Kidnapped By A Mistake 3 - "Life Behind Bars" - Jason McCann Fanfiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2018
  • Opdateret: 16 sep. 2018
  • Status: Igang
Knap to år er gået siden Jason kom i fængsel på Fox River, og meget er gået stærkt for Rachels vedkommende - særligt efter hun med sorg i hjertet havde måttet fortælle, at hun var blevet afskåret til at se ham nogensinde igen og at hun var blevet sendt til en kostskole for piger i England. Det kom selvfølgelig som et stort chok for Jason, men alligevel kom det heller ikke bag på ham, at Rachels far havde kunnet finde på sådan en lumsk idé. Særligt ikke efter Rachels far havde prøvet at bestikke Jason med en stor sum penge. Opholdet på pigeskolen blev kortvarig for Rachels vedkommende, da hun fandt ud af, at hun ventede Jasons barn, og til trods for, at hendes familie ville tage imod hende hjemme i Miami, så tog Rachel en drastisk beslutning – Hun flyttede til Chicago i Illinois, for at skabe et nyt liv med hendes kommende lille baby.

22Likes
27Kommentarer
4346Visninger
AA

4. "Nothing to worry about!"


Rachels synsvinkel:

Det offentlige besøgslokale, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:16:41

Det var altid dejligt, at se Jason, når han var dybt optaget af Jonah, og det var mere end tydeligt, at han var snydt ud af næsen på sin far. Sommetider tænkte jeg lidt over, hvilke tanker Jonah gjorde sig hver gang han så sin far og det var på trods af, at han kun så ham én gang hver uge og sommetider to gange, hvis vi var heldige.

Det var så lidt tid Jason havde med Jonah - en simpel time.. Og alligevel kunne jeg både se og mærke på Jason, at han gav alt hvad han havde til sin lille søn, så der formåede at blive skabt et bånd mellem dem. Jason skulle blot gøre sit for, at han ikke undergik nogle store forandringer herinde, for det var sket én gang for cirka tre måneder siden, at jeg besøgte Jason med Jonah, og da Jason så dukkede op i lokalet, så var han rimelig forslået i ansigtet efter en alvorlig slåskamp med nogle andre indsatte herinde. 

Det var noget som han helst ikke ville uddybe sig om, da hans påstand var, at han ikke ville give mig unødige bekymringer. Bekymringer? Det gjorde mig langt mere bekymret at vide, at Jason ikke var sikker herinde i Fox River, men udadtil virkede det som om, at det ikke skræmte ham, og indadtil vidste jeg ikke helt hvordan han reagerede, for hver gange jeg spurgte ind til hans velbefindende herinde, så trak han som oftest på skuldrene og påstod at alt var okay, men så nem var jeg ikke at narre. Jeg vidste godt, at Jason kunne befinde sig et langt fredeligere sted end her i Fox River.

Det skulle jo ikke forstås at han lukkede fuldstændigt af over for mig, for han var kærlig og åben, når vi var sammen, men jeg vidste nu godt, at han skjulte ret meget i hans liv som indsat - særligt når jeg til tider besøgte ham og han havde fået knubs i mindre eller større omfang, som for eksempel de tre måneder tilbage. Hold kæft, hvor Jonah hylede af gråd dengang han så hans far, der var så forslået i ansigtet, eftersom hans ene øje var lukket og hævet og med slemme skrammer ved læben, der heldigvis havde helet fint den dag i dag. Det der nok skræmte mig mest, var det knivstik Jason havde fået i hoften, og han påstod at han var sluppet billigt, eftersom hans indre organer var intakte.

Sluppet billigt?! Ja, bevar mig vel! Han have alligevel smilet over hele fjæset og taget det hele med et gran salt, så noget sagde mig, at trods den omgang, så var han ikke skræmt det mindste.

