Kidnapped By A Mistake 3 - "Life Behind Bars" - Jason McCann Fanfiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2018
  • Opdateret: 16 sep. 2018
  • Status: Igang
Knap to år er gået siden Jason kom i fængsel på Fox River, og meget er gået stærkt for Rachels vedkommende - særligt efter hun med sorg i hjertet havde måttet fortælle, at hun var blevet afskåret til at se ham nogensinde igen og at hun var blevet sendt til en kostskole for piger i England. Det kom selvfølgelig som et stort chok for Jason, men alligevel kom det heller ikke bag på ham, at Rachels far havde kunnet finde på sådan en lumsk idé. Særligt ikke efter Rachels far havde prøvet at bestikke Jason med en stor sum penge. Opholdet på pigeskolen blev kortvarig for Rachels vedkommende, da hun fandt ud af, at hun ventede Jasons barn, og til trods for, at hendes familie ville tage imod hende hjemme i Miami, så tog Rachel en drastisk beslutning – Hun flyttede til Chicago i Illinois, for at skabe et nyt liv med hendes kommende lille baby.

22Likes
27Kommentarer
4278Visninger
AA

5. Nye horisonter.


Jasons synsvinkel:

Celle 42, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:23:03

"Celle to til tres lukkes i!", kunne jeg høre Rocks råbende stemme nede fra stueetagen af, mens jeg sad på tværs af min briks og betragtede nu for 117'ende gang at cellegitteret gled i og den karakteristiske låsemekanisme kunne høres. Arh, det var måske ikke ligefrem 117'ende gang det skete, eftersom jeg havde været her i Fox River siden den 23 september, 2014. Så vi snakkede nok om langt flere gange at det skide cellegitter var lukket i - Whatever!

Jeg talte i hvert fald hver eneste dag - altså ikke reelt, men jeg vidste, at hvis jeg ikke blev løsladt før tid, som både Rachel og jeg faktisk håbede på, så skulle jeg reelt set løslades den 23 september 2020. God dammit! Bare datoen i mine tanker, fik det til at lyde som om jeg ville være gammel og gråhåret til den tid. Det ville jeg selvfølgelig langtfra være, men fire år endnu i det her rådne fængsel var fandeme langtfra frihed og fuglesang i mine ører.

"Er du klar Jason?", lød det pludseligt hviskende fra Tyga i køjen over mig, så jeg så væk fra gitteret, hvor jeg før havde bemærket Rock og Bane stå og snakke med hinanden nede i stueetagen, men jeg kunne slet ikke høre hvad de sagde, eftersom de måtte tale i lavt toneleje.

Tyga hoppede roligt ned fra overkøjen og jeg så lettere undrende op på ham, "Til hvad?", spurgte jeg lavt, så Tyga trak svagt på smilebåndet, "Damn McCann, har du røget svampe eller hvad? Har du allerede glemt hvad vi snakkede om tidligere?", hviskede Tyga anstrengende, så mit ene øjenbryn skød i vejret.

Jeg så lettere undrende på ham med et sarkastisk smil, "Så du har reelt set noget, som du vil vise mig?", hviskede jeg spørgende, og Tyga smilede lusket hvortil han gik hen til cellegitteret for at kigge ud, mens jeg stadigt sad og så undrende og afventende på ham.

"Ja, så er det nat tøser! Vi slukker!", hørte jeg Rocks stemme kalde nedefra, og straks blev lyset slukket, så kun enkelte dæmpet blå lyststofrør brændte svagt, så man kun kunne se lidt, men nok til hvad man foretog sig og kort efter kunne jeg høre den karakteristiske dør lukke i, som vagterne var smuttet ud af, og det som havde været stilhed fra de andre indsatte vendte sig som på en tallerken, eftersom flere råbte til hinanden fra celle til celle, om der så var tale om sludder eller trusler fra en ene til anden. Ja, der var sgu sjældent stille her på fløjen på det her tidspunkt, selvom vi alle var låst inde i vores celler. Det var sgu først, når nattevagten dukkede op mellem 12 og 1, at der kom ro på os alle sammen, for vi skulle jo selvfølgelig have lidt søvn alle sammen, inden vi blev vækket klokken lort om morgenen igen.

Tyga vendte sig væk fra gitteret og så ned på mig, hvorefter han gik hen til briksen og greb ud efter hans sovelagen og dækkede der over tremmerne til cellen, så jeg ærligt talt undrede mig over hvad fanden han havde for?

