Kidnapped By A Mistake 3 - "Life Behind Bars" - Jason McCann Fanfiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2018
  • Opdateret: 16 sep. 2018
  • Status: Igang
Knap to år er gået siden Jason kom i fængsel på Fox River, og meget er gået stærkt for Rachels vedkommende - særligt efter hun med sorg i hjertet havde måttet fortælle, at hun var blevet afskåret til at se ham nogensinde igen og at hun var blevet sendt til en kostskole for piger i England. Det kom selvfølgelig som et stort chok for Jason, men alligevel kom det heller ikke bag på ham, at Rachels far havde kunnet finde på sådan en lumsk idé. Særligt ikke efter Rachels far havde prøvet at bestikke Jason med en stor sum penge. Opholdet på pigeskolen blev kortvarig for Rachels vedkommende, da hun fandt ud af, at hun ventede Jasons barn, og til trods for, at hendes familie ville tage imod hende hjemme i Miami, så tog Rachel en drastisk beslutning – Hun flyttede til Chicago i Illinois, for at skabe et nyt liv med hendes kommende lille baby.

22Likes
27Kommentarer
4291Visninger
AA

7. Problemerne udredes.


 

Rachels synsvinkel:

The Westin Michigan, 909 N Michigan Ave, Chicago, IL 60611, USA. Lørdag d. 16/7-2016, kl:21:51

Endnu engang skulle jeg tage mig selv i at samle min iPhone op fra sofabordet, i troen på at Jason skulle have skrevet uden jeg havde hørt det, eftersom jeg havde valgt at sætte min telefon på lyd, men nej.. Ikke en eneste lille besked.. Nada.. Niente.. Nothing . at . all!

Jeg blev ved med at sige til mig selv i tankerne, at det ikke var mig, der skulle ringe eller skrive til ham først, da jeg mente at det var ham der havde trukket det korteste strå denne gang. 

Selvfølgelig var jeg blevet vildt såret over hans reaktioner overfor mig i telefonen tidligere, og jeg havde måske været lige lovlig hurtig med at påstå at vi skulle holde en pause mellem hinanden, men det mente jeg selvfølgelig ikke. Det var hundrede, at jeg savnede at kunne blive holdt tæt af hans stærke arme og dufte ham. Jeg savnede hans tryghed og beskyttelse. Ja, jeg savnede alt ved ham, og det frustrerede mig ret tit, at det ikke kunne være anderledes, netop fordi han sad i fængsel.

Jeg ville bare så gerne kunne skabe det parforhold, som vi fortjente at have, og jeg ønskede at Jason skulle opleve den personlige og uerstattelige del ved at være far og se hans søn vokse og tage sine første usikre skridt, men nej.. Det ville aldrig blive en realitet, eftersom Jason ville gå glip af de første fire-fem år ved at være hundrede procent til stede i hans søns liv.

Min måske ret hårde besked til Jason tidligere, var nok mest ment som et råb om opmærksomhed. Ja, jeg ønskede en reaktion så stærk og intens fra ham, så jeg slet ikke ville være i det mindste i tvivl om at Jason stadigt elskede mig mere end noget andet, og han ikke havde skjulte flirts i gang med andre piger, som jeg ikke kendte til. Ja, min måde at skrige op på var måske lidt i den overmodige ende, men jeg ønskede bare at Jason bekræftede sin kærlighed til mig.

Var det ikke noget piger typisk kunne finde på?

"Venter du et opkald, eller hvordan?", brød Dylans stemme ind, så jeg lettere flovt så hen mod lænestolen, hvor Dylan sad og hvor jeg havde troet at han ellers havde været helt opslugt af filmen, som vi ellers så. Eller som han så! For jeg fik slet ikke fulgt med i filmen, kun fordi mine tanker var helt andre steder.

Jeg smilede svagt og trak på skuldrene, "Nej, jeg skulle bare se om der skete noget spændende på Facebook.", svarede jeg roligt, selvom det ikke var den reelle sandhed.

Dylan så på mig med et løftet øjenbryn og skævt smil, "Narj.. Mig narre du sgu ikke Rach.. Jeg kan se det på dig, at du sidder og tænker alvorligt på noget, og det skulle såmænd ikke komme bag på mig, at det har noget med en vis McCann at gøre..", forklarede Dylan roligt med et svagt smil, og vendte atter sit blik mod tv'et og filmen, som vi så.

"Du kan jo snakke om det, når du har lyst til det..", tilføjede Dylan med blikket vendt mod tv'et.

