Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 21 okt. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
2Kommentarer
673Visninger
AA

15. Overnatning

Graham trasker ind i den lille entre.  Alt hans tøj er gennemblødt og han ryster svagt.

"Kom med, jeg har noget tøj du kan låne." Han nikker og følger efter mig som en lille hund, med ud i køkkenet, hvor min mor står og hakker grønsager. Først overvejer at bare at smule Graham op på min værelse, men på den anden side, hvad ville der være galt i at han var her?

Klokken viser allerede 18:00 og vejret ser ikke ud til at blive bedre.

"Er det ok. at en ven bliver og spiser?" Spørger jeg, ryggen af min mor.

Hun kommer med et lille grin. "Zoe ved da hun altid er velkommen." Hun vender sig om og får øjne på Graham.

"Åh hej, Will hvem er din ven?" Hun tørre hænderne i forklædet hun har spændt fast omkring maven og rækker en hånd frem. Graham kigger bare på hånden.   

"Det er Graham han er ny." Svare jeg så afslappede jeg kan. Hun nikker og tager hånden til sig.

"Du er også altid velkommen Graham." Hun sender ham et af hendes største smil, men det eneste hun får tilbage er et nik.

"Du kan gå op på mit værelse, det er oppe ad trapperne, så finder jeg nogle håndklæder." Graham nikker op går op ad trapperne.

Jeg vender mig om mod min mor der ser efter Graham.

"Han siger ikke så meget." Forklar jeg. Hvis hun bare vidste.

"Jeg mødte ham da jeg var ude og løbe, og du så selv vejret. Han har lagt hjem og jeg tænkte det var sikkere at lade ham blive."

Hun nikker, "Det er godt Will. Finder du noget tørt tøj til ham?" Jeg nikker og hun giver min skuldre et klem. 

"Min søde, hjælpsomme dreng." Hun aer min kind, normalt ville jeg slå hendes hånd væk, men jeg har ikke kræfterne mentalt til at koncentrere mig om hende.  Jeg har en anden person at koncentrere mig om.

Jeg finder nogle håndklæder og begiver mig op af trappen. Det første jeg ligger mærke til er døren for enden af gangen, som står åben.

"Fuck!" Bander jeg og smider håndklæderne ind på mit værelse til højre, inden jeg forsætter ind i rummet. Graham står med en dyb panderynke og en finger der glider hen over tangenterne på flyglet.

Han ser op da han hører jeg kommer ind. Uden at tænke over det går jeg med hurtige skridt over mod ham og tager fat i hans arm og skubber ham tilbage på mit værelse. Han ser urolig op på mig, da jeg har placeret ham på min kontor stol, men jeg tvinger et stift smil frem. 

"Vil du have et bad?" Spørger jeg imens jeg går over mod mit skab. Han nikker kort. Jeg kaster et par jogginbukser op på sengen og finder en hvid t-shirt som ryger samme vej.

"Kom." Jeg går ind på mit badeværelse med tøjet og ligger det på toiletbrættet. Jeg tænder vandet og skurre op for varmen. Graham står lænet op af dørkamen og følger mig med blikket.

"Du skurre op og ned på varmen dér," jeg peger og han nikker, "du tager bare hvad du har brug for." Han nikker igen.

"Okay?" Endnu et nik. Jeg forlader rummet og da jeg kommer ind på værelset, kan jeg se at håndklæderne stadig på skriveborde, hvor jeg havde kastet dem hen, da jeg fandt ud af, at Graham var inde i musikstuen.

Jeg griber dem og går tilbage. Dampen står i store skyer, men det var ikke grunden til at jeg havde problemener med at trække vejret. Graham står men baroverkrop og kigger spørgerne på mig. Hans jeans sidder lavt på hans hofter, så der er frit udsyn til det let markerede V. Mavemuskerne er let markeret og glimter nermest.

"Du...Du glemte dem her." Stammer jeg helt rød i hovedet og slår blikket ned. Da han tager imod dem ser jeg kort op og han sender mig et smørret smil. Jeg rømmer mig og forlader rummet igen.

"Fuck!" Jeg smider mig på sengen, som giver et hop fra sig da min vægt rammer den.

Jeg kaster mig ud efter min mobil på skrivebordet og taster med heftige, rystende fingere Zoe's nummer ind.

"Er jeg bøsse?" Spørger jeg med skælvene lav stemme, da hun tager den.

 "Jamen hej til dig, også Will." Kommer det sukkersødt fra Zoe. Hun begynder at grine og jeg sværger, hvis hun var her ville jeg slå hende lige i hovedet. Hårdt.

"Det er ikke sjovt Zoe!" Råbe hvisker jeg.

"Okay,okay." Griner hun igen. "Hvorfor hvisker du?"

Jeg sukker. Tiden er knap. Hvis Ikke jeg skynder mig risikere jeg med, at Graham afslører mig.

