Stay human (PÅ PAUSE)

Fire bølger af dødelige, fremmede angreb har forladt det meste af jorden decimeret. Cassie er på flugt, og forsøger desperat at redde sin lillebror.

Dette er et fanfiction af en amerikansk film, “the 5th Wave” det er en SCI-fi thriller med action, kærlighed og meget mere. Jeg blev fascineret af den, og fik straks lyst til at videre udvikle fortællingen med flere følelser og detaljer! <3

4Likes
10Kommentarer
269Visninger
AA

1. Introduktion

Det føltes som om, mit hjerte ryger helt op i halsen, hver gang jeg springer over et væltet træ eller en lille vandpyt. Jeg løber afsted gennem den fugtige skovbund uden stop. Adrenalinen pumper. Jeg holder maskine geværet tæt ind til kroppen, men klar til at skyde hvis det bliver nødvendigt. Man kan jo ikke stole på nogle længere. Jeg kan mærke mit hjerte banke mod det kolde jern. Ikke langt forude kan jeg nu se, at der kommer en lysning. Den tætte skov bliver nu med et afløst af en kæmpe bred vej. Jeg kigger fra side til side, før jeg løber over vejen, men selvfølgelig kommer der ingen biler takket være den første bølge. På den anden side ad vejen er der en tankstation… eller jeg er ikke i tvivl om at det var en tankstation da jeg med det samme bliver ramt af en stærk benzin stank. Tankstationen står komplet ødelagt. Ikke et eneste vindue står uden ridser, og der ligger skrald spredt ud over det hele. Jeg går stadig med mit våben tæt ind til mig. Ladt og parat. Jeg er ikke som sådan en, der skyder folk, men man bliver nødt til at være klar. Jeg åbner hurtigt døren ind til tankstationen. Der er selvfølgelig ingen, der ekspedere, men klokken virker endnu, og den ringer lystigt, så snart jeg træder ind ad døren. Det er bare ærgerligt der ikke er noget at være glad for.

 

Indenfor ser der endnu værre ud, men det er der ikke tid til at tænke over. Jeg skynder mig at se efter, om der er nogle forsyninger, jeg kan bruge. Såsom mad! 

 

Jeg sidder på knæ, og roder diverse poser og æsker igennem. Jeg smider hurtigt rundt med tingene, og pakker få forsyninger ned i min rygsæk. Mange varer ligger rundt omkring på gulvet. Jeg stopper en æske myslibarre godt ned i min rygsæk, da jeg pludselig hører noget. En stemme. “Hjælp!” Mit hjerte hopper op af forskrækkelse. Jeg tager fat om maskine geværet, som har hængt rundt om halsen på mig, imens jeg pakkede, og rejser mig rystende op. Jeg hører stemmen igen, og det lyder som om, det kommer fra baglokalet. “Er der nogen?” Spørg personen, som tilsyneladende er en mand. Jeg går målrettet med selvsikre skridt hen imod døren til baglokalet. Jeg ryster lidt, men det er ingenting. 

Han råber stadig, “Jeg er såret… er der nogen?”  Døren står en smule på klem, så jeg skubber den langsomt op med mit gevær. Jeg ser med opspilede øjne frem for mig, og får øje på en mand, der sidder i hjørnet med en pistol peget lige på mig. Jeg går i panik, og kan ikke stå stille. “Læg dit våben!” Siger han med en rystende stemme. Han er en mand i cirka 40’erne og bærer en sort hue. “Læg dit først!” Råber jeg af panik. Jeg ser hans rystende hånd, der langsomt ligger pistolen fra sig på gulvet. “Okay… nu er det din tur!” Siger han roligt men jeg ligger mærke til hans anden hånd som han holder gemt inde i hans jakke. Du kan ikke stole på nogen længere.