Men jeg vovede også at påstå, at selvom jeg virkelig elskede Jason, så havde han også gennemgået en forandring. Han var blevet mere hærdet, og havde en hårdere attitude, siden han kom ind at sidde, og hans krop havde for tiden fået temmelig mange tattoos, og det virkede ikke til, at han ville stoppe foreløbigt. Yderligere trænede han også ret meget, så han var ikke så spinkel i kropsbygningen som for de år tilbage. Det klædte ham og det var måske lidt derfor, at han ikke følte sig skræmt over noget eller nogen herinde. Han skabte sig på sin vis sit eget værn..

"Hvad tænker du på baby?" Hans stemme fik mig revet ud af mine flyvske tanker og jeg smilede varmt hen til ham, mens han tydeligvis havde siddet og snakket babysprog med Jonah og han gav ham lige en lille trutter på Jonahs buttede kind, så små søde grin opstod fra Jonah.

"Ikke noget særligt..", mumlede jeg nærmest med et svagt smil. Det var måske lidt en løgn, men hvad pokker skulle jeg svare? 

Jason løftede det ene øjenbryn og så tydeligvis ikke ligefrem tilfreds ud med mit svar.

"Det er løgn ikke?", spurgte han lettere alvorligt.

Jeg så spørgende på ham, "Hvad mener du?"

Jason pustede tungt og hårdt ud, "Du har mødt en anden, ikke?", spurgte han lettere hårdt, så jeg kom med et lille kort grin, "Ej skat altså!" "Hvad? Det er vel en ærlig sag, hvis du ikke gider vente på mig mere?!"

Jeg så målløs hen på ham, "Altså Jason, hør lige dig selv? Tror du virkelig, at jeg bare ville forlade dig for at finde en anden? Tror du ikke, at jeg ville have sagt det, hvis det virkelig var tilfældet?", forklarede jeg rimelig alvorligt, så Jason bare trak på skuldrene og så mildest talt uberørt ud over mit svar.

"Det er jo ikke til at vide jo? Jeg aner jo slet ikke hvad du render rundt og foretager dig, og din familie så jo helst, at du kom videre med dit liv og bare glemmer alt om mi..." "Jason?!", afbrød jeg ham ret hårdt, så jeg bemærkede flere af de andre indsatte og deres gæster glo i sekunder over mod os.

Jason lod blikket falde ned på Jonah, så han tydeligvis brød øjenkontakten med mig.

Jeg sukkede trist, "Hvorfor bliver du ved med at tro, at jeg har fundet en anden?"

"Jeg ved det ikke, okay?!", svarede Jason hårdt og så koldt mod mig, så Jonah begyndte at klynke lidt, og jeg rejste mig for at tage Jonah fra ham, men Jason trak Jonah til sig, "Lad nu være Rach.. Jeg har styr på ham, okay?", konstaterede Jason i en roligere tone end før.

Jeg sukkede tungt, mens jeg stod og så ned på ham, "Du skræmmer ham bare med dine høje udbr.." "Jeg ved det baby.. Jeg er roligere nu, okay?", afbrød han mig og smilede svagt.

Han hintede med hovedet mod min stol på den anden side af bordet, "Sæt dig nu ned babe... Undskyld mit udbrud.. Det var ikke sådan ment..", forklarede han yderligere, så jeg pustede tungt ud og nikkede svagt og valgte at sætte mig ned igen på min stol.

Jeg snøftede svagt og tørrede den forvildet tåre væk fra min venstre kind.

"Undskyld baby.. Det var jo ikke sådan ment..", tilføjede Jason med et tungt suk, og han lagde straks sin store hånd oven på min på bordet i midten.

Han så mig dybt i øjnene, "Undskyld... Det er bare.. Jeg mener...", forklarede han lavt og sukkede lettere hovedrystende og så ned i bordet mellem os.

"For fanden altså..."

Jeg vendte min hånd under hans, så vi holdte hinanden i hånden på en lettere akavet måde, men det var bare rart at mærke hans kropsvarme fra hans håndflade.