Jeg sukkede og trykkede på homeknappen på min iPhone, for at blive bekræftet endnu engang, at intet skete. Og jeg vidste, at Jason fik frataget sin iPhone i tidsrummet mellem 22:00 og 23:00, nogengange før, hvis fængselsvagterne ikke mente at Jason opførte sig ordenligt.

Jeg sukkede og rejste mig fra sofaen og fik tydeligvis Dylans opmærksomhed, "Hvad skal du?", spurgte han undrende.

Jeg smilede lettere akavet, "Jeg bliver nødt til at snakke med Jason.." "Du kan sgu da ikke mene, at du vil snakke med ham efter det møganfald du fik fra ham i dag?"

Jeg sukkede og så flygtigt væk fra Dylan, hvorefter jeg så hen på ham igen, "Vi var lige god..." "Rach, hør dig selv for helvede?! Er du villig til at synke ned på hans niveau?!", afbrød Dylan mig lettere bestemt, så jeg så lettere surt hen på ham.

"Dyl.. Dette er en sag mellem Jason og mi..." "Men fatter du seriøst ikke, at han slet ikke er god nok til dig?!", afbrød Dylan mig endnu engang, og han rejste sig selv fra lænestolen og tænkte nok ikke yderligere over, at han nu gik glip af noget af filmen, men ja.. Det var hans tab!

Jeg himlede med blikket over hans lamme beskyldning, "Dylan, du ved slet ikke hvad du snakker om! Havde Jason ikke været i fængsel, så..." "Det er sgu da fucking underordnet Rachel! Kan du virkelig ikke se, at han styrer rundt med dig, fordi du er et fucking sikkerhedsnet for ham! Han styrer dig med hans lillefin..." "SÅ ER DET FANDEME GODT!", råbte jeg vredt og afbrød Dylan på den måde.

Dylan brummede surt og valgte at gå ovenpå, uden at sige noget yderligere, og jeg kunne høre, at han smækkede hårdt med døren til gæsteværelset, så jeg inderligt ikke håbede på, at han formåede at vække Jonah.

Og med et nervøst bid i underlæben stod jeg med blikket nede på babyalarmen på sofabordet og lyttede intenst.

Og selvom Jonah havde et godt sovehjerte, så brød et opgivende suk ud mellem mine læber, da jeg hørte de små korte klynk fra babyalarmen, der hurtigt blev til en ustoppelig gråd.

Jeg brummede surt for mig selv og med armene over kors, småløb jeg op ad trappen, "Tak for lort Dyl...", skældte jeg mumlende for mig selv, og var hurtigt ovenpå.

Dylan åbnede døren indtil gæsteværelset og jeg så flygtigt på ham det øjeblik jeg gik forbi ham, "Sorry.. Væk.." "Luk røven!", snerrede jeg irriteret over ham, og valgte at ignorere ham, for dernæst at koncentrere mig om Jonah, der hylede inde fra hans værelse af.

Normalt listede jeg ind til ham, men denne gang rev jeg nærmest døren op, hvor det slet ikke kom bag på mig, at han stod oppe i hans tremmeseng, mens han hylede op med kinder så våde, at man skulle tro at der stod vandfald ud af hans øjne.

"Årh skat! Blev du forskrækket?", sagde jeg i en mest mulig trøstende og kærlig stemme, og jeg greb fat under hans arme og løftede ham op fra sengen og lod ham putte grædende op ad min skulder.

Jeg holdte ham godt fast med min ene arm, mens jeg samlede hans babydyne og hans sut op fra sengen af. 

Jeg suttede hurtigt på hans sut og gav ham den derefter i munden, så hans gråd forstummede til klynk og jeg puttede dynen om ryggen på ham, hvor ved jeg valgte at bære ham ind mod mit eget soveværelse i stedet, så han kunne putte ved siden af mig i sengen. Og mødet med Dylan ude i gangen, kom slet ikke bag på mig, hvor han tydeligvis så lettere frustreret ud i ansigtet.

"Det var altså ik..." "Ti stille Dyl..", afbrød jeg ham surt, uden at værdige ham endnu et blik, efter at se bort fra ham igen, eftersom jeg kunne fornemme, at han gik lige bag Jonah og mig.

Jeg vendte mig halvt omkring ved døren til soveværelset og bemærkede at Dylan stod ved dørkarmen og så rimelig trist ud, men det kunne jeg seriøst ikke tage mig af i øjeblikket.