 

 “Hvad er der i din anden hånd?”  Spørg jeg hurtigt. Jeg ved ikke, om jeg skal skyde ham. Bare han ville sige, hvad han havde i sin anden hånd. “Ingenting!” Siger han og lyder som om, jeg bare skal tage det roligt, men jeg kan ikke være rolig. Hvad nu hvis det er en pistol, og han er klar til at skyde mig. “Vis mig din anden hånd!”  Siger jeg, og sætter fingeren klar på aftrækkeren. “Hvis jeg flytter, min hånd vil mine indvolde falde ud!” Siger han svagt, men hvordan ved jeg, det passer. “Vis mig din anden hånd!!!” Råber jeg igen og endnu højere end før. Jeg fastholder blikket på hans hånd, der stadig ligger gemt i jakken. Pludselig reflekteres lyset på noget metal inde fra jakken. Et våben. 

 

Jeg når slet ikke at tænke mig om. Jeg begynder bare at skyde, men skulle jeg nu have gjordt det. Hans krop bliver slap, og han stopper med at trække vejret. Åhh nej. Jeg har lige dræbt et menneske. Jeg sætter mig på hug, og løfter forsigtigt hans jakke. Hans blodige hånd falder livløs og slapt ud. Hånden folder sig ud, og deri ligger et lille kors. Det var slet ikke et våben, og nu er han død. Hvad har jeg gjordt. 

 

Jeg savner den Cassie, jeg var en gang. En helt normal teenagepige. Hvad ville hun mon mene om det liv, jeg har nu. Om den jeg er nu. Den Cassie der dræber. Jeg kan stadig huske den allersidste normale dag i mit liv. Den aften var jeg til fest hos nogle venner fra skolen.  Jeg stod og snakkede med min veninde Lizbeth. Også kaldet Liz. “Han skulle egentlig have været her!” Sagde Liz, og kiggede på mig med et drillende blik. “Hvem?” Spurgte jeg, selvom jeg godt vidste, hvad hun snakkede om. Hun så på mig med et større og større smil. Hun vidste, at jeg vidste det. Hun fniste lidt, og Sagde så “hvorfor er lækre fyre så upålidelige?” Sagde hun med en fnisende stemme. “Hvad skulle jeg sige til ham, vi kender slet ikke hinanden!” Sagde jeg oprevet. “Du er en pige. Han er en dreng!” Sagde Liz drillende, men klokken var mange, og jeg skulle til at hjem ad. “Okay Liz… vi ses på mandag, jeg er nødt til at tage hjem.” Sagde jeg,  og gav hende en krammer. “Okay send mig en SMS  når du er hjemme!”  Sagde hun, og vi tog afsked. 

 

Jeg gik på vej rundt om hjørnet, og kiggede ned i min mobil. Jeg skrev med min far. Jeg kan huske, han skrev noget, med at Sammy ikke kunne sove. Det er min lillebror. Hans navn er Sam, men jeg kalder ham for Sammy. Pludselig stødte jeg ind i Ben Parrish. Det er en dreng fra min skole, som jeg er, og var ret vild med. Han er nuttet. Han fik øje på mig, og sagde “Hey!” Jeg smilte til ham, og han smilte til mig. Jeg kan godt lide hans smil, det er meget afslappet. “Hey” svarede jeg. Jeg blev nødt til at holde samtalen kørende, så jeg kommenterede bare det første, der var faldet mig ind, men det skulle jeg ikke have gjordt. Det gjorde samtalen rimelig akavet.“fedt mobilcover”  havde jeg sagt til ham med et skævt smil. Jeg husker, han sagde “har du da noget imod pink?” Og hans ansigt var helt blankt intet sødt smil. Jeg gik totalt i panik, og endte med at svare “nej! Jeg kan rigtig godt lide det!!” Lige der krydsede jeg bare fingre, for at han ikke blev såret, eller noget i den stil, indtil det blev rigtig akavet “det er bare gas…det er faktisk min søsters mobil… jeg satte hende af hos en veninde, og så kom hun til at tage min.” 

 

Der var en lang og akavet stilhed. Han grinte lidt af hans lille joke, mens jeg bare var så lettet, over at han ikke mente det, at jeg næsten kunne stå og tørre svedet af min pande.  “min er meget sejere… den er med spiderman!” Hviskede han let foroverbøjet, så ingen hørte det. Jeg var ikke sikker, på om det var ironi, men jeg grinte i hvertfald lidt. Vi stod begge, og kiggede lidt ned i jorden, da hans søsters mobil ringede, han gik lidt væk, og jeg satte turen hjemad.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...