Han så atter op og fandt mit opmærksomme blik på ham, "Du er jo så smuk baby.. Du er en pige, som mange mænd knækker deres nakker af led bare for at kunne komme til at se på dig, og bare tanken om, at du finder sammen med en anden driv..." "Det kommer ikke til at ske skat.. Er det da slet ikke gået op for dig, hvor højt og hvor inderligt jeg elsker dig? Jeg ved godt, at vi hører til de par, der har ret meget modgang og prøvelser, men ikke des mindre, så er jeg så forbandet forelsket i dig Jason, at jeg ofte ligger og græder mig i søvn, fordi jeg savner dig så meget...", afbrød jeg ham stille og min stemme knækkede over, hvor ved flere enkelte tårer rendte ned ad mine kinder.

Og trods det fremtvang jeg et lille kærligt smil frem til ham.

Jason sank en klump og nikkede med et gengældt kærligt smil, "Det ser jeg babe... Tak for at du igen påminder mig om din kærlighed til mig.. Det er bare så hårdt til tider, fordi du er fri til at kunne gøre hvad pokker du vil derude.. Jeg kan jo slet ikke holde øje med dig og jeg ved ikke en skid om hvad du foretager dig, mens jeg sidder herinde og nærmest rådner op, og bare håber hver eneste gang, der er besøgsdage, at du også vil dukke op..", forklarede han alvorligt og han fugtede sine læber et øjeblik, uden at fjerne øjenkontakten med mig.

Jeg smilede kærligt og greb fat om hans hånd med min anden hånd også, og løftede hans hånd op til min mund og gav ham et blidt kys, så et varmt smil dukkede op på hans læber.

"Ja.. Det er hårdt at stå alene med Jonah og det meste, men jeg elsker dig så forbandet højt Jason... Jeg har stødt på flere flotte fyre mens du har siddet herinde, men du kan stole hundrede procent på mine ord og mit løfte her; Jeg har aldrig, og vil aldrig være sammen med andre end dig skat.. Du og Jonah betyder alt for mig, og selvom det er hårdt at skulle undvære dine kærtegn, og at vi kun kan bolle én gang om måneden, så venter jeg gerne hver eneste gang..", forklarede jeg med et lille fnis, så Jason selv grinede lidt og så sig flygtigt omkring på de andre, hvorefter han så hen på mig igen, men nu med hans dejlige smil, som fik mit hjerte til at slå en masse saltomortaler på én gang.

"Fuck, hvor jeg elsker, at du bare sidder åbenlyst og siger "bolle" i alles nærvær baby! Det morer mig sgu!"

Jeg nikkede med et lille grin, "Og jeg mener det skat.. Du betyder så meget for mig, at jeg ikke vil have nogen anden end dig..", tilføjede jeg roligt, så Jason nikkede med dejligt smil og gav min hånd et kærligt klem, hvorefter han gav Jonah et blidt kys på hans pande, mens Jonah bare sad og legede med hans lille foldebog med en masse enkle billeder i.

Jason så opmærksomt på mig med et kærligt smil, "Det kan godt være, at det nok ikke bliver sidste gang, at vi kommer ind på det emne her, men så lov mig, at du aldrig vil give op og bliv endelig ved med at påminde mig om det vi har sammen baby... Vil du love mig det?"

Jeg nikkede med et lille fnis og gav ham igen et lille klem om hans hånd, "Det lover jeg... Og jeg lover dig, at jeg ikke vil give op på mit løfte om at få dig ud før tid.. Jeg vil blive ved med at kæmpe..", svarede jeg med et en lille knude i maven, eftersom bare tanken om, at Jason stadig havde fire år herinde endnu. Ja, jeg kunne slet ikke lide den tanke.

Jason nikkede med et svagt smil, der mest af alt virkede tænkende, "Det er godt baby.. Men sæt nu ikke forventningerne for højt op vel?", svarede han roligt med et suk, så jeg så bekymret på ham.

"Jamen.. Vil du da ikke gerne ud før tid skat?", spurgte jeg trist, så Jason nikkede med et svagt smil.

"Jo, det ville betyde alverdens baby, men jeg mener bare, at jeg ligesom har fået seks år, og det var faktisk i den billige ende.. Havde det ikke været for min forhenværende advokat, så havde jeg garanteret fået ti år eller det dobbelte af det jeg har fået nu.. Så om jeg skulle kunne komme ud før tid, er nok ret så meget sagt..", forklarede han, så jeg nikkede med et svagt opmuntrende smil og puttede mine hænder om hans hånd på bordet.