"Hv..." "Shh..", afbrød han mig med en tyssende finger over læberne, mens han så flygtigt ned på mig og han gik derefter hen til toilettet, så jeg valgte at se væk af ren høflighed, eftersom jeg regnede med, at han skulle pisse eller noget, men hvad fanden lagnet skulle til for, var mig en gåde. Vi brugte det jo kun, når vi skulle ligge og spille pik.

"Kom herhen McCann, det er langtfra hvad det ser ud til...", hviskede Tyga, så jeg langsomt så undrende hen på ham og opdagede ham siddende på hug ved siden af toilettet, så jeg ærligt talt blev lettere overrasket, da jeg så ham sidde og rode med noget bag toilettet, og jeg rejste mig og gik hen mod ham, og skuffen røg ærligt talt i gulvet, da han roligt og forsigtigt skubbede wc'et til siden, så jeg nu kunne ane et knap meter højt og halv meter bredt hul i væggen.

"What the...", mumlede jeg målløs, og fik et smørret smil fra Tyga, der ålede sig gennem hullet uden at svare mig, og jeg så mig flygtigt hen mod tremmerne til cellen, hvor alt som forventede åndede ro, eftersom der ikke var en vagt her endnu, og jeg så ned på hullet i væggen, og jeg satte mig ned på gulvet og valgte at åle mig gennem åbningen, hvor efter jeg opdagede at jeg endte ude i noget der lignede et bagkælder, som de indsatte bestemt ikke havde adgang til.

Jeg rejste mig op, og Tyga så tyssende på mig og puffede mig og ham selv op ad muren, og holdte mig for munden, hvortil jeg opdagede en vagt gående under os, kun fordi jeg kunne ane ham under gulvristen under os.

Vagten bemærkede os tydeligvis ikke, før han forsvandt bag en tværgående dør under os, og der var atter stille, og Tyga fjernede sin hånd fra min mund, hvor til jeg så målløs på ham, "Hvordan fanden har du gjort det her?", hviskede jeg anstrengende, så Tyga smilede lusket og vinkede mig efter ham, "Følg mig..", hviskede han igen, og jeg valgte at følge ham ned ad den lange gang.

Hvordan i helvede havde han gjort det her?

~

Celle 42, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:23:26

Det her var simpelthen for vildt det her! Tyga havde fået banet sig en mulig flugtvej de sidste måneders tid. Han ville ikke indrømme konkret hvordan pokker det havde ladet sig gøre, ikke andet end, at han havde fået hjælp udefra. Fra en kilde, som han havde lovet ikke at røbe noget om.

Hvordan han havde gjort det her, uden jeg havde bemærket til noget som helst, der havde han forklaret, at han havde fiflet med det, enten når jeg sov, eller når han var alene i cellen og han vidste, at jeg var på tjans, eller var i gården, eller når jeg var nede i besøgslokalet. Ergo, havde han åbenbart også haft planer om de tidspunkter, hvor han var alene, men han havde nu valgt at indvie mig i hans flugtplaner, eftersom han godt vidste, at han ikke ville kunne holde det hemmeligt ret meget længere, eftersom hvor han var kommet så langt i planen, at han havde brug for flere hænder - ergo mig, hans cellekammerat..

Jeg kunne vælge at nøjes med at hjælpe ham, med risiko for at ryge i isolation på ubestemt tid og sikkert "vinde" flere års fængsel oveni dem jeg havde i forvejen, eller jeg kunne vælge at flygte sammen med ham.

Puha... Skulle jeg være ærlig, så trak det ret meget i mig, at mærke friheden fire år før tid, men skulle jeg virkelig gøre det her?

Jeg satte mig på min briks og betragtede Tyga siddende på gulvet henne ved toilettet, hvor han skruede boltene bag toilettet nogenlund fast igen, så toilettet ikke rokkede eller rykkede sig til siden, når vi satte os på det, og det skulle aldeles ikke hænde, at hullet i væggen bag toilettet ville blive opdaget ved inspektionen - No way! 

Tyga var nået ret langt i planen, men der var stadig et par forhindringer endnu, og netop derfor havde han brug for hjælp, for ellers ville det ikke lykkedes ham.

Hvis jeg overvejede en flugt, så ønskede jeg ærligt også mine bedste venner med. Hvis ikke alle, så i alt fald Ryan og Khalil, da de to stod mig aller nærmest af dem alle.

