået i overgang, hvilket er mærkeligt i taget betrakning af hans alder, jeg nikker og pladre i bogen for at finde den rigtigte side.

“Du, er der noget nyt om Ben?” Spøger drengen,  mit hjerte begynder at banke hurtigere, jeg ser stift på ham og prøver at får ordnede ud af munden. Jeg hader at folk blander sig, jeg kan ikke lide at folk omkring mig gør så meget for Ben , hvorfor ved jeg ikke, men følelsen af at ens store bror for mere opmærksomhed nu hvor han er væk end da han var her er giver mig myre kryb. “Nej, nej det er der ikke” svare jeg koldt og ser væk fra ham,

“ Trist, jeg havde ellers håbet på at han kunne hjælpe mig med noget” visker han og sukker, han vækker min nysgerrighed og får mig til at spøger “med hvad?” Den mørkhåret, buttet dreng ryster stille på hovedet “ det er lige meget, jeg lovede Ben ikke at sige noget” han forsøger at smile, men fejler, jeg løfter det ene øjenbrun, hans svar irrertere mig og jeg nægter at lade ham slippe så let

“ej sig det nu, måske kan jeg hjælpe”

“dig!? Ha det ville være nemmere at spøger en sten” griner han

“hvad er det som er så vigtigt, at kun Ben kan klare det?” Svare jeg igen

“du er for ung, det er ikke noget små børn kan klare” smiler han tager en vandflakse op af tasken. Jeg bider mærke i at der falder noget papir ud af den og håber på at han ikke ser det, for måske kan jeg finde ud af hvad der er som er så vigtigt, selvom at jeg engenligt burde være ligeglad og lade det ligge, jeg burde acceptere at drengen har et privat liv, men det kan jeg ikke, spechelt ikke når det omhandler Ben.

“jeg er altså ikke meget yngre end dig ” siger jeg stille og lænder mig tilbage på stolen, jeg strækker det ene ben i håb om at jeg kan nå papiret.

Da timen er forbi rejser han sig og smækker tasken over skulderen, jeg smiler irriteret på ham, han  smiler tilbage og rykker hovedet tættere på mig “hvis han nu skulle dukke op, så bare hils fra Eddie” siger han og går sin vej, jeg retter mig op og trækker papiret til mig, jeg ser tilbage efter ham, men han er forlængst smuttet ud af lokalet. Rund om mig forsvinder folk som myrer,  deres blikke bliver rettet i mod mig da de går forbi og jeg bider mig selv i tungen for ikke at kommentere det, jeg har lyst til at rejse mig og spøger hvad de glor på, men holder det i mig, jeg vil ikke skabe mere opmærksomhed end det jeg åbenbart allerede får. Jeg sukker og tager papiret op i hænderne men før at jeg når jeg se hvad det er, står Logan i døråbningen og venter på mig.

“hvem er det nu der er langsom” griner han og kommer nærmer, jeg ruller med øjnende og vi bryder begge ud i latter, jeg stopper Eddie’s papir i lommen og forlader lokalet med en underlig formemelse af usikkerhed.

  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...