"Men ikke des mindre, så giver jeg altså ikke op skat... Hvis jeg på nogen måde kan få din straf nedsat, så gør jeg det! Jeg vil gøre alt hvad der står i min magt at få dig ud herfra.", forsikrede jeg ham med et kærligt smil, så Jason nikkede med et meget svagt smil, der mest af alt virkede trist.

"Det ved jeg babe.. Men lov mig nu ikke at gøre dig alt for store forhåbninger, da det sårer mere end at gøre gavn, eftersom jeg nærmest er ret sikker på at hverken Brandfort, højesteretsdommeren er interesseret i at nedsætte min straf.."

Jeg sukkede trist og så ned i bordet og kæmpede en svær kamp med at holde tårerne tilbage.

"Babe... Du vidste det jo ligesom godt i forvejen.. Du har prøvet tre gange, og de har hverken været til at hugge eller stik..." "Men jeg giver ikke op Jason!", afbrød jeg ham og så op på ham igen med en løbsk tåre rendende ned ad min kind.

Jason himlede med blikket, men det var bestemt ikke ment som flabet, men rettere opgivende, hvorefter han så hen på mig igen.

"Baby.. Jeg er kun lykkelig for, at du kæmper så meget for mig og min frihed.. Alt jeg prøver at sige til dig, er at du ikke må gå og forvente noget, som nok ikke kommer på tale.." "Så du giver bare op?", brød jeg hurtigt ind, så Jason så utvetydigt på mig og fugtede hans perfekte læber, hvorefter han gav sin underlæbe et svagt bid.

"Nej elskede.. Jeg giver ikke op, men jeg siger bare, at..." "Du tror ikke på, at jeg kan få dig ud før tid, vel?", afbrød jeg ham lettere frustreret.

Jason sukkede og så bare på mig i flere sekunder uden at sige noget, og det samme gjorde jeg. For det var så tydeligt at jeg fik tankerne til at rotere i hans hoved.

Han rystede langsomt på hovedet, "Baby.. Du har talt med Brandfort flere gange både i mit samvær og uden mig, og kan du sidde og se mig ærligt i øjnene og bekræfte, at jeg har gode odds for at komme ud før tid?", forklarede han bestemt, så jeg sukkede trist og havde så meget lyst til at bekræfte det, men jeg kunne ikke, for jeg vidste at Jason havde ret.

Min kamp for at få Jason ud, havde ikke givet det mindste form for håb endnu, for ved hvert eneste møde med dommeren, min private advokat Mike og højesteretsdommeren, så havde det kun set sort ud for Jason, og det havde været underordnet hvor mange gode argumentationer, som både Mike og jeg havde kommet med. Og Jason havde hver gang skrevet flere sider om alt det han ville ændre på for at vise god opførsel og forståelsen for hvordan man skulle begå sig i samfundet, men dommeren åd den ikke og fængselsinspektør Brandfort var en hård nød at knække, eftersom han hver eneste gang havde en hel del foreteelser at remse op overfor dommeren om hvordan Jasons opførsel i fængslet i realiteten var,ja, selv små og nærmest ubetydelige ting, som var så menneskeligt at fejle med, skulle med i Brandforts udtalelser, så Jason bare kunne se sig slået på målstregen hver eneste gang.

Og her forstod jeg faktisk godt, at Jason nærmest ikke magtede at anstrenge sig mere, men jeg ønskede virkelig ikke at give op. 

- Jeg ønskede ham bare ud - Kunne det virkelig være så svært?