"Graham er inde på mit bade værelse." Hvisker jeg tilbage og skæver over mod døren. Zoe udbryder et hvin og endnu et suk udslipper mig.  

"Helt ærligt Z! Jeg er seriøs. Hvad fuck sker der med mig!" Jeg panikker og vender mig om for at slå hovedet ned i puden.

"Okay Will undskyld. Men du ved ikke hvad du føler?." Spørgsmålet får mig til at sukke igen.

"Nej Zoe, det ved jeg ikke, det er ligesom derfor at jeg ringer til dig. Er jer piger ikke verdensmestre i at snakke føleser og sådan?" Hun kommer med en blid klukken.

"Joov, måske? Okay prøv at forklare hvad der går igennem dit hovedet og krop når du ser eller tænker på ham." Hun siger det på en rigtig psykolog-argtig måde.

"Jeg rødmeder." Selv da jeg siger det, kan jeg mærke varmen i kinderne og jeg bander det langt væk. 

"Okay. Det må vel betyde at du er bevidst om, at han er der og ikke vil dumme dig overfor ham." Konkludere hun.

"Siden hvornår er du blevet så klog?" Driller Jeg hende og jeg kan nærmest høre hende rulle øjne.

"Det har jeg altid været. Men sig mig hvorfor ringer du nu? Jeg kunne jo bare komme forbi imorgen, hvis altså ikke det var fordi der er sket noget."

Jeg skæver over mod døren, vandet løber stadige  ude på badeværeslet.

Hurtigt med lukkede øjne hvisker jeg; "Han glemte håndklæderne, så jeg gik ind med dem og han stod halvnøgen og så gik alt inde i mig bare amok og det forvirre mig og jeg tror han lagde mærke til det for han gav mig sådan et slevfedt smil, inden jeg flygtede ud." Alt kommer ud så hurtigt at jeg må tage en skrap indånding for ikke at besvime af ildmangel. 

Der er stille i den anden ende af telefonen, så jeg åbner langsomt det ene øje hvorefter det andet.

Zoe rømmede sig i den anden ende, sikkert igang med at styrer sine hormoner,

"Blev flaget hejst?" Hun lyder grav alvorlig.

"Hvad?"

Hun begynder og fnise og straks ved jeg lige har skudt mig selv.

"Jeg  mener fik du rejsning?" Nu kan hun ikke styre sig mere og griner højt ind i røret. Jeg tror aldrig i mit liv at mit hoved har været så rødt, som det har været igennem denne samtale. 

"Det vil jeg alså ikke svare på!" Jeg skæver ned mod mit hårde skridt.

Fuck mig.... 

Vandet fra badeværelset er stoppet, så jeg siger hurtigt farvel til Zoe og retter på mit skridt så det ikke er tydeligt.

Tænk på døde killinger, lange tånegle, nøgne hjemløse...

Graham kommer ud med det mørkebrune hår lige i vejret imens han tørre det med håndklædet, og med den hvide t-shirt klistret til kroppen, så den ikke skjuler NOGET. 

Han vender sig om for at hænge håndklædet over stoleryggen og jeg får øje på nogle sorte aftegninger der fylder hans skulder, lige tydelige nok igennem det hvide stof.

"WOW!" Udbryder jeg og Graham vender sig om med hævet øjenbryn. Jeg rejser mig og går om bag ham.

"Er det en tatovering?" Gipser jeg imponeret  og røre ved det fugtige stof. Da jeg indser hvad jeg laver, trækker jeg hurtig hånden til mig og slår blikket ned.

Graham tager fat i kanten af t-shirten og trækker den over hovedet. En blanding mellem et gisp og et støn udslipper mig og får farven i mine kinder til at blusse op igen.

Han vender sig om så jeg har udsyn til tatoveringen. En hylene ulv er malet med store, sorte streger og man kan skimte en blålig måne bag den. Store, sorte mønstre, der ligner noget fra en japansk karate film, snor sig omkring ulven og forsætter ud på skulderbladet og op ad nakken. At jeg ikke har set det før nu,er utroligt, for lige her og nu er det så tydeligt. 

"Gjorde det ondt?" Spørger jeg imens min finger følger en af de lyn-agtig streger. Han lader mig gøre det og ryster bare på hovedet.

"Hvorfor lige en ulv?" Han trækker på skuldrene og igen er vi tilbage til denne lille katten-efter-musen-leg.

"Du har virkelig tænkt dig at iongere mig hele aften har du ikke?" Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Han vender sig om mod mig igen, med et smøret smil på læben og trækker så t-shirten over hovedet igen, køre en hånd igennem håret, og går ud af døren uden et svar.

"Hvad er det jeg har rodet mig ud i?" Sukker jeg stille for mig selv og køre en hånd igennem håret. Så tager jeg en dyb indånding og begiver mig nedenunder, klar til krig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...