Tyga rejste sig fra gulvet ved toilettet og med et skævt smil ned til mig, gik han hen til gitteret og hev lagnet ned derfra, hvor ved han spejdede lidt over på den modsatte side og ned mod stueetagen.

Vel for at tjekke, at ingen vagter havde set vores "forsvinden".


Rachels synsvinkel:

The Westin Michigan, 909 N Michigan Ave, Chicago, IL 60611, USA. Lørdag d. 16/7-2016, kl:09:17

Jeg vågnede ved en masse babypludder og små søde grin, så jeg glippede øjnene træt op og bemærkede nu som det første Jonah stå og småhoppe i hans tremmeseng og han var tydeligvis i totalt muntert morgenhumør, mens han tydeligvis så hen på mig.

"Da da da da da!", pludrede han totalt glad, så jeg kom med et lille træt grin, "Ja, det kunne du helt sikkert tænke dig? Men nej.. Vi skal ikke ud til din far i dag..", mumlede jeg med et svagt smil.

Jonah forstod tydeligvis ikke hvad jeg svarede, for han hoppede lystigt videre i hans seng i hans grønne og hvidstribede sparkedragt, mens han holdte godt fast i tremmerne.

"Tremmerusker..", mumlede jeg i spøg, eftersom det var lidt tragikomisk, eftersom han ligesom havde en far, der faktisk ruskede tremmer!

Jeg gabte højt, og kæmpede mig mindre op at sidde i sengen, hvorefter jeg rakte ud efter min iPhone på mit sengebord, som havde ligget til opladning i nat, og jeg trykkede på homeknappen og opdagede en besked fra Jeremy, der overraskede mig lidt, men jeg valgte straks at åbne den, for at læse den.

"Hey svigerdatter. Er det i orden, at Chelsey og jeg kigger forbi én af dagene, eftersom vi er godt på vej til Chicago? - Jeremy."

Jeg smilede med et lille fnis. Selvfølgelig var den slags i orden, og noget sagde mig, at Jeremy stadigt ikke kunne få sig selv til at spørge, om de måtte bo her i mellemtiden, for selvom Jeremy havde fast arbejde, så vidste jeg også, at han ikke tjente alverdens på sit arbejde som betonarbejder, og han og hans kæreste ventede ligesom også barn, så jeg kunne snildt forestille mig, at de nok ikke havde råd til alverdens - særligt ikke et billigt hotelværelse. For jeg kendte ligesom godt én af årsagerne til hvad Jeremy skulle her i Chicago og nu også med hans kæreste, som jeg ikke havde fået fornøjelsen af at hilse på endnu. Jeremy havde helt sikkert tanker for at besøge Jason i fængslet, og det undte jeg ham da også bare, eftersom jeg godt var klar over, at Jason og Jeremy ikke så hinanden alt for ofte.

Jeg smilede lidt for mig selv, og valgte at svare Jeremy med det samme; "Det er helt okay :) Hvad med at indlogere jer hos mig? Jeg har jo alligevel en overflod af plads, og skal jeg være ærlig, så vil jeg da også nyde lidt godt af, hvis du eller din kæreste ville lave aftensmaden én af dagene I er her? ;) - Rachel."

Jeg sukkede med et lille smil, da jeg sendte den, og jeg lagde min iPhone fra mig igen på sengebordet og valgte at stå ud af sengen, hvorefter jeg gik over til min alt for glade og overstadige lille tumling, der nærmest bare fik endnu større brune øjne, da jeg nærmede mig ham med et kærligt smil, og han stoppede sine små hop i sengen og strakte sine arme op mod mig, hvor ved jeg greb fat om hans lille buttede krop og løftede ham op til mig og gav ham et inderligt kys på hans buttede kind.

"Godmorgen min lille skat..", hilste jeg roligt og fnes lidt, da han valgte at holde rundt om min nakke med begge hans små arme.

"Nå.. Skal vi se at få en tør numse på dig?", spurgte jeg ham roligt, eftersom jeg tydeligt kunne mærke en tung og varm ble under hans sparkedragt, og jeg begav mig mod badeværelset med ham...