"Rach.. Vær nu ikke su..." "Lad os være!", afbrød jeg ham surt og smækkede min dør i hovedet på ham, så jeg det næste sekund kunne høre ham jamre et øjeblik bag døren, men han gjorde mig stik hamrende rasende i øjeblikket med hans opførsel og beskyldninger overfor Jason. Mit liv og forhold til Jason ragede hverken Dylan, mine forældre eller nogen anden! Jeg bestemte fandeme selv hvad og hvem jeg ville være sammen med!

~

Rachels soveværelse, 909 N Michigan Ave, Chicago, IL 60611, USA. Lørdag d. 16/7-2016, kl:22:31

Endelig virkede det til at Jonah var i drømmeland igen, mens mit tv her i soveværelset var tændt med skruet godt ned for volumen.

Jeg fugtede mine læber, mens jeg sad i sengen og lænende op ad hovedgærdet og betragtede Jonah et øjeblik med et lille smil. Hans hurtige vejrtrækning var ret normal og selvom han sov tungt, så var det tydeligt at se, at han nød brisen, der blæste lidt i mine lange og florlette gardiner, hvor min dør til den lille altan stod åben på ved gab.

Jeg flyttede blikket hen på min iPhone på mit sengebord og trykkede igen på homeknappen. Et opgivende suk brød mellem mine læber over at se, at Jason hverken havde skrevet eller ringet, og nu kunne jeg bare ikke mere. Jeg kunne ikke få mig til at lægge mig til at sove, når jeg ikke vidste hvor jeg stod i forhold til Jason, så jeg kastede håndklædet i ringen og valgte at være en svækling endnu engang og ringede ham op.

Duttonen lød mange gange i øret på mig, men jeg nægtede at give så let op, så jeg lod den ringe.

"Jaer..", lød det i en ret irritabel tone fra Jason i den anden ende, så jeg ikke kunne holde endnu et suk tilbage og den første tåre rendte langsomt ned ad min venstre kind.

"U.. undskyld..", mumlede jeg snøftende, og hørte straks et dybt suk i den anden ende, men hvor han slet ikke svarede med det samme.

"Sig nu noget skat?", bad jeg trist.

"Wow.. Er det nu sådan?!", svarede han lettere hårdt, så det lød ret sarkastisk.

Jeg bed mig hårdt i underlæben og kneb øjnene sammen, "Jeg mente jo selvfølgelig ikke det jeg sagde tidligere..", svarede jeg spagt og hørte endnu et suk fra ham i den anden ende.

"Det virkede ellers temmelig seriøst Rachel? Hvad fanden vil du have jeg skal tro?!"

Jeg sukkede tungt, "Men jeg mente det ikke skat.. Jeg er jo også bare et menneske, der kan begå fej..." "Ja tak! Det er mig, der sidder inde og jeg gør ikke andet for at elske min kæreste betingelsesløst og jeg lægger kraftedeme al min lid til hende og vælger at stole på hende, at hun fandeme ikke løber om hjørn..." "Jason!", afbrød jeg ham lettere bestemt og opgivende efter han havde afbrudt mig før.

"Du kan godt stole på mig. Jeg elsker kun dig skat.. Jeg handlede overilet, fordi jeg bare ønskede at du bekræftede din kærlighed til mig.. Jeg ved godt, at det var et dumt tr..." "Ja, det var fucking dumt man!", afbrød Jason mig lettere hårdt, så et hulk røg ud af mig.

U.. undsk.." "Babe..", afbrød han mig igen, men denne gang i et roligt tonefald, der slet ikke virkede hårdt eller bebrejdende overfor mig.

"Baby, du gjorde mig fucking sur, okay?! Men selvfølgelig tilgiver jeg dig.. Jeg elsker dig jo for helvede, og det ved du!", forklarede han yderligere i et bestemt toneleje, så mine snøft endte i små lettede grin.

"M.. mener du det?", spurgte jeg svagt skælvende i stemmen.

"Selvfølgelig mener jeg det babe... Bare lov mig ikke at give mig sådan et fucking chok igen, okay?"

Jeg nikkede febrilsk, mens jeg snøftede svagt, "Det lover jeg...", svarede jeg lettet og følte en byrde blive fjernet fra mine skuldre, "Jeg savner dig bare så meget..", tilføjede jeg med et trist suk.

"Tro mig babe.. Jeg savner dig mere end du aner, men vi er snart sammen igen.. Det lover jeg..", svarede han i en rolig og kærlig tone.

