Stay human (PÅ PAUSE)

Fire bølger af dødelige, fremmede angreb har forladt det meste af jorden decimeret. Cassie er på flugt, og forsøger desperat at redde sin lillebror.

Dette er et fanfiction af en amerikansk film, “the 5th Wave” det er en SCI-fi thriller med action, kærlighed og meget mere. Jeg blev fascineret af den, og fik straks lyst til at videre udvikle fortællingen med flere følelser og detaljer! <3

4Likes
10Kommentarer
269Visninger
AA

2. Den første bølge

Jeg tog mig sammen, og fokuserede på den hvide bold med de karakteristiske sorte prikker. Vores idrætslærer piftede i hans fløjte, som tegn på at jeg skulle begynde. Jeg tog lidt tilløb, og lod foden ramme bolden med indersiden forrest. Det gav en rungende lyd, da jeg ramte det pumpede læder. Jeg så forventningsfuldt efter bolden, men den landede direkte i armene på målmanden. Jeg sukkede, og vendte mig slapt om mod den lange kø af piger. De havde alle sat håret op i en stram hestehale. Jeg fik et chok på vej om bag i køen, da vores idrætslærer råbte efter mig “FOKUSER frøken Sullivan!” Råbte han. Jeg kiggede tilbage på ham over skulderen, og nøjedes med at give ham en tommel op som svar. Sullivan er mit efternavn. Jeg stillede mig bag ved Lizbeth, som stod, og stirrede ned i sin mobil. Jeg blev nysgerrig, og tiltrukket af hvad hun mon var så optaget af. “Cassie… se. Det her ser altså ret uhyggeligt ud!”sagde hun undrende. Jeg trådte et par skridt tættere på hende, og prøvede, at fokuserer på billedet på hendes skærm. Vi prøvede at skygge for solen, men det var stadig ret svært, at se hvad der foregik på hendes mobil. “Hvad er det der?” Sagde jeg forfærdet. “HEY… Liz! pak den mobil væk vi er lige midt i noget.” Råbte vores idrætslærer. Han hadede altid, når man så på sin mobil. “Men du forstår det ikke, det er rigtig sært det her” sagde Liz med ren håbløshed i stemmen. “Så er det nok pak den væk!” Råbte han, og Liz måtte pakke den ned i sin lomme. Jeg lod blikket vandre bekymret omkring på plænen. I den anden side husker jeg pigerne fra en af mine parallel klasser. De stod alle sammen med deres rynkede næser i mobilerne, og de farede nervøst omkring, mens de snakkede med hinanden. Det gjorde mig nervøs. Jeg tog en dyb indånding. Banen duftede kraftigt af nyslået græs. Jeg kunne ikke stoppe, med at tænke på om det var alvorligt, og ja det må man sige, det var.

 

Vi fik lov til at gå tidligere hjem den dag. Det gjorde alle klasser. Lærerne vidste nogenlunde, hvad der foregik, men os elever fik ingenting at vide. De ville sikkert ikke skabe mere panik, end der allerede var. “Ryk lige en plads” sagde jeg, og maste mig ned i mellem min mor og far hjemme i sofaen. De havde tændt fjernsynet, og sad stift, og lyttede til nyhederne. Sam sad på skødet ad mor. “Objektet rotere nu om vores planet. Det er nu i de forenede stater lige over vest Ohio.” Sagde manden i fjernsynet følelsesløst i Breaking news. “Ej hvor vildt den er lige over os!” Sagde min mor stadig forstenet med blikket mod fjernsynet. “Det vil jeg se!!” Råbte Sam, og sprang ned fra mors skød. Han var allerede på vej hen til døren, da mor skyndte sig op af sofaen og efter ham. Far og jeg fulgte efter. “Nej Sam vent!… bliv inden for… vent” råbte mor efter ham. Han løb ud ad døren og ud imod fortorvet. Vi andre var lige i hælene på ham, og vi så ham standse med blikket op mod noget i himlen. Jeg løb langsommere og langsommere hen imod ham men med blikket op mod himlen. No længere hen ad forhaven jeg kom, no mere af et stort metallisk fartøj tårnede sig frem bag buskene. Vi stoppede alle op på fortorvet og så et kæmpe metallisk objekt som svævede i luften. Den larmede ikke eller ødelagde noget. Den hang bare der i luften, truende og dominerende. 

 

Der var ingen beskeder fra rumskibet, og hvad end der var ombord de første 10 dage, men vi gav dem til gengæld et navn. Vi kaldte dem ‘de andre’. Mange mennesker skyndte sig at flytte, så snart de fandt ud af hvor hen. De følte sig ikke sikre i Ohio, men vi blev. Mest på grund af min mors job. Hun er læge. Der var heller ikke sket noget endnu. Indtil jeg kom i skole. Der var næsten ingen i skole, men der var jo heller ingen grund til at flytte eller blive hjemme. Det var jo slet ikke, fordi der hang et uhyggeligt rumskib dinglende over vores hoveder. Jeg var i hvert fald i skole... og sms’ede med Liz samtidig. Vores matematik lærer plaprede som sædvanligt løs om ligninger og så videre. Jeg tomlede på livet løs for at svare på Liz’ sms, da lyset OG min mobil pludseligt gik ud. Alle i klassen så med ét op, og  begyndte ligesåstille at gå i panik.  Jeg hamrede løs på min mobil, i håb om at den ville tænde, men den var helt død. Vi hørte pludselig en masse larm og brag ude fra, og alle rejste sig, og løb hen til vinduet for at se. Det var helt ligesom, da vi var små, og løb hen for at kigge ud, hver gang der kom en brandbil. Det her var bare mere skræmmende. Fordi det vi så, var ikke en brandbil, der kørte forbi på gaden. Alle bilerne gik ud præcis som min mobil, bare med flere biler der kørte ind i hinanden. Jeg så rædselsslagent op til synet af et fly, der langsomt tabte fart og styrtede. Jeg stod bare der med åben mund, og var glad, for at jeg var inden for. Fordi jeg kunne nemlig godt forestille mig, hvor uhyggeligt det havde været at sidde inde i det fly, eller i en af de biler det landede på. ‘De andre’ ramte os med en elektrisk bølge, der ødelagde alt elektricitet og strøm på planeten. Ikke flere sms’er, ikke mere elektricitet og ikke mere rendende vand. Ikke mere alt hvad vi tog for givet. 

 

Jeg krammede Liz farvel, da min far kom. Alle der nu var i skole, sad i samlingssalen, og ventede på at blive hentet af familie eller bekendte. Jeg så mig en sidste gang over skulderen. Det var den aller sidste gang, jeg så Ben Parrish. Jeg gætter på, han er død nu. Ligesom alle de andre i det rum. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...