~

North Avenue Beach, 1600 N Lake Shore Dr, Chicago, IL 60613, USA. Lørdag d. 16/7-2016, kl:13:51

Ingen sommer uden mindst én tur på stranden, og selvom jeg havde en baby med mig, så forhindrede mig slet ikke, at jeg kunne hygge mig gevaldigt med Jonah - selvom jeg til tider selvfølgelig savnede lidt voksent selskab. Og lige der, kunne det have været mere end fantastisk at nyde sådanne moments med Jason.

Ja, bare tanken om at jeg skulle vente fire år endnu, før vi kunne gøre den slags ting her. Jonah ville selvfølgelig være en stor dreng på fem-seks år på det tidspunkt, men intet mindre ville vi endelig være den familie vi fortjente at være. Jason havde helt sikkert en masse at skulle indhente med hensyn til faderrollen, men det ville intet mindre være mere end velkomment for både Jonah og mig.

Jeg ville glæde mig så meget til den dag ville komme.. 

Men ja, fire år endnu var stadig en mindre evighed for mig, men jeg måtte stå fast og det samme måtte Jason.

"Wiiih!", udbrød jeg jublende mens jeg stod i vandet med vandet til under barmen og småhoppede med Jonah, mens jeg holdte ham under armene og dyppede ham ned i vandet, så han lige havde hovedet over vandet, og damn hvor han elskede det! Han pludrede og grinede med hans søde lille grin over hele femøren.

"Årh! Er det dejligt skat?", udbrød jeg med pattet stemme, så han sprællede og spjættede med benene under vand og armene spjættede og ramte med plask i vandoverfladen, så hans dejlige humør smittede enormt meget af på mig, og det var til trods for, at sådan et moment som Jonah og jeg havde i øjeblikket gjorde mig en anelse trist over at jeg ikke kunne dele det her med Jason.

Jeg trak Jonah ind til mig, og valgte at begive mig tilbage mod vores spot på stranden, eftersom jeg heller ikke skulle være for længe i vandet med Jonah, og så ligefrem på det her tidspunkt, hvor solen var på sit højeste. Jonah var stadig baby og med sart hud, trods det faktum, at han havde solcreme på med meget høj faktor og en lille hvid t-shirt på og bøllehat på - ja selv i vandet. For jeg tog ingen chancer.

Dryppende våd kom jeg op til vores lille spot, hvor min liggestol og Jonahs barnevogn med ekstra solparaply på stod. Min taske med værdier og Jonahs og mit tøj var godt velbevaret inde hvor kiosk, skifterum og informationen var. Ja stranden her var det rene luksus og sikkerhed, så der kom sjældent forkerte typer på disse kanter, selvom stranden var offentlig for alle. Det var nok mere beliggenheden, der gjorde, at de fleste strandgæster var vigtige og velhavende mennesker.

Jeg ville ikke kalde mig selv vigtig, men penge havde jeg da, og derfor boede jeg ligesom også tæt på stranden her. Godt og vel et kvarter til tyve minutter, tog det mig at gå med barnevogn fra min lejlighed til her på stranden, så det var langtfra et mareridt for mit vedkommende, hvis Jonah skulle skabe sig, for så var der ikke langt hjem. 

Jeg satte Jonah op i barnevognen og jeg fandt hans sut i hjørnet af barnevognen og suttede i sekunder på den, for derefter at give ham den i munden med et kærligt smil, "Nå skat.. Skal vi smutte ind og komme i tøjet og så komme hjemad, så vi kan komme i mere kølige rammer?", spurgte jeg ham roligt, selvom jeg godt vidste at han nok ikke lod sig bemærke så meget af mine ord. Endnu et øjeblik hvor det kunne have været hyggeligt med en anden voksen at snakke med i stedet for en baby.

"Rachel!", blev der pludseligt kaldt fra en genkendelig fyrs stemme, så jeg så mig forvirret omkring, og stoppede med et gisp med mit blik på ham, hvor han stod godt 100 meter væk fra mig og Jonah henne ved trapperne op til cykel og bilparkeringen.

"Det er løgn...", mumlede jeg målløs over at se ham her...

~

Hey derude!

Jeg beklager de lange ventetider på hvert kapitel, men jeg er inde i en periode med en allerhelvedes masser af lektier og afleveringer i skolen, og eksamen nærmer sig med højhastig fart, så tiden til at skrive her er ret knap. :( Jeg håber at I kan forstå mig og at I kan overleve at kapitlerne ikke kommer så ofte ud?

Nå, hvem tror I det er der er dukket op på stranden der? Kan I gætte det? ;)

~

Ida.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...