Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 21 okt. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
2Kommentarer
686Visninger
AA

13. Michelle

"

Will!" Jeg ser mig om efter stemmen, men endnu en gang kan jeg ikke finde ud af hvor den kommer fra.

Bølgesus og skrigene måger lyder, men vandet er ikke til at se nogle steder. Mit navn bliver råbt igen, og jeg sætter i løb.

Mine barre fødder rammer småsten og andet grus, men jeg forsætter. "Michelle!" Jeg kan ikke kende min egen stemme, kræften kommer bag på mig og min krop mærker straks panikken melde sin ankomst.

Med adrenalin pumpet igennem kroppen, skifter sten og grus sig ud med græs og derefter silkeblødt sand. 

Jeg har det som om jeg flyver afsted, imens alt omkring mig skifter, men jeg kommer ingen vejene.

Ud af det blå står Michelle foran mig. Hun smiler, men hele hendes krop er dækket af blod. Jeg prøver at nå hende, men hun forsvinder hver gang jeg nærmer mig og dukker op nogle meter væk fra mig.

"Du lod dette ske, Will." Hendes stemme er sukkersød og der er intet spor af foragt.

"Jeg." Stammer jeg ude af mig selv.

"Du lod bilen kører. Du så på. Du passede ikke på mig, som du lovede mor." Hun blinker med de kraftige øjenvipper, helt uskyldigt, som snakkede vi om at gå ud med skraldet.

"Jeg ved det, undskyld Michelle." Råber jeg. Jeg prøver igen at komme hen til hende men hun fordamper.

"Det er din skyld." Denne stemme får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Det er ikke første gang denne ukendte men velkendte stemme lyder. Jeg vender mig rundt og ser Graham stå få meter fra mig. Jeg gisper ved synet af ham. Han er ligesom Michelle dækket af blod og hans is-blå øjne er så matte at det giver mig lyst til at begynde at græde, bare for den grund.

"Se på mig." Og det gør jeg. Jeg ser på hans mørkebrune hår, der er langt i toppen og klippet kort i siderne. Jeg ser på hans fregne tæt ved det venstre øjenbryn. Hans, nu matte, øjne og de læber der før havde været lyserøde, men nu er helt blege.

Han er mere bleg end han plejer og det sorte tøj hjælper ikke.

"Hvad har jeg gjort dig?" Hvisker jeg. Er det mig der har været skyld i at Graham nu er dækket i blod? Min mave trækker sig sammen ved tanken og jeg kan smage gallen i min mund. Jeg ved ikke hvad jeg ville gøre hvis det viste sig at være sandt.

"Se på mig." Siger han igen og igen.

"Du er skyld i alt Will." Michelle dukker frem ved Grahams side og ligger en arm om ham.

Jeg råber undskyld og kaster mig endnu en gang over mod dem, men de forsvinder begge igen og denne gang tager de alt med sig og lader mig falde igennem mørket alene.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...