~


Jasons synsvinkel:

Fængselsgården, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:17:51

Med et stik i mit hjerte og med fingrene krammende om ståltrådshegnet, stod jeg og fulgte Rachel bærende på Jonah, hvor hun begav sig mod vagtporten, men hun vendte sig som hver eneste gang mod min retning, som vores faste aftale havde været det seneste års tid, og hun smilede dejligt mod min retning og vinkede højt, mens Zelina Withmore, én af gårdvagterne stod og ventede på at følge Rachel og Jonah ud. Ja, jeg havde vel nævnt, at der var kommet mange flere strenge regler efterhånden, så nu blev besøgende også fulgt både ind og ud mellem besøgene, men jeg overlevede det.

Så længe Rachel og jeg  kunne få lov til at køre vores faste rutine med at få lov til at vinke farvel efter hvert besøg, så betød det næsten mere end alverdens for mig, for bare det at se hendes dejlige smil, inden hun forlod fængslet helt, betød så meget for mig, og min dag ville gang på gang være reddet.

Jeg fremtvang et smil frem og vinkede mod hende, selvom mit hjerte føltes knust gang på gang vores veje skiltes. Jeg kunne se hende grine, men kunne ikke høre hende herfra, eftersom der var godt og vel 300 meters afstand imellem os, og hun løftede Jonahs arm for at få ham til at vinke mod min retning, så jeg grinede svagt og vinkede igen.

Jeg valgte at holde humøret oppe, selvom mit hjerte bristede gang på gang, og nu kunne jeg kun se frem til næste uge, hvor det kun gjaldt Rachels tilstedeværelse, eftersom det var vores månedlige intime møde, der nærmede sig.

Med et trist suk med blikket på Rachels ryg, og hvor jeg ret naturligt flyttede blikket hurtigt ned på hendes dejlige røv i hendes små korte sommershorts, betragtede jeg hende og Jonah, der blev fulgt ud af portvagten, og hendes skikkelse forsvandt sekunder efter.

Alene igen.. Sukkende efter sin elskede...

"Bro.. Du falder i staver!", hørte jeg pludseligt en ret genkendelig stemme bag mig, der fik mig til at smile smørret, hvorefter jeg vendte mig væk fra hegnet og opdagede Zayn foran mig, så jeg straks gav ham rygklap og håndhilsen.

"Hvad så?", spurgte han med et skævt smil, så jeg trak en anelse på smilebåndet og proppede mine hænder ned i mine bukselommer. Ja, det var pisse varmt i dag, men om vi fik shorts herinde? Nope! Så jeg havde smurt mine buksen op til trekvart længde, ligesom de fleste andre herinde også gjorde.

Jeg trak lidt på skuldrene og rystede svagt på hovedet med et svagt smil, "Ikke så meget.. Rachel og Jonah har lige været her.. Dig?", svarede jeg roligt med et lille smil, så Zayn nikkede med et svagt smil.

"Det må være rart med en pige der virkelig vil én, som det er med dig og Rachel?"

Jeg nikkede med et svagt grin, "Yup! Tro mig, jeg tager det heller ikke for givet. Jeg er vidst lidt heldig?", grinede jeg lidt, så Zayn gav mig en puf på min skulder med hans knyttede næve, "Lidt? Jason, du er vidst nok den af os alle, der for mest fisse!"

Jeg grinede lidt over Zayns tydeligvise ret misundelige konstatering, "Arh okay, overdrivelsen fremmer forståelsen!", smilede jeg flabet, så Zayn trak på skuldrene.

"Du ved jo hvad jeg mener?"

Jeg nikkede til hans svar, og smilede skævt og klappede ham på overarmen, "Cheer up bro.. Du skal nok finde dig noget bedre end Maya.. Hun var jo ikke det værd, og du ved det!", slog jeg fast overfor ham, eftersom han havde set til en pige op til flere gange, men det havde bare vist sig, at hun ikke rigtigt havde været oprigtigt interesseret i Zayn. Hun havde bare søgt spænding for at gøre hendes ekskæreste mega jaloux. En fyr, som hun i tidernes morgen ellers skulle have påstået over for Zayn, at hun var kommet sig over.

