Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 21 okt. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
2Kommentarer
646Visninger
AA

11. Invitation

Da jeg senere sad i klassen var det eneste jeg havde i tankerne, hvordan jeg fandt arme og ben til den sandsæk, der skulle blive til min dukke. 

Kan jeg være heldig at finde det tilfældigt, ligesom jeg havde gjort før? 

Jeg sidder helt i mine egne tanker, så jeg opdager først Graham, da han sætter sig på stolen ved siden af mig. Han ser lige ud for sig uden at værdige mig et blik.

Elever strømmer igennem lokalet med bøger og tasker på slæb, imens mundene går.

"Nogen planer for weekenden?" Jeg ser afventene på ham. Han skal ikke tro, at jeg har givet op på ham. Han skal ikke tro at han fører dette spil, han så gerne vil lege med mig.

Intet svar, selvfølgelig.

"Nhar, heller ikke jeg." Jeg læner mig tilbage i stolen med armene bag hovedet.

"Du kunne jo altid komme over," hører jeg mig selv sige. 

Shit, Shit, Shit.

Graham vender sig om med et sæt, og hans is-blå øjne borer sig ind i mine.

"Rolig mand, det var bare et spørgsmål." Jeg kan ikke lade være med at grine over hans udtryk. En blanding mellem overraskelse og frygt.

"What ever, du bestemmer selv." Mere nåede jeg ikke at sige før vores matematik lære Mr. Blue kom styrtene ind i lokalet.

Resten af timen forgik i stilhed og så snart klokken ringede ud, skubbede Graham stolen ud så hurtigt, at den væltede. Hans taske, som han for en gangs skyld gik med, faldt og alt indhold væltede ud på gulvet.

Uden at tænke over det bøjede jeg mig ned for at hjælpe ham, men han fik hurtigt styr på det og flåede tasken ud af mine hænder.

"Det var så lidt." Mumlede jeg sarkastisk til hans baghoved imens han forsvandt med hastige skridt ud af døren. 

Jeg kigger ned igen og først nu opdager jeg de to små  pølseformede sæk på gulvet. Jeg kan ikke lade være med at smile da jeg samler dem op. Jeg behøver slet ikke at stresse så meget over denne dukke. Graham er nøglen til den.

Nu er jeg glad for, at jeg inviterede ham over, for jeg kan ikke vente helt til på mandag før jeg får den næste del af dukken.

Spillet er godt igang, og denne gang spiler jeg på hold med Graham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...