Jeg nikkede med et lille lettet fnis og gned de løbske tårer fra mine kinder, "Ja, på mandag kommer jeg, og så skal vi elske så meget, at du kom..." "Babe..", afbrød han mig roligt men i en bestemt tone.

"Ja?", spurgte jeg undrende.

"Du skal ikke besøge mig på mandag.."

Jeg sank en ubehagelig klump, "Jamen.. Hvorf.." "Jeg kan ikke forklare dig det nu, men du skal bare ikke komme på manda.. " "Så tirsdag?", afbrød jeg ham med et fnis og hørte et tungt suk fra ham.

"Vi ser på det, okay? Men vi skal nok ses baby og jeg kan love dig, at du nok skal blive kastet godt rundt i lagnerne, så du ikke vil gå sulten i seng..", forklarede han med en hæs og fræk stemme, så jeg ikke kunne holde varmen fra kinderne væk.

"Mmh.. Sig mere skat..", hviskede jeg tændt og lukkede øjnene og lænede mit hoved op ad hovedgærdet i sengen.

"Du er da vidst lige i stødet hva'?", lød det frækt fra ham, så jeg nikkede med lukkede øjne og fugtede mine læber.

"Mmh.. Meget.. Jeg savner at mærke din dejlige store pik..", hviskede jeg tændt og kunne ikke lade være med at lade min venstre hånd glide ned ad min mave og smutte ind under min trusse under dynen.

Jeg hørte et lille grin i den anden ende.

"Hmm, noget siger mig at min dame er stang liderlig og desværre må jeg skuffe dig i øjeblikket, for Tyga er kommet tilbage, så jeg kan ikke rigtigt sexe med dig over telefonen baby... Men hold din seng varm, når du skal sove.. Okay?", lød det hæst fra Jason hvor ved han grinte svagt.

Jeg åbnede mine øjne og sukkede svagt skuffet, "Okay.. Jeg må klare mig uden dig til vi ses igen skat..", svarede jeg roligt med et svagt smil.

"Hey.. Der er ingen der siger, at du ikke kan hygge dig lidt i nat med dig selv, når vi har lagt på, vel?", lød det svagt grinende fra Jason, så jeg fnes lidt.

"Du har ret..", hviskede jeg og jeg så atter ned på Jonah, der sov roligt på ryggen, "Og dog..", mumlede jeg med et svagt bid i underlæben.

"Hvad da babe?"

Jeg fnes lidt og så atter væk fra Jonah, "Jeg tror alligevel at jeg venter lidt med onanien til et andet tidspunkt. Jeg havde et kort øjeblik glemt alt om, at Jonah ligger i min seng og sover hos mig i nat, så det ville føles lidt akavet at skulle ligge og hygge med mig selv, når han ligger ved siden af mig..", fnes jeg lettere forlegent og hørte Jasons søde grin i den anden ende.

"Årh, hold da op baby.. Så slemt er det vel heller ikke?", grinede han, så jeg ikke kunne holde mit eget grin tilbage.

"Jo, det er så!", protesterede jeg grinende og glemte desværre lidt om Jonah, der begyndte at røre på sig i små klynk.

"Ups, jeg kom vidst til at være lidt for højrystet?", fnes jeg og prøvede at få Jonah til at falde mere til ro ved at nusse ham på maven uden på hans lille pyjamas.

Jason grinte i den anden ende, "Du må hellere få ham til ro.. Giv ham tusind kys fra mig.. Så vil jeg give jer noget ro baby..", forklarede Jason roligt med et lille sødt grin.

Jeg nikkede med et lille lettet smil, "Jeg er glad for at det ikke er slut mellem os.." "Ja, lad os bare glemme denne dumme dag baby.. Jeg elsker dig."

Jeg følte sommerfuglene gå amok i min mave, og jeg kunne slet ikke holde mit forelskede smil tilbage.

"Og jeg elsker dig skat.. Sov dejligt og drøm om mig..", hviskede jeg forelsket og prøvede mest muligt at være så stille som muligt, nu hvor jeg sad og nussede på Jonahs mave, for at få ham til at sove igen igen.

"Du kan tro, at jeg vil drømme om dig babe.. Jeg vil drømme om din dejlige mund, og jeg vil drømme om din nøgne og hede krop, der vrider sig af nydelse og orgasme under mig.. Kan du sove lækkert?", forklarede han med hans forførende og frække stemme, så jeg fnes svagt og nikkede.

"Og jeg vil drømme om dig skat.. Sov dejligt..", svarede jeg stille og hørte som det næste, at han lagde på.

- Alt var heldigvis ved det gamle igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...