Yeah right! Hun havde brugt Zayn som en brik i et spil om at vinde ekskæresten igen, og det var åbenbart lykkedes hende, eftersom hun for nogle måneder siden havde skrevet et brev til Zayn, som han havde vist mig efterfølgende, hvor hun forklarede rimelig følelseskoldt, at hun faktisk ikke havde følt noget for Zayn overhovedet og han bare havde været en brik i hendes spil. Ret tarveligt trick af kællingen syntes jeg selv, men Zayn gjorde vidst sit bedste for at glemme hende, selvom jeg og de andre godt kunne mærke på ham, at han havde svært ved at glemme hende Maya, så det var mere end tydeligt, at hun havde slået benene væk under ham, trods hendes tarvelige opførsel overfor ham. Men okay, jeg havde for flere måneder siden set et billede af hende, som han havde vist mig og gutterne og ja.. Blondinen var gudesmuk, og det var sgu ikke underligt, at Zayn blev ramt så hårdt på sømmet, da hun for første gang delte et billede med ham, inden han mødte hende privat her i Fox River. Så var der noget at sige til, at han lovligt var undskyldt, at han havde svært ved at komme sig over hende, når hun havde alt hvad han begærede? Nej vel!

"Ja.. Jeg håber, at du får ret.."

"Du skal sgu bare glemme hende! Hun er ikke det fucking værd Zayn, og du ved det!"

Zayn nikkede med et svagt smil, "I know..", mumlede han med et svagt smil og lagde armen om nakken på mig og vendte os omkring i det støvede grus, hvor ved vi begav os hen mod de andre, der var over i træningsområdet...

~

Celle 42, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:20:12

"Rachel Valentine taggede dig i et opslag.", poppede en notifikation pludseligt op på min iPhone. Ja, køn var den ikke mere med skrammer og smadret skærm, men den virkede da og jeg var stadig ret taknemmelig for den, eftersom jeg havde modtaget den med posten for nogle år tilbage af Rachel, som hun havde sendt afsted hele vejen fra England af.

Hun havde vedlagt et lille kort brev, om at hun havde købt den i lufthavnen til mig i England, fordi hverken Dylan, hendes mor eller far skulle vide noget om det. Telefonen og det lille brev var dog kommet ugen efter hun havde ringet til mig fra den kostskole, som hun var blevet anbragt på.

Meget kunne man påstå dengang, men at tage mig mildest talt på sengen over, at hun ikke måtte se mig mere, og at hendes far havde tvunget hende på en kostskole for piger og så helt ovre i England, kom ret meget bag på mig, men havde ikke overrasket mig som sådan, eftersom jeg et eller andet sted godt vidste, at hendes far før eller senere ville finde ud af, at hans datter og jeg havde holdt kontakten dengang, før hun blev sendt på den anden side af Atlanten.

Det der mest havde chokeret mig dengang, var da hun ringede og forklarede alt og o kirsebærret på toppen af desserten - hun ventede mit barn.

Yup! Det var noget af en omvæltning, men ikke des mindre havde det glædet mig, at hun havde valgt at gennemføre graviditeten og fået den dejligste søn, som jeg overhovedet kunne tænke mig til. 

Nu var det ikke kun hende, der var lysten til at leve, men også Jonah bragte lyset i livet på mig. Yderligere havde jeg  givet min far endnu en chance for de par år siden, og thank god for det! For den dag i dag havde vi jævnligt kontakt, og når vi snakkede i telefon sammen, så havde vi altid en masse at ævle om. Ja, det var som om at alle de fortabte år mellem os skulle rådes bod på. Vores bånd skulle genfindes ligesom dengang, da jeg var helt lille og min mor stadigt levede. Ja, det var sgu mange år, som vi skulle indhente, men vi havde jo hele livet foran os, så det skulle nok gå.

Yderligere havde min far mødt en kvinde, som tydeligvis havde slået benene væk under ham. Jeg havde ikke mødt hende endnu, men de havde været sammen i godt og vel fire måneder og jeg havde set en del billeder af hende, og hun var altså også gravid nu, så ja.. Jeg skulle fandeme snart til at være storebror for allerførste gang i mit liv - bedre sent end aldrig!

Med et smil hoppede jeg ind på opslaget, som Rachel havde tagget mig i, og igen skulle mine mundvige brede sig hele vejen op til ørerne over at se et dejligt videoklip af min søn, der så dygtigt kunne gå rundt om sofabordet kun ved hjælp af sofabordet, og det var mere end tydeligt, at han hyggede sig over det med hans dejlige glædeshvin og med blikket op mod Rachels kamera.

"Kan du vinke til far?", lød det fra Rachels stemme i klippet, selvom jeg slet ikke kunne se hende.

Jonah stoppede op og vendte bare blikket væk uden at vinke, og han stod og rokkede lidt med hans søde blenumse og begyndte at hoppe med hans buttede elastikben, "Ah ah ah ah aaaaah! Da da da da!", udbrød han glad, mens han hoppede og holdte tydeligvis godt fast i sofabordet foran ham, så jeg ikke kunne lade være med at ligge og grine lidt af det. Min søn betød sgu bare alt!

"Damn... Det lyder fandeme som en vuggestue her!", brød Tygas stemme ind, så jeg trykkede på homeknappen på min iPhone og så op og hen ved åbningen til cellen, hvor Tyga lige var kommet ind.

Jeg smilede smørret op til ham, "Det er bare Rachel, der havde delt et lille klip til mig af min søn..", svarede jeg roligt, så Tyga smilede skævt og nikkede.

"Det skal der sgu også være plads til.. Uden info fra familie og venner udefra, så ville man sgu blive bims af at være herinde!", slog han fast, så jeg nikkede med et svagt smil og valgte at sætte mig op i køjen med benene ned på gulvet.

"Jeg er enig, men det er tydeligvis ikke noget man altid kan undgå.. Visse herinde er sgu ikke de samme, som dengang jeg kom ind og spjælde. Det har jeg sgu lagt mærke til..", svarede jeg roligt, så Tyga nikkede bestemt.

"Yup.. Men jeg nægter at det kommer til at ske Jason.." Jeg nikkede mig enigt.

Jeg så med et skævt smil op på ham, "Nå! Hvordan gik mødet så? Er der godt nyt på vej?", spurgte jeg nysgerrigt, eftersom Tyga skulle til møde i dag med inspektøren, dommeren, hans advokat og hans kone. Ja, han var sgu gift!

Tyga smilede nærmest ikke og pustede tungt ud og rystede langsomt på hovedet.

"Nå, det gik så skidt?", spurgte jeg yderligere, så Tyga nikkede svagt.

Jeg tyggede lidt på situationen og lod min tunge glide rundt i munden på mig selv, "Er det ikke tredje ga.." "Femte McCann.. Femte gang uden held... De vil tydeligvis ikke give mig en skid chance.. Ikke engang en skide prøveløsladelse..", afbrød han mig i en irritabel tone.

Jeg så op på ham og nikkede svagt, "De er fandeme ikke til at blive kloge på man... Det gør mig sgu ondt Tyga..", svarede jeg roligt, så han nikkede svagt.

"Men jeg har sgu ikke tænkt mig at give mig så let Jason.. Jeg har noget jeg vil vise dig, men først, når cellerne lukkes...", svarede han lavt, så jeg så med et løftet øjenbryn op på ham og smilede undrende.

"Hvad er det du vil vise mig?"

"Shh...", tyssede han med fingen for hans brede læber.

"Tålmodighed McCann.. Tålmodighed...", hviskede han nærmest, hvorefter han hoppede op i sin egen køje, så jeg blev efterladt med en ret undrende følelse.

- Hvad fanden ville han vise mig?

~

Hey darlings!

Jeg beklager, at der går så længe mellem kapitlerne, men jeg har haft en hel del lektier og afleveringer at skulle ordne, så det er derfor I først får et kapitel nu. I skal vide, at jeg gør mit bedste for at nå at skrive, og det var kun fordi jeg kun skulle have to timer i dag i skolen, grundet aflysning på de andre timer, at jeg faktisk fik skrevet et kapitel her i dag. Så jeg håber ikke, at det skuffede? ;)

Fortsat god mandag allesammen!

~

Ida.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...